Ore Strand Camping

Efter en dags restitution ovenpå lørdagens yderst strabadserende 55 kilometer besluttede vi os for at tage en nem dag og nøjedes derfor med at tage den omtrent 20 kilometer lange tur fra Osted til Ringsted. Det gik ganske strålende – alt andet havde da også været en ydmygelse – og efter en times ridt trillede vi ind på gårdspladsen ved Ringsted Vandrerhjem, som levede fint op til forventningen, som ligesom de fleste forestillinger om denne tur i øvrigt naturligvis var baseret på et fundament af ren gisning.

Da vi havde foretaget lidt småindkøb besluttede vi os for at tage en velfortjent forfriskning på et af Ringsteds helt mange værtshuse. Valget faldt helt tilfældigt på Kong Valdemars Pub, som ligger på et okay ucharmerende torv af en art midt i byen.
Inden for døren, ligesom i en afdeling, før man kommer ind i selve barlokalet, sad der ved hver sit bord et par ældre, alvorligt udseende herrer, hver med en øl og et halvt fyldt glas foran sig.
Ved baren sad der en lille håndfuld stamkunder, og så ud, som den slags nu gør. Vi gik forbi dem og satte os ved et ledigt bord i et hjørne ved siden af et andet bord, hvor to unge fyre sad og raflede om bajere. Den ene var vel omtrent 19 år gammel, men det forhindrede ham nu ikke i at puffe løs på en pibe i bedste morfarstil og i øvrigt give det indtryk, at han var helt på hjemmebane. Hans ven, som var voldsomt rødblussende i fjæset, var en bette storrygende, højlydt gut på allerhøjst 16 uden antydningen af dun på de små buttede kinder.
Begge to var nærmest ved at falde ned fra stolene af ren benovelse, da de så os komme ind ad døren, hvilket selvfølgelig gav en lidt speciel atmosfære de første 5 minutter.

Jeg tror, at vi begge mere eller mindre allerede havde stemplet dem som kæmpe bonderøve i ordets mest nederen forstand, da en meget sølle udseende mand på omkring de fyrre henvendte sig til dem og spurgte, om han måtte gøre dem selskab. Og selvom det ikke virkede som om, de kendte ham, var de højst overraskende noget så imødekommende, bad ham sætte sig og inviterede ham til at deltage i deres spil. Han på den anden side var lidt tilbageholdende og forsøgte til at begynde med at undslå sig, for, som han forklarede, var han så meget på røven, at han ikke ville kunne betale, i fald han tabte. Men det var ikke et problem, forsikrede den ældre af drengene ham; de skulle nok betale.

Herefter fulgte vel omtrent tre kvarters pænt højrøstet raflen – kun afbrudt af et par stumper af en voldsom og lidelsesfuld livshistorie fra den forhutlede.
Og det var svært ikke at blive rørt over den varme, der strømmede i retning af den stakkels mand. Og så endda fra to knægte, der sad og drak bajere på en bodega på en onsdag.
Det var skønhed. Vaskeægte skønhed.

Men det allerbedste, og så har jeg ikke engang beskrevet, den vidunderligt bistre kromutter, der lod mig vente 5 minutter på min første bestilling, fordi hun stod og hyggesnakkede, den joggingtøjsklædte tyksak, der lignede noget taget ud af Cop Land, eller den træindrammede plakat med et foto af to store, lange, tunge bryster lagt indover et bord, som prydede pissoiret...
Nej, det allerbedste var, at lige inden vi gik igen, spurgte den piberygende af drengene, hvad den forhutlede mand kunne tænke sig at drikke, hvortil denne svarede:

”En South And Confort ville sgu være dejligt!”

”Hvad hed den?” spurgte piberygeren, ”sagde du South And Comfort?”

”Nej, Confort. South And Confort.”

”Nå, okay. South And Confort.”

Hvis det ikke er motherfucking fantastisk, så ved jeg sgu ikke, hvad der er. Og den slags øjeblikke af ynde og kærlighed kan man altså også få lov til at opleve i Ringsted af alle steder.

I øvrigt spiste vi underlødig mad fra en eller anden ellers fancy udseende italienersnask, blev megatrætte og faldt i søvn kl. 18.

J