Ok, ok, godt ord igen, men altså, nu lå landet jo lige sådan at John sidste år under en ferie i Paris, formentlig under indflydelse af større mængder absinth, friede til den dejlige Lina, og brylluppet skulle altså foregå denne sommer, mere præcist d. 21. august i Canada. Canada ligger meget langt væk, og det er smartest at komme dertil med flyver, og det er for vores vedkommende lukket land. Især Rabubald ville nok ikke overleve en 6 timers flyvetur. Han ville simpelthen dø af dehydrering, for det ville være ham en umulighed at indtage nok vand til at kompensere for det væsketag han ville lide ved den ekstreme svedafgivelse i en så langtrukken flyvesituation. Men så var der jo reception i København d. 18. september, og siden situationen er den, at vi faktisk holder umådeligt meget af de to giftelystne mennesker, var der ligesom ingen vej udenom. Især ikke, fordi vi var nået til Dresden, og vi ville kunne foretage rejsen til en mere end rimelig pris med bus. (Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at indskyde et lille råd: Tag aldrig ud på en 12 timers bustur. Gør det ikke. Aldrig!)
Dagene op til afrejsen var fyldt med spænding. For det første vidste John og Lina ikke, at vi kom, og for det andet havde vi ikke været i Danmark i fire og en halv måned, og tanken om pludselig at skulle tilbage var meget syret.
Da vi stod i København kl. 6 lørdag morgen og kiggede på byen, og vi fik en velfortjent sprit og en smøg, var hele konceptet sgu stadig syret og uvirkeligt. Følelsen af at være kommet hjem udeblev totalt for mit vedkommende, men på samme tid var det dejligt at være der. Det var nok forventningen om at se en masse mennesker, som vi har savnet, der fremkaldte den følelse.
Nu skal dette indlæg ikke tjene som en dag for dag beskrivelse af vores meritter i seks dage i Danmark, men til alle jer, som vi fik set vil jeg bare sige, at det var dejligt. Skønt. Vidunderligt. Vi var glade for det.
Til alle jer, som vi ikke nåede at se er der kun én, eller måske to ting at sige. Kom til Berlin eller også ses vi til foråret.
Noget som vi dog nåede i København, og som var meget vigtigt, var at besøge Posten. At vi så også nåede Jaguaren, Nørrehus og Englandshus ser jeg kun som bonus. Herunder en lille billedkavalkade fra bodegatorsdag. Se alle de skønne mennesker!
Nu er vi hjemme i Dresden igen. Om én uge er vores hjem i Berlin. Og det glæder vi os til. Danmark kan vente, så meget har vi da fundet ud af.
M
Ingen kommentarer:
Send en kommentar