Bækpækking

Det er ret skægt for en, som aldrig selv har været ranselsrejsende, at opleve, hvordan det er at bo på et rigtigt backpackerhostel. Det er noget af en diversitet, der er repræsenteret sådan et sted. I Brugge boede vi på Lybeer Traveller's Hostel i fire nætter. Der var møgbeskidt over alt, især i det lille køkken, som jeg med mit trænede og meget professionelle øje kunne se, ikke var blevet gjort ordentligt rent i mere end to år. Når den første medarbejder mødte lidt i 8 om morgenen blev musikken i det store fællesrum tændt på en OK høj volumen for først at blive slukket kl. tidligst 23. Det gjorde det lidt svært at forstå, at man havde placeret et klaver og en guitar i selv samme rum. Men skide nu være med det. Personalet var vældigt søde, så man følte sig i nogen grad kompenseret.
Men det var den der mangfoldighed, jeg kom fra. Vi havde den - i visse tilfælde noget tvivlsomme - fornøjelse at bo sammen med en fransk dame på i nærheden af de 60, som man kan placere i kategorien patologisk personaleelsker. Man kender typen fra busser og biblioteker, hvor man ofte ser dem i samtale med chauffører og bibliotekarer. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt ved, vil man måske kunne indvende, og det er jo sandt nok. Men den patologiske personaleelsker udskiller sig eklatant fra mængden ved udelukkende at være i stand til at samtale med netop personale. Ved fravær af personale bliver den patologiske personaleelsker apatisk, trist og indadvendt, og man ser dem typisk sidde alene midt i et lokale, stirrende fåret ud i luften. Henvender man sig til dem, vil man ofte blive mødt med et forskræmt blik og en brummen.
I det øjeblik en person, som er ansat, så træder ind i rummet, er det som om, der bliver trykket på en knap. En lykkeknap om man vil. Den patologiske personaleelsker vil typisk straks rejse sig og storsmilende, voldsomt gestikulerende og højt råbende gå fx receptionisten i møde og med vold og magt forsøge at få vedkommende til at engagere sig i en lang og intim samtale.
Præcis sådan var den franske kvinde. Fantastisk. At tænke tilbage på, altså, for hun gav mig seriøst myrekryb.
Derudover var der det skotske par - en 40 kg overvægtig pige på et par og tyve og hendes nussede lille fyr, som havde boet i Brugge i over en måned og var pot og pande med personalet(dog ikke på et sygeligt plan), en portugisisk kvinde uden job, der havde solgt sin bil for at kunne klare sig lidt længere, et japansk par med kamera og lige lidt for meget knald i låget, to amerikanske fyre med imponerende langt hår, en lille forsigtig sikkert japansk pige, som var helt utroligt fremmedgjort overfor koncepter som bestik og brød, og som i øvrigt rejste helt alene, en masse ikke ret gamle fyre med noget, de vel selv mente, lignede fuldskæg, en gruppe af amerikanske piger, der så deprimerede ud og talte forbløffende lidt, deres nationalitet taget i betragtning og en hel del andre mere eller mindre interessante typer fra alverdens lande.

Kontrasten til livet på landevejen er til at tage og føle på, men det er sgu dejligt at være tilbage hos fuglene. Dem kommer man åbenbart hurtigt til at savne.

J