Neukölln

Den højeste koncentration af tyrkere udenfor Tyrkiet. Tysklands socialt hårdest belastede område. Selve beviset på multi-kultipolitikkens fallit.
Jeps, vi er havnet midt i den for tiden mest ophedede debat her til lands ved at være flyttet til Neukölln.
Altså, ikke forstået således, at der debatteres ivrigt på alle gadehjørner her i bydelen, for det er bestemt ikke mit indtryk. Jeg tror ikke, man fornærmer ret mange ved at sige, at højpandede diskussioner om, hvilken filosofisk retning eller hvilket religiøst menneskesyn, der ligger til grund for tysk kultur og samfundsstruktur, ikke har den store interesse for den gennemsnitlige neuköllnske befolkning.
Men den offentlige debat er pænt ophedet på dette område, netop nu provokeret af den tidligere socialdemokrat og senator Thilo Sarrazin, som har udgivet bogen Tyskland afskaffer sig selv - Hvordan vi sætter vores land på spil, hvori han udtrykker nogle meget kontroversielle holdninger til indvandrere, som hvis de ikke er direkte racistiske, så i hvert fald læner sig gevaldigt i den retning.
Det har så fået præsidenten til at udtale noget i retning af, at islam er en del af tysk kultur nu, uanset om man kan lide det eller ej.
Hvilket så igen har fået Angela Merkel til med sædvanlig myndighed at slå fast, at det tyske samfunds fundament er kristent/jødisk, og at det påhviler indvandrere at indrette sig på dette, og at den hidtidige såkaldte multi-kultipolitik har spillet fallit.
Neukölln nævnes ofte i den debat som skræmmeeksemplet på, hvor galt integrationspolitikken er gået i Tyskland.

Kvarteret skiller sig på mange måder ud fra den by, vi ellers har lært at kende gennem vores mange ferieophold her, må man sige. I retrospekt har vi hovedsagligt bevæget os i den meget pænere - nærmest fesne - del af byen og har således slet ikke tidligere stiftet bekendt med dette af Berlins mange ansigter.
Butikkerne er vel noget af det første, man lægger mærke til i en by. I Neukölln domineres gadebilledet af en håndfuld forskellige typer, som er så rigt repræsenteret i antal, at det er mig en gåde, hvordan det kan løbe rundt:
Dönerbikser og andre fastfoodjoints finder man overalt, og de er allesammen ens. Grønthandlere er her en del af, og Spätkaufkiosker kan man fodre svin med. Tele Caféer, hvor man kan købe taletid og mobiler og surfe på nettet er her så mange af, at man simpelt hen tror, det er løgn. Her er hundreder af frisører, som helst klipper med maskine og saloner, hvor man kan få kulørte kunstige negle. Sportsbarer eller simpelt hen bare små tilrøgede rum, hvor man kan foretage sine væddemål, med dårlig belysning og ditto atmosfære, og som næsten altid står tomme, kan området næsten ikke bære flere af. I det hele taget er kvarteret helt og aldeles domineret at Mellemøsten.
Undtagelserne tæller de såkaldte Altberliner Bierlokale, som er tysk for brun bodega og apotekerne, som man finder på de fleste hjørner - i en radius på 150 m fra vores hjem alene ligger der 3
Og det er i grove træk det. Her er ikke meget andet.
Her er i stort set ikke ingen restauranter, caféer, tøjbutikker eller specialbutikker. Som vel at mærke ikke forhandler arabiske eller tyrkiske produkter.

Det næste, man bemærker, er menneskene. I store dele af det øvrige Berlin er der mange, der ser overskudsagtige og vesterbrosmarte ud; de rigtige skægstubbe, lækre jeans, knaldede briller og så videre derudad. Det er ikke således, at det segment slet ikke er repræsenteret herude, men der er noget længere imellem dem.
Overordnet kan man sige, at langt størstedelen af befolkningen her ser lidt småforhutlede og usunde ud, og at budgetterne i de små husholdninger helt tydeligt trækker moden i en retning, der ikke er langt fra at få Amager til at fremstå som lapset. Det er helt tydeligt, og det siger jeg uden at dømme, at indkomsterne er lave, og at majoriteten har ingen eller kort uddannelse, ligesom der alle ugens dage bliver drukket påfaldende store mængder af øl på gadeplan. Alt dette er sådan set ret så uproblematisk i forhold til at bo her. Dårligt klædte fordrukne proletarer kan jo sagtens være søde og rare mennesker, og det møder vi eksempler på hver dag.
Sværere er det at forholde sig til, når den sociale profil manifesterer sig i adfærd, som man i andre sammenhænge ville have svært ved ikke at reagere på. Således måtte jeg virkelig anstrenge mig for at finde en grimasse, der kunne passe, da vi gik rundt om hjørnet, ned på en beverding ved navn Bienenkorb, for at se Tysklands VM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet. Allerede da vi entrerede lokalet fangede 3 mænd i fyrrerne, hvoraf de to havde overskæg af typen, som man så mange af i 80'erne, som sad ved et højt bord, vores opmærksomhed. Dels fordi de så ualmindeligt usunde og ulykkelige ud, dels fordi den ene gjorde et behjertet forsøg på at nidstirre mig med onde onde tætsiddende øjne, der kun lige lod sig ane under en læderkasket. Den slags her jeg dog, efter at have frekventeret et hav af lignende etablissementer i efterhånden mange lande, lært at ignorere - ja, nærmere at holde af. Men de undgik altså ikke vores opmærksomhed. Det kan i øvrigt godt lønne sig, at notere sig, hvem man måske lige skal slappe lidt af med at tage pis på, når man befinder sig sådanne steder.
Nå, de tre herrer fyrede gevaldigt op under fodboldstemningen med højlydt skrålen og viften med det tyske flag. Det foregik, resten af gæsternes noget mere afdæmpede begejstring taget i betragtning, i et måske lidt upassende højt leje, men den slags kan man jo godt leve med, omend det kan forekomme en smule løjerligt, at voksne mænd har et så udtalt behov for at blive set og hørt. Da holdene så løb på banen, røg langefingrene i vejret, og der blev råbt ting, som børn ikke ville have haft godt af at overhøre. Kampen gik i gang, og råberierne fortsatte. De var udtalt racistiske, og man kunne uden at have læst to sider i en psykologibog se de primitive gruppemekanismer folde sig ud i deres ynkelige interaktion. Når den ene havde råbt et aller andet om de skide abekatte inde på banen, som bare skulle saves over, kiggede han med en usikkerhed, han selv troede var blevet gemt væk under grov brovten, på sine kammerater, grinede fjoget og ventede på det anerkendende latterbrøl fra de to andre.
Efter en halv time havde kro-fatter fået nok og bad dem med bestemt mine om enten at lukke røven eller skride ad helvede til. Det fik dem til at stikke piben ind i et stykke tid, men det varede ikke længe, før de var helt oppe i det røde felt igen.
Manuel Neuer ramte på et tidspunkt ved et uheld en tyrkisk spiller på næseryggen med albuen. Tyrkeren lagde sig ned og ømmede sig gevaldigt, og det viste sig, at han havde fået en flænge, som det blødte kraftigt fra. Dette fik de tre mænd til at juble helt vildt og kalde ham alt muligt ubehageligt.
Tyskland vandt kampen 3-0, og da den blev fløjtet af, blev der naturligvis jublet. Hvad der dog chokerede os var, at der pludselig blev råbt "Sieg!", hvorefter tre højrearme blev tyret skråt i vejret akkompagneret af et højt og tydeligt "Heil!", mens de tre mænd skraldgrinede.
Det var en oplevelse, der efterlod mig tvivlende om, hvorvidt jeg skulle være vred eller forstemt. Vred over deres hadefulde udfald mod tyrkere og deres vamle sympatier. Vred over deres afstumpede måde at overtage hele lokalet på. Forstemt over deres åbenlyse mangel på vid, empati, situationsfornemmelse og evne til at analysere, hvem der bærer skylden for deres egen livssituation.
Jeg valgte det sidste, men det var sgu ikke nemt, og det involverede en småforbidt underlæbe.

Neukölln, som jeg vist i øvrigt har fået fortegnet en smule her, er en meget kulørt bydel, som har sine problemer. Det er der ingen tvivl om, og mange af dens indbyggere kunne leve meget bedre liv, er jeg ikke i tvivl om.

Men den er meget autentisk og behageligt befriet for smarthed og prætention, som man kan finde til overflod så mange andre steder i byen.