lørdag den 29. maj 2010
In Bruges
Ja, det er rigtigt. Det er en lidt småfesen titel, men jeg kunne ikke styre mig. Faktisk har jeg glædet mig i flere dage til at skrive et indlæg med netop den titel. Jeg er sgu så banal.
Her er ikke mange lejemordere i eksil eller amerikanske dværge på hårde hestestoffer, hvilket er lidt af en skuffelse for mig, men til gengæld kan man fodre svin med helt en utroligt irriterende type kvæg, som de vist kalder turister. Jeg ved sgu ikke, hvad der sker med folk, når de bevæger sig i flok i fremmede lande, men jeg kan afsløre, at jeg er fuld af både undren og væmmelse. Derfor kommer der nu en omgang spørgsmål og gode råd. For jeg ved, at der sidder små latente turistsvin derude og læser med.
Det kan forresten være svært at få plads til alle de indtryk, vi indsamler, når vi skriver indlæg her på bloggen, og tit glemmer jeg ting, jeg egentlig gerne ville have skrevet. Små bizarre eller fede eller nederen ting.
Som fx en dag i Nordholland, hvor vi midt imellem Groningen og Zuidhorn sad på et par sten på en tilsyneladende øde parkeringsplads midt ude i ingenting og indtog en net lille frokost. Ud af det blå dukkede så pludselig en midaldrende, alvorligt udseende kinesisk dame op, som uden at ænse os gav sig til at jogge i cirkler i et meget lavt tempo. Hun var iført en moderat skinnende, blomstret, lyserød skjorte og en lang nederdel. Den ene hånd holdt hun sig på lænden med, i den anden holdt hun en mobiltelefon.
Således sad vi der og spiste tørre ostesandwiches af brunt toastbrød, mens der blev dyrket langsom idræt i omtrent 15 minutter. Jeg følte det som om, jeg var med i en meget dyb surrealistisk fransk film.
Eller som da vi i Bad Oldesloe parkerede cyklerne udenfor et supermarked, og en tyk mand på omtrent 40 i grimt træningstøj, som stod og røg smøger, bare gloede og gloede på os. Han sagde ingenting, han stirrede bare. Også selvom jeg gloede tilbage på ham. Vi havde egentlig planlagt bare at sætte os et sted udenfor supermarkedet og spise frokost, men da vi kom ud, stod støderen der sgu stadigvæk. Og gloede og røg smøger. Det blev en kende for skummelt, så vi kørte en kilometer ud af byen og dinerede i et busskur.
Eller som i Hamburg da vores vært Helmuth lige gav sig tid til at sætte et par krydser på vores kort over St. Pauli, så vi fik chancen for at opleve lidt dejlig tysk autenticitet til Europa Leaguefinalen på Bar Centrale, hvor folk var skidesøde og bar over med vores middelmådige tyskkundskaber, og hvor Astraerne var kolde og noget så mangfoldige.
J
Her er ikke mange lejemordere i eksil eller amerikanske dværge på hårde hestestoffer, hvilket er lidt af en skuffelse for mig, men til gengæld kan man fodre svin med helt en utroligt irriterende type kvæg, som de vist kalder turister. Jeg ved sgu ikke, hvad der sker med folk, når de bevæger sig i flok i fremmede lande, men jeg kan afsløre, at jeg er fuld af både undren og væmmelse. Derfor kommer der nu en omgang spørgsmål og gode råd. For jeg ved, at der sidder små latente turistsvin derude og læser med.
- Hvad helvede skal det til for at tage billeder af alle bygninger? Og så med din kone i forgrunden? Selvom de er nok så pæne begge to, er Google Street View altså et strålende redskab, som ikke i samme grad får dig til at ligne en spasser.
- Hvorfor i alverden skulle helt almindelige trafikregler pludselig træde ud af kraft i det øjeblik du stavrer rundt sammen med de andre pensionister i udlandet? Husk nu bare at se dig for, før du vader lige ud midt på gaden foran fx en cykel i høj fart. Idiot!
- Hvem satan har bestemt, at man, når man er på ferie og sightseeing, skal være iført tøj, som med det samme stempler en som for det første turist og for det andet idiot? Ergonomi og æstetik har kun meget sjældent gået bare tilnærmelsesvist med hinanden i hånden, det må man bare se i øjnene. Men derfra og så til at klæde sig i bred solskærm, højtaljet beige letvægtsbuks og blomstret, lidt for kropsnær bluse og seriøst tudegrimme kondisko for damernes vedkommende og nærmest sådan lidt safari/vandreruniform for herrernes er kraftedeme bare for skidelangt ude!
- Hvorfor skal man råbe til hinanden på sit eget sprog, mens man vifter vildt og inderligt med sit turistkort og sin bog om byen? Slap nu for helvede lidt af og gør bare et lillebitte forsøg på at blende ind. Hvis man gør det, er der faktisk også en chance for, at lokalbefolkningen ikke vil møde en med foragt. Ja, man kan faktisk blive forvekslet med en lokal. Her hjælper det naturligvis at være bleg og høj, når man er i Belgien, men alligevel er der ingen undskyldning for at være en tumpet brøleabe.
Det kan forresten være svært at få plads til alle de indtryk, vi indsamler, når vi skriver indlæg her på bloggen, og tit glemmer jeg ting, jeg egentlig gerne ville have skrevet. Små bizarre eller fede eller nederen ting.
Som fx en dag i Nordholland, hvor vi midt imellem Groningen og Zuidhorn sad på et par sten på en tilsyneladende øde parkeringsplads midt ude i ingenting og indtog en net lille frokost. Ud af det blå dukkede så pludselig en midaldrende, alvorligt udseende kinesisk dame op, som uden at ænse os gav sig til at jogge i cirkler i et meget lavt tempo. Hun var iført en moderat skinnende, blomstret, lyserød skjorte og en lang nederdel. Den ene hånd holdt hun sig på lænden med, i den anden holdt hun en mobiltelefon.
Således sad vi der og spiste tørre ostesandwiches af brunt toastbrød, mens der blev dyrket langsom idræt i omtrent 15 minutter. Jeg følte det som om, jeg var med i en meget dyb surrealistisk fransk film.
Eller som da vi i Bad Oldesloe parkerede cyklerne udenfor et supermarked, og en tyk mand på omtrent 40 i grimt træningstøj, som stod og røg smøger, bare gloede og gloede på os. Han sagde ingenting, han stirrede bare. Også selvom jeg gloede tilbage på ham. Vi havde egentlig planlagt bare at sætte os et sted udenfor supermarkedet og spise frokost, men da vi kom ud, stod støderen der sgu stadigvæk. Og gloede og røg smøger. Det blev en kende for skummelt, så vi kørte en kilometer ud af byen og dinerede i et busskur.
Eller som i Hamburg da vores vært Helmuth lige gav sig tid til at sætte et par krydser på vores kort over St. Pauli, så vi fik chancen for at opleve lidt dejlig tysk autenticitet til Europa Leaguefinalen på Bar Centrale, hvor folk var skidesøde og bar over med vores middelmådige tyskkundskaber, og hvor Astraerne var kolde og noget så mangfoldige.
J
onsdag den 26. maj 2010
Billeder
Mærkelig and set på Zeeland. Hvis det ikke er angstprovokerende, hvad er så?
Jernspurven er glad.
Another day. Another dam.
11. dag siden Hamburg
Nedenstående indlæg er skrevet i mandags, men grundet manglende internetforbindelse kommer det altså først på bloggen nu. Dér!
11. dag på cikel uden hviledage siden Hamburg. Et gennemsnit på mere end 50 kilometer
om dagen, og cykelbenene har det bedre og bedre. Bare lækkert, som man siger, der hvor jeg kommer fra, hvor det så end er?
Lidt om Holland. Som Ole så rigtigt skrev i sin kommentar, hvad er Holland så egentlig kendt for andet end tulipaner, ost og så nogle rimeligt gode fodboldspillere.
Jah, der er vel også et par andre klassikere, såsom kanaler, træsko og møller. Til dem vil jeg gerne knytte en lille kommentar.
Kanaler, jo, de findes en masse, vel i så udbredt grad, at det at bo ved noget vand, næppe kan få boligpriserne til at flyve til vejrs i samme grad, som i Danmark. Tværtimod skulle man vel næsten mene! Jeg tænker, intet vand, ingen myg. Det må sgu da være et plus.
Træsko? Ja man skulle vel næppe tro det, da vi jo skriver år 2010, og vi alle ved, at træsko skåret ud i ét stykke træ, og som er mindst 3 numre for store, IKKE er behagelige at gå i, men ikke desto mindre er vi stødt på adskillige hollandske herrer iført dette stykke fodtøj. Og det i øvrigt i flere forskellige kunstneriske lakeringer! Strange.
Møller er her masser af. De gamle står for det meste bare som museumsgenstande, for det meste velbevarede. De nye, altså vindmøller, er her masser af, og det forstår man jo godt, vinden og det flade landskab taget i betragtning.
Så meget for de stereotype antagelser om Holland. Her er lidt flere erfaringer efter 6 dage i landet. Hollændere er utroligt flinke mennesker og meget hjælpsomme. Derudover taler de rigtigt godt engelsk, hvilket er en stor fordel, for det hollandske sprog er, omend til at forstå til et vist punkt i skreven form, næsten ganske uforståeligt udtalt helt hurtigt (på nær nogle enkelte fraser, som i morges på hotellet i Alkmaar, hvor vi forstod, at der kom kogte æg lige om lidt).
Den hollandske lukkelov er særdeles streng. Nu har vi lige haft en lille pinse med en søndag og derefter helligdag mandag (yderst overraskende for os to farende svende), og alt er lukket på nær nogle restauranter og tankstationer. Så det har ikke været helt billigt at spise de sidste par dage. Derudover forhandles alkohol kun i supermarkeder (øl og vin) og så har de et crazy á la svensk system med en lille spritafdeling i udvalgte supermarkeder. Ellers sælges alkohol kun på restauranter og caféer. Hvad sker der egentlig lige for det?
En sidste lille observation lidt i tråd med mine observationer fra de tyske byer. Her findes ingen cigaretautomater eller condomereier, men til gengæld er der i hver eneste lille hollandsk flække en kinesisk restaurant. Uden undtagelse. Engang må Holland have været så utroligt attraktivt et land at tage til for kinesiske kokke, at de næsten må have affolket moderlandet for folk med denne uddannelse. Gad vide, hvordan de får mad i Kina nu?
Og ja, Holland producerer sgu nogle gode fodboldspillere, men åbenbart ikke nok til at få et hold med i Champions League finalen. Til gengæld laves her en dejlig pilsner, Heineken, i øvrigt officiel sponsor for ovennævnte turnering, som nydt frisk fra fad på en fodboldbar med det klassiske
navn Flying Dutchman den 22. maj 2010, smager godt. Props for det, Holland. Skål!
M
11. dag på cikel uden hviledage siden Hamburg. Et gennemsnit på mere end 50 kilometer
om dagen, og cykelbenene har det bedre og bedre. Bare lækkert, som man siger, der hvor jeg kommer fra, hvor det så end er?
Lidt om Holland. Som Ole så rigtigt skrev i sin kommentar, hvad er Holland så egentlig kendt for andet end tulipaner, ost og så nogle rimeligt gode fodboldspillere.
Jah, der er vel også et par andre klassikere, såsom kanaler, træsko og møller. Til dem vil jeg gerne knytte en lille kommentar.
Kanaler, jo, de findes en masse, vel i så udbredt grad, at det at bo ved noget vand, næppe kan få boligpriserne til at flyve til vejrs i samme grad, som i Danmark. Tværtimod skulle man vel næsten mene! Jeg tænker, intet vand, ingen myg. Det må sgu da være et plus.
Træsko? Ja man skulle vel næppe tro det, da vi jo skriver år 2010, og vi alle ved, at træsko skåret ud i ét stykke træ, og som er mindst 3 numre for store, IKKE er behagelige at gå i, men ikke desto mindre er vi stødt på adskillige hollandske herrer iført dette stykke fodtøj. Og det i øvrigt i flere forskellige kunstneriske lakeringer! Strange.
Møller er her masser af. De gamle står for det meste bare som museumsgenstande, for det meste velbevarede. De nye, altså vindmøller, er her masser af, og det forstår man jo godt, vinden og det flade landskab taget i betragtning.
Så meget for de stereotype antagelser om Holland. Her er lidt flere erfaringer efter 6 dage i landet. Hollændere er utroligt flinke mennesker og meget hjælpsomme. Derudover taler de rigtigt godt engelsk, hvilket er en stor fordel, for det hollandske sprog er, omend til at forstå til et vist punkt i skreven form, næsten ganske uforståeligt udtalt helt hurtigt (på nær nogle enkelte fraser, som i morges på hotellet i Alkmaar, hvor vi forstod, at der kom kogte æg lige om lidt).
Den hollandske lukkelov er særdeles streng. Nu har vi lige haft en lille pinse med en søndag og derefter helligdag mandag (yderst overraskende for os to farende svende), og alt er lukket på nær nogle restauranter og tankstationer. Så det har ikke været helt billigt at spise de sidste par dage. Derudover forhandles alkohol kun i supermarkeder (øl og vin) og så har de et crazy á la svensk system med en lille spritafdeling i udvalgte supermarkeder. Ellers sælges alkohol kun på restauranter og caféer. Hvad sker der egentlig lige for det?
En sidste lille observation lidt i tråd med mine observationer fra de tyske byer. Her findes ingen cigaretautomater eller condomereier, men til gengæld er der i hver eneste lille hollandsk flække en kinesisk restaurant. Uden undtagelse. Engang må Holland have været så utroligt attraktivt et land at tage til for kinesiske kokke, at de næsten må have affolket moderlandet for folk med denne uddannelse. Gad vide, hvordan de får mad i Kina nu?
Og ja, Holland producerer sgu nogle gode fodboldspillere, men åbenbart ikke nok til at få et hold med i Champions League finalen. Til gengæld laves her en dejlig pilsner, Heineken, i øvrigt officiel sponsor for ovennævnte turnering, som nydt frisk fra fad på en fodboldbar med det klassiske
navn Flying Dutchman den 22. maj 2010, smager godt. Props for det, Holland. Skål!
M
mandag den 24. maj 2010
Den landlige byggestil
På landet har vi set helt mange af denne slags gårde, hvor det grandiose palælignende stuehus, som udgør ca. 1/3 af alle bygninger på ejendommen, er bygget sammen med kostalden. Bag stalden strækker sig store græsningsarealer. Mærkeligt koncept.
søndag den 23. maj 2010
Alkmaar
Cikle, cikle, cikle. Det er sgu noget af et trip at befinde sig så ofte i sadlen. Jeg er ikke sikker på, at min teori om, hvordan hjernens pletlige ubrugelighed med tiden vil udligne sig til en jævn retardering, er meget værd. For jeg har stadig særdeles store vanskeligheder med at formulere mig mundtligt uden dog at have mistet evnen til at registrere det.
Til gengæld begynder jeg at opleve noget, der ligner trancendens, når jeg ombord i mit meget store og tunge befordringsmiddel triller igennem de meget lange og lige veje, det her land er belagt med. Altså, når man ikke skal andet end at træde i pedalerne, er det svært ikke at svæve hen i tanker. Eller måske det modsatte. Af tanker, altså.
Holland er i øvrigt et meget rart sted at være. Folk er meget venlige og hjælpsomme, solen skinner, og vinden er mindre voldsom, end den sagtens kunne have været. I går, da vi krydsede det i øvrigt meget imponerende Afsluitdijk, havde vi endda medvind i noget, der ligner 35 km.
Alt sammen faktorer, der bestemt trækker op i bedømmelsen af landet.
På minussiden - det er bare den slags menneske, jeg er - kan jeg da lige nævne et par ting.
For det første er der ikke kolde øl i supermarkederne. Juice, sodavand og mælk er tilsyneladende de eneste drikkevarer, man vurderer, folk kunne føle trang til at indtage med det samme og i sval form.
Desuden er der brødet i samme supermarkeder. Jeg ved godt, at kvaliteten på bagværket i de danske butikker ikke er specielt høj, men der findes da et par forskellige slags i det mindste. Hernede findes der mange steder ikke andet end 17 varianter af toastbrød. Fucking toastbrød! Lyst toastbrød, mørkt toastbrød, toastbrød rullet i mysli, toastbrød med noget ovenpå, der ligner ost. Det er sgu sølle.
I øvrigt var vi i går tvungne til at indtage vores aftensmad på en skøn hollandsk grillbar i byen Den Oever, da alt andet pga. pinsen var lukket. Vi fik fritter med mayo, kaaskrackers, som er lidt som små bitte forårsruller fyldt med smeltet ost, med mayo og nogle meget underlige stykker ostefyldt butterdej, som lige var blevet paneret og smidt i friteusen. Det hele garneret med en skive syltet agurk, lidt reven gulerod og noget snittet hvidkål krydret med karry. Et udsøgt mordforsøg, som dog mislykkedes.
Kiosker findes tilsyneladende ikke her. Til gengæld kan man købe smøger og tobak hos boghandleren. Hvad tænker de på, de nederlændere?
Tilbage på plussiden skal jeg lige huske at fortælle, at det er ret fedt at betragte det rige fugleliv langs vejene. Vi har set helt mange hejrer, lappedykkere, gæs, terner, mursejlere og alle mulige andre, jeg ikke kender navnene på. Jeg føler mig lidt som min mor, når jeg konstant kører rundt og peger og råber "Se, Margit! Se fuglen!", men genetikken kan man jo ikke gøre meget ved.
J
Til gengæld begynder jeg at opleve noget, der ligner trancendens, når jeg ombord i mit meget store og tunge befordringsmiddel triller igennem de meget lange og lige veje, det her land er belagt med. Altså, når man ikke skal andet end at træde i pedalerne, er det svært ikke at svæve hen i tanker. Eller måske det modsatte. Af tanker, altså.
Holland er i øvrigt et meget rart sted at være. Folk er meget venlige og hjælpsomme, solen skinner, og vinden er mindre voldsom, end den sagtens kunne have været. I går, da vi krydsede det i øvrigt meget imponerende Afsluitdijk, havde vi endda medvind i noget, der ligner 35 km.
Alt sammen faktorer, der bestemt trækker op i bedømmelsen af landet.
På minussiden - det er bare den slags menneske, jeg er - kan jeg da lige nævne et par ting.
For det første er der ikke kolde øl i supermarkederne. Juice, sodavand og mælk er tilsyneladende de eneste drikkevarer, man vurderer, folk kunne føle trang til at indtage med det samme og i sval form.
Desuden er der brødet i samme supermarkeder. Jeg ved godt, at kvaliteten på bagværket i de danske butikker ikke er specielt høj, men der findes da et par forskellige slags i det mindste. Hernede findes der mange steder ikke andet end 17 varianter af toastbrød. Fucking toastbrød! Lyst toastbrød, mørkt toastbrød, toastbrød rullet i mysli, toastbrød med noget ovenpå, der ligner ost. Det er sgu sølle.
I øvrigt var vi i går tvungne til at indtage vores aftensmad på en skøn hollandsk grillbar i byen Den Oever, da alt andet pga. pinsen var lukket. Vi fik fritter med mayo, kaaskrackers, som er lidt som små bitte forårsruller fyldt med smeltet ost, med mayo og nogle meget underlige stykker ostefyldt butterdej, som lige var blevet paneret og smidt i friteusen. Det hele garneret med en skive syltet agurk, lidt reven gulerod og noget snittet hvidkål krydret med karry. Et udsøgt mordforsøg, som dog mislykkedes.
Kiosker findes tilsyneladende ikke her. Til gengæld kan man købe smøger og tobak hos boghandleren. Hvad tænker de på, de nederlændere?
Tilbage på plussiden skal jeg lige huske at fortælle, at det er ret fedt at betragte det rige fugleliv langs vejene. Vi har set helt mange hejrer, lappedykkere, gæs, terner, mursejlere og alle mulige andre, jeg ikke kender navnene på. Jeg føler mig lidt som min mor, når jeg konstant kører rundt og peger og råber "Se, Margit! Se fuglen!", men genetikken kan man jo ikke gøre meget ved.
J
onsdag den 19. maj 2010
Endelig Holland
I dag lykkedes det os omsider at krydse grænsen mellem Tyskland og Holland. Åh, hvilken lise for sjælen. Hvilken udsøgt fryd. Hvilken lettelse.
De seneste 6 dages ridt igennem flade, flade Niedersachsen og Reiderland i stiv modvind 90 % af tiden har ligesom fået lagt en dæmper på den allerstørste begejstring for Bundesrepublikken. Komarker, aspargesmarker, komarker, aspargesmarker, lille flække med Backstube, som forhandler det samme intetsigende, underlødige Käseüberbackenes møgbrød som i den foregående nærmest identiske lille flække, og med Gaststätte, hvor der selvfølgelig er bryllupsfest, så alt er optaget, og med kirketiderne slået op ved byskiltet, komarker, aspargesmarker, lille mudret kanal, aspargesmarker, køer, køer, køer, grimme, grimme tyske, korrekte damer med alt for højt hår med lyse striber, der savner enhver form for diskretion, hæslig - men dog uforholdsmæssigt billig - campingplads beboet af fastliggere, som alle sammen er grimme pensionister, som kører meget usikkert på cykel; til fare for alle, men trods alt mest sig selv, aspargesmarker, køer, køer, køer, vammel lille kostaldshørmende landsby med staldene på gadeplan om man så må sige, modvind, modvind, grimme tyskere, tobaksautomater i hver lille møgflække, kondomautomater i hver lille møgflække, aspargesmarker, køer, kirketider, ingen skide træer så langt øjet rækker, aspargesmarker, køer, køer, køer, FUCK!
Og selvom landskabet i vid udstrækning er uforandret på den hollandske side af grænsen, var det som om farverne blev stærkere, duftene mere indtagende, vinden varmere og knap så brysk, i det øjeblik vi fandt os selv i det forjættede Holland, hvor folk taler et forfriskende og komplet uforståeligt volapyk, men til gengæld ikke scorer helt så chokerende lavt som det tyske gennemsnit på skønhedsskalaen.
Vi har indlogeret os på et vandrerhjem i byen Scheemda, hvor der i skrivende stund er et eller andet stort møde i stueetagen. Jeg har lidt en fornemmelse af, at det er et kor, der holder et eller andet. Mest fordi der for et øjeblik siden stod to damer og sagde mærkelige lyde ude på gangen. Vi har låst døren og kravler nu ind i vores alkove(!!), hvor vi vil streame lidt Danmark i form af den glimrende og meget medrivende dramaserie TAXA.
Forresten har alt jo selvfølgelig ikke været det rene lort den sidste uge. Blandt lyspunkterne har været, at vi har krydset tre store floder. Vi tog en meget stor elevator ned til den gamle Elbtunnel, som ikke var meget bredere end tre meter. Et par dage senere krydsede vi Weser på en meget lille færge, og i går kørte vi over Ems på en bro. Sådan.
Billederne her er fra den meget korte færgetur.
J
tirsdag den 18. maj 2010
Leer
Hej med jer!
Vi er hverken faret vild eller dejset omkuld i sprittaager. Her i det nordvesttyske staar tiden bare stille, og noget saa naturligt som internetforbindelser findes stort set ikke.
Naa, men vi har kört i 5 dage siden Hamburg, og hvad kan man sige? Jo altsaa, i starten var der helt vildt mange asparges og frugtplantager, sidenhen er billedet en hel del mere ensformigt. Uendelige lige veje, modvind hele tiden (som jo er vores ven), og köer over det hele, som praktisk taget bor sammen med deres mennesker midt inde i byerne. Saa lugten kan I maaske selv gätte jer til!
De nordvesttyske smaabyer er et kapitel for sig. Alle byer med en smule respekt for sig selv skilter med söndagens tilbud paa gudstjenester i det öjeblik man körer ind i byen ( billedmateriale fölger paa et senere tidspunkt), der forefindes mindst 1 tobaksautomat og 1 Condomerei. Det skulle vel väre nok til at tilfredstille de störste behov for de fleste.
Det er alt herfra nu, og med herfra mener jeg en lurvet spillebiks i en by kaldet Leer. Vi lugter og vil finde campingpladsen og et bad. Maaske en lille öl, hvem ved. I morgen rammer vi Holland, saa det!
M
Vi er hverken faret vild eller dejset omkuld i sprittaager. Her i det nordvesttyske staar tiden bare stille, og noget saa naturligt som internetforbindelser findes stort set ikke.
Naa, men vi har kört i 5 dage siden Hamburg, og hvad kan man sige? Jo altsaa, i starten var der helt vildt mange asparges og frugtplantager, sidenhen er billedet en hel del mere ensformigt. Uendelige lige veje, modvind hele tiden (som jo er vores ven), og köer over det hele, som praktisk taget bor sammen med deres mennesker midt inde i byerne. Saa lugten kan I maaske selv gätte jer til!
De nordvesttyske smaabyer er et kapitel for sig. Alle byer med en smule respekt for sig selv skilter med söndagens tilbud paa gudstjenester i det öjeblik man körer ind i byen ( billedmateriale fölger paa et senere tidspunkt), der forefindes mindst 1 tobaksautomat og 1 Condomerei. Det skulle vel väre nok til at tilfredstille de störste behov for de fleste.
Det er alt herfra nu, og med herfra mener jeg en lurvet spillebiks i en by kaldet Leer. Vi lugter og vil finde campingpladsen og et bad. Maaske en lille öl, hvem ved. I morgen rammer vi Holland, saa det!
M
torsdag den 13. maj 2010
Schweinske
... hed restauranten, dette bette svin stod og drak øl udenfor. Man kan vel gætte sig til menuen.
Vi har deduceret os frem til, at den gule klat maling på muren under dyret er, hvad der blev tilbage efter en mislykket malerbombeaktion udført af en lille gruppe militante veganere. Det er svært at kaste så højt, når man lever af ris og avocado.
Millerntor
Dette her er nogle billeder fra udenfor Millerntor, som er FC St. Paulis hjemmebane.I bydelen er folk generelt en hel del mere fodboldgale, end nogen andre steder vi nogensinde har været. Der hænger bannere i vinduer, folk går med klubtrøjer, i butikker, caféer og barer hænger der plakater og bannere med teksten "Hamburg ist Braun Weiss" med henvisning til klubbens hjemmebanedragter, og der findes ikke mange snasker eller udskænkningssteder med respekt for sig selv, som ikke viser St. Paulis kampe og byder på særlige tilbud i tilfælde af scoring eller sejr.
At klubben netop er rykket op i den bedste tyske liga, lægger ikke en dæmper på den tendens.
tirsdag den 11. maj 2010
Hjernesvind
Med vores ankomst i går til Hamburg er første flueben på den lange liste sat, kan jeg med tilfreds- og ømhed konstatere. 400 km på 8 cykeldage giver, hvis jeg da stadig kan gennemføre lidt simpel hovedregning, et dagsgennemsnit på 50 km.
Det er en hel del højere, end forventet, og jeg er begyndt at frygte, at det har konsekvenser, der rækker et stykke udover pandafjæs og ømme lår og baller. Det forekommer mig i hvert fald, at min intelligens er for nedadgående, og at denne tendens er direkte proportionel med mængden af idræt, jeg udøver. Når man således vælger at øge sin daglige legemlige udfoldelse fra nul eller lidt mere til sådan cirka 3 timer i døgnet, er det et ret så drastisk fald i hjerneaktivitet, man som følge heraf oplever. Uheldigvis for mig er det de verbale evner, det først har ramt, hvilket kommer til udtryk således, at jeg i det store hele har mistet evnen til at formulere en sætning. Jeg finder gang på gang mig selv i situationer, hvor jeg er i gang med at sige noget og så pludselig bare går i stå. I bedste fald. Ofte bliver jeg nødt til at opgive at færdiggøre sætninger, fordi de simpelt hen ikke giver mening, og jeg ikke kan finde på alternative formuleringer. Disse halvfærdige sætninger tvinges jeg jo så til at afslutte med fx et "aarrrgh!", og det får mig ikke ligefrem til at fremstå som videre begavet. Især ikke når Margit svarer: "Skal jeg række dig knækbrødet, eller hvad fanden mener du?"
Hvis så bare dette verbale forfald havde været ledsaget af et tilsvarende dyk i kognitive evner. Men idrættens skadesvirkninger er langt mere udspekulerede og malignante end som så. For jeg er mig konstant smerteligt bevidst, hvor grelt det står til på ydersiden uden at kunne gøre noget ved det.
Jeg forsøger som en slags trøst at overbevise mig selv om, at dette blot er en fase, som skal overstås; sidenhen vil hele hjernen ganske naturligt nedjusteres til et lavere funktionsniveau, hvor det ene centers mangler slet ikke vil blive opfattet af det andet, hvor jeg vil befinde mig i en tilstand af lykke - komplet ignorant enstavelses-lykke - og jeg vil have udviklet mig til en vaskeægte, god gammeldags sportsidiot.
Det er vist den slags, man kalder ironi. For næstefter brianer, lakaber, politikere og politiet er der næppe noget segment i den danske befolkning, jeg igennem hele mit liv har foragtet mere end netop Sportsfjolset. Det er nok Guj, der straffer mig for at foragte. Det er da heller ikke pænt af mig.
Nå, men vi er altså kommet til Hamburg og har indlogeret os på et lille hotel i St. Pauli. Her er indtil videre rigtigt rart - i hvert fald tog det os ikke meget mere end 5 minutter at finde frem til en dejligt afslappet bar, som sælger øl til 15 kr., og hvor man må ryge.
I dag står den på yderligere udforskning af kvarteret og muligvis noget mere øl. Den slags skal man nemlig slet ikke kimse ad.
J
Det er en hel del højere, end forventet, og jeg er begyndt at frygte, at det har konsekvenser, der rækker et stykke udover pandafjæs og ømme lår og baller. Det forekommer mig i hvert fald, at min intelligens er for nedadgående, og at denne tendens er direkte proportionel med mængden af idræt, jeg udøver. Når man således vælger at øge sin daglige legemlige udfoldelse fra nul eller lidt mere til sådan cirka 3 timer i døgnet, er det et ret så drastisk fald i hjerneaktivitet, man som følge heraf oplever. Uheldigvis for mig er det de verbale evner, det først har ramt, hvilket kommer til udtryk således, at jeg i det store hele har mistet evnen til at formulere en sætning. Jeg finder gang på gang mig selv i situationer, hvor jeg er i gang med at sige noget og så pludselig bare går i stå. I bedste fald. Ofte bliver jeg nødt til at opgive at færdiggøre sætninger, fordi de simpelt hen ikke giver mening, og jeg ikke kan finde på alternative formuleringer. Disse halvfærdige sætninger tvinges jeg jo så til at afslutte med fx et "aarrrgh!", og det får mig ikke ligefrem til at fremstå som videre begavet. Især ikke når Margit svarer: "Skal jeg række dig knækbrødet, eller hvad fanden mener du?"
Hvis så bare dette verbale forfald havde været ledsaget af et tilsvarende dyk i kognitive evner. Men idrættens skadesvirkninger er langt mere udspekulerede og malignante end som så. For jeg er mig konstant smerteligt bevidst, hvor grelt det står til på ydersiden uden at kunne gøre noget ved det.
Jeg forsøger som en slags trøst at overbevise mig selv om, at dette blot er en fase, som skal overstås; sidenhen vil hele hjernen ganske naturligt nedjusteres til et lavere funktionsniveau, hvor det ene centers mangler slet ikke vil blive opfattet af det andet, hvor jeg vil befinde mig i en tilstand af lykke - komplet ignorant enstavelses-lykke - og jeg vil have udviklet mig til en vaskeægte, god gammeldags sportsidiot.
Det er vist den slags, man kalder ironi. For næstefter brianer, lakaber, politikere og politiet er der næppe noget segment i den danske befolkning, jeg igennem hele mit liv har foragtet mere end netop Sportsfjolset. Det er nok Guj, der straffer mig for at foragte. Det er da heller ikke pænt af mig.
Nå, men vi er altså kommet til Hamburg og har indlogeret os på et lille hotel i St. Pauli. Her er indtil videre rigtigt rart - i hvert fald tog det os ikke meget mere end 5 minutter at finde frem til en dejligt afslappet bar, som sælger øl til 15 kr., og hvor man må ryge.
I dag står den på yderligere udforskning af kvarteret og muligvis noget mere øl. Den slags skal man nemlig slet ikke kimse ad.
J
mandag den 10. maj 2010
Forår - eller noget
Jeg har noget på hjerte. Et emne, som jeg føler en stærk trang til at dele, ja ligefrem eventuelt diskutere med jer læsere.
Det er jo således, at man som campingcyklist oplever lidt af hver på sin færd, og noget af det, der har gjort størst indtryk indtil videre, er, at selvom vi skriver maj måned, har vejrmanden - eller hvem pokker det nu er, der styrer den slags - ingen skam i livet og banker lystigt temperaturen om natten ned mellem 2 og 4 grader.
Det faktum i sig selv behøver ikke nødvendigvis at udgøre det helt store problem, men det har det vist sig at være for os. I vores naive forestillingsverden så vi os parate til at imødegå nærmest en hvilken som helst situation; man tager en dejlig, fnuglet, dyrt nyindkøbt sovepose med et svensk kvalitetsmærke påsyet flere steder, en lang skiunderbuks og en ditto trøje og til sidst en skøn, hjemmestrikket uldsok, og så skulle den sidde lige i skabet!
Det gjorde den så ikke, og at blive vækket efter et par timers søvn af sine fødder, som gør så ondt, at man forestiller sig, at en ondskabsfuld, gammel nisse står og saver i dem med en sløv smørekniv, er tæt på den værste fysiske oplevelse jeg kan erindre at have haft. Og her er det så, at jeg endelig kommer til sagen, for det jeg gerne vil propagandere for her i dag er det skønne materiale kaldet: FLEECE
Fleece var som bekendt særdeles hot i 90'erne og måske endda lidt ind i det nye årtusinde, men sidenhen er det ligesom gledet ud i glemslen. Nu bæres det kun påtrykt en meget dygtig norsk skiløbers navn (hvilket selvfølgelig borger for kvaliteten) diskret under en Brøndby kamptrøje på stadion i frostvejr, eller når man gør pisterne i Val d'isere, hvor den naturligvis er godt gemt af vejen i lag på lagene under skijakken.
Og hvorfor, må jeg spørge mig selv, har dette vidunderlige materiale beståeende af sammenpressede nylontråde, eller sådan noget, lidt denne kranke skæbne. Jeg forstår det ikke. Jeg har erfaret, at jeg er megastor fan af fleece (må jo have været det altid bare uden rigtig at vide det) og har, som min kæreste, i skrivende stund nyligt indkøbt en fleeceplaid, som har den meget flotte, og altid moderne farve beige (tror jeg nok, eller hedder den sand? Eller måske knækket hvid?), som bliver svøbt om mit legeme inde i soveposen, og som afgiver den skønneste varme. Hvordan nylontråde kan det, forstår jeg mig ikke på, men ikke desto mindre, er det det, den gør. Men historien stopper ikke her. For vi har også i et tyskt supermarked, ved campingpladsen i Neustadt udvidet beholdingen af fleece med en vidunderlig langærmet trøje, Jakobs i en ubestemmelig brun, min i den moderigtige koral, som i øvrigt står forrygende til min teint. For det første er det forunderligt med alle de ting, man kan købe i supermarkeder, for det andet yderst overraskende at finde varer af så fashionabel art. Og tænk sig, at noget så pragtfuldt kan fås til de priser. Jeg tror at vi tilsammen har betalt den rimelige sum af 312,50 kroner for 2 plaider og 2 trøjer. Fremover vil jeg ikke have andet tøj end fleece. Det er varmt, flot og billigt!
Så lad dette være en opfordring til jer alle. Køb flecce og få råd til mere! Es lohnt sich!
M
Det er jo således, at man som campingcyklist oplever lidt af hver på sin færd, og noget af det, der har gjort størst indtryk indtil videre, er, at selvom vi skriver maj måned, har vejrmanden - eller hvem pokker det nu er, der styrer den slags - ingen skam i livet og banker lystigt temperaturen om natten ned mellem 2 og 4 grader.
Det faktum i sig selv behøver ikke nødvendigvis at udgøre det helt store problem, men det har det vist sig at være for os. I vores naive forestillingsverden så vi os parate til at imødegå nærmest en hvilken som helst situation; man tager en dejlig, fnuglet, dyrt nyindkøbt sovepose med et svensk kvalitetsmærke påsyet flere steder, en lang skiunderbuks og en ditto trøje og til sidst en skøn, hjemmestrikket uldsok, og så skulle den sidde lige i skabet!
Det gjorde den så ikke, og at blive vækket efter et par timers søvn af sine fødder, som gør så ondt, at man forestiller sig, at en ondskabsfuld, gammel nisse står og saver i dem med en sløv smørekniv, er tæt på den værste fysiske oplevelse jeg kan erindre at have haft. Og her er det så, at jeg endelig kommer til sagen, for det jeg gerne vil propagandere for her i dag er det skønne materiale kaldet: FLEECE
Fleece var som bekendt særdeles hot i 90'erne og måske endda lidt ind i det nye årtusinde, men sidenhen er det ligesom gledet ud i glemslen. Nu bæres det kun påtrykt en meget dygtig norsk skiløbers navn (hvilket selvfølgelig borger for kvaliteten) diskret under en Brøndby kamptrøje på stadion i frostvejr, eller når man gør pisterne i Val d'isere, hvor den naturligvis er godt gemt af vejen i lag på lagene under skijakken.
Og hvorfor, må jeg spørge mig selv, har dette vidunderlige materiale beståeende af sammenpressede nylontråde, eller sådan noget, lidt denne kranke skæbne. Jeg forstår det ikke. Jeg har erfaret, at jeg er megastor fan af fleece (må jo have været det altid bare uden rigtig at vide det) og har, som min kæreste, i skrivende stund nyligt indkøbt en fleeceplaid, som har den meget flotte, og altid moderne farve beige (tror jeg nok, eller hedder den sand? Eller måske knækket hvid?), som bliver svøbt om mit legeme inde i soveposen, og som afgiver den skønneste varme. Hvordan nylontråde kan det, forstår jeg mig ikke på, men ikke desto mindre, er det det, den gør. Men historien stopper ikke her. For vi har også i et tyskt supermarked, ved campingpladsen i Neustadt udvidet beholdingen af fleece med en vidunderlig langærmet trøje, Jakobs i en ubestemmelig brun, min i den moderigtige koral, som i øvrigt står forrygende til min teint. For det første er det forunderligt med alle de ting, man kan købe i supermarkeder, for det andet yderst overraskende at finde varer af så fashionabel art. Og tænk sig, at noget så pragtfuldt kan fås til de priser. Jeg tror at vi tilsammen har betalt den rimelige sum af 312,50 kroner for 2 plaider og 2 trøjer. Fremover vil jeg ikke have andet tøj end fleece. Det er varmt, flot og billigt!
Så lad dette være en opfordring til jer alle. Køb flecce og få råd til mere! Es lohnt sich!
M
Hamburger fucking Hansestadt!
I dag har vi cyklet 70 km fra Lübeck til Hamburg. Jeg orker ikke at skrive en hel masse lige nu, for jeg er godt nok smadret!
Men jeg kan vel godt lige mønstre energi nok til at uploade et par billeder. De kommer ikke i nogen form for meningsfuld rækkefølge, men til gengæld uden særlige forklaringer. Skulle man have lyst til at vide noget om et bestemt billede, kan man jo prøve at spørge. Det koster i hvert fald ingenting.
J
lørdag den 8. maj 2010
Wulfener Hals
Fehmarn er, ikke ulig Lolland og Falster, kold og blæsende. Til gengæld bor vi på en helt igennem hæslig campingplads udenfor Wulfen i en stor 2 værelsers lejlighed 20 meter fra Østersøen, som koster os 46 Euro pr. overnatning. Til sammenligning kan jeg fortælle, at en nat på vandrerhjem i Ringsted med udsigt til en idrætsbørnehave og Skt. Bendts(!) Kirke - med bad og toilet på gangen kostede 300 danske kroner.
Den unge dame i receptionen virkede i øvrigt som om, hun aldrig i sit livs skabte dage havde set noget lignende, da vi trådte ind ad døren. Men okay, jeg har så set mig selv i spejlet efterfølgende, og selvom jeg bestemt har set grimmere mennesker i mit liv, må jeg da indrømme, at jeg ikke på den fysiske fremtoningsfront tager mig helt så godt ud i dag, som jeg kan. Det er nok den voldsomme røde blussen og vindkrøllerne, der gør den lille, men ikke uvæsentlige forskel.
Nå ja, og så var vi lige et smut forbi den lille hyggelige Border Shop i stemningsfulde Puttgarden. Næ, hvor var det dog en fornøjelse. Det kan da kun anbefales.
Men den lækre indretning og de indbydende varearrangementer - altså hundredevis af kasser stablet i passende bjerge - alene kunne ikke gøre. For at gøre shoppingoplevelsen til noget helt unikt [junikt] havde man inviteret den meget vigtige kendis Sidney Lee ombord på den fine færge, som lægger lokaler til butikken, som gæstebartender. Den oplevelse kommer jeg til at gemme i mit hjerte i mange år, og det er da helt sikkert ikke sidste gang, jeg gæster Border Shop. Det er, som jeg altid har sagt: Den personlige service og oplevelsen af at blive behandlet opmærksomt er alfa og omega. Simpelt hen!
J
Som I jo nok kan høre, er min fyr i et lidt specielt skrivehumør idag!!! Jeg må dog gi ham, at alt, hvad han har skrevet, er den rene, skinbarlige sandhed. Men - der har dog ud over de ovenfor beskrevne hændelser også været adskillige af den positive slags i dag. Vi har hele dagen (pånær nogle ganske få minutter) haft vinden i ryggen, så jeg formoder, at Jacob Haugaards tid i folketinget ikke har været helt og aldeles spild af tid. Rygvind er noget, som jeg på det kraftigste kan anbefale til alle, som vover sig ud på cykel.
Et andet positivt indslag på denne torsdag har, i hvert tilfælde for mig, været at få lov til at cykle ombord på færgen mellem Rødby og Puttgarten. Det var ret vildt sådan bare at følge efter de enorme lastbiler og busser (og ja, sådanne køretøjer ser utroligt store ud, når man nu er lillebitte og på cykel) og så ellers køre ombord på togdækket!
PÅ CYKEL! Der sad også to lettere bedagede herrer på en bænk i færgeområdet og heppede på os, da vi nok så kækt kom cyklende. Det varmede helt ind i hjertekulen.
Det tredje og måske vigtigste positive indslag idag fandt faktisk sted i førbenævnte Border Shop. Jeg kunne her indkøbe en dejlig flaske Grøn Gajol (min pt. absolut foretrukne drik, altså næstefter øl) og en 10 styks lakrisal til senere fornødenheder!! Det er den slags, en sand kvinde sætter pris på.
Så nu er vi sgu i Tyskland. Endelig ude af Danmark og eventyret begynder. Med en fridag i morgen, for vi har ladet os bilde ind, at vejret bliver absolut forfærdeligt, og det har vi valgt at tage for gode varer. Så i morgen står den på afslapning, måske lidt massage, Eurosport i fjerneren og en lille en, før vi fortsætter mod Hamburg.
M
Den unge dame i receptionen virkede i øvrigt som om, hun aldrig i sit livs skabte dage havde set noget lignende, da vi trådte ind ad døren. Men okay, jeg har så set mig selv i spejlet efterfølgende, og selvom jeg bestemt har set grimmere mennesker i mit liv, må jeg da indrømme, at jeg ikke på den fysiske fremtoningsfront tager mig helt så godt ud i dag, som jeg kan. Det er nok den voldsomme røde blussen og vindkrøllerne, der gør den lille, men ikke uvæsentlige forskel.
Nå ja, og så var vi lige et smut forbi den lille hyggelige Border Shop i stemningsfulde Puttgarden. Næ, hvor var det dog en fornøjelse. Det kan da kun anbefales.
Men den lækre indretning og de indbydende varearrangementer - altså hundredevis af kasser stablet i passende bjerge - alene kunne ikke gøre. For at gøre shoppingoplevelsen til noget helt unikt [junikt] havde man inviteret den meget vigtige kendis Sidney Lee ombord på den fine færge, som lægger lokaler til butikken, som gæstebartender. Den oplevelse kommer jeg til at gemme i mit hjerte i mange år, og det er da helt sikkert ikke sidste gang, jeg gæster Border Shop. Det er, som jeg altid har sagt: Den personlige service og oplevelsen af at blive behandlet opmærksomt er alfa og omega. Simpelt hen!
J
Som I jo nok kan høre, er min fyr i et lidt specielt skrivehumør idag!!! Jeg må dog gi ham, at alt, hvad han har skrevet, er den rene, skinbarlige sandhed. Men - der har dog ud over de ovenfor beskrevne hændelser også været adskillige af den positive slags i dag. Vi har hele dagen (pånær nogle ganske få minutter) haft vinden i ryggen, så jeg formoder, at Jacob Haugaards tid i folketinget ikke har været helt og aldeles spild af tid. Rygvind er noget, som jeg på det kraftigste kan anbefale til alle, som vover sig ud på cykel.
Et andet positivt indslag på denne torsdag har, i hvert tilfælde for mig, været at få lov til at cykle ombord på færgen mellem Rødby og Puttgarten. Det var ret vildt sådan bare at følge efter de enorme lastbiler og busser (og ja, sådanne køretøjer ser utroligt store ud, når man nu er lillebitte og på cykel) og så ellers køre ombord på togdækket!
PÅ CYKEL! Der sad også to lettere bedagede herrer på en bænk i færgeområdet og heppede på os, da vi nok så kækt kom cyklende. Det varmede helt ind i hjertekulen.
Det tredje og måske vigtigste positive indslag idag fandt faktisk sted i førbenævnte Border Shop. Jeg kunne her indkøbe en dejlig flaske Grøn Gajol (min pt. absolut foretrukne drik, altså næstefter øl) og en 10 styks lakrisal til senere fornødenheder!! Det er den slags, en sand kvinde sætter pris på.
Så nu er vi sgu i Tyskland. Endelig ude af Danmark og eventyret begynder. Med en fridag i morgen, for vi har ladet os bilde ind, at vejret bliver absolut forfærdeligt, og det har vi valgt at tage for gode varer. Så i morgen står den på afslapning, måske lidt massage, Eurosport i fjerneren og en lille en, før vi fortsætter mod Hamburg.
M
onsdag den 5. maj 2010
Lolland, dër!
Sakskøbing er en overraskende behagelig by, hvor man bliver budt på friskbrygget kaffe i Kop og Kande, selvom man ikke køber noget - i øvrigt serveret af en venlig fyr i shorts, blazer og strømper i sandalerne - og hvor der bliver spillet hård rock fra 90'erne og solgt øl til 10 kr. på bodegaen Black Pearl.
Vi har indlogeret os på den faktisk brandhyggelige campingplads i en lille bitte hytte, som forhåbentlig kan holde os varmere, end telt og tynde soveposer formåede sidste nat i fucking frostvejr.
Campingpladsen er i øvrigt Margits tidligere hjem. Her residerede hun som 16-årig i et par måneder, så man kan med god ret kalde hende en rigtig trailer parkdame. Skulle man være i tvivl om validiteten af det udsagn, vil jeg stilfærdigt sige se her:
Forresten ligger campingpladsen et stenkast fra Skolegade, hvor Margit også har boet. Da hun ville vise mig sit gamle hjem, viste det sig dog, hvor dybt byen har rodfæstet sig i hendes bevidsthed, for det tog omtrent 5 minutter, før det gik op for hende, at det hus hun stod og fortalte om, var et hun aldrig havde beboet. Og derudfra kan man jo så vælge at drage sine egne konklusioner. I retfærdighedens navn kan jeg da lige nævne, at det faktisk lykkedes hende at pejle sig ind på det rigtige hus.
J
Vi har indlogeret os på den faktisk brandhyggelige campingplads i en lille bitte hytte, som forhåbentlig kan holde os varmere, end telt og tynde soveposer formåede sidste nat i fucking frostvejr.
Campingpladsen er i øvrigt Margits tidligere hjem. Her residerede hun som 16-årig i et par måneder, så man kan med god ret kalde hende en rigtig trailer parkdame. Skulle man være i tvivl om validiteten af det udsagn, vil jeg stilfærdigt sige se her:
J
Ore Strand Camping
Efter en dags restitution ovenpå lørdagens yderst strabadserende 55 kilometer besluttede vi os for at tage en nem dag og nøjedes derfor med at tage den omtrent 20 kilometer lange tur fra Osted til Ringsted. Det gik ganske strålende – alt andet havde da også været en ydmygelse – og efter en times ridt trillede vi ind på gårdspladsen ved Ringsted Vandrerhjem, som levede fint op til forventningen, som ligesom de fleste forestillinger om denne tur i øvrigt naturligvis var baseret på et fundament af ren gisning.
Da vi havde foretaget lidt småindkøb besluttede vi os for at tage en velfortjent forfriskning på et af Ringsteds helt mange værtshuse. Valget faldt helt tilfældigt på Kong Valdemars Pub, som ligger på et okay ucharmerende torv af en art midt i byen.
Inden for døren, ligesom i en afdeling, før man kommer ind i selve barlokalet, sad der ved hver sit bord et par ældre, alvorligt udseende herrer, hver med en øl og et halvt fyldt glas foran sig.
Ved baren sad der en lille håndfuld stamkunder, og så ud, som den slags nu gør. Vi gik forbi dem og satte os ved et ledigt bord i et hjørne ved siden af et andet bord, hvor to unge fyre sad og raflede om bajere. Den ene var vel omtrent 19 år gammel, men det forhindrede ham nu ikke i at puffe løs på en pibe i bedste morfarstil og i øvrigt give det indtryk, at han var helt på hjemmebane. Hans ven, som var voldsomt rødblussende i fjæset, var en bette storrygende, højlydt gut på allerhøjst 16 uden antydningen af dun på de små buttede kinder.
Begge to var nærmest ved at falde ned fra stolene af ren benovelse, da de så os komme ind ad døren, hvilket selvfølgelig gav en lidt speciel atmosfære de første 5 minutter.
Jeg tror, at vi begge mere eller mindre allerede havde stemplet dem som kæmpe bonderøve i ordets mest nederen forstand, da en meget sølle udseende mand på omkring de fyrre henvendte sig til dem og spurgte, om han måtte gøre dem selskab. Og selvom det ikke virkede som om, de kendte ham, var de højst overraskende noget så imødekommende, bad ham sætte sig og inviterede ham til at deltage i deres spil. Han på den anden side var lidt tilbageholdende og forsøgte til at begynde med at undslå sig, for, som han forklarede, var han så meget på røven, at han ikke ville kunne betale, i fald han tabte. Men det var ikke et problem, forsikrede den ældre af drengene ham; de skulle nok betale.
Herefter fulgte vel omtrent tre kvarters pænt højrøstet raflen – kun afbrudt af et par stumper af en voldsom og lidelsesfuld livshistorie fra den forhutlede.
Og det var svært ikke at blive rørt over den varme, der strømmede i retning af den stakkels mand. Og så endda fra to knægte, der sad og drak bajere på en bodega på en onsdag.
Det var skønhed. Vaskeægte skønhed.
Men det allerbedste, og så har jeg ikke engang beskrevet, den vidunderligt bistre kromutter, der lod mig vente 5 minutter på min første bestilling, fordi hun stod og hyggesnakkede, den joggingtøjsklædte tyksak, der lignede noget taget ud af Cop Land, eller den træindrammede plakat med et foto af to store, lange, tunge bryster lagt indover et bord, som prydede pissoiret...
Nej, det allerbedste var, at lige inden vi gik igen, spurgte den piberygende af drengene, hvad den forhutlede mand kunne tænke sig at drikke, hvortil denne svarede:
”En South And Confort ville sgu være dejligt!”
”Hvad hed den?” spurgte piberygeren, ”sagde du South And Comfort?”
”Nej, Confort. South And Confort.”
”Nå, okay. South And Confort.”
Hvis det ikke er motherfucking fantastisk, så ved jeg sgu ikke, hvad der er. Og den slags øjeblikke af ynde og kærlighed kan man altså også få lov til at opleve i Ringsted af alle steder.
I øvrigt spiste vi underlødig mad fra en eller anden ellers fancy udseende italienersnask, blev megatrætte og faldt i søvn kl. 18.
J
Da vi havde foretaget lidt småindkøb besluttede vi os for at tage en velfortjent forfriskning på et af Ringsteds helt mange værtshuse. Valget faldt helt tilfældigt på Kong Valdemars Pub, som ligger på et okay ucharmerende torv af en art midt i byen.
Inden for døren, ligesom i en afdeling, før man kommer ind i selve barlokalet, sad der ved hver sit bord et par ældre, alvorligt udseende herrer, hver med en øl og et halvt fyldt glas foran sig.
Ved baren sad der en lille håndfuld stamkunder, og så ud, som den slags nu gør. Vi gik forbi dem og satte os ved et ledigt bord i et hjørne ved siden af et andet bord, hvor to unge fyre sad og raflede om bajere. Den ene var vel omtrent 19 år gammel, men det forhindrede ham nu ikke i at puffe løs på en pibe i bedste morfarstil og i øvrigt give det indtryk, at han var helt på hjemmebane. Hans ven, som var voldsomt rødblussende i fjæset, var en bette storrygende, højlydt gut på allerhøjst 16 uden antydningen af dun på de små buttede kinder.
Begge to var nærmest ved at falde ned fra stolene af ren benovelse, da de så os komme ind ad døren, hvilket selvfølgelig gav en lidt speciel atmosfære de første 5 minutter.
Jeg tror, at vi begge mere eller mindre allerede havde stemplet dem som kæmpe bonderøve i ordets mest nederen forstand, da en meget sølle udseende mand på omkring de fyrre henvendte sig til dem og spurgte, om han måtte gøre dem selskab. Og selvom det ikke virkede som om, de kendte ham, var de højst overraskende noget så imødekommende, bad ham sætte sig og inviterede ham til at deltage i deres spil. Han på den anden side var lidt tilbageholdende og forsøgte til at begynde med at undslå sig, for, som han forklarede, var han så meget på røven, at han ikke ville kunne betale, i fald han tabte. Men det var ikke et problem, forsikrede den ældre af drengene ham; de skulle nok betale.
Herefter fulgte vel omtrent tre kvarters pænt højrøstet raflen – kun afbrudt af et par stumper af en voldsom og lidelsesfuld livshistorie fra den forhutlede.
Og det var svært ikke at blive rørt over den varme, der strømmede i retning af den stakkels mand. Og så endda fra to knægte, der sad og drak bajere på en bodega på en onsdag.
Det var skønhed. Vaskeægte skønhed.
Men det allerbedste, og så har jeg ikke engang beskrevet, den vidunderligt bistre kromutter, der lod mig vente 5 minutter på min første bestilling, fordi hun stod og hyggesnakkede, den joggingtøjsklædte tyksak, der lignede noget taget ud af Cop Land, eller den træindrammede plakat med et foto af to store, lange, tunge bryster lagt indover et bord, som prydede pissoiret...
Nej, det allerbedste var, at lige inden vi gik igen, spurgte den piberygende af drengene, hvad den forhutlede mand kunne tænke sig at drikke, hvortil denne svarede:
”En South And Confort ville sgu være dejligt!”
”Hvad hed den?” spurgte piberygeren, ”sagde du South And Comfort?”
”Nej, Confort. South And Confort.”
”Nå, okay. South And Confort.”
Hvis det ikke er motherfucking fantastisk, så ved jeg sgu ikke, hvad der er. Og den slags øjeblikke af ynde og kærlighed kan man altså også få lov til at opleve i Ringsted af alle steder.
I øvrigt spiste vi underlødig mad fra en eller anden ellers fancy udseende italienersnask, blev megatrætte og faldt i søvn kl. 18.
J
Tirsdag d. 4. maj 2010
Nu er vi så afsted, altså sådan for alvor! Vi har cyklet i 3 dage, den værste ømhed har fortaget sig fra benene, ballerne er et helt andet område af kroppen, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Jeg har kun én ting at sige om det emne: KOPATTESALVE i rigelige mængder.
Afskeden var svær, især med Malunse, og at græde en del og at kramme en del, var en nødvendighed. I sådanne øjeblikke overvejer man endnu engang, hvad det er vi har gang i, og man parlamenterer med sig selv, om vi har truffet det rigtige valg. Men tanken om en konform dagligdag fyldt med faste rutiner, dårlige tv-programmer og et ikke tilfredsstillende arbejde burde være nok til at overbevise selv den største tvivler! Det var i hvert tilfælde nok for os.
Og når jeg tænker videre, så kommer jeg frem til, at det at savne andre mennesker vel egentligt ikke er så værst endda. Det bekræfter os i, at vi elsker andre højt, og vores afsked har vist os, at vi også er elsket af mange. Og det er faktisk temmelig fantastisk.
Og selvom det er mega angstprovokerende at sige farvel til hverdagen og begive sig ud i det ukendte, så er det det der giver mening lige nu. (Kender du det Rasmus?) Så ja, nu er vi afsted, vi har cyklet 60 kilometer i dag, fra Ringsted til Vordingborg, igennem Sjællands kuperede terræn, og for første gang ligger vi i vores telt, lige ned til vandet, og solnedgangen er temmelig pæn i røde nuancer. Her er koldt, men ikke noget en god sovepose og en kold pilsner ikke kan kurere.
I morgen skal vi til Sakskøbing, min gamle hjemby. En lille tur på 30 kilometer, og så bliver der forhåbentlig tid til lidt sightseeing i byen. Vi skal blandt andet se, om pubben står endnu.
M
Afskeden var svær, især med Malunse, og at græde en del og at kramme en del, var en nødvendighed. I sådanne øjeblikke overvejer man endnu engang, hvad det er vi har gang i, og man parlamenterer med sig selv, om vi har truffet det rigtige valg. Men tanken om en konform dagligdag fyldt med faste rutiner, dårlige tv-programmer og et ikke tilfredsstillende arbejde burde være nok til at overbevise selv den største tvivler! Det var i hvert tilfælde nok for os.
Og når jeg tænker videre, så kommer jeg frem til, at det at savne andre mennesker vel egentligt ikke er så værst endda. Det bekræfter os i, at vi elsker andre højt, og vores afsked har vist os, at vi også er elsket af mange. Og det er faktisk temmelig fantastisk.
Og selvom det er mega angstprovokerende at sige farvel til hverdagen og begive sig ud i det ukendte, så er det det der giver mening lige nu. (Kender du det Rasmus?) Så ja, nu er vi afsted, vi har cyklet 60 kilometer i dag, fra Ringsted til Vordingborg, igennem Sjællands kuperede terræn, og for første gang ligger vi i vores telt, lige ned til vandet, og solnedgangen er temmelig pæn i røde nuancer. Her er koldt, men ikke noget en god sovepose og en kold pilsner ikke kan kurere.
I morgen skal vi til Sakskøbing, min gamle hjemby. En lille tur på 30 kilometer, og så bliver der forhåbentlig tid til lidt sightseeing i byen. Vi skal blandt andet se, om pubben står endnu.
M
lørdag den 1. maj 2010
Fy for satan da
For at gøre en lang historie kort kan man sige, at efter 4,5 time i modvind, 1 fladt hjul på den bette anhænger(som i øvrigt på utroligt mandig vis blev lappet af mig), en dum omvej på vel i omegnen af 10 km og for lidt at spise undervejs, er vi ikke fuldt ud så kålhøgne længere.
Vores røve gør meganade, og ansigterne blusser højrødt. Af samme grund har vi undladt at poste billeder fra efter ankomsten til Osted. Et syn af den type bør man ikke byde sine medmennesker.
Ideen, som på tegnebrættet virkede så skide rock'n'roll, om at køre sig i form virkede hele vejen ad Gl. Køge Landevej sådan set ikke helt tosset. For det gik sgu meget godt. Men det småbakkede terræn imellem Karlslunde og Osted fik mig til at føle mig som Tom Boonen på en bjergetape. Også selvom der blev tyndet omtrent 3 kg ud i bagagen i morges.
Men der er jo ikke meget en øl og en hjemmelavet nordsøolje ikke kan kurere - eller i det mindste dulme.
I morgen er der, tvunget af omstændighederne, hviledag, og så får vi se, hvor langt vi kommer på mandag.
J
Abonner på:
Opslag (Atom)