Neukölln part II

Ved første øjekast lignede Neukölln rigtigt nok et stereotypt depraveret kvarter, hvor de fattige bor, og hvor den demografiske profil, hvis man alene betragtede den, kunne få en til at tro, at man befinder sig et sted i Mellemøsten.
Et godt gammeldags rabarberkvarter, kunne man kalde det.
Men virkeligheden er altid en hel del mere nuanceret, end den slags rubriceringer lader en tro.

Kneipen ved navn Bienenkorb har vi valgt ikke igen at frekventere. Det er bestemt ikke umuligt, at episoden med de stakkels racister var enkeltstående og helt igennem urepræsentativ, men nu ligger det altså således, at vi selvsamme aften, hvor højrearmene blev peget mod himlen, valgte at tage en enkelt mere til de tørstige halse i en anden af kvarterets talrige beverdinger ved navn Zum Umsteiger. Her traf vi ingen ubehagelige tosser, og blandt andet det har fået os til at komme igen adskillige gange. Præcis hvor høj en frekvens besøgene skal have, før man for alvor kan kalde et sted for stam-, er jeg ikke helt på det rene med, men uagtet at jeg ikke er bekendt med den officielle grænse mellem gæst og patologisk hangaround, vil jeg vove pelsen og sige, at Zum Umsteiger er blevet vores neuköllnske stamværtshus.
Stedet er ikke noget specielt. Det er netop kernen, når man skal udsøge sig et godt værtshus; det skal stille en bestemt ramme til rådighed, som intet har med smarthed og prætention at gøre, men som er brun, svagt ildelugtende og indbydende til fordærv.
Det, der gør Zum Umsteiger til en strålende og behagelig kneipe, er, at det personale, der, hvis de ikke var direkte fjendtlige de første gange, vi indfandt os, så i det mindste udviste et umisforståeligt forbehold overfor os, nu hilser os hjerteligt, når vi kommer ind ad døren, og at de kender den der grænse, der er så afgørende, imellem at spørge koncist interesseret til fx, hvem vi er, og hvad vi laver i Berlin, og så at snakke unødigt, medmindre vi starter en samtale.
Det, og stamkunderne - de ægte stamkunder - som vi efterhånden kender ansigterne på, og som vi har snakket lidt med for et par stykkers vedkommende, og flere af dem er virkeligt søde og rare mennesker, gør, sammen med det faktum, at de viser alle fodboldkampe, at vi gerne og ofte kommer på besøg.


Efter en nærmere inspektion af de af gaderne, som ikke er de store hovedstrøg - altså Hermannstrasse og Karl-Marx-Strasse, kan vi i øvrigt konstatere, at kvarteret er ikke så lidt mere mangeartet, end man skulle tro.
Lidt nord for vores hjem i Emser Strasse ligger en gade ved navn Schillerpromenade, der blev anlagt i begyndelsen af forrige århundrede som lokkemad for det pænere borgerskab, som man ønskede repræsenteret i Rixdorf, som bydelen hed på daværende tidspunkt. Gaden er en vaskeægte promenade med en bred grøn bræmme på midten med legeplads, sportsfaciliteter og hyggekroge flankeret af ganske imposante huse med et minimalistisk arkitektonisk udtryk. Jeg tvivler på, at det allerpæneste borgerskab den dag i dag slår ret mange af deres folder her, dertil er kvarterets rygte simpelthen for blakket, men kigger man på størrelsen på de biler, der står parkeret i gaden, må man konstatere, at beboerne enten er nogenlunde velhavende eller stærkt tyvagtige.
Der er en helt anderledes atmosfære her end blot et stenkast længere mod øst, og fraværet af dönerbikse er ikke til at tage fejl af.

Langs Maybachufers sydlige bred findes der et kvarter, som man vist, hvis man er sådan lidt berlinersmart, kalder Kreuz-Kölln, fordi området grænser op til hippe Kreuzberg. Her er fyldt med restauranter og caféer, der er småsmadret lækkerhedsagtige på den helt rigtige måde, og hvor folk drikker hip te og spiser hip mad, mens de ser småsmadret lækkerhedsagtige ud på den helt rigtige måde. Her er fyldt med små nuttede butikker, hvor gummistøvledamer vil kunne formøble formuer på nips og andet hæsligt, og hvis man tilhører det grænsetranscenderende segment, hvis præcise betegnelse jeg ikke kender, men som består af gerne skægstubbede mænd i alderen 20-35 år, som nærer en besynderlig kærlighed til helt skrabede racercykler uden gear, og som mest går i sort tøj og med kasketter med smalle skygger, findes der butikker, der vil få hjertet til at blive voks i brystet.

På den entydigt negative side må jeg sige, at Neukölln som hardcore problemområde for alvor åbenbarede sig for os, da vi i går hørte meget høj råben fra gaden umiddelbart under vores vinduer, og jeg gik ud på vores balkon for lige at tjekke, hvad der foregik.
Omtrent 15-20 voksne mænd stod og råbte og skreg. Hvem der var vrede på hvem, og hvad det handlede om, kunne jeg ikke finde ud af. Dels fordi det hele foregik på arabisk. Dels fordi der med det samme udbrød slåskamp. En fyr fik en seriøs kæberasler. Men i stedet for at gå i gulvet fiskede han en kniv frem og for frem mod en eller anden med den umisforståelige hensigt at stikke ham i halsen. Der var ikke antydningen af tvivl eller tøven; hans kropssprog sagde helt tydeligt, at han ønskede at slå den anden ihjel.
Jeg strøg ind i vores stue og bad Margit ringe til panserne. Mens hun så talte med brandvæsnet, fordi alarmcentralen ikke har helt samme nummer her som i Danmark, blev der pludselig affyret en række skud - måske mellem 7 og 10.
I skrivende stund er status, at to unge mænd blev såret, og at det sandsynligvis drejede sig om en konflikt imellem to kriminelle storfamilier, hvis Berliner Morgenposts ord eller står til troende. Politiet fandt efterfølgende flere skudhuller i biler, der var parkeret i gaden.
Det værste var sådan set ikke chokket, som bestemt var slemt nok, bevares, og det er da med en lidt mindre frejdig selvfølgelighed vi bevæger ud i den næste tid. Men det værste, eller i hvert fald det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at der under hele optrinnet stod en lille fyr på højst 11 år med sit løbehjul på modsatte side af gaden og betragtede det hele. Uden voksent selskab stod han der og måbede. Øv.

Nå, men jeg prøver nu at huske på, at der jo er masser af vold alle steder, og at det gælder om at fokusere på de fine ting og ikke lade sig overmande af hysteriet og frygten, hvilket ellers ligger mere eller mindre lige for.
Jeg husker på, at selvom der fandt en decideret rockerhenrettelse sted mindre end 200 meter fra Rialtovej på Amager, oplevede jeg ikke vores kvarter som utrygt eller farligt. Det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde at tænke om Neukölln. Basta.

Neukölln er et stereotypt problemkvarter. Folk her er usunde. Arbejdsløsheden er skyhøj. Uddannelsesniveauet er lavt. Kriminaliteten er forholdsmæssigt høj. Etniske grupper isolerer sig.
Det er et faktum.
Men Neukölln er også en hel masse andet. Overskud. Kreativitet. Mangeartethed. Venlighed. Åbenhed.
Dét er et faktum.

Hvor ville jeg ønske, at medier og politikere i det mindste ville gøre et forsøg på at bevæge sig væk fra den ensidige fremstilling, som dominerer debatten om disse områder.
For hvis man ikke taler om tingene, som de er, men insisterer på at fortegne billedet, så er konsekvensen jo helt naturligt, at de løsninger, man når frem til, ikke passer til realiteterne.
Men at handle i overensstemmelse med fakta kræver selvfølgelig, at man sætter sig grundigt ind i sagerne og tør sige noget andet end det sædvanlige pjat, og på trods af den ellers blomstrende og livlige fantasi, jeg mener at være i besiddelse af, er det ikke et scenarie, jeg kan forestille mig blive til virkelighed. Kald mig bare misantrop.