Østrig, Østrig, Østrig. Hvad ved vi egentlig om det, når det kommer til stykket? Vi ved, at Franz Klammer og Nicki Lauda kommer fra Østrig. Vi ved, at de har haft en særdeles populær højreorienteret politiker. Vi har hørt noget om en bortførelse og noget med en familie og en kælder. Og så ved vi, at Østrig spiller utroligt kedeligt fodbold. Derudover tænker man lidt, at de går rundt i lederhosen i Alperne og jodler og drikker mælk.
Og hvad så med Wien? Jah, altså, den er jo hovedstad i det der Østrig, og så er den vel sådan ikke så stor og meget pæn. Og her snupper folk sig lige en wienerschnitzel eller en wienerpølse, eller måske wienerbrød? De drikker sig en kop wienermelange og hører Mozart og danser wienervals. Det opsummerer vel nogenlunde mine forestillinger om den by!!
Før vi tog toget, gjorde vi det fornuftige og sørgede for akkomodation til opholdet. Vi tjekkede hostels ud, kiggede på beliggenhed og i særdeleshed priserne. Og der var det så. Jack's Hostel, nyåbnet i juni, og fra den 28. juni kunne de tilbyde den mulighed, enten at leje et telt, eller at slå sit eget telt op i deres store have til den fantastiske pris af 10 euro pr. nat. Billigt. Meget billigt. Så vi slog til med det samme og tænkte, at der havde vi da vist nok lige skudt papegøjen.
Dagen oprandt, hvor vi skulle afsted, og vi ankom til vores nye hjem kl. ca. 18.45. Vi mødte vores vært Jack (aka Sebastian fra Berlin, skulle det vise sig) på gaden. Han var på vej hjem, men Anton ville tage imod os og vise os tilrette. Super, tænkte vi, sikke en flink fyr, ham Jack. Anton tog imod os og viste os rundt i et meget lille og meget nyt hostel. Men her var køkken og en ovn, og vi var i den 7. himmel. Vi skulle bage brød. Og Pizza! Så skulle vi se haven, hvor vi skulle sove i vores telt. Jeg var meget spændt, for hostel lå i et ekstremt trafikeret område af Wien, på en af ringvejene, og hvordan kunne man have stor have her? Det kunne man så heller ikke rigtigt. Haven var baggården, smal med høje huse omkring og med meget høje træer, så ingen solstråle rigtigt kunne finde vej ned til jorden. Her var intet græs, men ler, som var lettere mudret efter mange dages regn i Wien. Jeg følte mig lettere ført bag lyset, men hvad pokker, vores telt er godt, og det er billigt at bo her. Og her er ovn.
Før jeg går videre og fortæller om, hvad vi så lavede i Wien, må jeg fortælle om Jack's. Allerede på vej dertil på cykel fra banegården, havde vi fået nogle indikationer om, hvad det var for en bydel, vi var kommet til. Lidt af et rabarberkvarter! Billederne til slut i dette indlæg vil måske give jer en lille fornemmelse af, hvad jeg mener. Udover tilbuddene på billederne, var her masser af barer og sjove små butikker. Det skal fortælles, at Wien altid har haft nære relationer til de omkringliggende lande, og folk har lystigt slået sig ned her. Denne immigration er ikke blevet mindre efter østblokkens sammenbrud, så her er et sammenrend af polakker, ungarere, slovakker osv. Derudover er her mange tyskere, som læser på universitetet. Anton fortalte os, at kun ca. 20% af befolkningen i Wien er wienere. Vores samboende i den blok af huse, som hostel var beliggende i, bar i høj grad præg af dette sammensurium af folkeslag, hvoraf en del er betydeligt anderledes end os nordboer. Det fik vi hurtigt et indblik i. Vi tilbragte en stor del af vores tid på terrassen, og da det de fleste dage var meget varmt i Wien, var vinduerne til alle lejlighederne åbne for måske at kunne bringe en svag brise til at afkøle de overophedede legemer. På etagen over os sad der ofte en fyr i vinduet og røg smøger. Den første dag, vi var der, prøvede han ihærdigt at prakke os en af sine lejligheder på. Han mente bestemt, at det var for dyrt hos Jack. Da vi høfligt afslog, blev han siddende i timer og bare stirrede på os. Meget mærkeligt og lettere ubehageligt. En af hans lejere yndede på samme vis at sidde og stirre og så lige komme med en kommentar i ny og næ! En etage højere oppe boede et ægtepar, hvorfra de oprindeligt stammede ved jeg ikke, men jeg fattede ikke en bjælde af, hvad de sagde. Eller rettere råbte. For det viste sig, at den eneste måde, de kunne kommunikere på, var ved at råbe helt højt til hinanden i en tone, der på vores breddegrader betyder mega skænderi, men efter 11 dage på adressen, tror jeg bare, at det er måden de snakkede med hinanden på. Øverst oppe var et hjem for "vanskelige børn" og dem hørte vi da også en del til. Men fred være med det. Det blev straks værre, da der den ene dag fløjtede en stor grønharker ned fra øverste etage og landede ca. 2 centimeter fra min mobiltelefon og min hånd. Det var sgu lige lovligt. En nat blev jeg vækket af lydene fra en dame, som højlydt havde sex. Om det var med den samme partner, eller om der var flere, melder historien ikke noget om, men det stod på i timer, og lyde har det med at blive forstærket i sådan en gård, så jeg måtte afskrive et par timers søvn på den konto.
Som behagelig afveksling til skrigeriet, stirreriet og spytteriet var der en violinspillende pensionær i en af lejlighederne. Og det var virkelig fedt.
Hvad laver man så i Wien, mens man venter på Jonathan?
Der er mange muligheder. Da vi ankom, udpegede Anton adskillige seværdigheder, som var et must see. Og der er virkelig et væld af museer, kirker og andre bygninger, som er et besøg værd, men det var sgu bare ikke lige os. Vi valgte at vade rundt for at lære byen at kende, og den er ualmindelig pæn og smuk i den gamle bykerne. Vi tænkte, at domkirken kunne vi da godt lige slå et smut ind i, men puha, den var flot og mørk, fyldt med mennesker, og man kunne kun få lov til at bevæge sig rundt ude langs med siderne. Klaustrofobisk! Så ud igen med os. Til gengæld var vi inde i en kirke i Maria Hilferstrasse, som var virkelig fin, meget mindre, lys og behagelig. Det var en god oplevelse.
Den ene dag, hvor Jakob var ude at spille, gik jeg på shopping. Og dette begreb er for mig noget lidt andet, end det sikkert er for jer, kære læsere. Da vi jo er på cikel, og de helst ikke skal veje mere, end de allerede gør, blev udbyttet af dagens shoppetur et par meget lette flagrende grønne bukser, gave til Malunse, en pin til Jakobs cykeltasker og postkort og frimærker. Det var vildt!
Anton, som arbejdede på hostel var utrolig sød, og vi snakkede meget med ham. Desværre var han der kun de første 5 dage, så skulle han holde ferie. Men han anbefalede en film med Jeff Bridges og fandt ud af, hvor den gik. Så vi gik i biffen. Og de talte engelsk. Synkroniserede film er bare ikke helt det samme som på originalsproget. Mens vi sad der i biffen, kunne vi let glemme, at vi sad i Wien og ikke i Grand i København. Filmen hed Crazy Heart, og den er brandgod. Jeff spiller en falleret countrystjerne, og han synger selv sangene. Særdeles godt. Den kan anbefales til alle. Den kommer formentlig snart på DVD, hvis den da ikke allerede er ude i Danmark, hvor den havde premiere i marts.
Hvad lavede vi ellers? Hmm. Vi var på bar med en lille fyr fra Canada, som hed Chris, og som boede på vores hostel. Der så vi fodbold. Premier league startede den dag, og det blev en kamp med Chealsea vi så, på en bar, der hed Chealsea.
Så kom Jonathan, vi hentede ham i lufthavnen, tog til hans hotel og fik indlogeret ham, og så var det vel tid til en lille øl.
Lidt turistagtigt blev det til de sidste 4 dage. Vi var ude at se et Hundertwasserhus, hvor lokalmiljøet desværre var blevet til et turistcirkus, men det var interessant nok. Vi gik tilbage mod byen langs med Donaukanal, og her var der etableret en kæmpe strandbar. Vejret var lunt, men overskyet, men det skulle ikke afholde os fra at frekventere baren, hvor vi rendte ind i noget happy hour, som her betød to coctails til éns pris. Fint, fint koncept.
Vi skulle have lejet en lille bil og have været på tur til alperne, men der var ingen lille bil at leje, så i stedet lejede Jonathan en cykel, og vi cyklede ud til Schönbrunn Slot og park og til ZOO, som lå i forlængelse af parken. Parken var alt for velfriseret efter min smag, og blomsterne var kedelige, men den var stor, og der var nogle gigantiske skulpturlandskabsspringvand. Til gengæld var ZOO bare fin. Det er verdens ældste ZOO, som ligger i Wien, man den er under stadig restaurering. Jeg glædede mig i særdeleshed til at se orangutangerne, som jo bare er de sejeste aber i hele verden. Desværre var de ikke lige i humør til at vise sig så meget for publikken den dag. Til gengæld var flodhesten på land, og hold da kæft, hvor er den stor. Nå, der var megafedt, og til alle dyreelskerne derude kan jeg fortælle, at jeg poster et indlæg med rigelig billeder om ikke så lang tid.
Resten af tiden gik med restaurantbesøg, man spiser overraskende godt og billigt og vegetarisk i Wien, og med hygge på diverse små beverdinger. Lige som vi kan li' det!
Det var dejligt at have besøg af Jonathan, tak fordi du gad, og de fire dage strøg afsted.
Nu er vi, som I måske har læst, nået et stykke videre, og ja, på cikel, og Prag venter. Men jeg kan kun sige, at Wien er fin!
M
Ingen kommentarer:
Send en kommentar