Tosse-Preben

Tosse-Preben eller David efterfulgt af et eller andet på fransk, som han vist nok i virkeligheden hed, var kendoinstruktør, eller hedder det mon sensei, og var på ingen måde bange for at dele det faktum med alverden. At sige det til alle man møder, er en måde at gøre det på. En anden, og det var den, Tosse-Preben praktiserede, er, simpelthen at iføre sig sin japanerpyjamas og med sit legesamuraisværd i den ene hånd og ofte et glas et eller andet i den anden at skridte campingspladsen af med en utroligt strunk gestik og et insisterende blik.
Da jeg en tidlig aften sad udenfor vores telt og spillede et par sydstatssange fra gamle dage, forlod han sit følge af kursister og kom hen til vores telt, hvor han stoppede op, kiggede intenst på mig, nikkede anerkendende og gik igen. Det var i grunden ikke sådan et nik, man giver, når man ligesom vil sige: "det der lyder sgu da i grunden meget godt!" eller "næh, hvor er det hyggeligt med en musikant!". Slet ikke. Det var et autoritativt nik, der betød, at han nu i al sin nådige tolerance havde givet mig lov til at spille. Som om han var blevet givet en eller anden ret til at bestemme, hvem der måtte larme, og hvem der ikke måtte.
En times tid senere kom han tilbage og forsøgte at starte en samtale i "og-hvor-kommmer-I-så-fra"-stilen. Det blev dog meget hurtigt klart, at de høflige spørgsmål egentlig ikke var drevet af interesse i os, men snarere af en kløende trang til at berette om sig selv. Han var kendo-professor på et universitet og var i gang med at afholde et kursus, hvor deltagerne og han selv var indlogeret på campingpladsen, og hvis vi ville se en mindre demonstration, skulle vi bare sige til.
Jeg kom sgu for skade at takke ja. Jeg tænkte, at han sikkert lige ville finde en bar græsplet på pladsen, svinge lidt med sin pind og råbe et eller andet sejt, og at så ville den fjært være sluppet. Det virkede som det mest sandsynlige. Men det var fuldkommen forkert gættet. Han bad mig vente i 10 minutter, hvorefter han ville komme og hente mig. Han beordrede så en ung kursist, som boede et par telte væk, til at iføre sig dragten og finde sin pind. Jeg tænkte, at selvom Tosse-Preben var en seriøst mærkelig mand, virkede det da meget rimeligt, at man bedst ville kunne demonstrere sin kunnen udi en kampsport, hvis man var to om det. Da disciplen havde klædt om, fik han marchordre, og da de passerede os, bad Tosse-Preben mig følge med. Jeg tog en cigaret i munden og en vodka-drink i hånden i den tro, at jeg skulle max. 50 meter væk og bevidne kampkunst i topklasse. Men Tosse-Preben så vredt på mig og vrissede "No cigarette! No Alcool! Come!" Jeg lagde lydigt begge dele fra mig og fulgte efter Preben og hans lærling, som han i en brysk tone konstant rettede på og gav små lette dask med legetøjssværdet for at få ham til at ranke sig, gå ligeud, holde pinden korrekt og lade være med at smile.
Tosse-Preben sigtede efter pladsens fjerneste hjørne, kunne jeg se. I grunden lidt besynderligt med tanke på at højsæsonen endnu ikke havde sat helt ind, og at der derfor spredt over hele pladsen var en del tomme båse. "Men fyren har vel en god grund til at gå den vej", tænkte jeg.
Jeg kom forresten på et tidspunkt til at gå op på siden af Tosse-Preben, og den faldt sgu ikke i god jord. Vrissent pegede han mig om bag sig. Vi nærmede os udgangen, og jeg begyndte at undre mig en lille smule mere. Vi gik ud på vejen og marcherede mod sportspladsen, som lå lige ved siden af campingspladsen, troede jeg. "Ja, det er sgu nok mest behageligt at udøve kendo, hvis man har lidt luft omkring sig, og manden er jo for satan professor", tænkte jeg. Stor var min undren, da han, uanfægtet og fortsat uafladeligt bryskt rettende på sin stakkels lille fyr, fortsatte ligeud ved indgangen til sportskomplekset. Og en mild irritation begyndte at blande sig op med min undren. Vi vadede og vadede, og Tosse-Preben accepterede på ingen måde, hvis disciplen satte farten for højt i vejret, så ret meget over 2 km/t kom vi jo aldrig. Det tog en fucking evighed, og jeg blev mere og mere irriteret, og jeg blev tiltagende beklemt ved situationen. Jeg nåede at tænke, at jeg jo for helvede havde efterladt Margit på pladsen alene og dermed mere sårbar, når Tosse-Prebens hold af onde voldtægtsmænd, røvere og banditter pludselig slog til. Jeg vidste godt, at det var en lige paranoid nok tanke, men jeg anede jo på ingen måde, hvad i alverden manden havde gang i, og vi gik, og vi gik, og vi gik, og folk på gaden stoppede op og var ved at tabe deres underkæber ved synet af disciplen, som var en lille bitte ung franskmand, Tosse-Preben, som var en høj og senet neger og så lige mig med Vokuhila og stort rødt skæg. Lidt af et triumvirat, hvis vi selv skulle sige det. Jeg havde en lille bitte smule svært ved helt at tage situationen alvorligt, og det samme havde disciplen, men Preben var gravalvorlig og prøvede helt tydeligt på at få hele den farce, vi befandt os i, til at virke vigtig og højtidelig.
Vi havde, meget sindigt, marcheret i en halv time. Jeg var stadig forundret og mere og mere irriteret. Nu mærkede jeg så, at jeg også skulle pisse. Meget.
Men alligevel sagde jeg ikke til Preben og hobitten, at de kunne brænde op i helvede, og at de måtte finde en anden idiots tid at spilde. Nej, da. Jeg blev pænt i geleddet og fortsatte min deltagelse i Tossens stræktur. Man vil jo så nødigt skuffe andre mennesker, og tænk hvis han blev sur. Eller såret.
Nå, men vi nærmede os uendeligt langsomt havet, og pludselig, og uden at jeg på nogen måde kan forklare det, prajede Preben en bil og gav sig til med en højtidelig alvor som en bedemand at samtale med chaufføren. Igen udstrålede han helt utvetydigt, at det var ham, der ejede den der vej, og at eventuelle spørgsmål skulle rettes direkte til ham. Jeg aner ikke, hvad de talte om, og efter ganske få sætningsudvekslinger kom han tilbage til os og gav igen marchordre. Jeg skulle pisse så meget, at det gjorde ondt, og vi var stadig ikke kommet tættere på en afsløring af, hvad i helvede, der skulle ske.
Endelig, endelig, endelig drejede Preben ud på en lang høfde, som endte i et brat fald på et par meter. Så kunne vi da i det mindste ikke vade længere, tænkte jeg med en snert af tilfredshed og glemte måske i 30 sekunder, at min blære var spilet 85% af maksimumkapaciteten ud.
Tosse-Preben gennede sin lærling helt ud til enden af høfden og vendte sig nu mod mig, tog langsomt sine fesne guldsmykker af og lagde dem i min hånd, som han derefter lukkede med begge sine egne hænder. Han kiggede på mig og lod mig forstå, at jeg under ingen omstændigheder måtte have solbriller på, når jeg skulle se kendo demonstreret. Han tog dem derfor af mig og lagde dem i min brystlomme. Jeg prøvede at forklare ham, at uden brillerne ville jeg ikke rigtigt kunne få det fulde udbytte af hans vidunderlige evner, eftersom der er styrke i mine solbriller. Spasseren insisterede på sit, men nu var jeg blevet en lille kende utålmodig med ham, så jeg tog dem på igen, da han vendte ryggen til mig.
Nu skulle spændingen forløses i et festfyrværkeri af lækkerhedsfinter og sværdtricks, der ville overgå mine vildeste forventninger. Dværgen og Tossen ville nu åbenbare, hvad sand skønhed er ved hjælp af intet andet end to legetøjssværd og to pyjamasser, og at hele situationen efterhånden længe havde været direkte pinlig, og at jeg var blevet uvidende shanghajet til en stroppetur ville blive gjort så uendeligt irrelevant af det, de ville kunne. Tænkte jeg.
Da Preben nu vendte sig mod sin discipel, faldt alt, og jeg mener fucking alt, på gulvet! Det viste sig i løbet af ganske få sekunder, at hobitten overhovedet ikke kunne noget som helst, at han faktisk sandsynligvis aldrig havde prøvet at dyrke kendo før. Jeg var blevet slæbt skide 3-4 km ud til havet for at overvære en forpulet begyndertime i kendo. Det eneste, professoren, som i øvrigt hører til blandt de ringeste pædagoger jeg i mit liv har set i aktion, og jeg har set et par stykker, hvis standard ligger et godt stykke på den forkerte side af inkompetent, kunne undervise den bette i, var, at tage sådan nogle i sandhed ikke videre spektakulære skridt frem og tilbage. Og han gentog igen og igen, når nu kursisten ikke kunne en hujendes: "Pas comme ca! Pas comme ca! Comme ca!" Og når han så skulle vise, hvordan skridtet skulle tages, gjorde skovlen det på en helt anden måde, end han netop havde forklaret. Det var en pine på alle måder, men sgu da ikke mindst fordi jeg skulle pisse helt åndssvagt meget.
Jeg forsøgte i et par omgange at komme i kontakt med Tosse-Preben, men han var meget fordybet i sin såkaldte undervisning og viftede afværgende med hånden. Til sidst stoppede han dog op, og jeg prøvede at få ham til at forstå, at jeg skulle på toilettet i en meget alvorlig grad. Han lod til at forstå det, men bad mig alligevel 5 gange om lige at blive lidt endnu. Til sidst rakte jeg bare hånden frem og gav ham sine smykker og løb alt, hvad jeg kunne væk derfra.
Det kan være ret hårdt at løbe 3-4 km, når ens blære er på nippet til at briste i en gigantisk urinfontæne, men jeg havde ikke et stort og dybfølt ønske om at forurette min nødtørst, som man siger, på åben gade, så der var ikke det store valg. Det viste sig desværre at være skønne spildte kræfter, for jeg kunne simpelt hen ikke holde mig hele vejen hjem til campingspladsen. Heldigvis befandt jeg mig, da point of no return blev nået, på en grussti med hæk på den ene side. Jeg tror ikke, jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg pissede uden ophold i to hele minutter. Heldigvis var det to minutter, hvor ingen forstyrrede, for jeg ville under ingen omstændigheder have kunnet stoppe på halvvejen.
Nå, tilbage på campingspladsen i god behold, men ekstremt brutalt svedende var Margit noget så glad for at se mig. Hun havde jo ikke anet, hvor jeg havde været og var blevet nervøs for, om jeg skulle være blevet overfaldet af Tosse-Prebens benhårde slæng af kendo-mongoler.

Ja, det var historien om min skønne aften i selskab med Tosse-Preben. Hvis der er en morale derinde et sted, er jeg da bestemt meget interesseret, for det hele virker for mig komplet absurd.

J