['fissbræ:n] part II

En hurtig opdatering på numsefronten må der jo til i ny og næ, og nu er tiden kommet.
Jeg er nu - efter at have lyttet til et par råd og i øvrigt yderligere gransket regionen - for det første i bedring. Rent vand og kopattesalve fungerer fint. Men det kan ikke gøre det alene. For for at gribe ondet om dets rod, må man jo kunne identificere roden, hvis man kan udtrykke sig således, og vand og creme fjerner ikke grunden til den triste forfatning, møllen i længere tid har befundet sig i. Men min skarpe hjerne, tidligere nævnte mangler ufortalt, har ved hjælp af god gammeldags deduktion for det andet præcist udpeget den egentlige synder i hele denne misere, nemlig cikelbuksen. Ved nærmere inspektion af skrævet viste sig et mønster, jeg ikke tidligere havde været opmærksom på. En ømfindtlig ligebenet trekant trådte tydeligt frem i form af sprukken, hævet og rød hud lige præcis, hvor mellemkødet møder låret og i udkanten af selve gaffet. Jeg forsøgte da i to dage at køre på cikel iført min anden buks, som egentlig er beregnet til koldere tider, hvorfor jeg ikke har brugt den i det meste af en måned. Effekten var ikke til at tage fejl af: Nok svedte jeg en hel del mere, men til gengæld heledes mit forpinte gat i en fart, jeg ikke havde turdet drømme om.

Jeg valgte i går at frekventere en cykelhandler i Bayeux for at indkøbe en buks, der tilsvarer årstiden. Fuck, hvor fatter franskmænd dog bare ikke en bjælde af, hvad man siger til dem, selvom de påstår, at de taler en lille smule engelsk. Det skandaløst lave sprogkundsskabsniveau kan den enkelte franskmand nok ikke lastes for i lige så høj grad som dem, der udformer skolepolitikken i landet, men det skulle vel for satan ikke forhindre dem i i det mindste at prøve på at forstå helt basalt tegnsprog.
Jeg viste cykelhandleren min buks og fægtede med arme og ben for at fortælle ham, at røvpuden i den buks, jeg ønskede at købe af ham, skulle være ligeså tyk og ligeså bred, som den, jeg stod med i hånden. Alt sammen forgæves, og jeg måtte gå tomhændet derfra. Igen med den irriterende følelse af at befinde mig i et land, hvor jeg er i vejen.

Nå, men hellere svede end bløde, som jeg plejer at sige.

Min irritation over franskmændene er heldigvis ikke konstant. Der er faktisk ganske mange venlige og rare mennesker hernede, og hvis man vil, kan man jo bare finde sig en hollænder at snakke med. Dem vrimler det med overalt, og de er for det meste ganske søde.
Vi bor forresten i disse dage på en campingplads udenfor Bayeux, hvor campingsmutter og vel 85% af alle gæster er briter. Et lidt syret koncept, eftersom vi ellers ikke er rendt ind i overvældende mange fra de øer, men det er meget rart at høre lidt engelsk.