Nu er vi så afsted, altså sådan for alvor! Vi har cyklet i 3 dage, den værste ømhed har fortaget sig fra benene, ballerne er et helt andet område af kroppen, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Jeg har kun én ting at sige om det emne: KOPATTESALVE i rigelige mængder.
Afskeden var svær, især med Malunse, og at græde en del og at kramme en del, var en nødvendighed. I sådanne øjeblikke overvejer man endnu engang, hvad det er vi har gang i, og man parlamenterer med sig selv, om vi har truffet det rigtige valg. Men tanken om en konform dagligdag fyldt med faste rutiner, dårlige tv-programmer og et ikke tilfredsstillende arbejde burde være nok til at overbevise selv den største tvivler! Det var i hvert tilfælde nok for os.
Og når jeg tænker videre, så kommer jeg frem til, at det at savne andre mennesker vel egentligt ikke er så værst endda. Det bekræfter os i, at vi elsker andre højt, og vores afsked har vist os, at vi også er elsket af mange. Og det er faktisk temmelig fantastisk.
Og selvom det er mega angstprovokerende at sige farvel til hverdagen og begive sig ud i det ukendte, så er det det der giver mening lige nu. (Kender du det Rasmus?) Så ja, nu er vi afsted, vi har cyklet 60 kilometer i dag, fra Ringsted til Vordingborg, igennem Sjællands kuperede terræn, og for første gang ligger vi i vores telt, lige ned til vandet, og solnedgangen er temmelig pæn i røde nuancer. Her er koldt, men ikke noget en god sovepose og en kold pilsner ikke kan kurere.
I morgen skal vi til Sakskøbing, min gamle hjemby. En lille tur på 30 kilometer, og så bliver der forhåbentlig tid til lidt sightseeing i byen. Vi skal blandt andet se, om pubben står endnu.
M
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar