Frankermæthed?

Det følgende er skrevet for et par dage siden og i et par omgange.

Vi bor nu på den 37. campingplads, siden vi ramte Vordingborg d. 4. maj. 37 gange har vi rejst teltet, og 36 gange har vi pakket det sammen igen. Det er mange. Kun afbrudt af andre boformer i Hamburg, Scheemda, Alkmaar, Brugge, Dieppe, Guichen og Nantes.
Campinglivets og cyklingens monotoni passer mig faktisk rigtigt godt. Hverdagen er struktureret på en måde, der er til at forstå, må man sige, og på idrætsfronten har jeg sgu aldrig haft så god samvittighed som nu.
Alligevel ramtes vi i dag igen begge af en vis tvivl omkring hele projektet. En tvivl jeg vist tidligere har forsøgt at tørre af på de mugne og udelukkende frankofone beboere i det land, vi efterhånden har befundet os i i lang tid nu. Men jeg er bange for, at det hele ikke er helt så enkelt og behageligt belejligt som det.
Måske har vi valgt en forkert rejseform. Måske har vi fokuseret alt for ensidigt på transporten. Måske er vi ikke åbne nok. Måske er vi i grunden ægte hjemmefødinge.
Hvorom alting er, kan vi i hvert fald nu konstatere, at vi for det første føler os som fremmede og som deltagere i et turistprojekt, som vi ikke føler os hjemme i, og at der for det andet er aspekter ved livet derhjemme, som vi begynder at føle et genuint savn til.
Når man ikke taler sproget fransk, mener vi at have erfaret, vil man uanset, hvad man gør, både i sin egen og de lokales optik være fremmed. Og det er sgu ikke kun, fordi franskmændene for manges vedkommende er nogle pikhoveder - det er de, men det er ikke pointen her - det er fordi, man jo for pokker ikke kan føre en samtale, der handler om andet end vejret og Les Bleus' katastrofale exit fra VM. Den slags er bestemt hyggeligt, og jeg tænker med taknemmlighed på de ældre herrer og bartendere, der har taget sig tid til i det mindste at forsøge, men i længden er det bare ikke helt nok. Sprogbarrieren er en på lang sigt langt mere opslidende faktor, end jeg havde forestillet mig på forhånd. Man kan ikke formidle humor. Man kan ikke udtrykke nogen former for nuancer. Man kan altså ikke have en kommunikation, der er andet end helt igennem overfladisk og tom.
Når man kører på cykel nærmest hver eneste dag er det for øvrigt i sagens natur umuligt at være andet end en forbipasserende, som ikke har tid til at lære andre at kende. Sådan er rejseformen jo. For meget godt kan man sige om en cykel, men noget specielt hurtigt transportmiddel er den jo ikke. Så hvis man vil nogen steder hen, må man jo op på dyret. Det regnestykke er ikke overdrevet svært at forstå, men i længden er det hårdt at være i kontakt med andre end hinanden i højst tre dage for så aldrig at se folk igen. Og hverken Margit eller jeg selv er typerne, der bliver venner for livet med nogen som helst på så kort tid. Vi er blevet lidt misundelige på dem, der er, men det er svært at rokke ved sin natur.
Campingpladser. Behøver jeg så egentlig at skrive så forbandet meget mere? Der er så meget ved dem, der kan variere fra sted til sted. Er der mon papir på toiletterne? Er der mon wi-fi? Er der hæk? Mange fastliggere? Mange børn? Pool? Bar? TV? Beliggenheden kan gøre en ret så stor forskel ligesom personalets niveau af venlighed eller mangel på samme. Men nede under det hele ved vi jo godt, at der er nogle fællestræk, som ikke kan benægtes. For det første består paraplybegrebet "campings-segmentet" af to underkategorier, nemlig pensionisterne i campingsvogn eller bobil, som det hedder på norsk, og børnefamilierne. Og for nu at være lidt grov og for nemheds skyld kan man om første gruppe sige, at de er enten uinteresserede eller uinteressante, og at det for den anden gruppe gælder, at børnene er klamme og larmende, og at fædrene går med lyserøde poloer.
For det andet er alle campingpladser bygget op på samme måde. Man bor i små båse, gerne opdelt af lidt liguster, og selvom det kan lyde dumt, er det faktisk ret så afgørende for, hvor meget man vælger at opsøge hinanden, at det er villakvarters- og ikke festivalmodellen, der er blevet foretrukket. "Jamen, der er da mange, der bor i villakvarterer, og som har nogle gode fællesskaber og øl over hækken alt alt muligt", vil den kvikke elev nok kunne finde på at indvende, og det er da slet ikke forkert, jeg har endda selv set det ske live lige for øjnene af mig, at en ny nabo er blevet taget godt imod hjemme på Rialtoen. Så i virkeligheden er det ikke et knaldhårdt dis af ligusterfascismen, jeg er ude i. Jeg fungerer bare ikke selv skidegodt i den slags. Jeg kan ikke finde ud af at slå en bette tøhø og sparke dæk, mens fruerne står i en anden klump og snakker caféer og børn. Jeg duer ikke til det. Og det er altså ikke ond vilje, der gør det, bevares, man kan da godt være småborger og et ordentligt menneske alligevel, men jeg vantrives i den grad i det, og gad vide om jeg udskiller et eller andet tal-ikke-til-mig-sekret, når jeg står der og ikke ved, hvordan man skal være en mand sammen med mændene, eller om jeg simpelt hen kommer til at virke uinteresseret eller arrogant. Nå, resultatet er jo det samme; jeg kan ikke være med i fællesskaber af den karakter. Heller ikke på en campingplads. Øv!
Turismen og de deraf følgende turister har jeg vist givet et bette skud for boven tidligere, så der behøver jeg vist ikke at uddybe min dybe beklagelse over at være slået i hartkorn. Men avs gør det!
Jeg skrev tidligere, at monotonien er af det gode, og det er ikke skudt helt ved siden af, men efterhånden begynder jeg at savne mål og mening. Noget andet end næste by og næste måltid.

Jeg savner at kunne ringe til venner og familie og lave en aftale med kort varsel. Jeg savner at hænge ud med folk, jeg kender og holder af. Jeg savner at lave mad i et køkken. Jeg savner at bage. Og at gøre det til andre, der værdsætter det. Jeg savner rugbrød. Jeg savner at spille musik uden at dæmpe mig. Jeg savner at tale med folk, der taler enten engelsk eller dansk. Jeg savner nordeuropæisk drikkekultur. Bodegaer, for helvede da! Hvor svært kan konceptet egentlig være at forstå? Men, nej nej, franzoserne skal både sælge aviser og ure i deres sørgelige undskyldniger for barer, som i øvrigt lukker kriminelt tidligt. Jeg savner sgu København!

Der er nu gået to måneder af vores rejse, og jeg er ret så sikker på, vi er enige om, at det ikke kan fortsætte på samme måde i ti til. Der må tages en konsekvens af de erfaringer, vi har draget. Nu skal jeg vel lige tilføje, at vi slet ikke har det på denne her måde hele tiden. Hvis det havde været tilfældet, var vi vendt hjem for længst. Vi har stadigvæk mod på en hel masse, men der er bare nogle ting, vi bliver nødt til at tage op til revision.
For det første har vi nu besluttet os for, at vi vil ud af Frankrig meget hurtigere, end vi oprindeligt havde planlagt. Jeg behøver vel ikke at gentage mine forbehold overfor landet og dets befolkning, men jeg kan da tilføje, at her er for dyrt. Altså, når vi har haft besøg af min søde søster og Fuglens yngel ved Bordeaux, opgiver vi La France. Det er den slags beslutninger, der er lette at tage, hvis man benytter transportmidler med gennemsnitshastigheder over 20 km i timen, og som er lidt mere krydrede, når man er til jernhest, for der sgu ret så skidelangt til andre lande fra Bordeaux. Derfor håber vi helt meget på, at det vil vise sig muligt at tage cyklerne med ombord på et tog, som kan køre os til Marseilles.
Den anden lidt tunge beslutning, vi har taget, er, at vi dropper at tage til Barcelona. For det første står der en ret så stor bjergkæde i vejen, som måtte krydses i tog, hvis overhovedet, og for det andet har vi lidt mistet troen på sydvesteuropa, så vi gør den del af rejsen kortere for forhåbentlig at rende ind i en for os bedre egnet atmosfære øst- og nordpå.
Den tredje ændring er, at vi ikke overvintrer på Sardinien. Vi tager helt i overensstemmelse med planen en båd dertil fra Marseilles, men i stedet for at køre hele øen igennem og gå i dvale i Cagliari snupper vi omtrent 100 km langs nordkysten og tager straks en ny båd til Napoli.
På denne måde skærer vi flere måneder af rejsen i Vesteuropa og kan således være i Dubrovnik omkring d. 1. september. Den nye plan er så at cykle igennem Centraleuropa tilbage ind i Tyskland og tilbringe noget tid i Berlin og Hamburg.

Det fylder jo ikke nødvendigvis meget mere indhold ind vores hverdag at fidle med ruten, selvom det føles rart at have taget nye beslutninger, og selvom jeg er sikker på, at det kommer til at gøre en forskel. På den front har vi et par ideer, som må prøves af. Jeg havde før afrejsen en ambition at skulle spille en masse på gaden, hvor vi kom frem, men det er slet ikke blevet til noget indtil nu. Det er en både blufærdighedsmæssig og logistisk udfordring (eftersom vi 90% af tiden bor på afsidesliggende campingpladser), som jeg ikke endnu har overvundet. Men det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Ikke i Frankrig, dog. Der må grænser for tyndskid, men det kommer snart, kan jeg mærke. Europa trænger til noget countrymusik.
Vores akkomodation må i øvrigt tages op til genovervejelse. Vi håber på billigere hostels og måske hoteller i de nye lande, vi kommer til, og ellers må vi ud i noget så grænseoverskridende som at spørge folk, om man må campere i deres have, hvis man laver et godt måltid mad til dem. Eller måske couchsurfing? Vi kunne i hvert fald godt tænke os at komme til at tale noget mere med andre mennesker.
En af de vigtigste grunde til, at vi har ændret ruten og tidsplanen så dramatisk, er, at vi gerne vil tilbringe en god slat tid i de to skønne byer Berlin og Hamburg, og det er faktisk ikke bare for at drikke en masse øl og cocktails og dimse rundt. Det er også, fordi vi egentlig synes, vi trænger til lidt åndelig føde, og da det ikke er muligt at fragte bøger rundt på en cykelrejse, vil vi tage derhen, hvor visdommen er. På et sprog vi forstår, men sagtens kunne tåle at forbedre. Vi vil sgu læse noget tysk historie og filosofi på originalsproget. Og måske finde et lille job. Og måske finde et lille sted med en åben mikrofon og spille lidt og lære nogle folk at kende.


Som nævnt i begyndelsen af dette indlæg er det skrevet for et par dage siden. Nu har vi købt togbilletter til Marseilles og glæder os til først at holde ferie med unger og søster i et par uger og så til at komme ud af det her land, som dog sjovt nok har en sær tendens til at virke mere og mere venligt og rart, jo længere sydpå vi bevæger os. Vi har tilbragt et par dage i La Rochelle på en kommunal campingplads, som virkelig var hyggelig, og hvor der skete lidt af hvert af underlige ting og sager, som jeg kan fortælle om ved lejlighed.. Det var næsten lidt en skam at skulle videre i dag. Men den slags små lyspunkter skal nu ikke stå i vejen for vores frankermæthed og de naturlige konsekvenser heraf.

J