Tago Mago Bar

Ikke meget mere end et stenkast fra vores lurvede bopæl fandt vi allerede første aften, hvad der skulle vise sig at blive vores pragske stambar.
Tago Mago Bar lå i et stort kælderlokale, som var ganske spartansk - eller tjekkisk om man vil - indrettet. Det vil sige, at der var nogle slidte fyrretræsborde med nogle slidte fyrretræsstole. I den ene ende af lokalet, hvor indgangen var, stod baren og et TV. På væggene hang nogle lamper og plakater med billeder af Bowie, Lennon, Hendrix og B. B. King. Bum. Ikke så meget dilledalle, og derfor er der heller ikke så meget mere at fortælle. Tago Mago Bar var en bar i ordets reneste forstand. Men for at uddybe, hvad det betyder, kan jeg komme med et par eksempler på vores oplevelser der.
En lørdag, hvor vi i god ro og orden havde drukket os et par halve liters Gambrinus til 24 tjekkiske kroner stykket og egentlig var på vej ud ad døren, insisterede en godt bedugget mand på at starte en samtale med os. "People from Denmark are tough!" gentog han mange gange. En opfattelse han havde erhvervet sig ved at se et par ishockeykampe, som det danske landshold havde vundet. Han var målløs over at erfare, at Tjekkiets nationalsport kun har begrænset opmærksomhed i Danmark, og han pludrede løs om den slags sådan lidt - for en, der gerne ville i seng - uinteressante emner. Men samtalen tog en noget uventet drejning, da Petr, som han hed, kom tilbage til baren efter at have frekventeret toilettet og ud af det blå sagde: "I'll be honest with you and tell you something no other czech person will tell you. Everybody here hates Germans, and if somebody says he doesn't, he's a fucking hypocrite!"
Se, nu kom der jo straks lidt mere fuldkorn ind i snakken, omend det var en noget brysk og lettere ubehagelig udmelding at komme med. Da vi naturligvis spurgte lidt ind til, hvad han egentlig mente, fik vi en længere smøre om, hvordan tyskerne altid havde plyndret løs i Tjekkiet, når det passede dem, senest eksemplificeret under 2. verdenskrig, og at det handlede om en bestemt folkekarakter i Tyskland, som åbenbart skulle gøre, at de har lettere til ondskab og hensynsløshed end andre. Han fortalte, at han havde mødt en ung tysker, som havde vrøvlet løs om, at alt det nu var fortid, og at uhyrlighederne ikke ville kunne gentage sig. Petr havde kun en hånlig fnysen til overs for den slags pjat. Alle vidste jo, at så snart Tyskland fik økonomiske problemer igen, og befolkningen havde for lidt at spise, så ville de uden tøven igen invadere Tjekkiet og slagte løs, sådan som de genetisk var disponeret for.
Herefter fik russerne en sviner. Og slovakkerne. Og østrigerne. Og så talte han vredt om Frankrigs og Englands forræderi op til 2. verdenskrig, men slog alligevel straks over i helt igennem usammenhængende forklaringer på, hvorfor alle tjekker elsker både England og Frankrig.
Men Petr's yndlingsland var dog USA, som han havde en helt barnlig begejstring for. "You know, it really is the land of opportunities!" sagde han med et drømmende udtryk. Han havde selv været truck driver derovre i to år og tjent læssevis af penge.
Det var jo helt tydeligt, at Petr på den ene side og Margit og jeg selv på den anden havde noget forskellige indfaldsvinkler til det meste, og vi var ikke ude på at yppe kiv, så vi gik ham ikke på klingen med noget som helst - han havde forresten drukket sig i hegnet på vej hjem fra en begravelse. Til gengæld forsøgte vi at få ham til at fortælle noget mere neutralt om Tjekkiet og dets historie og sit eget liv, og det lykkedes da også i nogen grad, men han vendte konstant tilbage til, hvor meget han i grunden hadede tyskere.
Nå, det blev da til et par omgange på hans regning, før vi høfligt takkede for en behagelig samtale og tøffede hjem til Sumprotten.

Nogle dage senere ville vi, i selskab med min mor og Jens, afslutte en hyggelig dag med en lille øllert på et halvtomt Tago Mago Bar. Ved stambordet havde man fundet den brune dug og jetonerne frem, og 4 mænd og en kvinde med Amagernummerplade spillede kort.
Derudover sad der en ualmindeligt overvægtig tandløs mand i baren og var ualmindeligt fuld.
Han havde fået så tilpas meget indenbords, at han i nogen grad havde mistet kontrollen over sit bevægeapparat, hvilket naturligvis resulterede i, at han væltede glasset, han havde foran sig, og indholdet løb ned på gulvet og dannede en mindre pøl. Den meget søde, men i denne sammenhæng meget ubarmhjertige bartender fandt en spand med en moppe frem til den råstive tyksak og gav ham besked på at tørre op efter sig. Men han havde forregnet sig en smule og ikke taget højde for, at den alvorlige motoriske hæmning, der havde forårsaget glassets fald, ikke sådan lige havde tænkt sig at dampe af. Så selvom den tandløse syvhestes samvittighedsfuldt forsøgte at løse opgaven efter bedste evne, måtte det jo ske, at også spanden blev offer for en uoverlagt bevægelse og væltede. Hvilket sendte omtrent 10 liter sæbevand ud på hele gulvet, som han nu blev beordret til at tørre op. Han tog det sgu med oprejst pande, må man sige. Måske især fordi vi ved vores bord var ved at omkomme af grin over det bizarre optrin, hvilket han vist tog som lidt af en opfordring til at lave et lille show ud af det. Man er vel aldrig for lam til at kokettere lidt for pøblen.
I mellemtiden var barens ejer, som på denne onsdag var på druk og i højt humør, kommet hen til vores bord og ville så gerne snakke. Og han gav små iskolde kirsebærspritshots og gik hen til den stive tykke og hev hans bukser op, så de fornemme danske gæster ikke skulle udsættes for de 10 centimeters røvsprække han afslørede.
Engelsk kunne han sgu ikke tale meget af, men nok til at sige fucking og komplet misforstå det meste af, hvad vi sagde. Mens den fulde mand med det store stykke arbejde nu havde fundet sig en stol at sidde på, mens han bevægede moppen som en padle og storsmilede sit tandløse fuldemandssmil.
Hyggeligt var det og en god del mere autentisk end det meste andet.
Aftenen endte med, at Jens forsøgte at skaffe mig et spillejob dagen efter, hvilket ikke skaffede mig så meget andet end en guitar i hånden og en masse opfordringer til at spille blues og Johnny Cash.

Tago Mago Bar var en rigtig bar. Altså, et listigt lille sted med højt til loftet, hvor alle mulige typer kom for at drikke. Og snakke. Og spille kort. Og dart. Og hvor alt muligt syret kunne finde sted.

J