Dresden

I regnvejr ankom vi efter 100 km på dyrene til Dresden. Vi tilbragte 3 nætter her, og det regnede halvdelen af tiden. Efter en uges ferie i København kom vi i går retur. I regnvejr.
Nu glæder vi os til en 4 dages cikeltur i, hvad der tegner til at blive, ja tro det eller lad være, regnvejr. Årstiden og vores geografiske placering, som er et resultat af, hvad jeg plejer at referere til som Omstændighederne, gør det vist til en rigtigt god idé at tage et godt, langt ophold i Berlin.

Dresden er en meget behagelig by, hvor folk er søde og rare, og hvor turisthelvedet er placeret på den modsatte flodbred. Selv bor vi i Äussere Neustadt, som er den bydel, der blev mindst smadret af de allieredes bombardementer, der forresten tog livet af 25.000 civile på tre dage. Her er fyldt med barer, restauranter og små luskede butikker i forholdsvist gamle bygninger.
Den helt igennem pittoreske bykerne, som er den, der tiltrækker menneskene i flok, altså når de er allerværst, altså turisterne, er igennem mange år blevet genopbygget og ser meget autentisk ud. Den ligger så der midt i resultaterne af krig og den deraf følgende kommunistiske arkitektur og helt ny glas/beton/stål ditto. Det er et ret særpræget udtryk.

På vores hostel mødte vi, da vi ankom, en meget interesseret australier, der selv var cikelrejsende. Han gav sig straks til at pludre løs om sit absurd høje daglige kilometergennemsnit, den eksakte vægt på cykel og bagage, kalorieindtag kontra forbrænding, hjulstørrelse, dæktype, gear, antal klatrede højdemeter tilbagelagt på kortest tid og så videre og så videre.
Vi måtte med skam tilstå, at vi ikke aner noget som helst om nogen af de ting og følte os efter samtalen sådan lidt som et par sjatpissere, der prøvede at bide skide skeer med de sande excentrikere.
Han var en for så vidt ganske venlig fyr, som endda tilbød at kigge lidt på min cykel, som på trods af penge smidt efter en pragsk cykelhandler og ny kæde og kassette (hedder det det?) havde hakket gevaldigt i gearene og sågar tabt baghjulet(!!!!!!!!!) på vej til Dresden. Det lykkedes så ikke helt, for den meget rare pedel på vores hostel kom tilfældigt forbi og overtog helt og aldeles diagnosticeringen, tog cyklen med hen på sit værksted og vaskede og reparerede den helt gratis.
Nå, men på dagen, hvor den australske iron man skulle afsted ud på de landeveje, han jo beherskede som en konge, sad han i en sofa i det store fællesrum og stenede med sin computer iført moderat stramt kunststof, som jo er dress coden for cikelidrætsudøvere, og for det første bemærkede vi først da, at han bestemt ingen stramt pumpet Adonis var, men faktisk var udstyret med et ganske gedigen bildæk om livet, og for det andet var han simpelt hen så monster stenet, mens han sad der i sofaen og kiggede på videoer på Youtube i timevis, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at få røven ud ad døren og køre de 50 km han sagde, han ville den dag, at hans historier om sin egen fortræffelighed på ingen måde herefter kunne tages for andet end maksimalt 40 % af virkeligheden påsmurt et gedigent lag løg, flødeskum og candy floss.
Man kunne selvfølgelig vælge at fokusere på det ikke videre sympatiske i, at han åbenlyst havde forvredet sandheden for at tage sig bedst muligt ud, og jeg har da heller aldrig rigtigt forstået den slags, især fordi man næsten altid bliver afsløret og udstillet.
Men i grunden fik jeg to gode ting ud af at have taget ham i at overdrive. For det første kunne jeg ånde lettet op og igen se mig selv i spejlet, selvom jeg ikke interesserer mig for alt nørderiet omkring min rejseform, og selv jeg kun meget sjældent kører mere end 70 km om dagen. For det andet må vores australske ven have tænkt, at vi lignede et par seriøse bad asses, som han, hvis han ikke skulle blive totalt til grin, måtte lægge sig gevaldigt i selen for at gøre indtryk på. Sådan, du!

I skrivende stund befinder jeg mig i netop fællesrummet på Kangaroo Stop Hostel & Backpacker, ja, det hedder det altså, og skriver dette indlæg, mens jeg forsøger ikke at komme til at grine alt for højt af en mand på omkring de 50, som vi forresten bor på værelse med, som sidder et par meter fra mig og læser en bog. I en Lidl-pose, som står på gulvet, har han dagens - så vidt jeg ved - anden flaske rødvin med skruelåg stående. Ikke helt så diskret en ordning, som han vist selv tror. Cirka hvert 5. minut tager han flasken op af tasken, skruer hatten af og tager, hvad jeg vil kalde et rigtigt mandfolkedrag. Det ville han måske kunne slippe uset afsted med, for så meget sidder folk jo heller ikke og holder øje med hinanden i sådan et fællesrum, havde det ikke lige været for det faktum at han konstant også sidder og pruster som om, han er i gang med et stykke knaldhårdt manuelt arbejde.
Det er i øvrigt et fænomen, jeg er blevet opmærksom på sådan i al almindelighed: det lader til, at mænd over 50 år i det store hele stønner og pruster en hel del mere end andre aldersgrupper. Og i særdeleshed når de frekventerer bade og toiletter. Og lad mig lige forsikre om, at jeg ligger inde med et ganske omfangsrigt empirisk materiale efter at have tilbragt et sted i nærheden af 45 nætter på campingspladser i løbet af de første måneder af denne tur. Campingspladser udgør virkeligt gode observationslokationer, idet bade- og toiletfaciliteterne næsten altid er opbygget som lange rækker af små bokse kun adskilt af tynde MDF-plader, der er så tilpas korte, at de efterlader et mellemrum både foroven og forneden. Denne konstruktion gør enhver aktivitet, der foregår til et mere eller mindre offentligt anliggende.
Jeg har således haft lejlighed til at kunne konstatere, at mange mænd over 50 år tilsyneladende helt umotiveret pruster og stønner nærmest demonstrativt højt, når de tager et brusebad, og når de laver nummer 1. At man lige må give sit besyv med, når man skal det lidt større har jeg al mulig forståelse for - hvem gør ikke det til tider? Men at det ligefrem skulle være nødvendigt at være højlydt, bare fordi man skal nifle eller vaskes, virker som lidt af en overdrivelse.

J