Regnvejr i Heric

Det her indlæg skrev jeg i går, da vi var udenfor nettets rækkevidde.

Netop nu ligger vi i vores telt og lytter til den øredøvende lyd af tordenregn, der tæsker løs på vores telt, som netop i dag står noget mere usikkert, end det plejer at gøre. Vi befinder os nemlig i Bretagne, hvor jorden på campingpladserne er så fuld af sten, at man bliver nødt til at lade pløkkerne ligge helt vandret 3 cm under græsoverfladen. Et ikke fuldt så sikkert fundament at møde et skybrud med, som jeg kunne have ønsket. Samme undergrund gør, at vandet kun ganske langsomt absorberes, hvilket har resulteret i en faretruende høj vandstand i vores fortelt. Det mest vitale, altså det meste af, hvad vi har med os, har vi derfor været nødt til at stable op omkring os i selve kabinen.
Det er sgu i grunden meget hyggeligt, må jeg sige. Men som jeg altid har sagt: hvor der er sprit, er der håb, og der er stadig dejligt langt til bunden i min whiskyflaske, som i øvrigt måske er lidt tung at slæbe igennem den milde til brutale bretonske kupering, men helt og aldeles uundværlig for moralen.

Ciklingen går det ganske godt med for vores begges vedkommende. Vi er begge så klart mest glade for flad vej i medvind, må vi tilstå, og set i det perspektiv er det vel moderat dumt, at vi har valgt den rute, vi har, men vi bliver bedre og bedre til at køre opad, og det er sgu med en samvittighed så ren som en nonnes memoirer, man snupper sig en øl eller to efter dagens etape.
Det er helt utroligt, hvor meget ens form kan skifte fra dag til dag. Den ene dag suser man med et overlegent smil op over bakker, man den følgende dag kan være lige ved at tude over at befinde sig for foden af, og det er ikke rigtigt lykkedes for os at regne ud, hvad der er afgørende for, hvordan dagen forløber. Til gengæld har vi endnu til gode at føle os i superduper form på samme tid. Af en eller anden grund er det altid kun den ene af os, der trænger til et glas varm mælk og en kiks. Det er måske meget godt, for man kan virkelig godt trænge til lidt opbakning, når man har en skidt dag.
I bund og grund er det sandsynligvis ikke den fysiske form, der determinerer kvaliteten af præstationerne i sadlen. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg i forgårs simpelt hen ikke kunne se, hvorfor i alverden jeg skulle køre på cykel op ad en stigning på en kilometer med en hældningsprocent på omtrent 12. De fleste andre stigninger har jeg valgt at betragte som en fed udfordring, som jeg sateme nok skal klare, og så har jeg bidt tænderne sammen og fucking gjort det. I smerte, bevares, men jeg har gjort det. I forgårs gad jeg saftsuseme ikke det lort. Og sammen med psykopatmotivationen forsvandt også mine bens evne til at træde mig op over bakken, så jeg måtte stå af og trække op over. Det var en meget stejl bakke, og det var meget varmt, og min cykel og jeg selv er virkeligt tunge, men alligevel var det simpelthen så frustrerende at føle sig så svag, som jeg gjorde.
Men i hvert fald er den foreløbige konklusion, at psyken spiller en afgørende rolle for, hvordan man kører. Højst overraskende, må man sige, og hvis det lyder lige højtravende og dybsindigt nok, kan jeg kun beklage.

Frankrig - eller franskmændene for at være lidt mere præcis - er forresten begyndt at vise sig fra mere sympatiske sider, efterhånden som vi har bevæget os sydover. Den der noget vamle mentalitet med at glo bistert på folk uden at sige noget er faktisk så småt ved at være fordampet, og det er jeg overordentligt tilfreds med at kunne konstatere. Sprogkundskaberne - altså franskmændenes og ikke mine, jeg kan trods alt to sprog, som ikke er mit modersmål - kniber det sgu stadig med, men til gengæld har vi mødt en hel del folk, der ikke rigtigt mener, at den slags skal have lov til at stå i vejen for en bette sludder. De pludrer bare løs på fransk om cykler og vejret og fodbold, og jeg nikker og smiler og fatter på en god dag 3% af, hvad de snakker om, men hyggeligt er det da. Det er det.

Yderligere kan jeg sige om Frankrig, at:

- supermarkederne er kæmpestore og fyldt med yoghurt, kød og hvidskimmeloste.

- cykelstier er en meget eksotisk sjældenhed belagt med grus.

- fuldkorn er et fremmedord.

- bilister er overraskende hensynsfulde. Bortset selvfølgelig fra hende, der var lige ved at ombringe Margit i Rennes.

- vandet i den kolde hane er lunkent og smager af klor.

- her faktisk er ret så pænt.

- der åbenbart ikke er et marked for andre friske krydderurter end kruspersille.

- øl kommer i meget små flasker.

- lakrids er helt utroligt svært at opdrive.

- folk i al almindelighed ikke er specielt bange for at blotte lidt hud. Eller meget.

- folk her lever af kød og fisk i store mængder. Vegetarisk kost er ikke-eksisterende. Selv hos kebabmanden har man strøget klassikkeren falafel fra kortet.

- byer som hovedregel ligger nede i huller i landskabet.

Og det opsummerer sådan set meget godt essensen af det land.


J