Livet på landevejen

I dag er det den 14. juni. Vi har cyklet cirka 1500 kilometer. På søndag har jeg fødselsdag, og Jakob spørger hvad jeg kunne tænke mig. "Noget med fodbold og bobler", svarer jeg. For hvad ønsker man sig til sin fødselsdag, når ens liv drejer sig om at køre på cykel - i stadigt mere kuperet terræn, næsten hver dag, og hvor alfa og omega er at få minimeret vægten på cyklen for at gøre det muligt at hive den over bakkerne?
For det er den slags lavpraktiske overvejelser en stor del af tiden går med. Hvor skal vi sove? Hvad skal vi spise? Orker vi at lave mad, eller skal vi igen igen spise fransk luftbrød med ost og avocado? Kan vi overhovedet finde et sted at købe ind, for mange af de små franske flækker, vi kører igennem, er ganske døde og helt uden handlende af nogen slags og er vist kun beboet af folk med biler. Kan vi finde en campingplads? Orker vi at lave kaffe eller at gå i bad? Mon der er toiletpapir? Og så videre og så videre. Således simplificeres livet, og overraskende nok har det været utroligt let at vænne sig til.
Vi vågner om morgenen, vi ved aldrig helt, hvordan natten bliver, for temperaturen siger stadig pludselig vinter, og vi har haft for lidt tøj på. Eller det har været nødvendigt at forlade sin lune hule for at træde af på naturens vegne. Aldrig fedt at skulle ud i kulden. Solen skinner måske én i knolden kl. meget tidligt, og temperaturen i teltet stiger til 40 grader i løbet af ca. 25 sekunder. Disse vigtige ting snakker vi så lige igennem, når vi har fået øjne, for det er jo de dugfriske nyheder.
Så spiser vi morgenmad, evt. en madrest fra aftensmaden suppleret af, ja nemlig, brød, ost og avocado, og efter dette overdådige og højst overraskende morgenmåltid starter morgentoiletten. Vådservietter, hvor det er nødvendigt, deo, selvbruner for at minimere pandafjæset, solcreme, tandbørstning og en børste igennem håret for mit vedkommende. Den slags bruger Rabubald ikke!
Så skal det hele pakkes sammen. Soveposer, hovedpuder, underlag, cykeltaskerne skal fyldes igen med tøj, og hvad vi ellers har brugt og til sidst teltet: Vores hjem. Så op på ciklerne og videre mod næste punkt, for de fleste dages vedkommende aftalt på forhånd. Vi er, som I måske har læst, blevet overrasket over terrænnet i Frankrig, og vi ved aldrig helt, hvad der venter, for langt fra alle stigninger er beskrevet på kortet. Og dette faktum kunne da også de første dage i høj grad tage pippet fra fuglen, men jeg kan med stolthed og glæde melde, at det nu går fremragende med bjergbenene, så humøret er for opadgående, hvad cyklingen angår.
Når vi så er nået frem efter et sted mellem 40 og 80 kilometeres god motion, skal det hele så pakkes ud igen. Man vil måske tænke, at det må være ensformigt og irriterende dag efter dag at gennemføre den samme øvelse, men det at have nogle faste rutiner, som efterhånden ligger på rygraden, giver en form for tryghed, som alle måske i større eller mindre grad har brug for. Jeg har i hvert tilfælde. Når lejren så er pakket ud, og udstrækningsøvelserne er vel overstået, er det tid til en kold øl. Belønningen for dagens veludførte arbejde, og med det mener jeg cykelturen. For vores cykler, og den distance vi hver dag tilbagelægger, er vores nuværende jobs. Så spiser vi, kigger på kort til morgendagen og snakker om dagen, som er gået. Og så går vi til køjs.
Og så til den mere personlige del af hele affæren. Vi er jo begge gået ind til dette projekt med åbne øjne og, må man sige, med et vist kendskab til hinanden efter 6 1/2 års kærsteri, men at skulle være sammen uafbrudt i et helt år, har vi ikke prøvet før. I begyndelsen af turen, før vi fik rutinerne på plads, og før det gik helt op for os, hvilken påvirkning mange timers hårdt arbejde i sadlen har på os hver især, kunne der opstå misforståelser og forskellige opfattelser af, hvad der blev sagt til hinanden og ment med det, og på grund af manglende overskud har det nogle gange været svært at få kommunikeret ordentligt igen. Så bliver man lidt ked af det og måske også en lille bitte smule mopset. Men det dur sgu bare ikke, når vi nu kun har hinanden. Så det har vi måttet finde ud af, og selvom vi var meget fortrolige med hinandens følelser før vi tog afsted, så var der altså ting vi ikke vidste om hinanden. Men at lære et menneskes dybder endnu bedre at kende er kun en gave. Og det kan godt være, I synes, det lyder som en gang sentimentalt sludder, men jeg bliver meget følelsesbetonet, når jeg tænker på mit forhold til Jakob og føler mig mere end heldig. Sådan!
Og nu vi er ved føleriet, så vil jeg også godt afsløre, at det at tænke på jer derhjemme og føle savnet efterhånden har gjort mig til en regulær tudemarie. Noget jeg ville have forsvoret for 2 måneder siden. Men i dag har vi bestilt flybilletter til Alex og Malene, som kommer den 13. juli, og det bliver bare for fedt.
Nå, men det er som sagt min fødselsdag på søndag, og i den anledning vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til Karen, Jens, Ane, Camilla, Henrik og drengene for mit microfiberhåndklæde, som jeg fik før afrejse. Og ja Karen, det er praktisk, men det duer sgu ikke til at tørre hår i! Af alle jer andre ønsker jeg mig: Solskin, absolut ingen regn, medmindre det er om natten, medvind og bakker der går nedad.

M