En bette quiz

Vi er ikke til at stole på. Så når vi siger, at vi tager et bestemt sted hen, kan man for såvidt snildt regne med, at det ikke er der, vi tager hen. At kalde det løgn er, hvad vi vil betegne som en sproglig stramning, men vi vil medgive, at det så småt begynder at lugte lidt af fisk.
Ovenfor ses en række billeder, vi har ciklet rundt i byen og taget. De skulle gerne være tilpas hjælpsomme, men forhåbentlig ikke alt for afslørende.
Så quizzen består i al sin banalitet i, at den der først gætter vores nuværende opholdssted, har vundet. Man indleverer sit svar ved at skrive i kommentarfeltet, og førstepræmien kan vi altid tale om.

Og vi slutter af med en hilsen til Kirsten, som har lidt den tort at blive bestjålet på åben gade og groveste vis. Tillykke med fødselsdagen i morgen.

MJ

Rute og bold

Så. Nu er både Sardinien, Napoli og Dubrovnik strøget af ruten. Jeg kan ikke sige, at vi ligefrem nyder at alterere det ene faste skelet, vores nuværende tilværelse er bygget på, selvom det måske kunne se sådan ud, hvis man bemærker, hvor frekvent en foreteelse det efterhånden har udviklet sig til at være. Men løftet til os selv, som vi afgav før vores afrejse, om kun at gøre ting, vi kan lide og har lyst til kombineret med helt igennem skamløse færgepriser, som man - indrømmet - kunne have orienteret sig om på forhånd, men som altså først på dette sene tidspunkt har ladet sig åbenbare for os, har tvunget os til, i grunden også i samspil med vores økonomiske situation, at gøre det igen.

Jeg vil forresten også gerne lige give mit besyv med på fodboldfronten, og jeg skal gøre det ekstremt kort: Der bliver langsomt men sikkert kastet et solidt lag af skarn på en ellers ædel sport af primadonnamillionærernes trang til at snyde og udvise småbørnsadfærd og FIFA's eller dommernes manglende vilje til at stoppe det. Det er et forbandet faktum, som er forbandet skandaløst!
Jeg foreslår en indskærpelse af reglerne overfor dommerne ledsaget af et sæt af udvidede sanktionsmuligheder, der giver dommeren lov til korporligt at straffe umoralsk adfærd. Fx kunne en stempling takseres til en kindhest, og hvis den er ekstra grov til en kindhest af typen, hvor den ene hånd holder hovedet, og den anden udfører selve hesten, om man så må sige. Brok kunne resultere i en lang nål stukket igennem biceps, film i et spark over skinnebenet. Eller stød. Eller en sheriffstjerne. Eller en skalle i brystet. Eller en nuggi. Og religiøse ytringer skulle koste rituel korsfæstelse.
Og så foreslår jeg sgu, at pressen og den brede pøbel tager lidt af den moralske forargelse, der strintes ud over det hele over doping i cykelsporten og deler ud af den til snydepelsene i fodbold. Især Louis Fabiano aka Super-Pippo Version 2.0 og Andres Iniesta, som begge har vist sig som både skændige og usportslige på trods af deres helt vidunderlige talenter. Hetz, siger jeg. Heksejagt!

Og således abrupt vil jeg afslutte dette indlæg. Jeg er nemlig træt. Og lidt trist over at min søster er taget hjem til Danmark i dag.

J

Fussball 2. del

Ja så sluttede den store fodboldfest - og det hele fes ligesom bare ud i sandet. Virkelig træls.

Ved mit 1. indlæg var jeg i hin skrivende stund ved at se Argentina - Tyskland, og retrospektivt må jeg, desværre, konstatere, at den kamp endte med at blive VM's absolute højdepunkt. Det blev den af flere årsager. For det første spillede det tyske kollektiv den bedste gang bold overhovedet ved dette VM; med en helt klar taktik, med stort mod til at føre den ud i livet og med den rigtige indstilling. Se det er fodbold. Tag Messi ud, og Argentina er ingenting. Og når der er ingenting tilbage, må man jo vise billeder af den lille fede, der står og hopper og flår sig i håret på sidelinjen. Man kommer uvægerligt til at tænke på en lille, meget mærkelig nisse, der ser ud som om, den er ved at eksplodere.

Så var der dømt semi, og Holland - Uruguay lød temmelig usexet. Og det var så, hvad den var. Holland scorer, hvad der skal til og gider ikke rigtigt at spille bold. Uruguay prøver, men de er bare ikke gode nok, slet ikke med Suarez på bænken med karantæne. Kedelig kamp.
Til gengæld var der dømt høje forventninger og meget sexyness til den anden kamp. Tyskland - Spanien. WOW. Som Ole P skriver i sin kommentar, måske den moralske finale ved dette WM. Og hvad sker der? Tyskland fryser til is. Uden Thomas Müller var de en skygge af sig selv. Skyldtes det fraværet af selvsamme Müller? Har Tyskland udviklet et Spanienskompleks ligesom Danmark efter at have tabt EM finalen for 2 år siden? Eller var det det brændende ønske om at nå finalen i år, i modsætning til for 4 år siden, hvor det endte med en 3. plads, der fik samtlige spillere på holdet til at gå i baglås og fik selv supersikre, megaoffensive Phillip Lahm til ikke at kunne lægge en aflevering rigtigt i den kamp? Jeg kan kun gisne om det, men må konstatere, at selv om Spanien spillede den mest røvkedelige gang bold (de var sgu selv ved at falde i søvn på banen af bare kedsomhed, og vi andre døsede helt sikkert et par minutter hist og her undervejs), så fik de hevet en fortjent (sådan da) et-nul sejr i hus og stod til at møde Holland i finalen. Og så blev det jo finaledag, men før min ganske korte beskrivelse af den kamp, ønsker jeg her at knytte en kommentar til bronzekampen mellem Uruguay og Tyskland.
HVAD sker der for Joachim Löw? Har han ingen stolthed, eller betyder en bronzemedalje ingenting for ham og Tyskland? Sikke et elendigt reservehold at stille med, og vi var vidner til endnu en fuldstændig forfærdeligt spillet kamp af tyskerne. Et pinligt punktum for det bedst spillende hold i turneringen, der efterlader mig med en dårlig smag i munden. Fy for pokker!

Finale - juhu!!!!
Kan jeg sige meget andet, end at det var en pine at se på? Holland der graver sig ned i store dele af kampen og ikke kommer frem til en skid og Spanien, der endnu engang spiller virkelig dårligt. Og at skulle se på at Iniesta, en af verdens bedste fodboldspillere, filmer sig til det ene frispark efter det andet, gav mig deciderede kramper i maveregionen. Han skulle skamme sig......
Og det var så det. Nok det dårligste VM jeg kan erindre. Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt!

M

Frankermæthed?

Det følgende er skrevet for et par dage siden og i et par omgange.

Vi bor nu på den 37. campingplads, siden vi ramte Vordingborg d. 4. maj. 37 gange har vi rejst teltet, og 36 gange har vi pakket det sammen igen. Det er mange. Kun afbrudt af andre boformer i Hamburg, Scheemda, Alkmaar, Brugge, Dieppe, Guichen og Nantes.
Campinglivets og cyklingens monotoni passer mig faktisk rigtigt godt. Hverdagen er struktureret på en måde, der er til at forstå, må man sige, og på idrætsfronten har jeg sgu aldrig haft så god samvittighed som nu.
Alligevel ramtes vi i dag igen begge af en vis tvivl omkring hele projektet. En tvivl jeg vist tidligere har forsøgt at tørre af på de mugne og udelukkende frankofone beboere i det land, vi efterhånden har befundet os i i lang tid nu. Men jeg er bange for, at det hele ikke er helt så enkelt og behageligt belejligt som det.
Måske har vi valgt en forkert rejseform. Måske har vi fokuseret alt for ensidigt på transporten. Måske er vi ikke åbne nok. Måske er vi i grunden ægte hjemmefødinge.
Hvorom alting er, kan vi i hvert fald nu konstatere, at vi for det første føler os som fremmede og som deltagere i et turistprojekt, som vi ikke føler os hjemme i, og at der for det andet er aspekter ved livet derhjemme, som vi begynder at føle et genuint savn til.
Når man ikke taler sproget fransk, mener vi at have erfaret, vil man uanset, hvad man gør, både i sin egen og de lokales optik være fremmed. Og det er sgu ikke kun, fordi franskmændene for manges vedkommende er nogle pikhoveder - det er de, men det er ikke pointen her - det er fordi, man jo for pokker ikke kan føre en samtale, der handler om andet end vejret og Les Bleus' katastrofale exit fra VM. Den slags er bestemt hyggeligt, og jeg tænker med taknemmlighed på de ældre herrer og bartendere, der har taget sig tid til i det mindste at forsøge, men i længden er det bare ikke helt nok. Sprogbarrieren er en på lang sigt langt mere opslidende faktor, end jeg havde forestillet mig på forhånd. Man kan ikke formidle humor. Man kan ikke udtrykke nogen former for nuancer. Man kan altså ikke have en kommunikation, der er andet end helt igennem overfladisk og tom.
Når man kører på cykel nærmest hver eneste dag er det for øvrigt i sagens natur umuligt at være andet end en forbipasserende, som ikke har tid til at lære andre at kende. Sådan er rejseformen jo. For meget godt kan man sige om en cykel, men noget specielt hurtigt transportmiddel er den jo ikke. Så hvis man vil nogen steder hen, må man jo op på dyret. Det regnestykke er ikke overdrevet svært at forstå, men i længden er det hårdt at være i kontakt med andre end hinanden i højst tre dage for så aldrig at se folk igen. Og hverken Margit eller jeg selv er typerne, der bliver venner for livet med nogen som helst på så kort tid. Vi er blevet lidt misundelige på dem, der er, men det er svært at rokke ved sin natur.
Campingpladser. Behøver jeg så egentlig at skrive så forbandet meget mere? Der er så meget ved dem, der kan variere fra sted til sted. Er der mon papir på toiletterne? Er der mon wi-fi? Er der hæk? Mange fastliggere? Mange børn? Pool? Bar? TV? Beliggenheden kan gøre en ret så stor forskel ligesom personalets niveau af venlighed eller mangel på samme. Men nede under det hele ved vi jo godt, at der er nogle fællestræk, som ikke kan benægtes. For det første består paraplybegrebet "campings-segmentet" af to underkategorier, nemlig pensionisterne i campingsvogn eller bobil, som det hedder på norsk, og børnefamilierne. Og for nu at være lidt grov og for nemheds skyld kan man om første gruppe sige, at de er enten uinteresserede eller uinteressante, og at det for den anden gruppe gælder, at børnene er klamme og larmende, og at fædrene går med lyserøde poloer.
For det andet er alle campingpladser bygget op på samme måde. Man bor i små båse, gerne opdelt af lidt liguster, og selvom det kan lyde dumt, er det faktisk ret så afgørende for, hvor meget man vælger at opsøge hinanden, at det er villakvarters- og ikke festivalmodellen, der er blevet foretrukket. "Jamen, der er da mange, der bor i villakvarterer, og som har nogle gode fællesskaber og øl over hækken alt alt muligt", vil den kvikke elev nok kunne finde på at indvende, og det er da slet ikke forkert, jeg har endda selv set det ske live lige for øjnene af mig, at en ny nabo er blevet taget godt imod hjemme på Rialtoen. Så i virkeligheden er det ikke et knaldhårdt dis af ligusterfascismen, jeg er ude i. Jeg fungerer bare ikke selv skidegodt i den slags. Jeg kan ikke finde ud af at slå en bette tøhø og sparke dæk, mens fruerne står i en anden klump og snakker caféer og børn. Jeg duer ikke til det. Og det er altså ikke ond vilje, der gør det, bevares, man kan da godt være småborger og et ordentligt menneske alligevel, men jeg vantrives i den grad i det, og gad vide om jeg udskiller et eller andet tal-ikke-til-mig-sekret, når jeg står der og ikke ved, hvordan man skal være en mand sammen med mændene, eller om jeg simpelt hen kommer til at virke uinteresseret eller arrogant. Nå, resultatet er jo det samme; jeg kan ikke være med i fællesskaber af den karakter. Heller ikke på en campingplads. Øv!
Turismen og de deraf følgende turister har jeg vist givet et bette skud for boven tidligere, så der behøver jeg vist ikke at uddybe min dybe beklagelse over at være slået i hartkorn. Men avs gør det!
Jeg skrev tidligere, at monotonien er af det gode, og det er ikke skudt helt ved siden af, men efterhånden begynder jeg at savne mål og mening. Noget andet end næste by og næste måltid.

Jeg savner at kunne ringe til venner og familie og lave en aftale med kort varsel. Jeg savner at hænge ud med folk, jeg kender og holder af. Jeg savner at lave mad i et køkken. Jeg savner at bage. Og at gøre det til andre, der værdsætter det. Jeg savner rugbrød. Jeg savner at spille musik uden at dæmpe mig. Jeg savner at tale med folk, der taler enten engelsk eller dansk. Jeg savner nordeuropæisk drikkekultur. Bodegaer, for helvede da! Hvor svært kan konceptet egentlig være at forstå? Men, nej nej, franzoserne skal både sælge aviser og ure i deres sørgelige undskyldniger for barer, som i øvrigt lukker kriminelt tidligt. Jeg savner sgu København!

Der er nu gået to måneder af vores rejse, og jeg er ret så sikker på, vi er enige om, at det ikke kan fortsætte på samme måde i ti til. Der må tages en konsekvens af de erfaringer, vi har draget. Nu skal jeg vel lige tilføje, at vi slet ikke har det på denne her måde hele tiden. Hvis det havde været tilfældet, var vi vendt hjem for længst. Vi har stadigvæk mod på en hel masse, men der er bare nogle ting, vi bliver nødt til at tage op til revision.
For det første har vi nu besluttet os for, at vi vil ud af Frankrig meget hurtigere, end vi oprindeligt havde planlagt. Jeg behøver vel ikke at gentage mine forbehold overfor landet og dets befolkning, men jeg kan da tilføje, at her er for dyrt. Altså, når vi har haft besøg af min søde søster og Fuglens yngel ved Bordeaux, opgiver vi La France. Det er den slags beslutninger, der er lette at tage, hvis man benytter transportmidler med gennemsnitshastigheder over 20 km i timen, og som er lidt mere krydrede, når man er til jernhest, for der sgu ret så skidelangt til andre lande fra Bordeaux. Derfor håber vi helt meget på, at det vil vise sig muligt at tage cyklerne med ombord på et tog, som kan køre os til Marseilles.
Den anden lidt tunge beslutning, vi har taget, er, at vi dropper at tage til Barcelona. For det første står der en ret så stor bjergkæde i vejen, som måtte krydses i tog, hvis overhovedet, og for det andet har vi lidt mistet troen på sydvesteuropa, så vi gør den del af rejsen kortere for forhåbentlig at rende ind i en for os bedre egnet atmosfære øst- og nordpå.
Den tredje ændring er, at vi ikke overvintrer på Sardinien. Vi tager helt i overensstemmelse med planen en båd dertil fra Marseilles, men i stedet for at køre hele øen igennem og gå i dvale i Cagliari snupper vi omtrent 100 km langs nordkysten og tager straks en ny båd til Napoli.
På denne måde skærer vi flere måneder af rejsen i Vesteuropa og kan således være i Dubrovnik omkring d. 1. september. Den nye plan er så at cykle igennem Centraleuropa tilbage ind i Tyskland og tilbringe noget tid i Berlin og Hamburg.

Det fylder jo ikke nødvendigvis meget mere indhold ind vores hverdag at fidle med ruten, selvom det føles rart at have taget nye beslutninger, og selvom jeg er sikker på, at det kommer til at gøre en forskel. På den front har vi et par ideer, som må prøves af. Jeg havde før afrejsen en ambition at skulle spille en masse på gaden, hvor vi kom frem, men det er slet ikke blevet til noget indtil nu. Det er en både blufærdighedsmæssig og logistisk udfordring (eftersom vi 90% af tiden bor på afsidesliggende campingpladser), som jeg ikke endnu har overvundet. Men det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Ikke i Frankrig, dog. Der må grænser for tyndskid, men det kommer snart, kan jeg mærke. Europa trænger til noget countrymusik.
Vores akkomodation må i øvrigt tages op til genovervejelse. Vi håber på billigere hostels og måske hoteller i de nye lande, vi kommer til, og ellers må vi ud i noget så grænseoverskridende som at spørge folk, om man må campere i deres have, hvis man laver et godt måltid mad til dem. Eller måske couchsurfing? Vi kunne i hvert fald godt tænke os at komme til at tale noget mere med andre mennesker.
En af de vigtigste grunde til, at vi har ændret ruten og tidsplanen så dramatisk, er, at vi gerne vil tilbringe en god slat tid i de to skønne byer Berlin og Hamburg, og det er faktisk ikke bare for at drikke en masse øl og cocktails og dimse rundt. Det er også, fordi vi egentlig synes, vi trænger til lidt åndelig føde, og da det ikke er muligt at fragte bøger rundt på en cykelrejse, vil vi tage derhen, hvor visdommen er. På et sprog vi forstår, men sagtens kunne tåle at forbedre. Vi vil sgu læse noget tysk historie og filosofi på originalsproget. Og måske finde et lille job. Og måske finde et lille sted med en åben mikrofon og spille lidt og lære nogle folk at kende.


Som nævnt i begyndelsen af dette indlæg er det skrevet for et par dage siden. Nu har vi købt togbilletter til Marseilles og glæder os til først at holde ferie med unger og søster i et par uger og så til at komme ud af det her land, som dog sjovt nok har en sær tendens til at virke mere og mere venligt og rart, jo længere sydpå vi bevæger os. Vi har tilbragt et par dage i La Rochelle på en kommunal campingplads, som virkelig var hyggelig, og hvor der skete lidt af hvert af underlige ting og sager, som jeg kan fortælle om ved lejlighed.. Det var næsten lidt en skam at skulle videre i dag. Men den slags små lyspunkter skal nu ikke stå i vejen for vores frankermæthed og de naturlige konsekvenser heraf.

J

Fussball

Ja - nemlig! Og sidder du nu og tænker, at dette emne interesserer dig næsten lige så meget, som at sidde på en skoldhed sommerdag og betragte græsset gro i din have, så skal du måske bare skrue væk fra dette indlæg og finde noget sjovere at beskæftige dig med, så som at se nyheder på TV2 eller læse Se og hør.

Som udgangspunkt kan man jo finde på at spørge sig selv om lige præcis, hvorfor 2 fodboldelskere som Rabubald og jeg selv vælger at cykle ud i Europa uden fjernsynsgaranti i år 2010, hvor der afholdes VM. Til dette spørgsmål kan jeg kun svare, tja, hvem ved, beats me og at det måske simpelthen må skyldes en kortslutning på øverste etage hos os begge.
Nå, men gjort er gjort, og afsted tog vi, og pludselig nærmede d.12 juni sig og dermed starten på dette års største sportsbegivenhed. Panikken begyndte så småt at brede sig hos os begge, og vi blev hurtigt enige om, at de næste 3 uger var det en prioritet at finde en campingplads med fjernsyn. Som sagt så gjort, og indtil skrivende stund er det da også næsten lykkedes os. Hvad er vi så gået glip af indtil videre? En vist ikke videre ophidsende åbningskamp, Frankrigs første kamp, som vi dog hørte i radioen på vores mobil, og hvor vi fik den klare opfattelse, at udover Frankrigs hold befandt der sig kun 1 spiller fra Uruguay på banen, nemlig Diego Forlan. Han må sgu have haft pænt travlt fyren, når han nu skulle udfylde pladsen for sine 10 holdkammerater! Så gik vi glip af, at Danmark fik lammetæv af Japan og vist spillede som en pose nødder ifølge Malenes og Marias udsagn. Derudover missede vi, at de azurblå blev høvlet ud af banen og af VM af Slovakiets helte, og det var virkelig ærgerligt. Altså, at vi ikke så det. Derudover tror jeg, at vi har set det meste.
Vi havde selvfølgelig nogle forventninger på forhånd. Ikke så meget til lille Dannevang, men generelt om at se noget dejlig bold udført af verdens bedste fodboldspillere. Derudover er der jo altid nogle hold, som jeg fra starten har et svagt punkt for. Frankrig, som efter min mening har fostret verdens bedste fodboldspiller ever, nemlig Zinedine, min helt, England, som jeg nærmest føler mig beslægtet med gennem mit tidligere giftermål med Derek, og jeg elsker bare den måde de spiller fodbold på på øen, Portugal, fordi jeg ligesom Alex og en masse skrigende teenagetøser forguder Christiano Ronaldo og så Tyskland, mit nye føl-mig-hjemme-land (her taler vi om Hamburg og Berlin: og som ledes af den polske powerduo på toppen).
Hvordan er forventningerne så blevet indfriet indtil nu? Generelt synes jeg, at der har været utrolig meget dårlig fodbold. Som om spillerne ikke havde trænet eller spillet sammen før. Ind imellem har der dog været lyspunkter. Tyskland startede som lyn og torden med noget af det bedste bold jeg har set fra et landshold længe, anden kamp spillede de OK, fik Miro udvist og tabte. 3. kamp tog de sig sammen, og da Miro var tilbage, bankede de England i overlegen stil (har vi hørt, for den kamp missede vi desværre også). England, England, England. Hvad skal jeg sige? Endnu er det ikke lykkedes for nogen landstræner, hverken den trælse svensker eller den fedtede italiener eller andre, at få Frank Lampard og Steven Gerrard til at spille sammen og yde deres optimale eller gro nogle nosser (pardon my french) til at bænke den ene og lade det komme an på dagsformen, hvem der skal spille. Derudover var Rooney en skændsel, og hvorfor sætter man Peter Crouch på banen uden at benytte sig af hans kompetencer? De spillede forfærdeligt og havde fortjent at blive sendt tidligt hjem. Frankrigs fordums stjerner med Henry [' HÆNRY] på bænken (nu har Sidney Govou jo også spillet blændende i Lyon i år?) gik fuldstændigt i opløsning og blev sendt surmulende hjem. Måske har det med at gøre, at Domenec udtager sit hold ud fra astrologiske betragtninger og åbenbart ikke ud fra talent og spil? Måske?
Nå men i går slog Oranje de storflæbende Brasilienere hjem til noget at sove på. Og tak for det. For sjældent har jeg set voksne mænd så ofte grædende kalde på mor og et glas varm mælk og en kiks. De blev 5 år igen, og når det blev for svært blev de svinske. Afsted med dem. Nu spiller Argentina med den lille fede på trænerbænken, og de har jo desværre mange af de samme attituder, som Brasilien. Så jeg håber på Holland og Tyskland i finalen. Så kan vi få et klassisk møde som i 1974, det første VM jeg husker, og hvor jeg syntes, Uli Hoeness var fantastisk.
Ja, jeg har slet ikke omtalt Spanien, som efter min mening har det mest komplette hold spiller for spiller, og som måske ender med at rende med det hele. Gør de det, er det ok for mig.
Og så skal vi jo ikke glemme, at i dag starter Touren. Meget vigtigt.

M