Zum Umsteiger

Vores neuköllnske stamværtshus er blevet ødelagt. Ikke sådan rent fysisk, huset står der stadig. Det er blevet ødelagt for os - vi har slet ikke lyst til at komme igen.

Aftenen i går startede ellers helt utroligt hyggeligt. Vi gik på Zum Umsteiger for at se Bayern spille pokalbold, og da vi kom ind ad døren til et godt fyldt værtshus, mødte værten, hvis navn jeg ikke kan huske, os med hjertelige håndtryk og lidt sniksnak om danske piger og så videre. Han skulle kort efter hjem, men før han gik, gav han os en julegave i form af en Stollen, en tung, tung, sød, sød, tysk, tysk kage, og ønskede os en rigtigt god jul.
Et par af stamkunderne, som vi forresten aldrig før har talt med kom ligeledes hen og ønskede os en god jul, før de gik, andre stamkunder gav hinanden julekrammere, og der var en stemning af kærlighed.
Det var lidt overvældende for os, for det plejer nemlig at være sådan, at på Zum Umsteiger passer vi os selv, slår måske en bette tøhø med Robert og småsludrer lidt bold, men kaster os ikke ud i lange samtaler med folk, som vi modsat gør næsten hver gang, vi er på vores mittestambar, Quelleck.
Det var en målrig kamp, hvor Bayern lavede to kasser på syv minutter, og folk var glade og hyggede sig. En ældre nok tyrkisk herre kom ind og faldbød lightere og lommelygter. Han gik direkte hen til en fyr, vi tit har set på kneipen, men aldrig talt med, men om hvem vi ved, at han har lidt af en svaghed for den slags produkter, og at han altid sidder fordybet i alvorlig samtale om samfundsemner med en ven, og at han virker ret sympatisk. Op på bordet røg hele varelageret, og der blev diskuteret og foreslået udvidelser af udbuddet. Den ældre herre var meget taknemmelig og glad for at få solgt hele to lygter til fetichisten, og vi kiggede på hinanden og var enige om, at det her da nok var det hyggeligste sted i hele verden. Det føltes så godt og rart og hjemligt, og vi talte om at skaffe en flaske Gl. Dansk og give en omgang, før vi tager hjem til Danmark.
Den lommelygteglade mand henvendte sig nu til os og spurgte til de ting, man nu spørger til, når man møder nye mennesker, og vi fortalte om vores tur, og også det var brandhyggeligt. Og så skete det afgørende skifte, som skulle få os til at se meget anderledes på så mange ting: ud af det blå spurgte han, om vi også i Danmark har store problemer med muslimer. Vi svarede, at der efter vores mening er visse integrationsproblemer, men at den skarpe debat i høj grad skabes af politikerne, og at vi ikke mener, det har specielt meget med folks religion at gøre, at der findes problemer.
Dét var åbenbart en meget kontroversiel holdning sådan at tillade sig at ytre, for nu fulgte 3 hele timers vred, hadefuld tale på tysk(!!) om, hvordan alle muslimer ønsker at dræbe alle, der ikke er en del af islam, og om hvordan der allerede findes et Palæstina, som hedder Jordan, for alle arabere er jo bare arabere, mens israelere er mennesker som du og jeg - Menschen wie du und ich, som han sagde 50 gange. Barack Obamas navn måtte man ikke sige uden at huske mellemnavnet, som jo var beviset på, at han er muslim og derfor praktisk taget nazist. Jeg måtte ALDRIG glemme, at alle muslimer lyver sig flinke. Bag smilet gemmer sig foragten, hadet og ønsket om at dræbe mig. "Dänemark ist verloren!" tordnede han igen og igen. Jøderne, sagde han, har samme fornavne som os andre frihedselskende demokrater. Muslimerne til gengæld - han vrængede ordet ud - havde igennem generationer opkaldt deres unger efter Muhammed, som var en børnekrænkende massemorder, og de er alle til hobe middelalderlige psykopater. Jeg måtte ALDRIG nuancere mit syn på muslimer, hvis jeg tilfældigvis skulle støde på en sød og rar en af slagsen; sådan en har vi jo alle mødt, nej, jeg skulle læse koranen, fordi den fortæller sandheden om den morderiske ideologi, Islam i virkeligheden er, og ikke basere min dom over dens tilhængere på noget som helst andet end skriften.
Han var fucking rasende i sin brandert, og der begyndte at vise sig lidt fråde i mundvigene.
Margit og jeg var skyld i, at hele den vestlige civilisation ville gå under i løbet af ganske få år, fordi vi var naive fjolser, der ikke kunne forstå sandheden. Jeg skulle ikke forsøge at undskylde mig med, at mit tyske ikke var godt nok til at tage diskussionen grundigt, men jeg skulle nok have hørt bedre efter i skolen, da det jo var tydeligt, at jeg ikke havde evnerne til at forstå kompleksiteten i hans faktabaserede argumentation. Da jeg smilende sagde til ham, at det da vist var lidt fornærmende sagt, blev han eddikesur og vrængede, at hvis jeg bare ville smalltalke, skulle jeg bare sig til.
Der eksisterede ikke moderate muslimer. Det Holocaust, disse middelaldermennesker, som vi ukritisk render rundt og køber Döner og grøntsager hos, i løbet af maksimalt 15 år ville komme til at stå bag, ville få 2. Verdenskrig til at ligne en skoleudflugt. Det ville han vædde sin røv på, gentog han igen og igen. Det er fakta! Fakta!
Det lykkedes mig at komme med omtrent 15 små indvendinger, men han afbrød mig konstant og hørte ikke et kvæk alligevel. På et tidspunkt tilkæmpede jeg mig ved at gentage 25 gange i træk: "Jeg er ikke færdig!" sådan cirka 30 sekunders taletid, hvor jeg prøvede at dreje samtalen ind på integration ved at tale om frafald fra uddannelser som en del af problematikken. Han så forarget på mig og spurgte, om det her skulle forestille en dialog, når jeg bare sad og snakkede hele tiden og tilføjede så, at der ikke ligger sociale problemer til grund for ikke gennemførte uddannelser. Nej, det er fordi muslimer ikke vil uddannes. De har jo nok i det nazistiske væk ved navn koranen.
Løsninger på noget som helst kom slet ikke på banen. Kun had. Og raseri. Og vrængen.
Bartenderen Hartmut blandede sig lidt senere og spurgte, om det var en god monolog Christian, som prædikanten hedder, havde med mig. Han svarede, at jeg var håbløst uvidende og naiv. Jeg sagde, at jeg er en multi-kultiidiot. "Dann bist du ein guter Mensch!" sagde Hartmut, og jeg følte mig et kort sekund helt glad for trods alt ikke at være havnet i det rene og skære tyske Glistrup-klonland. Men Hartmut tilføjede så, at det ville blive min død inden længe. En kugle gennem hovedet er nemlig den tak man kan forvente sig af muslimer.
Der var nu gået tre timer med denne fascinerende lektion i sandheden om roden til alt, hvad der er ondt og forkert i denne verden, og Christian formåede at holde et helt åndssvagt tændingsniveau gennem hele forløbet. Han var edderspændt rasende, og han kunne slet ikke forstå, at han ikke kunne overbevise mig om noget som helst. Han satte sig nu resigneret ved et bord ved siden af sammen med sin ven, som Margit havde diskuteret med, men som ikke havde været helt så vedholdende, hvilket betød, at mens jeg sad og blev skolet i Christians absurditeter, havde Margit hægtet sig på en gammel tandløs bokser, der spillede kort og havde brug for en skytsengel.
Vennen sagde, at han var deprimeret. Christian sagde, han var deprimeret. Jeg sagde, at jeg ville smide en mønt i jukeboxen. Da jeg kom tilbage, var de skredet.


Hele dagen i dag har jeg været nedtrykt ad helvede til. Det blinde had jeg så i Christians øjne i går, hans blanke afvisning alt, hvad jeg sagde, den åbenlyse racisme, det afstumpede menneskesyn, hans skummende raseri og alle andre tilstedeværendes tilsyneladende samtykke har fyldt mit hoved op, siden jeg vågnede. Fuck! 
Jeg ville egentlig gerne forsøge at forstå disse voldsomme følelser. Men det kan jeg ikke. Det er for langt fra noget, der giver bare et strejf af mening i min verden. Jeg væmmes helt ned i maven over at have tilbragt så lang tid i disse menneskers selskab, og jeg har følt mig deprimeret, modløs og misantropisk hele dagen. 


Zum Umsteiger er for altid ødelagt, og vi havde sgu ikke engang bedt om den fucking diskussion, om at blive overhældt med hate speech. Stemningen er ødelagt. Kærligheden er smadret.
Christian. Og Hartmut. Og ham den tredje hadspreder. De har for altid ødelagt vores stamværtshus, og vi fik sgu ikke engang set Bayerns kamp færdig. Den blev overdøvet af had.
Og vi glemte kagen. 
Fuck det!


J

Patologtoilettet

Alle typer af toiletter har deres ulemper. 
I Danmark kan man, hvis man ikke udviser forsigtighed og omtanke, endog meget nemt ende med fugtstænk af uhumsk karakter på møllen.
I Frankrig har de gudskelov opnået det minimum af civilisation, at de ækle huller i jorden, jeg som barn på ferie i landet simpelt hen nægtede at skræve over, stort set ikke eksisterer længere. Vi opholdt os omtrent 2 måneder i landet, og det skete kun én gang, at jeg måtte bide i det sure æble og indtage den i mine øjne ydmygende position langt nede i knæ for at lade mit skarn dale(en eller anden kunne forresten godt have fortalt, at der heller ikke her er nogen beskyttelse imod plums!). Derudover er de eneste to problemer i Frankrig, at man tilsyneladende har vurderet, at toiletbrættet er en overflødighed, og at indehaverne af campingpladserne ikke kan se problemet i at placere det såkaldte vidoir, som er et keramisk møbel, der ligner et stort toilet med firkantet sæde, og hvori man kan tømme sin ækle lille kuffert med pis og lort fra campingsvognen eller bobilen, lige op og ned af toiletterne, selvom stanken er overvældende.
I Østrig og Tyskland er flertallet af toiletter konstrueret således, at kanterne ikke skråner ned mod vandlåsen. I stedet er kummen udformet som en slags tallerken med et lille hul placeret allerforrest, hvilket betyder, at man for det første ikke kan urinere stående uden at gødske omgivelserne noget så eftertrykkeligt, og at man for det andet, når man skal det andet, ikke kan komme udenom så at sige at anrette kagen. Det har tre yderst uheldige konsekvenser. 
Den vigtigste er, at fækalierne ikke som i et helt almindeligt mennesketoilet umiddelbart efter at have forladt ophavsmanden indkapsles i vand, således at den frit kan ligge der og dampe i al sin ildelugt. 
Den næste uhensigtsmæssige følge af kummens konstruktion er, at afstanden mellem balle og stedet, hvor skarnet lander, i tilfælde af et lidt større besøg kan gøre det endog meget vanskeligt at komme til at tørre sig uden at komme i berøring med noget, man bestemt ikke ønsker at komme i berøring med. 
Det tredje er, at man, hvis man ønsker at undgå lange brune penselstrøg på tallerknen, er nødt til at brede flere stykker papir ud på den.

 Men alle toilettyper har også deres fordele. De danske sørger for en nogenlunde stankminimering. Hullerne i jorden i Frankrig har ved nærmere eftertanke ingen fordele - de er bare klamme. De brætløse derimod betyder jo ukompliceret rengøring.
Og hvad kan så fordelene være ved disse tyske og østrigske tallerkentoiletter, som lader ildelugtende ekskrementer ligge og stinke til fare for ens sarte næsebor og fingre? Svaret ligger jo lige for, omend det er en smule bizart, idet dette toilet jo gør det ikke så lidt nemmere at undersøge sine efterladenskaber for eventuelle fremmedlegemer eller konsistensvariationer, hvis man tilhører de paranoide kontrolneurotikere, altså.
Min ven Jonathan, der besøgte os i Wien, døbte det med forbilledlig sproglig præcision patologtoilettet. Beskrivelsen er klinisk, men indeholder samtidigt antydningen af noget foruroligende og forkert, og samtalen drejedes da også hurtigt over på billeder tegnet for det indre øje af voksne mænd, der bor hjemme hos deres magtfuldkomne mødre.
Hvis man var ude på ballade, kunne man muligvis begynde at spørge sig selv, hvorfor det netop er i tysktalende lande, man finder dette toilet. Men jeg er en god dreng og har forresten hverken forudsætningerne for eller lysten til at gå i kødet på en diskussion af den karakter. 
Jeg kan bare til stadighed undre mig over, hvad der dog er grunden til, at denne på så mange niveauer upraktiske konstruktion befinder sig i så mange badeværelser.


J

Hollændere

Det tog ikke meget mere end en uge for os at cikle gennem det dejligt flade Holland, det vil sige, at vi havde helt nøjagtig 9 overnatninger der, så det er måske et lidt småtyndt grundlag, jeg har tænkt mig at nu dømme nederlænderne på. Men det forholder sig nu således, at indbyggerne har det med ikke kun at befinde sig inden for det relativt lille landområde, de har valgt at bebo. Således havde vi allerede i det nordlige Tyskland den glæde at dele campingsplads med ikke så få især pensionerede af slagsen, og senere, da vi ramte Frankrig(som i dette indlæg sammen med dets indbyggere skal få lov at få en sjælden, omend ufortjent, pause fra mobberierne), var hollændertætheden så høj, at vi til tider nærmest blev ramt af en slags angst, men mere om det senere. Hovedsagen er, at vi gennem det meste af tre måneder har været omgivet af hollændere, selvom vores ophold i selve landet var nok så kort.

Hollænderne kan man sige lidt forskelligt om. Det første er, at de placeret i hjemlige omgivelser har de den lidt syrede feature, at de ynder at reklamere uhæmmet for netop deres eget lokalområde, som de æælsker, og det har vi begge lidt svært ved at relatere til, især hvis lokalområdet udgøres af et fiskerleje med to fiskerestauranter og et supermarked.
Men den slags er jo sådan lidt småbanalt og kedeligt, så jeg vil i stedet skære ind til benet og pege på et fællestræk hos flertallet af hollændere, vi har mødt, som for en rendyrket sarkastiker som mig selv gør det endog meget svært at føre en utvungen og munter samtale med dem.
Nemlig at de ikke på noget som helst niveau synes at forstå og værdsætte ironi og lidt gas på deres stolte nations bekostning. Jeg er selv typen, som griber enhver chance, når jeg taler med udlændinge, til at få mit eget fædreland til at fremstå lidt mere latterligt, bondsk og fremmedfjendsk, end der helt er rygdækning for. Det synes jeg nemlig er ret så morsomt. De fleste misforstår godt nok forsøget på at være vittig og giver sig straks til at skamrose dansk film og pludre løs om den lille havfrue og Staden, og på den måde ender det tit med at virke lidt som at spørge, om ens røv ser fed ud i et par bukser bare for at få den adspurgte til at rose den kvabsede mølle. Det er naturligvis ikke meningen, men det er ikke så vigtigt for samtalens videre forløb.
Det, at jeg selv er den type, får mig nogen gange til at tro, at andre mennesker har det samme afslappede forhold til deres hjemland. Men sådan er det ikke.
Man skal, hvis man altså gerne vil have en hyggelig og lang samtale med en hollænder aldrig, og jeg mener aldrig, give sig til at slå en bette tø-hø over deres supermarkeders brødudvalg. Man skal ikke spørge, hvad satan det lige er, der sker for, at man kan få 30 slags toastbrød, og at så er den fest så også mere eller mindre slut.
Man skal ikke sige til dem, at det jo er for langt ude, at der ikke findes kolde øl i supermarkederne.
Man skal ikke drille dem med det mildt sagt bizarre udvalg af panerede stykker sekundakød, man finder i nederlandske grillbarers kølediske.
For hvis man gør det, bliver de småmutte og fåmælt, spidst replicerende, hvorefter samtalen ligesom slutter i en lettere ukomfortabel stilhed. Og så hjælper det ikke at sige, at der da vist lige gik en engel gennem stuen.
Hvis det så bare var deres besynderlige nationalfølelse, man skulle sørge for at gå på listetå omkring for ikke at komme til at jokke i spinaten. Men det er det ikke. I det store og hele forstår det hollandske folk sig slet, slet ikke på ironi.
Man skal fx ikke, når man har bevidnet 2 hele spil bordfodbold mellem et par hollandske ungmøer, som den ene har vundet 10-0, fordi hun ikke kender reglen om, at man altså skal holde fast i sit håndtag og ikke bare spinne dyret, sige til den slagne af de to, at hun gør det forkert og bare skal holde fast i modstanderens pind, så spillerne ikke kan bevæge sig. En meget uskyldig lille onkelkommentar, som jeg helt ærligt kom med i al venskabelighed. Men pigebarnet blev helt spidst i masken, kiggede fornærmet på mig og sagde, at det nok var lidt nemmere at give gode råd end selv at spille, ligesom!

I det hele taget lader det til, at man må rense sin kommunikation med hollændere for ironi og sarkasme, hvilket for mit vedkommende betyder, at humor ikke er et område vi kan bevæge os ind på.

Nå, men det var den der angst.
Da vi holdt vores sommerferie med besøg hjemmefra, boede vi jo i et par uger på en stor og turistagtig campingplads af den slags, der har børneunderholdning og levende musik om fredagen osv. Det er åbenbart noget, der appellerer til hollændere, som udgjorde omtrent 85 % af den samlede belægning. Nu er det jo heldigvis sådan, som jeg vist har fået understreget, at hollændere er nogle ganske flinke mennesker - med det forbehold, at de altså ikke fatter god humor og forresten, godt nok kun for et par enkeltes vedkommende, har en lige lovligt frejdig naturlighed over sig, når de fortæller, at de sgu ikke er meget for de der tyrkere. Så umiddelbart gjorde det jo ikke så meget, at vi var omringet af dem. Som udgangspunkt fandt vi i hvert fald, at det så klart var at foretrække frem for de indfødte, hvis mangel på humor deres fravær af sprogkundskaber har sørget for det umulige i at teste.
Men deres måde at dominere den der campingsplads på var kvælende! De var altid til stede, mand. Men ikke bare til stede, sådan i rummet på samme stille rolige måde som alle andre. Nej, de stillede konsekvent 10 stole op ved siden af hinanden, så de alle kunne se fjernsynet lige godt, når der var cykelløb, uagtet at der sad andre, hvis udsyn de på den måde blokerede. Når de så havde plantet deres røve på række, skulle etapen jo kommenteres, hvilket jo er ganske forståeligt. Men deres stoleleg havde placeret de yderste af dem mange meter fra hinanden, hvorfor de sad i den lille bar og råbte til hinanden, mens vi andre sad og følte os uvelkomne i al vores stilfærdighed. Vi døbte dem hurtigt Den Hollandske Mafia. Også ved pølen var deres lorteunger over det hele, mand, og bordtennisbordene var konstant optaget af en flok hipstere. Ad!

Nu er det selvfølgelig uretfærdigt at påstå, at det kun er hollændere, der opfører sig som en flok fucking idioter, når der er tilpas mange af dem koncentreret på et sted. Jeg tror, man ved at opstille en eller anden form for matematisk model med forbehold for vegetation, klima, temperatur, afstand til strand, attraktionstæthed osv. for det første præcist kan sige, hvor stor en turistmæssig bæreevne et givet område har, og for det andet hvor mange mennesker af samme nationalitet det kan indeholde, før folk bliver spassere. Sagt med andre ord, tror jeg, at det kan ske for alle mennesker, at de kommer til at opføre sig hensynsløst og støjende, blot der er tilstrækkeligt med landsmænd i nærheden og forholdene på en eller anden måde befordrer det.
Nu var det så lige hollændere, det drejede sig om i Hourtin, og det var rigeligt klamt, men vi har skam set lignende adfærd hos fx spaniere og tyskere, og lur mig om ikke danskere på Mallorca i 80'erne har været et hæsligt bekendtskab?

J

Billeder

Vi er med jævne mellemrum blevet opfordret til at lægge flere billeder på bloggen. I dag er de nye pisaundersøgelser blevet offentliggjort, og i den forbindelse er der gået en prås op for os. Hvorfor folk ønsker flere billeder og mindre tekst. Det ønske bliver med nedenstående kavalkade fra det jule- og vintersmykkede Berlin efterkommet, men vi må dog lige komme med en lille opsang. Stram op, folkens. Kniber det med læsefærdighederne, er der kun én vej at gå. Tilbage på skolebænken. Bevares, der er 50-100 elever i klassen, men I kan klare det, hvis I virkelig vil. Så stram op!! Kodeordene er faglighed og frihed for alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 De sidste tre billeder er fra vores gang, hvor vi desværre har set os nødsaget til selv at stå for udsmykningen.

Tæpper og kildevand

På det seneste har jeg brugt uforholdsmæssigt lang tid på at tegne vores cykelrute på et kort så præcist som overhovedet muligt. Selve arbejdet har været røvsygt. Man klikker tusindvis af gange indenfor en lille cirkel på et kort, og hvis man er heldig, går det mobile bredbånd ikke i lort, efter man har klikket sig igennem 80 km, så man må starte forfra.
Men på en måde har det nu alligevel været meget sjovt, fordi det også har været muligheden for i nogen grad at genopleve nogle af vores dage i sadlen.

Og siden det forholder sig således, at vores tilværelse, som den udspiller sig nu, først og fremmest er karakteriseret ved et ekstremt lavt aktivitetsniveau - bevares, vi får da dyrket lidt motion i form af både cikling og gang, eller det vil sige, at det gjorde vi, for nu er vinteren også blevet til kold og hvid virkelighed her i Berlin (vi gik ellers og troede, at det kun var hele resten af Europa, der skulle drukne i sne, men sådan skulle det altså ikke være), og siden gademusiksæsonen definitivt er slut - det er lidt en betingelse, hvis man skal spille udendørs, at ens fingre ikke gennemstikkes af brutal smerte og delvis lammelse efter 30 sekunders ophold udenfor en tyk vante - tænkte jeg, at jeg ville bruge lidt af den inspiration, mit klikkearbejde har givet mig, til i mine kommende indlæg at fortælle om forskellige småting og overvejelser, jeg har gjort mig i den forbindelse.

Jeg kan jo starte med at kåre turens bedste indkøb. Vinderen er, og det med flere længder: fleeceplaiderne, vi indkøbte i SuperBrugsen i Sakskøbing efter at have frosset røvene af i minusgrader på Ore Strand Camping i Vordingborg, og som Margit så indlevende har beskrevet i sit indlæg af d. 10. maj i år.

De der hæslige små tæpper, her afbildet i Berlin, men autentisk foldet af de respektive ejere - bemærk venligst den sublime rulleteknik til venstre - har været vores bedste venner i mange måneder nu. For det første har de jo holdt os varme, eller tæt nok på i hvert fald, om natten, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man tænker på vores soveposers tykkelse. Men da temperaturerne så senere blev mere venlige og behagelige, og det ikke længere var et spørgsmål om liv eller død at svøbe sit legeme i lyseblå fleece, blev de ved vores side som et kærkomment supplement til vores elendige hovedpuder. Senere igen, da vi boede på hostels rundt omkring, var de selve forudsætningen for nattesøvn. Det kan ikke beskrives, hvor ufatteligt meget bedre man sover med sådan et stykke kunststof viklet omkring sit hoved; selv når man deler værelse med folk som Pungrotten. Realiteterne lukkes hermetisk ude, og man bliver i stand til at ligesom at glide ind i en usand, men tryg verden, hvor ildelugt kun produceres af en selv, hvor hensynsløse, turistattraktionshungrende 19-årige ikke har komplet indholdløse, uendelige telefonsamtaler med deres hjernedøde amfetaminafhængige australske bonderøvskærester over Skype, og hvor alting er lunt og rart.
Af og til har det været nødvendigt at kombinere den syntetiske turban med vådt toiletpapir stukket i ørerne, men havde det ikke været for den grundtilstand af ren, rå afslapning, tæpperne stillede til vores rådighed, ville disse improviserede ørepropper have forslået som en skrædder i helvede.

Vi elsker de tæpper.
Elsker dem.

Og til noget helt andet: man skal jo aldrig nogensinde lade en god chance for at give Frankrig og dets indbyggere på puklen, det ved enhver, og jeg har da heller ikke selv holdt mig for god til at komme med et par små lettere syrlige udfald tidligere her på bloggen. Nogle ville måske påstå, at det jo er som at sparke til en mand, der ligger ned eller måske stjæle bolcher fra børn, og det er heller ikke forkert. Det er både dårlig stil og alt for nemt at gøre det, og når jeg tænker på fx arbejdsmoralen i landet, vil det vel heller ikke være komplet hus forbi at minde om, at

den skinsyge er sin egen bøddel.
Men jeg bliver alligevel ved med at trække små latterligheder frem, som kan sætte franskmændene og deres måde at være på i et ufordelagtigt lys, og det ovenstående taget i betragtning burde der vel nu komme en eller anden gennemtænkt retfærdiggørelse af det. Noget med, at der er en dybere mening med at udstille min egen mangel på format ved at gribe til det laveste af alt; at pege og le hånligt. 

Men det gør der ikke, for der er intet rationale. Det er kun, fordi det giver mig plat tilfredsstillelse, at jeg nu vil åle franzoserne for deres helt sindssyge kildevandstradition.

I Frankrig smager vandet i hanerne af svømmehal. Med varierende styrke, javel, men det smager altid af svømmehal. Det gør det sikkert, fordi man bruger overfladevand, der er renset for sundhedsskadelige elementer ved hjælp af diverse kemikalier, herunder klor. Det gør det naturligvis til en blandet fornøjelse at drikke det, omend det sikkert er ganske uskadeligt. Derfor er kildevand på flaske et kæmpehit i landet. Folk slæber palle efter palle med vandflasker hjem fra de gigantiske supermarkeder i byernes udkanter, og jeg tror, der findes omtrent 50 forskellige varianter.
Det, der virkelig er syret, er, at 80 % af alt det vand, man kan købe, smager helt og aldeles forfærdeligt. Det er ingen overdrivelse. Det dårlige vand er ikke noget, man drikker med en marginalt mindre nydelse - det er så overvældende ækelt smagende, at det kan være svært at klemme bare en enkelt mundfuld ned i svælget. Hvis jeg skulle beskrive smagen, ville jeg skulle være i besiddelse af et noget mere nuanceret sprog, end jeg er, så det vil jeg ikke bevæge mig ud i, men jeg kan da sige så meget, at vand af en vis kvalitet har en vederkvægende virkning, hvilket vel også skulle være det mindste, man kan tillade sig at forvente af drikkevand.
Men også her falder alt for meget købevand igennem. Ikke alene er det på ingen som helst måde i nærheden af at være en nydelse at drikke det takket være den hæslige smag; det slukker sgu heller ikke tørsten.
For at opsummere: i Frankrig smager vandet i hanerne af svømmehal. Derfor er kildevandsbranchen stor og velnæret. Kildevandet smager ofte værre end det fra vandhanen. Er der andre end mig, der ser en uoverensstemmelse i den ligning?

Hvad er det dog for mennesker, der igennem deres forbrugsmønstre sørger for, at det bliver et regulært gamble at købe en fucking flaske vand?
Det er jo en forbandet skandale!

J

Hanne

Hver dag, når jeg tager et par af mine hjemmegjorte uldsokker på, tænker jeg på Hanne, som har strikket dem. Dem, som jeg har på i dag er lysegrønne, gule og blå, og vi kaldte dem forårssokkerne, fordi man kommer i forårshumør og bliver glad af at kigge på dem.

Hanne døde ca. 14 dage efter, vi havde forladt København. Hun havde fået konstateret lungekræft knap to år forinden og måtte nu opgive kampen. Den sidste kommunikation, jeg havde med hende, var dagen efter, vi var nået ned til mor, og jeg havde skrevet til hende og fortalt, hvor hårdt det var. Hun skrev tilbage: "Hård tur, men I kan ta' det. Vi skrives ved ind imellem". Det gjorde vi desværre ikke, for vi havde glemt at melde vores telefoner til udlandstelefoni hos vores nye udbyder, så den første dag vi igen var i kontakt med omverdenen, var den dag, Hanne blev begravet. Desuden var hun blevet meget dårlig meget hurtigt, så hun havde nok ikke haft kræfter alligevel. Men jeg tudede den dag, fordi jeg ikke kunne komme med til hendes begravelse og over det simple faktum, at hun ikke var her mere. Over at jeg aldrig skulle se hende igen. Jeg vidste jo allerede den sidste gang, jeg besøgte hende på Bispebjerg, at jeg ikke ville få hende at se igen, men håbet er som bekendt lysegrønt, og ind imellem kan det føles nemmere at leve på en fortrængning i stedet for at se realiteterne i øjnene. Når jeg tænker nøjere over det, er det i grunden det, jeg har gjort, siden jeg modtog meddelelsen om hendes død. Nu er livet inde i en mere rolig gænge for mit vedkommende, og damen trænger sig på i min bevidsthed, efterhånden på daglig basis. Det er som om, hun ikke vil acceptere at være fortrængt længere. Så jeg må skrive om hende, for at få bearbejdet min egen sorg og for at give hende et værdigt eftermæle.

Hun kom ind i mit liv, fordi hun gerne ville have zoneterapi, og hendes datter Heidi havde arbejdet sammen med Kirsten, som var forælder i Alex' klasse på Amager Lilleskole, og som fik behandling hos mig. Det er nu mere end ti år siden. Fra første dag var der en god kemi imellem os, og vi blev hurtigt enige om, at vi havde meget at være enige om! Hanne var på pension pga. dårlig ryg og gigt, men det betød ikke, at hun lå på den lade side. Hun havde lige meldt sig til adskillige kurser på Kofoeds Skole, blandt andet spansk, så vidt jeg husker. Hun var fuld af energi, trods mange smerter, og havde en vilje og nysgerrighed, som gjorde, at hun til stadighed søgte at blive bredere informeret om mange forskellige emner. Hun var gammel kommunist og til det sidste på de svages side. Så sent som til det sidste kommunalvalg fortalte hun mig, at hun overvejede at stemme på kommunisterne. Jeg sagde, at det gjorde jeg faktisk også i et kort sekund. Så vidt jeg ved gjorde hun det ikke, men jeg tror det var et udtryk for desperation over den drejning, som samfundet har taget i de sidste mange år. Hendes politiske tilhørsforhold og sociale indstilling, begge dele noget vi delte, har været katalysator for uendelige meningsudvekslinger om samfundsforhold, de elendige politikere, vores land regeres af og den stadig større ulighed, som vi var vidne til, blev en del af hverdagen i Danmark.

Efter nogle år fik Hanne mulighed for at erhverve sig et lille hus i haveforeningen "Nokken", hvor hun ved egen og gode venners hjælp fik forvandlet en lettere faldefærdig rønne til et hyggeligt hjem. Her blomstrede hun og blev hurtigt en del af og for manges vedkommende omdrejningspunktet for fællesskabet på Nokken. Og hun fik rigelig lejlighed til at lade sin sociale retfærdighedssans komme til udtryk til fordel for mange af beboerne derude. Ligemeget, hvor skidt hun selv havde det, havde hun altid overskud til at besøge syge og døende venner på hospitalet og til at gå til angreb på pensionskontorer og hjælpemiddelcentralen.

Hanne er igennem årene kommet hos mig hver uge med ganske få undtagelser. Hun har altid sagt, at hun ikke kunne undvære zoneterapien, men jeg tror, at hun - ganske som jeg - nød vores samvær, og at den kontakt vi havde med hinanden på sin egen vis, fik hende til at få det bedre.

Hanne var en stærk person og gjorde en ære i at fremstå som sådan overfor andre. Offerrollen var ikke noget for hende. Så igennem sit sygdomsforløb så hun sgu ikke særlig syg ud. Bevares, hun tabte sig utroligt meget, men hun tabte ikke håret under kemobehandlingen, og hun fik på en eller anden måde svunget sig selv op til at se frisk og overskudsagtig ud, når hun skulle møde andre mennesker. Det tager jeg hatten af for, men det var bare svært for folk, og hermed mener jeg også sygehuspersonalet, at se, hvor elendigt hun rent faktisk havde det. Og i den sidste ende, var det nok en ulempe for hende. Men så på den anden side var hun glad for, at hun trods sin sygdom formåede at se så godt ud.
Da jeg et par timer efter at jeg tårevædet havde forladt hende på Bispebjerg Hospital for sidste gang inden vores afrejse fik en sms fra hende, hvor hun skrev, at hun nok skulle prøve at holde sig i live til vi kom hjem igen, måtte jeg både grine og tude igen. For hvor var det typisk Hanne at prøve at muntre mig op, når hun kunne se, at jeg var frygtelig ked af det, selvom hun godt vidste, at det var det rene sludder. Selvom hun hele tiden havde bevaret håbet om helbredelse, havde hun indset, at nu var der ingen vej tilbage, og at hun skulle dø. Igennem det sidste halve år af Hannes liv havde jeg åbent talt med hende om det faktum, at hun skulle dø af sin sygdom. Jeg kan godt føle, at jeg ind imellem gik meget tæt på, men hun har aldrig bedt mig om ikke at tale om det, så måske havde hun også behov for at tale med én om det, som ikke var den nærmeste familie. Jeg spurgte hende, blandt andet om hun havde styr på sin begravelse, gravsted, gravøl osv., og jeg fortalte hende, hvilken lettelse det havde været for min mor, da min moster døde, at hun havde skrevet det hele ned, så der ikke var en masse spørgsmål, der forstyrrede midt i sorgen. Hanne informerede mig kort tid efter vores samtale om, at nu havde hun fået det ordnet. Jeg håber for Hannes døtre, at det også hjalp dem, at hun havde fået styr på de dele.

Jeg tror ikke på gud eller et på liv efter dette, men jeg tror på, at vi kan sætte vores fingeraftryk på verden. Ikke ved at få bygget imposante bygningsværker eller sociale boligområder eller ved at være med i Paradise Hotel eller som skuespiller i ligegyldige produktioner, men ved at være et menneske, som har betydet noget for andre på grund af den måde, vi  har valgt at være på, mens vi er i live. Jeg tror godt, at Hanne var klar over, at hun var en person, som kunne påvirke mennesker og deres holdninger, og med mit kendskab til hende vil jeg sige, at hun forvaltede denne mulighed på en god og ærlig måde. Men alligevel var det som om, det ikke helt var nok. Så det sidste års tid af hendes liv sprøjtede hun sokker ud til alle os sokkehungrende venner. På den måde, kunne hun sikre sig, at vi havde sokker nok til de næste mange år og samtidig sørge for, at vi i hvert tilfælde ikke ville glemme hende, så længe vi havde sokker på lager. For mit eget vedkommende bliver det som med min norske sweater, som min dejlige moster (hun hed forøvrigt også Hanne) strikkede til mig, lige inden hun døde for efterhånden mange år siden. Jeg gemmer den, og jeg går med den, selvom den efterhånden er både mølædt og laset. På samme måde vil jeg altid gemme mindst ét par af de mange par sokker, jeg har fået af Hanne og jeg vil gå med dem og tænke på damen.
Nu har hun lagt strikkepindene fra sig for sidste gang, men rundt om i København ligger der mange spraglede vidnesbyrd om hendes tilstedeværelse i families og venners liv.

M

Nu er den her!

Jeg er i fuld gang med at tegne vores cikelrute på et kort på det der internettet. Ja, det er jo meget moderne og et helvedes stykke pillearbejde, men ikke alene anser jeg det som lidt af en service i forhold til læserne af bloggen, det er også nødvendigt for simpelthen at kunne huske, hvor vi har været, og hvilken vej vi tog for at komme derhen.

Nu er det jo ved at være et godt stykke tid siden, vi forlod Danmarks hovedstad, så de helt små detaljer er vist desværre allerede forsvundet fra kraniekassen, men de store træk på ruten, sådan noget med, at så kom vi da vist til Belgien, er da stadig bevaret og nu altså også tegnet på et kort.

Jeg er netop blevet færdig med d. 29. etape, som bragte os til den mærkelige spøgelsesby Ault, som ellers ligger meget smukt på en bakketop lige ved havet.

Jeg skal arbejde videre på den samlede rute i løbet af det næste stykke tid, men allerede nu kan man muntre sig med, hvad jeg indtil videre har tegnet. Hvis man trykker på linket, jeg har lagt lige over listen over de faste læsere, skulle man meget gerne blive bragt til vores side på Wikiloc.

God fornøjelse.

J

Billeder

Disse billeder er for de øverstes vedkommende taget i den nærliggende og topfede Tempelhofer Park, hvor vi motionerer. Det er den gamle lufthavn, som muliggjorde luftbroen.

De to nederste billeder er taget i vores dejlige hjem.

Statistik

Der findes en såkaldt statusfunktion på denne hersens blog, som vi i vores egenskab af dem, der skriver den, har adgang til, hvor der vises forskellige fakta om besøgene på siden.
Disse data vil vi egentlig gerne dele lidt af med vores læsere, så her følger lidt sandhed:

Netop nu har vi haft 2.989 visninger siden det første indlæg, som jeg skrev d. 30. april i år.

Måneden med flest visninger indtil nu er juli med 692.

Det mest læste indlæg blev skrevet d. 5. maj i udkanten af Vordingborg og har den fængende titel Ore Strand Camping. Det er blevet vist 151 gange.

Langt størstedelen af vores læsere residerer, højst overraskende, i Danmark. 2275 visninger fra moderlandet er det indtil videre blevet til.
Men der findes tilsyneladende også folk, der kan være interesserede i to danske tossers cikelrejse i andre lande. Nu ved jeg jo godt, at det ikke er umuligt, at folk har søgt på et eller andet og så tilfældigt og uoverlagt har klikket sig ind på vores blog, og at tallene på den måde kan lyve. Men den slags petitesser har jeg aldrig hængt mig i. Især ikke når disse tal kan hjælpe mig til at prale med, at vi bliver læst i lande som USA, Canada, Kina, Sverige, Sydkorea, Brasilien, Japan, Irland, Rusland, Singapore og Norge.
Flere af de netop opremsede er godt nok kun repræsenteret ganske få gange, men fx USA har vi haft 124 visninger fra, og det vil jeg gerne tro på, ikke kan være en tilfældighed.
Det har været, og er til stadighed, kilden til en hel del spekulation, for hvem fanden er det, der i fjerne lande læser med? De skyldige bedes venligst melde sig ved at anvende kommentarfunktionen, så vi kan få noget søvn. Tak.

Desuden kan jeg se, at flertallet af læserne ikke overraskende benytter sig af browseren Internet Explorer. Måske er man ligeglad, men bare lige som en bette servicemeddelelse vil jeg gerne fortælle, at der findes en anden browser ved navn Firefox, som har den vidunderlige egenskab, at man kan filtrere reklamer på nettet fra og udskifte dem med kunst. Så ved I det, og herefter er det altså jeres egen skyld, hvis jeres hjerner langsomt mugner som følge af den megen giftige manipulation.

Det er også muligt at se, hvilke søgeord folk har benyttet sig af for at finde frem til netop vores blog. De fleste af dem er som forventet noget med jernspurven og cykler og lignende ord, der har en vis relevans i forhold til indholdet. Men der er også et par nærmest uforklarlige eksempler som fx "busture til Bautzen" og "røvsprække genetisk bestemt". Igen må de skyldige gerne melde sig og for det første løfte sløret for, hvad satan grunden til deres søgning var, og for det andet om de fandt, hvad de søgte.

J

Freddi

Manden med musikersvagheden; ham der på diskret vis stak mig en 20'er, da jeg spillede mit første lille job på Quelleck, hedder Freddi.
Vi faldt i snak med ham, fordi vi var på Quelleck, mens han også var der. Den type er han nemlig. Altså, selvom han har en fast plads et bestemt sted i lokalet, så farer han rundt som en skoldet skid i en flaske og pludrer løs med alle og enhver, således at det simpelt hen er umuligt ikke at komme til at tale med ham, hvis man befinder sig indenfor en radius af omtrent 10 meter fra hans stol.
Det var selvfølgelig Margit, der faldt i snak med ham til at starte med. Ikke så meget på grund af hendes overdrevet udadvendte facon, som man naturligvis umiddelbart ville antage, men nok mere på grund af, at mænd flest, uanset øvrige forbindelser til det modsatte køn, føler en vis tiltrækning, når de ser en kvinde sidde alene med en øl på en bar, og således også Freddi. Det faldt nemlig således på denne fredag, at jeg havde besluttet mig til at varme min stemme op ved at spille lidt i Oranienburger Strasse, før jeg skulle optræde på Quelleck, og at Margit var taget alene på knejpen for at se noget fodbold.
Så da jeg kom ind ad døren efter at have spillet en bette 10'er ind på gaden, så jeg, at der sad en mand med grå stænk i sin produktfrie og derfor moderat uldede Vokuhila og samtalede med Margit. Han hilste venligt, nærmest hjerteligt, og insisterede på at give en lille skarp til den øl, jeg lige ville drikke, før jeg spillede. Og så pludrede han løs på sin tykke berlinske dialekt, som altså ikke er helt nem at forstå, når man i forvejen ikke ligefrem taler sproget flydende.
Men jeg fik da nok med mig til at forstå, at han han kaldte mig alt fra Karl Marx og Osama Bin Laden til mein dänisches Sorgenkind, og at han syntes, indehaveren Berndt er en skændsel, som burde ryge ud på røv og albuer. "Der Mann muss raus!" gentog han flere gange.
Så inviterede han en lille rund fyr, som holdt med Dortmund, som havde vundet aftenens kamp over Köln, hen til vores bord og gav sig til at cracke jokes om hans brune lød og Dortmund. Og igen mit skæg. Og en eller anden indforstået tysk ting med D-Mark og Dänemark, som jeg ikke fattede et hak af, men troskyldigt småklukkede lidt af, da han havde forsøgt at få mig til at fatte pointen 4-5 gange.
Mens jeg så spillede, sad han og pludrede løs til den lille runde dortmundfan, der som svar konstant tyssede på ham med henvisning til, at det ville være det høfligste at lytte lidt til musikken. Men jeg tror nu nok, at Freddi hørte efter, selvom det kunne tyde på det modsatte. Jeg sad på en høj stol et par meter fra baren med ansigtet vendt mod den, og Freddi sad skråt bag mig, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange det skete, men i hvert fald var det en lille smule forstyrrende konstant at blive klappet på skulderen af en meget begejstret Freddi, der henvendt til Margit adskillige gange lod vide, at han satte pris på en sanger, der sang "vom Hertz". Så selvom han pludrede det meste af mit gig væk, tror jeg nu nok, han hørte efter.

Senere, da jeg var færdig med at spille, snakkede vi noget mere med ham, og han fik Gaby til at sætte noget Ossierock på, som han gjorde behjertede forsøg på at at få os til at forstå det helt utroligt vidunderlige i. Han gentog enkelte løsrevne stumper af teksten og kiggede opfordrende på mig, mens han nikkede ivrigt, som for at få mig til at tilstå, at det, jeg nu lagde øre til, var det smukkeste, dybeste og mest rørende, jeg nogensinde var blevet udsat for. Jeg gjorde et forsøg på ikke at lade ham bemærke, at selvom jeg på alle måder er i stand til at anerkende den følelsesmæssige bevægelse denne musik tydeligvis satte i gang i ham, så gjorde den intet som helst godt for mig. I stedet for at blive mopset slog han det hen med noget i retning af, at det nok også måtte være svært at forstå, når det nu er tysk poesi, der er tale om, og jeg ikke taler sproget til perfektion.
Freddi drak øl flankeret af små iskolde vodkashots, og han blev mere og mere flagrende og pludrende og var på et tidspunkt endog meget tæt på at gå i dørken, fordi hans balance var under indflydelse af mængden af indtagne sæt. Og så var han pludselig gået.
Det var da en skam, men værre var det jo heller ikke. Indtil jeg rakte ud efter mine briller, som jeg havde lagt ved siden af mig, mens jeg spillede, fordi de takket være de store mængder af sved, jeg producerede under min kunstneriske udfoldelse, alligevel konstant gled ned på min næsetip. De var væk.
Jeg kom i tanker om, at jeg havde set et par plasticlæsebriller ligge på radiatoren ude på herretoilettet tidligere og gik derud og fandt dem. Pludselig gik en prås op for mig. Freddi havde skullet spille kong gulerod og havde vel for sjov iført sig mine briller, lagt sine egne på radiatoren på lokummet og endt med at smide mine briller i lommen, før han stavrede hjem.
Jeg bad Gaby sige til Freddi, næste gang hun så ham, at han havde mine briller, og at han godt måtte komme tilbage med dem ved lejlighed. Med en mors kærlige strenghed sukkede hun alvorligt, bandede Freddi langt væk, fandt telefonen frem, ringede til ham og beordrede ham tilbage med mine briller. 10 minutter senere stod Freddi igen i baren med mine briller og undskyldte mange gange. Jeg forventede nu at han ville gå direkte hjem og på hovedet i seng igen, men der fik jeg lov til at tro om, for han skulle sgu da lige have et par øl med sidevogn, før det kunne komme på tale.
På alle måder en herlig aften.

Vi har siden set Freddi et par gange, og han er altid på samme, meget onkelagtige, men indtagende måde.
Senest underviste han mig igen i de vidunderlige tekster og melodier, et eller andet Ossie-band havde skrevet. "Wann die Schwane stirbt schweigen die Tiere" sang han og forklarede, at det var det, der hedder en metafor, for DDR. Jeg spurgte ham, om han er nostalgiker, hvortil han med største naturlighed svarede ja, og på spørgsmålet om han er socialist svarede han: "ja, hvad fanden skulle jeg ellers være?", og så sang han videre med et fjernt blik i øjnene, før han bestilte endnu en omgang til vores lille selskab på hans regning.

J

Quelleck

At spille i de berlinske gader er en slags fornøjelse. Af og til, især hvis jeg kommer til at fokusere på det forkerte, er det godt nok en noget blandet en af slagsen, men stadig en fornøjelse.
Altså, jeg kan jo tjene et sted mellem 10 og 30 Euro pr. gang, og det er bestemt fornøjeligt at have sådan en kop stående ude i køkkenet, som er fyldt med gratis penge, og det er rart at tænke på, at de penge kommer fra mennesker, som har syntes godt om det, jeg spiller. Det er også meget skægt, når folk gerne lige vil snakke lidt og måske endda lige smutter i kiosken og køber en øl til mig. Eller når en af de mangfoldige lokale tosser stiller sig op ved siden af mig og hyler som en hund og faktisk tror, han hjælper mig. Eller når tre små gutter, der mest af alt ligner en tysk/palæstinensisk udgave af Asian Sensation, først forklarer mig, at de er multi-kultisangere og derefter på bedste auditionvis giver sig til at synge Aischa med hænderne hvilende på hjerterne.
Alt det er fint og skægt og rart og godt.
Når jeg siger, at det også er en blandet fornøjelse, har det med at gøre, at de positive oplevelser, jeg netop har beskrevet, udgør måske en femtedel af al den tid, jeg bruger på at spille på gaden.
Resten af tiden går med at blive ignoreret, smådrillet, chikaneret eller ligefrem udsat for truende adfærd. Heldigvis er der langt imellem de helt ubehagelige optrin, som da en flok møgstive unghaner kom forbi, og en af dem tog fat om halsen på min guitar og blokerede strengene, så jeg ikke kunne spille. Da jeg med bestemt mine tog fat i hans arm og fjernede den, stak en af hans kammerater sit ansigt helt op til mit og skreg "Du bist so fucking homo!", mens sabotøren selv stillede sig op i min guitartaske. Jeg måtte gentage 5-6 gange, at de skulle forsvinde, før budskabet trængte igennem de tykke pander og sprittåger.

Det burde ikke være på den måde, men desværre har det at spille i op til to timer ad gangen - med 80 % mangel på eller entydigt negativ respons - hver gang filet et ganske tyndt lag af min selvtillid. Og når jeg således er kommet til at fokusere på de forkerte ting, bilder jeg mig også ind, at jeg faktisk spiller og synger ringere, end jeg kunne.

Nu skal det jo heller ikke lyde som om, jeg græder mig selv i søvn hver anden nat, fordi jeg pludselig tror, jeg er blevet talentløs. Men jeg er ikke i samme grad begejstret for at spille på gaden, som jeg har været. Så nu er der pause. Fra det. Lidt.

Som Margit beskrev i sit seneste indlæg, skaffede hun mig for nogle uger siden foden indenfor hos den fordrukne Berndt i hans kneipe ved navn Quelleck. Berndt ville smide 10 Euro og en stor Schultheiss på bordet, hvis jeg ville spille i en times tid og bagefter gå rundt med hatten. Det gjorde jeg så den følgende aften, og hold dog kæft en anderledes oplevelse dét var. Altså, anderledes sammenlignet med at fryse fingrene af og blive ignoreret. For det første var der flere som igennem hele mit sæt fulgte opmærksomt med i, hvad jeg spillede. Det alene var nærmest nok til at røre mig til tårer. For det andet blev jeg nærmest oversvømmet at drikkevarer på andre kunders regning, hvilket jeg tog som et udtryk for tilfredshed med det hørte.
En fyr, vi siden har lært lidt bedre at kende, og som jeg barsler med et helt indlæg om, og som hedder Freddi, gik så langt som til at stikke mig 20 Euro, fordi, som han sagde, han har et blødt hjerte for musikere.
Da jeg var færdig med at spille, faldt vi i snak med flere forskellige mennesker, og det var drønhyggeligt. Især en meget sød ældre herre fra Koblenz ved navn Gerhardt gjorde indtryk - ikke alene på grund af hans venlighed og glæde ved musikken, men også fordi han, da de talrige øl var gået ham i blodet, fik fortalt, at han ganske vist var på pensionistbusreje til hovedstaden, men at hans kone gennem jeg ved sgu ikke hvor mange år havde benyttet den gennem lang tid planlagte tur til at hyre et flyttefirma til at flytte alt, hvad der var hendes over i hendes nye lejlighed, som hun i al hemmelighed havde anskaffet sig, og til at meddele den stakkels mand, at deres ægteskab var slut uden dog at give en forklaring på, hvad problemet var. Gerhardt virkede mere chokeret end ked af det og gentog gang på gang, at han ikke anede, hvorfor hun forlod ham.
Nå. Status for den aftens spillemandsvirksomhed var 30 Euro og en nærmest ikkeeksisterende regning i baren på trods af en let svimmelhed, da vi gik.

En fredag for ikke lang tid siden var vi taget på Quelleck, som altså nu - og igen med forbehold for usikkerhed omkring definitionen - er gået hen og blevet vores Mitte-stamkneipe, for at se noget tysk fodbold. Og ja, tysk bold er faktisk meget underholdende og af til tider høj kvalitet. Det kom desværre ikke rigtigt til udtryk i kampen mellem Schalke og St. Pauli, som var røvkedelig. Til gengæld væltede ind ad døren sidst i anden halvleg et større selskab af seniorer fra vistnok Hessen nord for Frankfurt på bustur til hovedstaden. Tilsyneladende et udbredt fænomen her til lands.
Der var ikke pladser nok omkring de borde, de indtog, så fire af buspassagererne satte sig ved vores bord. Mine fordomme blev i den grad fodret, da jeg kunne konstatere, at jeg nu delte bord med en mand iført en sær lille grå netslipover og briller, som af uvisse grunde ikke simpelthen var smuldret væk på grund af tidens tand, en mand med en sådan småsafariagtig lærredsvest på, en kvinde med den kortest mulige pagefrisure, der sikkert nok er praktisk, men som, øh, ja, nok bare er praktisk og en anden kvinde - godt nok med en lidt længere page, men til gengæld bærende sådan en slags binde-om-skjorte, som en eller anden ondsindet designer med den erklærede mission at få tyske kvinder til at tage sig lidt skørt ud burde have været forhindret i at formgive.

Men det gik, som det jo ofte går, når man sidder på et værtshus. Vi faldt efter lidt tid i snak. De viste sig at være nogle vældigt søde og behagelige mennesker, som helt klart syntes, vi var lidt eksotiske, men også meget spændende, og de spurgte meget interesseret til vores rejse og alt muligt andet mellem himmel og jord.
Da de erfarede, at jeg er gademusikant, blev de ellevilde og ville absolut høre smagsprøver. Nu ville skæbnen, at jeg netop denne aften ikke havde min guitar med mig, hvilket i øvrigt havde fået Gaby, den meget søde bardame til lige at løfte et øjenbryn, da vi trådte ind ad døren, så jeg kunne ikke komme til at spille.
Det fik dog ikke den ene af mændene, som hed Berndt, til at helme. Han var så opsat på at komme til at høre country, at han aftalte med Gaby, at jeg skulle komme om mandagen og underholde. Så ville han sørge for, at hele bussen dukkede op. Og han ville gå rundt med hatten for mig.
Den slags entusiasme er jo ikke til at stå for, så jeg indvilligede, og vi aftalte at mødes mandag ved 21-tiden.

Om mandagen virkede det som en ualmindeligt dårlig idé at gå på værtshus og spille country. Jeg følte mig en smule dvask og indadvendt og ikke udelt tilfreds med udsigten til at skulle optræde og samtale på tysk. Ikke fordi det ikke havde været rigtigt fedt og hyggeligt at snakke med de der folk og sikkert ville blive det igen, for det havde det. Det er bare så krævende at tale tysk, når man ikke er bedre til det, end jeg er, og så kræver det opbydelsen af betydelige mængder energi af kunne performe på tilfredsstillende vis.
Men man er vel for helvede en mand af sit ord, så afsted tvang jeg mig selv - og tænkte, at det ville blive en hård aften.
Men allerede da vi åbnede Quellecks dør, blev den forventning gjort til skamme, da vi mødtes af et stuvende fuldt værtshus, hvor vores fire venner blev helt vildt glade for, at vi faktisk dukkede op. Straks blev der bestilt en øl til os hver, som de insisterede på at betale.
Jeg spillede kort efter et lille sæt på vel 40 minutter, hvorefter Berndt bad om min hat, som han så gik rundt med, opfordrende folk til at ofre lidt på musikken. Han kom kort efter tilbage med en betydeligt tungere hat, der nu indeholdt 40 Euro.
Jeg spillede lidt mere og pludrede en masse på tysk. Og drak flere gratis øl. Det var en god aften. Berndt tog dette billede, mens jeg spillede:



Mine fordomme har det med at blive afkræftet, og det er jeg ikke helt tilfreds med. Det må jo betyde, at jeg på en eller anden måde er forkert på den, hvilket ikke rigtigt harmonerer så godt med min selvopfattelse.
I den slags situationer, hvor mit selv er på nippet til at bryde sammen, takker jeg af hjertet opfinderen af Frankrig, landet hvor jeg personligt igennem halvanden måneds ophold erfarede, at ALLE stereotype fortællinger om indbyggerne svarer til virkeligheden i forholdet 1:1. Ah!
Så det er altså nok kun 90 % af mine fordomme, der er ude af trit med realiteterne. Det er meget betryggende.

J

En torsdag i Berlin

Det er vel ingen hemmelighed, at vi på vores lille tur har ændret ruteplaner adskillige gange og det er, som I formentlig ved, faldet således ud, at i stedet for at overvintre på Sardinien, er vi havnet i Berlin og det til vores udelte tilfredshed. Efter fem måneder på ciklerne og en stadig omskiftelig hverdag skulle vi til at forholde os til, at skabe en dagligdag i fire måneder uden at have et job eller uddannelse at skulle stå op til hver morgen. For mit eget vedkommende planlagde jeg, at jeg ville forsøge at blive bedre til tysk. Både til at forstå det og til at tale sproget. Derudover ville jeg lære mere om Tysklands historie. Jeg ville læse bøger på tysk og eventuelt gå i biffen og se tyske film og så i øvrigt forsøge at komme i snak med nogle tyskere. Til en start anskaffede jeg mig til den nette sum af én euro den gode gamle klassiker på nihundrede sider "Borte med blæsten" eller på tysk "Vom Winde werweht". Og hvorfor nu det, kan man spørge sig selv. Jo, jeg tænkte således, at jeg starter med noget jeg kender, for at vænne mig til at læse et rimeligt hverdagsagtigt tysk, som bogen er skrevet på. Og det var helt klart en fordel at starte med en bog, som jeg kendte så godt. Den er læst og jeg er nu startet på en bog om Preussen, og det er jo noget helt andet! Og svært! Jeg får mest læst i den, når jeg sidder på vaskeriet Schnell & Sauber, og venter på, at vores tekstiler bliver rene. Og på grund af svæhedsgraden er det ikke lige sådan en hyggebasker, som jeg slænger mig med i sengen et par timer ad gangen. Men jeg må nok bare tage mig sammen og lade være med at pive.

Udover de sproglige og historiske tilegnelser ville jeg også gøre alt, hvad jeg kunne, for at holde min rimelig gode form ved lige. Ellers kunne jeg fremmane et skræmmesenarie, for mig selv hvor jeg, når jeg til februar skulle op på ciklen igen ville komme til at gennemgå de samme lidelser, som jeg gjorde i maj måned. Det vil vi for alt i verden undgå! Cikling er for mig en måde at transportere mig på, fra ét sted til ét andet. Det har aldrig været en motionsform jeg har kastet mig ud i for sjov skyld. Det har ikke ændret sig i de sidste fem måneder, og cykelmotioneren i Berlin er bare ikke fedt. Nej, en god lang gåtur med tempo på, det er mere mig.
Og når man så vader Berlin tyndt for at få den daglige motion, kan man være heldig at støde på en ophængt plakat som denne.



Uha da er der sikkert nogen, der sidder derhjemme og tænker, måske bliver det ligefrem sagt højt. Er de ikke kommunister de fyre på plakaten? Uha da da da da og fy fy.
Javel, men nu er situationen jo således, at jeg ikke er med i sværmen af mennesker, der har travlt med at vaske hænder og undskylde for deres tidligere politiske tilhørsforhold for at kunne blive accepteret eller bare tolereret af en stadig mere snerpet elite, for hvem den eneste sandhed ligger begravet i kapitalismens hellige haller med alt, hvad det indebærer af ubehageligheder og egoisme. Nix, jeg tænker tilbage på en lykkelig barndom med DKP plakater på dørene og besøg i den kinesiske butik i københavn. Jeg husker koncerter hvor min far med "De røde raketter" spillede politisk musik med et venstreorienteret budskab til Danmark. Jeg drømmer om mit sæt maotøj i gråt, som jeg gik med i mange år. Især jakken, havde et fantastisk snit og jeg sled den op. Jeg tænker tilbage på en tid, hvor mennesker jeg kender havde klare politiske visioner og ikke var bange for at tale om politik på et ideologisk plan med store tanker for et fællesskab præget af omtanke for hinanden og af solidaritet. Jeg er stadig socialist, drømmer dog ikke om den væbnede revolution, men om et samfund, hvor det ikke er storkapitalen, der sætter dagsordenen, men medmenneskelighed og reel lighed og lige muligheder for alle!!!

Jeg besluttede mig for, at jeg ville tage ind til Humboldt universitetet, som ligger i Invalidenstrasse, for at høre foredraget. Det var den russisk/amerikanske professor ved Indiana University, Alexander Rabinowitch, som er ekspert i russisk historie, og som har udgivet en række bøger om Sovjetunionens historie, der i anledning af udgivelsen af en tysk oversættelse af hans sidste bog skulle fortælle om det første år af Sovjetunionens historie efter revolutionen i 1917. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg gik ind til. Ville han tale engelsk eller tysk? Hvor meget ville jeg kunne forstå? Jeg tænkte, at jeg jo bare kunne smutte, hvis det var fuldstændigt kedeligt eller fuldstændig uforståeligt.

Dagen for foredraget oprandt og jeg besluttede at gå derind. Motion, motion, motion. Jakob ville ikke med, han skulle ud og spille for folket. Jeg gik derind af og snirklede mig igennem gaderne, mest for afvekslingens skyld. Ved Landwehr kanal stødte jeg ind i et yderst charmerende kvarter med nogle interessante bygninger og i det hele taget var der pænt. Se selv.






Jeg ramte Friedrichstrasse lidt før Checkpoint Charlie og måtte konstatere, at jeg havde lidt småtravlt, hvis jeg skulle nå frem i tide. Så jeg satte det lange ben foran, og hastede afsted. Friedrichstrasse er temmelig lang og fyldt med mennesker og lyskryds og det er bare stress, når man skal skynde sig. Da jeg nåede til enden af Friedrichstrasse, måtte jeg have kortet frem for at få pejlet mig på rette vej. Videre, videre. Ud af Chausseenstrasse fik jeg lige drejet hovedet ved den første tværvej, og kunne konstatere, at der lå da en knejpe, som så ualmindelig hyggelig ud. Da jeg sveddryppende, ét minut før foredraget skulle begynde, nåede Invalidenstrasse og universitetet blev jeg stoppet af en meget venlig tysk dame, som solgte aviser. Hun spurgte, om jeg ville støtte dem, og købe en avis. Af bare lettelse over at være nået frem i tide, vældede gavmildheden op i mig og uden rigtigt at høre efter, hvad den søde dame sagde, bekræftede jeg, at jeg gerne ville købe bladet. Det var som sagt rimeligt mørkt, så jeg stak hende to euro og smed avisen ned i tasken uden at se, hvad det var, jeg havde investeret i. Nu sidder jeg så her og kigger på min avis. SPARTACIST. Den tyske udgave, nummer 27 fra foråret 2009. Dens indhold må jo være eviggyldigt og måske har de dækket alle emner siden det sidste blad, de har udgivet er over halvandet år gammelt? Jeg kan informere læserne om, at emnerne i indeværende avis er som følger: Marxistiske principper og valgtaktik. Trotskisme kontra folkefrontspolitik under den spanske borgerkrig og sidst men ikke mindst: kvindelige arbejdere og modsætningerne i det moderne Kina. Et forenet Kina imod imperialisme og kontrarevolution. For den proletarisk-politiske revolution. Var det noget? Jeg har endnu ikke læst bladet, det er på 68 sider og er fyldt med ekstremt teksttunge artikler med enkelte billeder af Engels, Marx og Rosa Luxemburg. Jeg ved ikke om, jeg får læst det, men man må sige, at jeg har fået noget for pengene.
Tilbage til fortiden. Sammen med en stor flok mennesker fandt jeg frem til læsesalen, hvor foredraget skulle holdes. Der var stuvende fuldt, og jeg havnede oppe på balkonen, hvor alle siddepladser var optaget, så jeg endte stående op ad det meget lave gelænder ud mod salen. Hold da kæft, hvor er der mange socialister/kommunister i den her by, tænkte jeg. Jeg havde i min naivitet og uvidenhed slet ikke forestillet mig, at så mange mennesker ville møde op. Der var oven i købet en hel del, som ikke kunne komme ind på grund af pladsmangel, og som måtte gå igen med uforrettet sag. Efter en lang indledning på tysk af en lektor, som havde arrangeret foredraget i samarbejde med det tyske forlag, som havde udgivet bogen, blev det tid til Alexander Rabinowitch. Det viste sig, at han talte engelsk, og så var der en dame, som tolkede til tysk. Hvilket jo er udmærket, for forstår man begge sprog, får man den jo to gange, men det er utroligt tidskrævende. Derudover var hr. Rabinowitch en ældre herre, og han talte ikke vildt tydeligt, så jeg skulle virkelig anstrenge mig, for at høre og forstå ham. Han gik ned i en, efter min mening helt urimelig detaljeringsgrad, og man skulle nærmest have været der, dér tilbage i 1917, for at kunne følge med og forstå sammenhængen. Jeg var jo der ikke, så jeg fik ikke så meget ud af selve indholdet af foredraget, men jeg fik en masse sprogtræning og det var jo også noget. Jeg holdt ud i alle to timer, som seancen varede, for det var jo ikke fordi det ikke var interessant, det var bare svært. Og så købte jeg bogen, da jeg gik, og den står nu og venter på, at jeg bliver færdig med min bog om Preussen!!!!
Efter at have tilbragt to timer under loftet i en steghed tysk universitetslæsesal trængte jeg til noget koldt. Øl, spurgte jeg mig selv. Javist, hvis det ikke kan være anderledes! Og det kunne det bestemt ikke, så jeg ringede til Rabubald og sagde, at nu gik jeg på bodega og at vi sås, når han var færdig med sin gademusiceren. Så jeg smuttede ind på den hyggelige bodega, som jeg havde observeret på vejen til universitetet. Der var et større selskab af damer i 50érne, som svælgede i radler (øl og sprite) og Jägermeister, og som var i højt humør. I baren sad et par herrer, som talte med hinanden, og så var der mig, som landede på en stol i baren. Næsten alle kneiper i Berlin er sportskneiper, og Quelleck, som dette skønne sted hedder, er ingen undtagelse. Og når man nu er alene på værtshus, er det sgu meget rart, at man lige kan glo på lidt sport. Der var Campions League håndbold. HSV mod et svensk hold, tror jeg. HSV vandt stort, Hansi var desværre ikke på banen i 2. halveg. Krofatter var Berliner med stort B. Hans dialekt var meget svær. Jeg fandt senere ud af, at det også havde noget at gøre med, at han var under indflydelse af en betragtelig mængde alkohol. Han servicerede dameselskabet med stor belevenhed, og da han trådte frem omme fra baren for at bringe dem deres bestillinger, kunne jeg konstatere, at han denne aften havde valgt at udstyre sine fødder med et par badetøfler. Frækt nok, tænkte jeg. Og originalt. Han fik ikke set afslutningen på kampen og spurgte mig, hvad den endte. Jeg fortalte ham det, og han spurgte, om jeg var fra Hamburg. Det kunne jeg jo så fortælle ham, at jeg ikke var, men fra Kopenhagen, Dänemark. Vi faldt i snak, han gav en øl, jeg gav en øl og jeg fik hans livshistorie. I hvert tilfælde de sidste 2-3 år af den. Indimellem skulle damerne have flere forsyninger og snakken lystigt mellem ham og dem. Han grinede og råbte (ikke så højt altså) aussie, aussie, aussie. Det fattede jeg ikke en skid af, for så vidt jeg kunne se, var der ingen australiere eller nogen med bare en fjern tilknytning til Australien tilstede i lokalet. Jeg var forvirret. Indtil en prås gik op for mig. Manden sagde jo ikke aussie, aussie, aussie men Ossie, Ossie, Ossie. Østtysker! Denne befolkningsgruppe tilhørte damerne formentlig også, for de råbte med og så stolte ud. Og det er noget, jeg senere også har snakket med andre østtyskere om. Det betyder noget, at være østtysker. Genforeningen har efterladt mange med en skidt smag i munden og længslen efter gamle tider i behold. Die alte Zeiten waren viel cooler, som Bernd, aka krofatter, sagde til mig den torsdag aften på Quelleck. Det ved jeg ikke, om de var, men det er til stadighed et emne til diskussion i Tyskland. Genforeningen altså og dens følgevirkninger, eller mangel på samme. Det kan blive et muligt emne senere på bloggen, hvis min empiri bliver mere omfattende!
Jeg snakkede med Bernd og han var en meget sød mand, der åbenlyst drikker alt for meget. Men hvad pokker, det er der så mange, der gør. Jeg fortalte ham om vores tur, og om, at Jakob var ude at spille countrymusik på gaden. Han var meget interesseret og ønskede, at Jakob skulle spille på Knejpen om fredagen . Det endte med en aftale, og Jakobs første bodegajob. Derom måske mere på et senere tidspunkt.
Det var en dejlig torsdag i Berlin fyldt med oplevelser og nye mennesker. Her til slut vil jeg gerne lige knytte en lille kommentar til det jeg skrev om cikelmotion tidligere i dette indlæg. Vi er begyndt at motionere i Tempelhofer park, som er den tidligere Tempelhof lufthavn, som Hitler lod bygge. Der er fantastisk, den ligger kun en kilometer fra, hvor vi bor og der er etableret en cike-, rulleskøjte- og løbebane, som er 6 kilometer lang. Det er helt perfekt og i onsdags steg jeg op på jernhesten for første gang siden vi ankom til vores lejlighed i Neuköln og kørte 30 kilometer. Og jeg må efterfølgende konstatere, at det vist er på tide, at jeg kommer i gang med ciklingen igen. For satan, hvor fik jeg ondt i møllen og et yderligere stort antal træningsture er vist strengt nødvendigt før vi vender næsen mod Danmark 1. februar 2011.

M