Vi ramte vores første bjerg på dag to i landet, og det kom som en kæmpe overraskelse for os begge, at det lige skulle ligge der. Til orientering kan det nævnes, at hvis man lige læser signaturforklaringen på sådan et kort der, kan man lære mangt og meget om terrænet på et givent sted. Spændende, ikke?
Skulle nogen derude være i tvivl, vil jeg da gerne være generøs og dele med alverden, at det er OK udmattende at trække sine egne omtrent 100 kg rendyrket ondskab plus yderligere omtrent 30 kg bagage op over sådan en bette stigning på gennemsnitligt 7%(eller noget i omegnen). Ikke at man skal græde over den slags spild af gode kalorier - der er såmænd flere, hvor de nu brændte kom fra. Personlig selv, som man jo siger i Jylland, og sine rødder må man jo ikke glemme, tog jeg det som en oplevelse, og, som man også på visse jyske kanter siger, som en Godot til os, fordi vi sgu kunne.
Siden har vi ramt mange stigninger, og det er kraftpeterbidemigiskinken stadigvæk hårdt, men vi mærker begge to tydeligt, hvordan vi bliver stærkere for hver gang, og det er fandeme fedt.
Første gang jeg har haft en alvorlig skade på cyklen, som måtte fikses, var såmænd også her i landet. En morgen satte jeg mig på dyret, og kunne konstatere, at styret var i stykker. Det var højest utilfredsstillende, men på grund af den stolte cykelnation Frankrigs lidt besynderlige taktik med at lægge de ordentlige cykelhandlere med 100 km's afstand, var jeg nødt til at køre med et noget vrangvilligt styr i to dage, før jeg fik fikset det i Dieppe.
Første gang vi begge har haft krise over hele vores projekt, var på en gennemført ligusterfacistisk fastliggerplads i Stella Plage, hvor vi på grund af regnvejr valgte at tage en ekstra overnatning. Stedet var belagt med såkaldte campingvogne, som i virkeligheden er små klamme, småborgerlige røvballebungalows på proformahjul, så man slipper for at betale til samfundet, men kan sidde på sin lille fesne træterasse og glo bistert og ugenert på folk i telt. Uden at hilse, uden at smile, uden at lade blikket falde. Bare sidde og være fed og grim og glo, glo, glo.
Den atmosfære kombineret med ingen strøm, intet internet og det faktum, at ingen fucking franskmænd taler mere end yes/no/særnk juh/byebye-engelsk og tydeligvis synes, det er mystisk, at ikke alle taler flydende fransosisk, fik saftsuseme vemodet og hjemveen til at fylde mig helt og aldeles. Jeg savnede pludselig at hænge ud med mennesker, jeg kender. Og jeg følte, at vi var helt alene i et stort og fjendtligt udland.
Margit på sin side havde krise over, at de første par dage i kuperet terræn for hende havde været ren lidelse.
Vi valgte den altid fortrinlige taktik at sove os fra det, så på to døgn sov vi 26 timer, kørte bort fra fucking Helvede og mod bedre humør.
Første gang vi besluttede os for at være sådan lidt ægte kulturelle og turistagtige, var faktisk i dag i Dieppe, hvor vi var lige ved at gå ind i den meget store og udefra pisseflotte Eglise St. Jacques. I tide opdagede vi dog, at de mange, mange mennesker inde i kirken var samlet i et noget andet ærinde end at betragte arkitekturen; nemlig at stede en afdød til hvile. Så vi daffede stilfærdigt af igen.
Forresten, første gang - og indtil nu eneste - jeg styrtede på min cykel, var i Nederlandene. Det gjorde ved tyngdeloven skideondt, men jeg slap nogenlunde uskadt fra det. Så det er altså ikke kun i Frankrig, ting sker for første gang.
Nu har vi ligget stille i Dieppe i et par dage. Det er virkelig en hyggelig og smuk by, som har hjulpet gevaldigt på humøret. Se selv billederne:
Det er endda lykkedes os at løbe ind i ikke mindre end tre franskmænd, som det har været muligt rent faktisk at føre en samtale med. Således er det gået op for mig, at selvom franskmændene så klart indtager den suveræne førsteplads, når det kommer til uvenlighed og glosuppe på gadeplan, så er det muligt at støve ganske søde og rare mennesker op på disse kanter. Det er sgu da dejligt.Måske er Holland omvendt. Der er alle mennesker sgu så søde og imødekommende, når man møder dem på gaden. Til gengæld er det kommet os for øre, at de lige har stemt højrefløjen til magtens tinder. Så er det sgu da bedre trods kun tilsyneladende at være et dumt svin.
Jeg havde sgu lige glemt, at første gang vi blev afvist på en campingplads, også var i France. Og det ikke på grund af noget så tilforladeligt som fuld belægning. Nejnejnejnejnejnej, vi måtte ikke overnatte på den fine plads, fordi vi er teltcampister. Tyg lige på den. Ingen telte på campingpladsen! Nej, den utroligt tilknappede dame i receptionen lod os forstå, at dette var en plads forbeholdt mobil homes.Denne form for busturisme har sandelig grebet om sig, siden nogen af os sidst var på landevejene, kan vi med tunge hjerter konstatere, og de er åbenbart blevet så fine, at de ikke tåler synet af mindre komfortable overnatningsformer. Mobil homes! Has the whole world gone mad???
Nå, men vi er altså glade nok, og benene ligeså. Det er bare så meget nemmere og måske lidt skæggere at formidle sin mavesurhed. Ellers håber jeg på tilgivelse.
J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar