Freddi

Manden med musikersvagheden; ham der på diskret vis stak mig en 20'er, da jeg spillede mit første lille job på Quelleck, hedder Freddi.
Vi faldt i snak med ham, fordi vi var på Quelleck, mens han også var der. Den type er han nemlig. Altså, selvom han har en fast plads et bestemt sted i lokalet, så farer han rundt som en skoldet skid i en flaske og pludrer løs med alle og enhver, således at det simpelt hen er umuligt ikke at komme til at tale med ham, hvis man befinder sig indenfor en radius af omtrent 10 meter fra hans stol.
Det var selvfølgelig Margit, der faldt i snak med ham til at starte med. Ikke så meget på grund af hendes overdrevet udadvendte facon, som man naturligvis umiddelbart ville antage, men nok mere på grund af, at mænd flest, uanset øvrige forbindelser til det modsatte køn, føler en vis tiltrækning, når de ser en kvinde sidde alene med en øl på en bar, og således også Freddi. Det faldt nemlig således på denne fredag, at jeg havde besluttet mig til at varme min stemme op ved at spille lidt i Oranienburger Strasse, før jeg skulle optræde på Quelleck, og at Margit var taget alene på knejpen for at se noget fodbold.
Så da jeg kom ind ad døren efter at have spillet en bette 10'er ind på gaden, så jeg, at der sad en mand med grå stænk i sin produktfrie og derfor moderat uldede Vokuhila og samtalede med Margit. Han hilste venligt, nærmest hjerteligt, og insisterede på at give en lille skarp til den øl, jeg lige ville drikke, før jeg spillede. Og så pludrede han løs på sin tykke berlinske dialekt, som altså ikke er helt nem at forstå, når man i forvejen ikke ligefrem taler sproget flydende.
Men jeg fik da nok med mig til at forstå, at han han kaldte mig alt fra Karl Marx og Osama Bin Laden til mein dänisches Sorgenkind, og at han syntes, indehaveren Berndt er en skændsel, som burde ryge ud på røv og albuer. "Der Mann muss raus!" gentog han flere gange.
Så inviterede han en lille rund fyr, som holdt med Dortmund, som havde vundet aftenens kamp over Köln, hen til vores bord og gav sig til at cracke jokes om hans brune lød og Dortmund. Og igen mit skæg. Og en eller anden indforstået tysk ting med D-Mark og Dänemark, som jeg ikke fattede et hak af, men troskyldigt småklukkede lidt af, da han havde forsøgt at få mig til at fatte pointen 4-5 gange.
Mens jeg så spillede, sad han og pludrede løs til den lille runde dortmundfan, der som svar konstant tyssede på ham med henvisning til, at det ville være det høfligste at lytte lidt til musikken. Men jeg tror nu nok, at Freddi hørte efter, selvom det kunne tyde på det modsatte. Jeg sad på en høj stol et par meter fra baren med ansigtet vendt mod den, og Freddi sad skråt bag mig, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange det skete, men i hvert fald var det en lille smule forstyrrende konstant at blive klappet på skulderen af en meget begejstret Freddi, der henvendt til Margit adskillige gange lod vide, at han satte pris på en sanger, der sang "vom Hertz". Så selvom han pludrede det meste af mit gig væk, tror jeg nu nok, han hørte efter.

Senere, da jeg var færdig med at spille, snakkede vi noget mere med ham, og han fik Gaby til at sætte noget Ossierock på, som han gjorde behjertede forsøg på at at få os til at forstå det helt utroligt vidunderlige i. Han gentog enkelte løsrevne stumper af teksten og kiggede opfordrende på mig, mens han nikkede ivrigt, som for at få mig til at tilstå, at det, jeg nu lagde øre til, var det smukkeste, dybeste og mest rørende, jeg nogensinde var blevet udsat for. Jeg gjorde et forsøg på ikke at lade ham bemærke, at selvom jeg på alle måder er i stand til at anerkende den følelsesmæssige bevægelse denne musik tydeligvis satte i gang i ham, så gjorde den intet som helst godt for mig. I stedet for at blive mopset slog han det hen med noget i retning af, at det nok også måtte være svært at forstå, når det nu er tysk poesi, der er tale om, og jeg ikke taler sproget til perfektion.
Freddi drak øl flankeret af små iskolde vodkashots, og han blev mere og mere flagrende og pludrende og var på et tidspunkt endog meget tæt på at gå i dørken, fordi hans balance var under indflydelse af mængden af indtagne sæt. Og så var han pludselig gået.
Det var da en skam, men værre var det jo heller ikke. Indtil jeg rakte ud efter mine briller, som jeg havde lagt ved siden af mig, mens jeg spillede, fordi de takket være de store mængder af sved, jeg producerede under min kunstneriske udfoldelse, alligevel konstant gled ned på min næsetip. De var væk.
Jeg kom i tanker om, at jeg havde set et par plasticlæsebriller ligge på radiatoren ude på herretoilettet tidligere og gik derud og fandt dem. Pludselig gik en prås op for mig. Freddi havde skullet spille kong gulerod og havde vel for sjov iført sig mine briller, lagt sine egne på radiatoren på lokummet og endt med at smide mine briller i lommen, før han stavrede hjem.
Jeg bad Gaby sige til Freddi, næste gang hun så ham, at han havde mine briller, og at han godt måtte komme tilbage med dem ved lejlighed. Med en mors kærlige strenghed sukkede hun alvorligt, bandede Freddi langt væk, fandt telefonen frem, ringede til ham og beordrede ham tilbage med mine briller. 10 minutter senere stod Freddi igen i baren med mine briller og undskyldte mange gange. Jeg forventede nu at han ville gå direkte hjem og på hovedet i seng igen, men der fik jeg lov til at tro om, for han skulle sgu da lige have et par øl med sidevogn, før det kunne komme på tale.
På alle måder en herlig aften.

Vi har siden set Freddi et par gange, og han er altid på samme, meget onkelagtige, men indtagende måde.
Senest underviste han mig igen i de vidunderlige tekster og melodier, et eller andet Ossie-band havde skrevet. "Wann die Schwane stirbt schweigen die Tiere" sang han og forklarede, at det var det, der hedder en metafor, for DDR. Jeg spurgte ham, om han er nostalgiker, hvortil han med største naturlighed svarede ja, og på spørgsmålet om han er socialist svarede han: "ja, hvad fanden skulle jeg ellers være?", og så sang han videre med et fjernt blik i øjnene, før han bestilte endnu en omgang til vores lille selskab på hans regning.

J