Strassenmusik II

Vi er for et par dage siden ankommet til Prag, hvor jeg naturligvis ville forsøge at tjene lidt penge på at spille på gaden. Sædvanen tro konsulterede jeg det første det bedste turistkontor, vi løb på. Der svarede de skråsikkert, da jeg spurgte, om de kendte reglerne for gademusiceren, at det på ingen måde ville kunne lade sig gøre i Prag 1, men at jeg nok godt ville kunne spile udenfor. Jeg syntes nu, at det var en lidt for vag orientering, og det virkede lidt som om, de ikke helt vidste, hvad de snakkede om.
Så jeg gik i stedet til det store centrale turistkontor, hvor en dame kunne fortælle, at jeg skulle henvende mig hos kommunen, og det i et tonefald, der indikerede, at hun ikke for alvor mente, det var hendes opgave at hjælpe en musikant på vej. Men hun gjorde det nu alligevel, og jeg gik derfra uden dårlig samvittighed, så det var jo spild af god uvenlighed, kan man sige.
Da jeg ankom til den meget store borgerserviceagtige bygning ikke langt derfra, henvendte jeg mig i informationen, hvor ingen talte hverken engelsk eller tysk. Heldigvis var der et par unge mennesker, der kunne oversætte for mig, så jeg kunne redegøre for mit ærinde. Herefter gik der et par minutter, hvor damen bag ruden så noget så forvirret ud og nærmest sådan lidt tilfældigt gik rundt og rodede i papirer og kiggede på lapper, der hang på væggen. Til sidst kom hun dog tilbage til lugen med en seddel med et nummer og en angivelse på, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik ned ad en lang gang med en hel masse forgreninger og fandt kontor nr. 216, hvor en kvinde, som talte hverken engelsk eller tysk, tog imod mig. Jeg kiggede mig lidt omkring i det håb, at der ville være nogen i nærheden, som kunne hjælpe mig til at blive forstået, men jeg var alene med kvinden. Altså var jeg tvunget til at forsøge mig med fagter og dansk. Jeg pegede på mig selv, spillede luftguitar og pegede på et kort over byen. Det forstod hun sgu godt, så det var heldigvis ikke så kompliceret, som man kunne have frygtet. Hun fandt nu en hel masse papirer frem og gav sig til at fotokopiere og snakke løs på tjekkisk, hvilket jeg jo godt kan have lidt svært ved at forstå det hele af, men hun fik da peget og blandet sit modersmål op med sine få engelske gloser og på den måde forklaret, at der er 5 gader og pladser centralt i Prag, hvor man kan ansøge om at få lov til at spille. Det gør man ved at udfylde et ansøgningsskema og aflevere det til en Luděk Burian, som har kontor i en anden offentlig bygning, som ligger lige ved siden af den store plads, Staroměstské náměstí.
Ansøgningsskemaet var en omfattende smøre trykt på begge sider af et stykke A4-papir. og spørgsmålene inkluderede så obskure ting som estimeret forbrug af kvadratmeter, antal midlertidige bygninger opført, registreringsnumre på samtlige biler involveret og alt muligt andet, som jo intet som helst havde med lille mig og min guitar at gøre. Da jeg fik læst lidt grundigere på skemaet, erfarede jeg da også, at det var et multiskema, som alle, der ville noget som helst andet end at gå rundt i gaderne skulle udfylde.
Jeg udfyldte skemaet efter bedste evne, og vi gik på opdagelse i de 5 gader, kvinden på kontoret havde givet mig detaljerede kort over. Der var mange rigtigt gode spots imellem, og jeg blev mere og mere optimistisk i forhold til at spille her, selvom jeg tænkte, det var lidt mærkeligt, at der slet ikke var nogen andre gademusikanter. Overhovedet. Heller ikke på den berømte Karlsbro.
Den slags kan jo have så mange årsager, så jeg satte krydser og streger på kortene, så jeg kunne være bedst muligt forberedt på min samtale med hr. Burian.
Men så let skulle det ikke gå. For da jeg ankom til magistratsbygningen, kunne den ældgamle og meget søde vagtmand, som sad inde bag en glasrude på et meget østblokagtigt lille kontor, ikke få fat på hr. Burian. Og han ringede og ringede. Og ringede til nogle andre. Men de tog sgu heller ikke deres telefoner, og gamli undskyldte på livet løs, men som han sagde, vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre, når nu ingen ville svare.
Jeg gik og kom tilbage en halv time senere, og vagten ringede igen uden held til hr. Burian. Men jeg var denne gang fast besluttet på ikke at gå derfra uden afklaring, så jeg pressede en smule på, hvilket fik ham til at ringe til et nyt nummer, hvor han fik fat på en eller anden, som kunne fortælle, at hr. Burian ikke kunne tage imod mig, men at jeg kunne henvende mig hos en fru Mikuchova på kontor nr. 504 på 5. sal. Det gjorde jeg da så, og en tyk dame på omtrent de 60 tog imod mig på et noget så gebrokkent tysk. Hun kunne fortælle, at min ansøgning tidligst ville kunne være færdigbehandlet om 3 uger, hvilket hun i øvrigt undskyldte mange gange for, men henviste til, at chefen, hvem det så end var; vel vedkommende som skulle sætte det afgørende stempel, var doven og fik alt for lidt fra hånden. Hun kunne endvidere fortælle, at Prags 17 bydele har 17 forskellige administrationer, og at der gælder forskellige regler i samtlige af dem. Hun rådede mig derfor til at gå udenfor Prag 1 og bare spille uden tilladelse, gerne i Metroen. Det skulle nok gå, mente hun. Hun undskyldte igen, og vi sagde farvel.
I går besluttede jeg mig så for at følge damens råd og gik derfor et par hundrede meter fra vores hostel ned i Metroen og spurgte i informationslugen, om det ikke ville være helt i orden, hvis jeg spillede lidt dernede. Men damen bag ruden var slet ikke enig med byens embedsværk og bad mig skride.
Jeg fandt herefter et hjørne i en park tæt på et sporvognsstoppested og trappen ned til Metroen, hvor jeg stillede mig op og spillede. Det var et udmærket sted. Masser af mennesker og ingen, jeg kunne genere. Jeg spillede løs i en time, og det lykkedes da også at tjene i underkanten af 180 tjekkiske, hvilket ikke er fantastisk, men bestemt inden for det acceptable. En hel del stillede sig op og lyttede. Og så gik de uden at lægge så meget som en krone. En flok af romabørn stillede sig i 10 hele minutter op og kiggede. Helt utvivlsomt med det ene formål at stjæle min fortjeneste, hvis jeg kiggede den anden vej. Så jeg var nødt til at nidstirre dem, mens jeg spillede. Det var en noget syret situation, men de dampede af efter lidt tid. En fyr smed en mønt i min taske og ville høre mere, for han elskede country. Så jeg gav mig til at spille Luxury Liner for ham, og han rockede med, og det var fedt.
Og så kom panserne. Og stillede sig demonstrativt foran mig. Jeg har altid godt kunnet forstå et vink med en vognstang, så jeg holdt inde og spurgte dem, om de talte engelsk. Den ene, et stort brød med skægstubbe og brede kæber, sagde, at jeg omgående skulle stoppe med det der og pegede med foragt på mig og min guitartaske. Jeg sagde, at jeg havde talt med byens myndigheder, som havde sagt, at jeg bare ikke måtte spille centralt. Det gad de sgu ikke høre på og ville nu se mit pas, som jeg måtte forklare dem, at jeg ikke havde på mig, da det lå på mit hostel. "Hvorfor?" ville han vide. Jeg svarede, at jeg ikke lige havde gjort mig klart, at den slags fordredes af mig og forsøgte så igen at dreje samtalen hen på det faktum, at ingen på de offentlige kontorer havde fortalt mig, at det er strengt forbudt at spille udenfor Prag 1. Nu var kollegaen til den talende af betjentene ved at være træt af mig, lod han mig ved en demonstrativt voldsom kimsen (læs: rullen med øjnene) vide, og hans makker stoppede mig og sagde, at der er et problem med paragrafferne. Hvad problemet var, og hvorfor denne tåbelige regel eksisterer, især når ingen i embedsværket ved det, havde han ingen trang til at forklare. I stedet kom han nu helt tæt på mig og sagde "You don't play! I look for you! You don't play!", og så lavede han gudhjælpemig den gode gamle med pege- og langefinger, som han først holdt hen foran sine øjne og derefter viftede i min retning. Jeg sagde til dem, at jeg selvfølgelig ikke ville spille mere, hvis de forbød mig det, men at det sgu havde været rart med en forklaring.

Det var så det pragske spilleeventyr. Jeg skal sateme ikke risikere noget, når steroide-Frantisek og hans tavse makker ligefrem kører rundt og leder efter mig og bare venter på at smide mig i kachotten og give mig prygl med våde håndklæder.
Det er muligt, at fløjlsrevolutionen fandt sted for 17 år siden, men det er da helt sikkert, at der stadig eksisterer rudimenter af en anden slags offentlig administration og magtudøvelse, end jeg er vant til.
Det er alt sammen meget eksotisk og i grunden med til at gøre vores rejse lidt mere kulørt, selvom det da er noget så irriterende, at man ikke kan få lov til at spille lidt.

J