Berlin

Her i byen skal man formelt have en tilladelse til at spille på gaden, men det er der ingen, der rigtigt tager sig af. Man må formelt ikke anvende elektrisk forstærkning, når man så spiller, men det er der sgu heller ingen, der tager sig af.
Det virker som lidt af et overordnet karaktertræk ved denne her by, at man ikke for alvor kan hænge sig i, hvad man, hvis det nu skulle være rigtigt, må og ikke må.
Det, synes jeg egentlig, er ganske sympatisk, og det bidrager til at gøre byen behagelig at befinde sig i, samtidig med at det, til min tilfredshed, sætter en streg under det komplet tåbelige i automatpilotforklaringen på stort set alle større politiske hændelser her til lands de seneste 1000 år, nemlig at der dybt i tysk mentalitet eksisterer en stærk autoritær strøm, som igen og igen får tyskerne til at bevæge sig i samme uheldige retning, som man af og til må lægge øre til.
Jeg sprang her i byen den tunge gang gennem institutionerne over, som ganske vist tidligere har vist sig eksotisk, men også langtrukken og tæt på frugtesløs, og spurgte i stedet en ung fyr, som havde placeret sig med sin guitar, forstærker og mikrofon under Verdensuret på Alexander Platz, hvordan forholdene er. Han svarede beredvilligt, at man kan spille overalt. Især hvis man er akustisk.
Det havde han faktisk ikke uret i, den bette fyr, for da jeg to dage senere begav mig til bymidten med min guitar for at lave mig lidt penge, blev jeg slet ikke generet at politiet en eneste gang. Til gengæld tjente jeg ikke så meget som en eneste forbandet cent, indtil jeg stillede mig helt ind til Alexander Platz. Og det var sgu ikke, fordi jeg ikke prøvede andre steder. Jeg vadede store dele af byen tynd og stillede mig vel omtrent 8 forskellige centrale steder, før jeg kom til fornuft og endelig begyndte at tjene lidt penge.
Jeg investerede vel 5 timer i projektet og tjente 12 Euro og en colaflaske i det hele. Men herfra skal trækkes de 2 Euro, jeg gav en sød, forhutlet drukpunker, og de 3 jeg brugte på nye strenge.

Det var jo lidt af en konfrontation med den berlinske virkelighed, og det kunne sagtens have gjort irriterende ting ved mit humør. Men det bestemte jeg mig for, at det fandeme ikke skulle have lov til. Og så holdt jeg modet højt og var på forunderlig vis ikke specielt skuffet ved arbejdsdagens ellers noget fesne ophør.

Men tilfreds var jeg sgu heller ikke, så jeg skiftede i lørdags taktik. Jeg ved fra tidligere ture til Berlin, at Oraninenburger Strasse er en travl gade i nattetimerne, og det kombineret med, at de søde små australske buskere, vi mødte i München, havde sagt, at stive mennesker er et gavmildt publikum, fik mig til at forsøge min lykke netop her.
Jeg stod på Hackescher Markt omtrent kl. 21:30 og brugte nu lidt tid på at orientere mig i forhold til, hvor jeg var bedst tjent med at placere mig.
Jeg endte med at stille mig lige i starten af Oranienburger Strasse i en port, som vel var aflåst, men som alligevel gav mig næsten en meters overdækning med deraf følgende akustik.
Hold da kæft, det var et strålende valg. Det var en helt ny oplevelse af spille på gaden, og det på en virkeligt dejlig måde. Folk var simpelt hen skidesøde, og flere valgte at krydse gaden for at give mig penge. Andre stoppede op og lyttede til 4-5 sange for derefter at rose mig! Og så give mig penge. En fed mand, der var vildt glad, gav sig til at danse og synge med. Det lød lidt som, når en hund hyler med, hvis nogen spiller sav, men det gjorde ikke noget, for det skete i den bedste menig, kunne jeg mærke, og andre igen stoppede op og morede sig kosteligt. Og gav mig så penge, nærmest som af medlidenhed.
Da jeg havde spillet i en god time, havde jeg tjent 30,50 Euro. Og to tomme Red Bulldåser, men skidt nu med det.
Det var en helt igennem fin oplevelse, og det må beboerne i Oranienburger Strasse så tage konsekvensen af i de kommende måneder på gå-i-byen-aftener.

Det lader til, at vi nok alligevel kan blive ude af fædrelandet lidt længere, end Frankrig havde fået det til at se ud til.
Det er meget tilfredsstillende.

J