Altså, jeg kan jo tjene et sted mellem 10 og 30 Euro pr. gang, og det er bestemt fornøjeligt at have sådan en kop stående ude i køkkenet, som er fyldt med gratis penge, og det er rart at tænke på, at de penge kommer fra mennesker, som har syntes godt om det, jeg spiller. Det er også meget skægt, når folk gerne lige vil snakke lidt og måske endda lige smutter i kiosken og køber en øl til mig. Eller når en af de mangfoldige lokale tosser stiller sig op ved siden af mig og hyler som en hund og faktisk tror, han hjælper mig. Eller når tre små gutter, der mest af alt ligner en tysk/palæstinensisk udgave af Asian Sensation, først forklarer mig, at de er multi-kultisangere og derefter på bedste auditionvis giver sig til at synge Aischa med hænderne hvilende på hjerterne.
Alt det er fint og skægt og rart og godt.
Når jeg siger, at det også er en blandet fornøjelse, har det med at gøre, at de positive oplevelser, jeg netop har beskrevet, udgør måske en femtedel af al den tid, jeg bruger på at spille på gaden.
Resten af tiden går med at blive ignoreret, smådrillet, chikaneret eller ligefrem udsat for truende adfærd. Heldigvis er der langt imellem de helt ubehagelige optrin, som da en flok møgstive unghaner kom forbi, og en af dem tog fat om halsen på min guitar og blokerede strengene, så jeg ikke kunne spille. Da jeg med bestemt mine tog fat i hans arm og fjernede den, stak en af hans kammerater sit ansigt helt op til mit og skreg "Du bist so fucking homo!", mens sabotøren selv stillede sig op i min guitartaske. Jeg måtte gentage 5-6 gange, at de skulle forsvinde, før budskabet trængte igennem de tykke pander og sprittåger.
Det burde ikke være på den måde, men desværre har det at spille i op til to timer ad gangen - med 80 % mangel på eller entydigt negativ respons - hver gang filet et ganske tyndt lag af min selvtillid. Og når jeg således er kommet til at fokusere på de forkerte ting, bilder jeg mig også ind, at jeg faktisk spiller og synger ringere, end jeg kunne.
Nu skal det jo heller ikke lyde som om, jeg græder mig selv i søvn hver anden nat, fordi jeg pludselig tror, jeg er blevet talentløs. Men jeg er ikke i samme grad begejstret for at spille på gaden, som jeg har været. Så nu er der pause. Fra det. Lidt.
Som Margit beskrev i sit seneste indlæg, skaffede hun mig for nogle uger siden foden indenfor hos den fordrukne Berndt i hans kneipe ved navn Quelleck. Berndt ville smide 10 Euro og en stor Schultheiss på bordet, hvis jeg ville spille i en times tid og bagefter gå rundt med hatten. Det gjorde jeg så den følgende aften, og hold dog kæft en anderledes oplevelse dét var. Altså, anderledes sammenlignet med at fryse fingrene af og blive ignoreret. For det første var der flere som igennem hele mit sæt fulgte opmærksomt med i, hvad jeg spillede. Det alene var nærmest nok til at røre mig til tårer. For det andet blev jeg nærmest oversvømmet at drikkevarer på andre kunders regning, hvilket jeg tog som et udtryk for tilfredshed med det hørte.
En fyr, vi siden har lært lidt bedre at kende, og som jeg barsler med et helt indlæg om, og som hedder Freddi, gik så langt som til at stikke mig 20 Euro, fordi, som han sagde, han har et blødt hjerte for musikere.
Da jeg var færdig med at spille, faldt vi i snak med flere forskellige mennesker, og det var drønhyggeligt. Især en meget sød ældre herre fra Koblenz ved navn Gerhardt gjorde indtryk - ikke alene på grund af hans venlighed og glæde ved musikken, men også fordi han, da de talrige øl var gået ham i blodet, fik fortalt, at han ganske vist var på pensionistbusreje til hovedstaden, men at hans kone gennem jeg ved sgu ikke hvor mange år havde benyttet den gennem lang tid planlagte tur til at hyre et flyttefirma til at flytte alt, hvad der var hendes over i hendes nye lejlighed, som hun i al hemmelighed havde anskaffet sig, og til at meddele den stakkels mand, at deres ægteskab var slut uden dog at give en forklaring på, hvad problemet var. Gerhardt virkede mere chokeret end ked af det og gentog gang på gang, at han ikke anede, hvorfor hun forlod ham.
Nå. Status for den aftens spillemandsvirksomhed var 30 Euro og en nærmest ikkeeksisterende regning i baren på trods af en let svimmelhed, da vi gik.
En fredag for ikke lang tid siden var vi taget på Quelleck, som altså nu - og igen med forbehold for usikkerhed omkring definitionen - er gået hen og blevet vores Mitte-stamkneipe, for at se noget tysk fodbold. Og ja, tysk bold er faktisk meget underholdende og af til tider høj kvalitet. Det kom desværre ikke rigtigt til udtryk i kampen mellem Schalke og St. Pauli, som var røvkedelig. Til gengæld væltede ind ad døren sidst i anden halvleg et større selskab af seniorer fra vistnok Hessen nord for Frankfurt på bustur til hovedstaden. Tilsyneladende et udbredt fænomen her til lands.
Der var ikke pladser nok omkring de borde, de indtog, så fire af buspassagererne satte sig ved vores bord. Mine fordomme blev i den grad fodret, da jeg kunne konstatere, at jeg nu delte bord med en mand iført en sær lille grå netslipover og briller, som af uvisse grunde ikke simpelthen var smuldret væk på grund af tidens tand, en mand med en sådan småsafariagtig lærredsvest på, en kvinde med den kortest mulige pagefrisure, der sikkert nok er praktisk, men som, øh, ja, nok bare er praktisk og en anden kvinde - godt nok med en lidt længere page, men til gengæld bærende sådan en slags binde-om-skjorte, som en eller anden ondsindet designer med den erklærede mission at få tyske kvinder til at tage sig lidt skørt ud burde have været forhindret i at formgive.
Men det gik, som det jo ofte går, når man sidder på et værtshus. Vi faldt efter lidt tid i snak. De viste sig at være nogle vældigt søde og behagelige mennesker, som helt klart syntes, vi var lidt eksotiske, men også meget spændende, og de spurgte meget interesseret til vores rejse og alt muligt andet mellem himmel og jord.
Da de erfarede, at jeg er gademusikant, blev de ellevilde og ville absolut høre smagsprøver. Nu ville skæbnen, at jeg netop denne aften ikke havde min guitar med mig, hvilket i øvrigt havde fået Gaby, den meget søde bardame til lige at løfte et øjenbryn, da vi trådte ind ad døren, så jeg kunne ikke komme til at spille.
Det fik dog ikke den ene af mændene, som hed Berndt, til at helme. Han var så opsat på at komme til at høre country, at han aftalte med Gaby, at jeg skulle komme om mandagen og underholde. Så ville han sørge for, at hele bussen dukkede op. Og han ville gå rundt med hatten for mig.
Den slags entusiasme er jo ikke til at stå for, så jeg indvilligede, og vi aftalte at mødes mandag ved 21-tiden.
Om mandagen virkede det som en ualmindeligt dårlig idé at gå på værtshus og spille country. Jeg følte mig en smule dvask og indadvendt og ikke udelt tilfreds med udsigten til at skulle optræde og samtale på tysk. Ikke fordi det ikke havde været rigtigt fedt og hyggeligt at snakke med de der folk og sikkert ville blive det igen, for det havde det. Det er bare så krævende at tale tysk, når man ikke er bedre til det, end jeg er, og så kræver det opbydelsen af betydelige mængder energi af kunne performe på tilfredsstillende vis.
Men man er vel for helvede en mand af sit ord, så afsted tvang jeg mig selv - og tænkte, at det ville blive en hård aften.
Men allerede da vi åbnede Quellecks dør, blev den forventning gjort til skamme, da vi mødtes af et stuvende fuldt værtshus, hvor vores fire venner blev helt vildt glade for, at vi faktisk dukkede op. Straks blev der bestilt en øl til os hver, som de insisterede på at betale.
Jeg spillede kort efter et lille sæt på vel 40 minutter, hvorefter Berndt bad om min hat, som han så gik rundt med, opfordrende folk til at ofre lidt på musikken. Han kom kort efter tilbage med en betydeligt tungere hat, der nu indeholdt 40 Euro.
Jeg spillede lidt mere og pludrede en masse på tysk. Og drak flere gratis øl. Det var en god aften. Berndt tog dette billede, mens jeg spillede:
Mine fordomme har det med at blive afkræftet, og det er jeg ikke helt tilfreds med. Det må jo betyde, at jeg på en eller anden måde er forkert på den, hvilket ikke rigtigt harmonerer så godt med min selvopfattelse.
I den slags situationer, hvor mit selv er på nippet til at bryde sammen, takker jeg af hjertet opfinderen af Frankrig, landet hvor jeg personligt igennem halvanden måneds ophold erfarede, at ALLE stereotype fortællinger om indbyggerne svarer til virkeligheden i forholdet 1:1. Ah!
Så det er altså nok kun 90 % af mine fordomme, der er ude af trit med realiteterne. Det er meget betryggende.
J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar