Siden sidst

Nu er vi sgu kommet til Tjekkiet og befinder os på en såkaldt penzion i byen Jihlava (jeg ville elske at lave en fonetisk parentes, men jeg aner ærligt talt ikke, hvordan, man udtaler det), hvor vi har valgt at tage os en velfortjent hviledag efter 4 dage i meget bakket terræn.

Siden vi sidst har skrevet en opdatering af uddybende karakter og en nogenlunde kvalitet, er der vist gået kriminelt lang tid, så her følger en let gennemgang af, hvad der er hændt os, siden Bordeauxegnen blev lagt bag os.

Vi forlod campingspladsen Les Ourmes ved Lac du Hourtin d. 28/7 i brutal hede og sol, der tævede os direkte i fjæset. Den slags vejr havde vi så småt vænnet os til på daværende tidspunkt, så det bekymrede os ikke synderligt. Til gengæld var vi nervøse for, hvordan formen ville have det efter 17 dages dimsen rundt og drikken bajere, og vi havde den bekymring, at vejen til Bordeaux er smal og heftigt trafikeret, og at vi havde erfaret mange gange, at franzoserne nok er nogenlunde hensynsfulde og gerne trækker ud for cyklister, men for det meste kun, når der er plads til det og helst ikke, hvis det indbefatter at skulle lette foden en smule fra gaspedalen.

Derfor havde vi lagt en meget snedig ruteplan for dagens etape, som for en stor dels vedkommende ledte os ad meget små veje udenom de store trafikårer. Det viste sig ikke at være den bedste ide, og det burde vi sateme også have vidst, for vi havde været på fucked up (og uhørt stejle) afveje et par gange før, fordi vi skulle være smarte. Men uanset, hvad vi burde have gjort, tog vi altså de små bitte veje langt pokker i vold ude på fyrre/bregnelandet og endte med at køre helt forkert, tvunget til at køre 4 km på sandstier blot for at erfare, da vi endelig ramte noget asfalt igen, at vi ikke havde skåret igennem, men var havnet ganske få km fra vores udgangspunkt. Vi bed herefter i det sure æble og kørte den ubehagelige, men lige vej til Bordeaux. Formen var blevet lidt ringere, men vi overlevede - også selvom turen endte med at være omtrent 10 km længere end forventet.

Allerede i La Rochelle havde vi sikret os togbilletter fra Bordeaux til Marseilles, hvorfra det var planen først at tage en færge til Sardinien, derefter endnu en til Napoli og til sidst fra Bari til Dubrovnik. Det viste sig, at det alt i alt ville komme til at stå os i den nette sum af 8000 kr og det uden andet end en fucking stol at sidde i. Det er jo skamløst og ikke en handel, vi følte trang til at tage del i. Og da slet ikke efter 2 måneder i dyre Frankrig, som har gjort mindre lækre ting ved vores budget. Derfor ville vi i Bordeaux købe nye billetter, som skulle tage os ud af France og ind i Italien til en af byerne på Po-sletten. Vi havde forestillet os noget i retning af Milano eller Venedig,　hvorfra vi så ville cykle videre mod Slovenien og derfra vende ciklerne mod nord.

Men, kunne den i øvrigt perfekt engelsktalende (!!!!!) informationsmedarbejder fra SNCF fortælle, der går ingen tog, som har plads til cykler, fra Frankrig til nogen af de byer. Til gengæld kunne han lave en forbindelse til Torino, hvis vi ville. Eneste hage var, at man lige skulle skifte tog i Paris. Paris, mand!

Det kan sgu godt være, at franzoserne er meget nuttede med deres tilbagelænede do-it-tomorrow-attitude, og når de klipper hele græsplæner med kantklipper, og når de holder 2 1/2 timers frokostpause, eller når det tager 3 kvarter at komme igennem en kø, fordi damen ved kassen skal hyggepludre med samtlige kunder og kun kan scanne 3 varer i minuttet, eller når der skal 3 SNCF-medarbejdere til, når du vil købe en simpel billet. Men der stopper det sateme også. Skifte i Paris. De måtte have spist noget, de ikke kunne tåle, tosserne.

Nå, ja. Man kunne også komme til Genoa via München og Geneve! Alle de muligheder, fyren smed på bordet, var helt hen i vejret. Derfor besluttede vi os i en ruf for at tage til München. Uden at tænke på specielt meget andet, end at det helt sikkert snerpede mod et farvel til Frankrig.

Efter mange timers meget flot togtur, som noget af vejen foregik lige på kanten af alperne, ankom vi til München og cyklede de 6 km til The Tent, hvor vi slog vores telt op kl 11 om aftenen. Det var en meget besynderlig følelse, efter at have tilbagelagt de seneste 2500 km med 20 km/t pludselig at have flyttet sig næsten ligeså langt på en enkelt dag. Det føltes lidt som snyd, men det var også virkeligt skønt at være i Tyskland igen. Tyskland, hvor man forstår et sted mellem 50 og 80 procent af sproget, og hvor drikkekulturen ikke er så helt igennem fesen som i France, og hvor folk er venlige - eller i det mindste uvenlige på en meget federe måde, og hvor der findes specielle　vegetariske produkter i næsten alle supermarkeder. Aaahhh!

I München var vi ikke særligt gode turister, må vi tilstå. Bevares, vi cyklede da både ud til Allianz Arena og Olympia Park, og vi vadede da også rundt i byens gader i mange timer, men vi besøgte ingen museer eller koncentrationslejre. Ikke at vi har dårlig samvittighed over det, men der findes mennesker, også ganske unge rygsæksrejsende, der mener, at når man er et sted, så skal man pinedød læse en hel bog og se hele lortet, ellers har man ikke rigtigt været der, og som pirrer til en, fordi man ikke er sådan. Men vi valgte altså, dels fordi vi ikke lige var i humør til langvarig dårlig fornemmelse i hele kropppen fremkaldt af påmindelsen om ufatteligt uhyrlig ondskab begået i Dachau, og dels fordi det regnede en hel masse, at tilbringe det meste af vores tid i de 11 dage, vi befandt os i München, på The Tent. For det første var det et rigtigt afslappet og hyggeligt sted med sødt, sødt personale, som dog godt kunne tage at bestille lidt mere en gang imellem, og for det andet fik vi begge ret så stor optur over at møde en hel masse mennesker, som vi kunne falde i snak med. Jeg har før gjort rede for, hvorfor campingspladser ikke summer af hyggelig samtale campisterne imellem, så det vil jeg ikke komme videre ind på, men hold da helt kæft, hvor var det dog bare en befrielse at komme til et sted, hvor det nærmest var umuligt ikke at falde i snak med folk. Mange, vi fik talt med, var godt nok ikke mange somre over 18, og vi havde måske ikke overvældende meget til fælles med dem, så samtalerne gik, efter de første 5-10 minutters udveksling af rejseruter og -oplevelser, ret så hurtigt i stå. Men hyggeligt var det, og der var da også et par interessante typer imellem.

Fx en lille fyr, som kom fra langt ude på bøh-landet et sted i USA, hvis gåpåmod var imponerende. Han var 17 år gammel og var 3 dage efter at have færdiggjort high school taget alene　til Europa. Han havde vist ikke rigtigt haft så mange penge med herover, så han småhutlede sig igennem ved at samle flasker og den slags. I Tyskland havde han på et tidspunkt fundet en næsten ny mobiltelefon på gaden. Den havde han så i Genoa byttet for en cykel, på hvilken han var kørt helt til Rom. Med rygsæk på! Han var sgu en kæk lille fyr, som dog havde fået den dårlige idé ind i sit hoved, at han ville melde sig frivilligt til militæret hjemme i Guds eget land. Yanks. Tsk tsk.

Vi var også så heldige at møde en tysk musikstuderende, der hed Jakob. Han spillede vidunderligt jazzguitar og var en helt igennem behagelig fyr, som vi begge umiddelbart følte, vi havde　en dybere klangbund med. Han bor i Köln, men kommer fra Hamburg og har lovet os en hjælpende hånd med at finde billig akkommodation, når vi vender tilbage dertil. Det er jo for fedt.

Cykelformen blev ikke vedligeholdt det store under vores ophold i Bayerns hovedstad. Til gengæld fik vi trænet bodegamusklerne i rigelig grad. Og ofte.

Efter München ville vi cikle til Wien, men vejret og dets komplette uforudsigelighed - vejrudsigterne skiftede radikalt fra dag til dag og varierede alt efter, hvor man søgte - overbeviste os om, at det ville være det klart mest forsvarlige at tage et tog. Hvilket vi så gjorde.

Margit barsler med et længere indlæg om netop Wien, så jeg vil ikke gå mere i detaljer end højest nødvendigt. Summa summarum for mit vedkommende må være, at der var sjovt, smukt, fedt og alt for mange øl i Wien.

Vi satte os d. 20/8 igen op på dyrene for at følge Donau til Bratislava. Vi fulgte den såkaldte Danau Radweg hele vejen, og det var en meget fin tur på omtrent 75 km, som forløb næsten uden at komme ud på rigtige veje. Det var dejligt. Og satans hårdt! Halvanden måned uden at holde formen ved lige har altså en effekt, skal jeg hilse at sige.

Bratislava er den mindste hovedstad, jeg nogensinde har været i. Der er ca. 400.000 indbyggere, og bykernen kan man hurtigt lære at overskue til fods. Den er forresten meget, meget nydelig at se til med masser af flotte, velholdte gamle bygninger og små snoede og stejle gyder. Ren puttetnutte. 7 minutters gang derfra begynder brat en noget anderledes virkelighed. Naturligvis er der en masse grå kasser fra kommunismens æra, og den slags er jo ikke ligefrem kønne. Men det, der gør byen trøstesløs, er, at alt hænger i laser og ligner noget, som ingen har haft råd eller overskud til at restaurere.

Selv boede vi på et "hostel", som hed Mladá Garda; et kæmpe, meget østblokagtigt, betonkompleks, som i virkeligheden er et stort kollegium. I sommerferien står en masse værelser tomme, fordi nogle har færdiggjort deres studie, mens andre først flytter ind ved studiestart. Derfor har man valgt at omdanne disse til hostel.
Ingen i receptionen talte fremmedsprog, og der var ingen service. Til gengæld var det røvbilligt - især fordi jeg troede, jeg havde booket et værelse for de tre nætter, vores ophold skulle vare. Efter en hel masse besvær, hvor jeg var lige ved at eksplodere, viste det sig, at jeg var kommet til at booke i september, og så gav de os medlidenhedsrabat.

Herunder ses et par billeder af Mladá Garda.

Yes. Som nævnt er vi nu på 4. dag i Tjekkiet. Her er dæleme pænt og bakket. Det er lidt af en opgave at påtage sig, når man ikke er i den form, man kunne være, at køre på meget tung cykel i et landskab, hvor der ofte ikke er andet end op- og nedkørsler. Men det er virkeligt godt alligevel. Det er både dejligt at føle, at man foretager sig et eller andet andet end at spørge sig selv, hvad man så skal drikke og spise idag, og det er fedt at mærke, at formen trods alt ikke er lige så langt væk, som da vi forlod Amager d. 1. maj. Det havde da også været skammeligt, for den form var skidt, skidt, skidt. Det er stærkt begrænset, hvor meget man kan tale med folk her, men mange taler en smule engelsk eller tysk, hvilket vi takker dem inderligt for, for tjekkisk, eller slovakisk for den sags skyld, er meget fjernt fra noget, vi forstår bare et lillebitte muk af. Men folk er meget søde, og her er dejligt billigt. Vi er på vej til Prag, som vi havde regnet med at kunne ramme d. 7. september, men med den utrolige fart vi skyder, ankommer vi nok allerede d. 1. i stedet. Der skal vi møde min moder og Jens, hendes filejs, og det glæder vi os rigtigt meget til.

Det her indlæg er ved at nå et omfang, som er aldeles for stort, så nu stopper jeg det, men vender inden for længe tilbage igen med historien om mine nyvundne erfaringer som gademusikant.

J