Ferie i Frankrig

Juli måned er gået og august er godt i gang. Juli måned var i år noget ganske særligt for os, for d. 13. kom Alex, Malene og Ane på et meget længe ventet besøg.

Det var blevet sådan, pga vores oprindelige ruteplanlægning, at Bordeaux eller omegnen var der, hvor vi havde mulighed for at nå hen og hvor det var muligt at flyve til. Så Rabubald og jeg selv gik i gang med at undersøge forholdene indenfor campings på Bordeauxegnen, og blev ganske overvældet af det mangfoldige antal af campingpladser langs med kysten. Der var dog lige et par små detaljer, som man i den forbindelse må være opmærksom på, og den ene er, at Bordeaux ikke ligger ved kysten, men ca. 70-80 kilometer fra Atlanterhavet og den anden er den, at vi jo er på cykel og derfor ikke er indehavere af noget motoriseret køretøj. Så hvad gør en klog? Det har jeg ingen anelse om, men vi slog til med det samme, da vi så en campingplads, der reklamerede med offentlige transportmuligheder til Bordeaux. Det er skide smart, tænkte vi. Så napper vi lige en bus og et tog og kører ind til lufthavnen og henter Ane og ungerne og smutter så tilbage igen. Eller det troede vi. Vi ankom til Les Ourmes, 2 kilometer udenfor en lille by ved navn Hourtin 2 dage før de skulle ankomme. Der var dejligt, svwimmingpool, bordtennis og restaurant/bar med fjernsyn, hvor vi kunne se VM finalen og følge med i Tour de France. Dagen før deres ankomst synes vi lige, at vi ville tjekke bus- og togtider, så vi kunne være på forkant med morgendagen. Og det var heldigt, for det viste sig, at ikke nok med, at det ville tage i omegnen af 2 1/2 time at komme til lufthavnen, så var der ingen muligheder for at komme hjem igen samme dag, da bussen kun gik 3 gange i døgnet. Så meget for offentlig transport! Vi henvendte os i receptionen med vores mildt sagt uoverskuelige situation, og det hele endte ud i en taxitur med en lokal vognmand, som havde den ondeste ånde nogensinde, men som til gengæld " kun" krævede 120 euro for en retur til Bordeaux. Sådan kan det gå.

Den store dag oprandt, og vi nærmest sitrede af glæde og forventning. Vi ventede og ventede i ankomsthallen, men endelig landede de. Ane lidt før end Alex og Malene. Jakob tog imod søster lagkage og jeg trippede i den anden ende af hallen, hvor de kære små skulle komme ud. Og så var de der. Alex i lyserøde badeshorts og Malunse med hat. De så dejlige ud. Tårerne trillede ned af mine kinder og sådan skulle det bare være!

Den tid vi tilbragte sammen, er som ferie ikke så meget ud over det sædvanlige. Vi var ved stranden, vi badede i poolen, vi spiste is, vi gik til marked, hvor Ane og Malene brugte alt for mange penge på smykker og andet pjat, vi så Tour de France, vi legede, lavede dejlig mad og drak masser af øl. En typisk ferie for familien Danmark, når de drager udenlands. Det, der gjorde denne ferie så fantastisk og for os til en helt speciel oplevelse, var den daglige glæde ved bare at være sammen. Sammen med nogle mennesker, som står os særligt nær og som vi har savnet helt vildt. Og at sige farvel til dem igen var det værste jeg har prøvet længe. Nu er der gået en uges tid, og savnet er der stadig, men vi har en dejlig ferie at tænke tilbage på. Og det er godt.
Nå, så blev jeg grebet af sentimentalitet, men prøv at forestille Jer at sige farvel til alle og ikke se en sjæl I kender i 3 måneder. Så tror jeg I vil forstå, hvad jeg taler om!

Men nu er det så blevet august, vi er stadig i München og Jakob er i dag for første gang i over 10 år ude at spille på gaden og jeg venter spændt på at høre, hvordan det har været. Måske får I også en lille anekdote fra musikanten selv på et tidspunkt. Hvem ved!

Lørdag drager vi afsted mod Wien, hvor vi skal være 3 nætter. Her har vi også været heldige at støve et hostel/campings op, 10 euro pr. nat ialt, billigt, meget billigt!
Til slut en opfordring til mennesker vi kan li. Vi vil gerne have besøg.

Fortsat rigtig god sommer.

M