Strassenmusik

Endelig fik jeg samlet mod nok til at tage min guitar i hånden og sprede noget country på gadeplan. Det var noget af et skridt at tage, og jeg var da også lige ved at droppe ideen helt, fordi jeg var så åndssvagt nervøs. Ligesom jeg gjorde i Dieppe, hvor en lokal og meget sød barindehaver ellers havde udpeget et godt sted og endda sagt, at jeg bare kuune komme forbi hans lille "engelske" pub bagefter og spille lidt sammen med ham. Af grunde, det nok kan være lidt svært at forstå, og som jeg selv har problemer med at forklare bare nogenlunde meningsfuldt, gik jeg aldrig hen på det lille torv med caféerne og restauranterne, han havde anbefalet, og jeg kom heller ikke tilbage til hans bar.

Det var sgu lidt nederen at opleve ikke at have kuglerne til at gennemføre, hvad jeg ellers for længst havde sat mig for, og jeg havde en ikke helt god smag i munden over at brænde den søde lille fyr, som i øvrigt var helt tosset med Iron Maiden, af.
Siden Dieppe har jeg forsøgt at piske lidt gejst ind i mig selv og forsigtigt spurgt (mig selv) lidt ind til, om ikke det mon snart var på tide at give det der gademusiceren en rigtig chance. Men jeg så mig sur på Frankrig som helhed og mente måske ikke, at landet havde fortjent at få en flig af mit vidunderlige talent, eller også prøvede jeg igen at projicere mine egne neuroser i frøådernes retning. Er det i grunden ikke dejligt at have nogen, man kan køre lidt på og småhade, når trangen melder sig, så man under pres kan slippe for at se sig selv og sine uendelige begrænsniger i øjnene?
Hvorom alting er, fik jeg altså ikke gjort en skid ved det i lang tid, og det var altså ikke, før vi ramte München, hvor vi mødte 3 unge gadespillende australiere, jeg følte mig inspireret til at få taget det sidste skridt hen imod faktisk at gøre det.
De unge herrer spillede en meget lang koncert en lørdag på The Tent, og da jeg gik hen for at tale med dem bagefter, fortalte de, at de var taget til Europa uden mere end 200 Euro hver på lommen med det ene formål at spille på gaden, og at det kunne de sagtens leve af.
Det var sgu da inspirerende. De kunne også fortælle, at hvis man ville spille på gaden, skulle man henvende sig på turistkontoret på Marienplatz, altså i centrum af München.
Et par dage senere gik jeg så ind på turistkontoret og spurgte til reglerne, hvor en meget venlig dame kunne fortælle mig, at hvis jeg ville spille indenfor den inderste ringvej, altså i gågaderne, fungerede det således, at jeg skulle møde op en dag og afgive en audition, hvor jeg skulle spille 3 numre, hvorefter der ville blive taget stilling til, om mine evner var af en passende kvalitet. Skulle det være tilfældet, ville jeg få en spilletilladelse, som jeg ville skulle medbringe, når jeg om morgenen på den dag, jeg ville spille, kl. 06:00 skulle møde op på turistkontoret for at blive tildelt én af ti licenser á 10 Euro, der blev givet på en dag. Jeg måtte så spille enten i tidsrummet 10-12 eller 14:30-18. Det lød jo alt sammmen pænt indviklet og besværligt, og mine løg var da også lige ved at ramme gulvet, da vi heldigvis kom ind på, at det udenfor ringvejen er tilladt at spille uden særlig tilladelse overalt. På, hvad damen kaldte, basis af tolerance, hvilket vist bare betød, at hvis nogen bad mig skride, skulle jeg gøre det. Jeg takkede pænt, og sagde af en eller anden grund, at jeg nok ville komme tilbage dagen efter og aflægge sangprøve, selvom jeg selvfølgelig ikke gad stå op, før Jæwlen får sko på og betale 10 Euro for at få lov til at forsøge at tjene penge, når jeg kunne stille mig lige på den anden side af gaden og gøre det gratis, og når jeg ville.

Det var nok et par dage efter, jeg parkerede min cykel udenfor Galeria lige overfor fontænen for enden af gågaden, der går ned mod Marienplatz. Jeg var vågnet med antydningen af en bette smerte i maven, så skidenervøs var jeg, og jeg havde, mens jeg stod der og udvalgte mig en plet, hvor jeg kunne stille mig, en puls en hel del procent over hvile. Mine håndflader var pladdervåde af sved, og mit åndedræt tæt på at være heftigt. Jeg valgte at gøre en kvadratmeters penge, hvor jeg havde en trappe til U-Bahnen på min venstre hånd og et stort indgangsparti til Galeria foran mig, til min arbejdsplads, pakkede med klamme, rystende hænder guitaren ud af tasken og gav mig til med min tuner at stemme instrumentet. Da jeg mente, at den var ved at være der, ville jeg gå i gang, men jeg havde dog så megen åndsnærværelse, at jeg nåede at slå en akkord an, som lød helt fuldstændigt forkert. I min nervøsitet havde jeg slet ikke lagt mærke til, at intervallerne mellem strengene ikke helt lød, som den slags bør. I småchok over min egen fraværende tilstand fik jeg stemt dyret korrekt og fastgjort et par post-its på guitaren, så jeg ville kunne huske, hvilke numre jeg kan.

Jeg lagde ud med at spille Return of Grievous Angel, et af mine glansnumre, og det lød jo selvfølgelig helt ad helvede til, sunget med en grødet og vibrerende stemme og akkompagneret af en ikke specielt godt swingende guitar. Men det havde jeg sådan set forventet. Det lyder aldrig godt, når man er smånervøs, og der går altid lige et par sange, før man får den rystet af sig. Men, og jeg er sgu ikke helt sikker på hvorfor, jeg var simpelt hen så hylet ud af den, at jeg spontant lavede om på formen, hvorefter jeg, i ren befippelse over det, glemte teksten til 2. vers og måtte afslutte sangen forkert og på et galt tidspunkt. Og ikke nok med det; begge små sedler med mit repertoire fløj ad helvede til, inden der var gået 30 sekunder, og kun den ene lod sig senere finde. Men godt begyndt er jo halvt fuldendt, som det gamle visdomsord siger, så jeg fortsatte ufortrødent. Og ganske langsomt fik jeg spillet mig varm, og nervøsiteten, den helt åndssvage nervøsitet af typen, jeg sidst følte, da jeg var til tyskeksamen på B-niveau, og som forplanter sig i hele kroppen og gør mig meget utilpas, forsvandt forbløffende hurtigt. Meget hurtigt gik det op for mig, at der jo for helvede ikke er nogen, der bliver stående til mere end højst tre numre. Så er de igen ude af mit liv, og jeg kan spille de næste tre sange bedre, og de næste forbipasserende vil ingen anelse have om, at selvsamme busker, der nu står og synger så nydeligt, for fem minutter siden stod bævende og savlende og brægede noget så ubehjælpsomt.

Og mønterne begyndte at klirre i tasken. Og Tosse-Prebens fætter, eller i hvert fald en, der lignede, kom og dansede og råbte "Come on, mayn! Come on!", mens han forgæves søgte at dølge sin syvhestes brandert. En ung italiener kom hen og ville høre mig spille No Woman No Cry, hvilket jeg måtte afslå med henvisning til mit countrydogme. Et ægtepar ville vide, hvor jeg kom fra, for de var sikre på, at den slags røde skæg kun gror på russere(!?).
Efter samlet to timer og tredive minutters musiceren var resultatet som følger: 25 Euro tjent (og det selvom jeg havde valgt et sted, hvor trafikken larmede lige lovligt), 1 streng sprunget, 1 negl knækket, 10 meget ømme fingre, 1 smadret stemme og en virkeligt befriende følelse af fucking at have gjort det uden at falde helt igennem.
Det blev kun til den ene gang i München, for vejret var noget lort. Men der var taget hul på bylden, hvis man kan bruge et så gustent billede. Så i Wien havde jeg bestemt mig for også at prøve lykken. Jeg henvendte mig på turistkontoret, hvor de henviste mig til rådhuset, hvor de henviste mig til Wien Event Center, som lå i det 20. Bezirk. Javel.

Jeg cyklede derud og ankom til et stort gråt hus med denne facade:

Som man kan se, er det meget hyggeligt og indbydende. I den ligeså hyggelige gård tog det lidt tid at orientere sig, men langt om længe fandt jeg det lillebitte skilt, som ledte mig til 4. sal i den helt utroligt det-her-er-altså-en-bygning-husende-offentlig-administration-så-fat-dog-at-her-skal-være-gråt-og-noget-så-gudsjammerligt-kedeligt stinkende kasse. Jeg syntes nu egentlig, det var en meget spændende oplevelse, for det er sgu ikke tit, når man rejser, man kommer i kontakt med myndighederne på den måde.
Nå, oppe på den rette etage gik jeg gennem en laaang gang og hen til et kontor, hvori der sad en mand. Det var altså Wiens Event Center. Javel. Jeg spurgte til reglerne for at spille på gaden i Wien, hvortil han spurgte, hvilken slags musik jeg spillede, og hvor længe jeg havde tænkt mig at opholde mig i byen. Jeg svarede, at jeg spiller country, og at jeg højst ville komme til at spille fire gange under mit ophold.
Desværre var de særlige tilladelser for august måned alle blevet delt ud, så der kunne han ikke hjælpe mig. Han hentede så to sedler, som han gav mig. På den ene, sagde han, var der angivet omtrent 25 steder i byen, hvor man frit kunne spille, og på den anden stod reglerne.
Så ville han sludre, fyren. Samtalen foregik på engelsk, og vel på grund af min skammeligt amerikaniserede accent kombineret med den musikgenre jeg spiller, antog han helt tydeligt, at jeg var amerikaner og ville - han spillede nemlig selv lidt guitar derhjemme - have mig til klart at definere forskellen mellem country og western. Jeg valgte af en eller anden grund, måske egentlig bare for at slippe for besværet, ikke at forklare, at jeg kommer fra Danmark, men sagde bare, at jeg ikke kender de klare skillelinjer mellem alle de subgenrer, der findes. Men den gik ikke. Nu gav han sig til at snakke løs om akkordrundgange, og at hvis man i stedet for D-dur netop på dette sted spillede en D-mol. så ville man kunne kalde det western og ikke country.
Det var nu i grunden meget hyggeligt, og jeg fik fortalt ham, at vi cykler rundt og blablabla.
Jeg gik derfra med opløftet sind, for nu var det jo bare at gå ombord i de udleverede spots og begive sig ud med guitaren. Men da jeg fik nærlæst listen og sat nogle krydser på kortet, kunne Anton fortælle, at det på 80% af alle stederne på ingen måde ville kunne betale sig bare at forsøge. Simpelt hen fordi de var placeret helt ude i udkanten af byen. Eller i parker.
Der var i øvrigt tidsbegrænsning på alle steder, og man måtte max. spille 1 time hvert sted.
Den slags petitesser kan jeg nu ikke hænge mig i, så jeg cyklede ned til det gode spot i handelsgaden Maria Hilfer Strasse og gav mig til at spille uden for det tilladte tidsrum.
Det var fantastisk! Jeg tjente 25 Euro på en enkelt time, og der var god stemning på gaden.
Jeg var helt sikkert klar på endnu en omgang, så et par dage senere cyklede jeg derned igen. Igen udenfor det tilladte tidsrum. Jeg nåede at spille 1 nummer, før panserne smed mig væk, hvilket var træls, men på den anden side ville jeg også gerne prøve at spille i Prater Garten ved det store pariserhjul, så der cyklede jeg ud. Desværre var der ikke en sjæl kl. 11 om formiddagen, så der var ikke den store ræson i overhovedet at forsøge. Jeg vidste fra min lille fine seddel, at man hele vejen på promenaden langs med Donau Kanal må spille, hvor man vil, og da jeg ikke var langt derfra. kørte jeg derhen. Der var helt og aldeles mennesketomt, så det droppede jeg også. Jeg var nu helt badet i sved og træt efter af have cyklet hele byen rundt, så jeg kørte tilbage til hostel og surmulede.
Et par dage senere prøvede jeg så igen. Samme spot på Maria Hilfer Strasse, men nu inden for lovens rammer. Men så sad der jo selvfølgelig en gamling med en lirekasse.
Jeg var sgu ikke lige i humør til at cykle Wien tynd påny, så jeg gik nogle hundrede meter ad samme gade til en stor plads omgivet af støjende trafik og uden nogen flaskehalse for fodgængerne, hvor man også måtte få lov at spille. Et sted på pladsen var der dog noget, der lignede en strøm af mennesker, nemlig ved trappen til U-Bahnen. Der stillede jeg mig, men blev snart, af en mand i selvlysende vest, som kom op fra undergrunden, smidt væk. Jeg slog mig lidt i tøjret og sagde, at jeg da godt måtte spille her, og at det jo netop var her, alle mennesker gik forbi. Han svarede, at man ganske rigtigt gerne måtte spille overalt på pladsen bortset fra lige netop her. For det var jo her alle mennesker gik forbi. Den slags argumentation kan man jo ikke hamle op med, så jeg måtte ud fra det lille halvtag og lade min vokal drukne i trafikstøj. Det var der sgu ikke meget ved, så jeg droppede det. Og surmulede.
Men jeg havde sgu nået at tjene 10 Euro, så slemmere var det heller ikke.
Konkluderende må jeg sige, at Wien har en gadekunstpolitik, der har til hensigt i videst mulig grad at begrænse fænomenet. Ikke ved direkte at forbyde det, men ved at gøre det til en ekstremt besværlig foreteelse at udføre. Det er sgu lidt af en skam, for folk på gaden vil gerne høre lidt musik, tror jeg. Med mindre, naturligvis, de gav mig penge i håb om, jeg så ville knytte sylten.

Nå, men jeg er langt fra færdig med at spille på gaden. Det kan blive en ganske givtig forretning, som meget vel kan gå hen og kompensere for den formue, vi har lagt i Frankrig, og som truer med at forkorte vores rejse med måneder. Og så er det ganske sjovt!

J