Fuglen og himlen.
Kunst, mand!
Jacques?
Jernspurvens fødselsdagsmiddag: Cous-cous med linse/rødbede/æbleciderbørge og creme fraiche.
mandag den 28. juni 2010
Regnvejr i Heric
Det her indlæg skrev jeg i går, da vi var udenfor nettets rækkevidde.
Netop nu ligger vi i vores telt og lytter til den øredøvende lyd af tordenregn, der tæsker løs på vores telt, som netop i dag står noget mere usikkert, end det plejer at gøre. Vi befinder os nemlig i Bretagne, hvor jorden på campingpladserne er så fuld af sten, at man bliver nødt til at lade pløkkerne ligge helt vandret 3 cm under græsoverfladen. Et ikke fuldt så sikkert fundament at møde et skybrud med, som jeg kunne have ønsket. Samme undergrund gør, at vandet kun ganske langsomt absorberes, hvilket har resulteret i en faretruende høj vandstand i vores fortelt. Det mest vitale, altså det meste af, hvad vi har med os, har vi derfor været nødt til at stable op omkring os i selve kabinen.
Det er sgu i grunden meget hyggeligt, må jeg sige. Men som jeg altid har sagt: hvor der er sprit, er der håb, og der er stadig dejligt langt til bunden i min whiskyflaske, som i øvrigt måske er lidt tung at slæbe igennem den milde til brutale bretonske kupering, men helt og aldeles uundværlig for moralen.
Ciklingen går det ganske godt med for vores begges vedkommende. Vi er begge så klart mest glade for flad vej i medvind, må vi tilstå, og set i det perspektiv er det vel moderat dumt, at vi har valgt den rute, vi har, men vi bliver bedre og bedre til at køre opad, og det er sgu med en samvittighed så ren som en nonnes memoirer, man snupper sig en øl eller to efter dagens etape.
Det er helt utroligt, hvor meget ens form kan skifte fra dag til dag. Den ene dag suser man med et overlegent smil op over bakker, man den følgende dag kan være lige ved at tude over at befinde sig for foden af, og det er ikke rigtigt lykkedes for os at regne ud, hvad der er afgørende for, hvordan dagen forløber. Til gengæld har vi endnu til gode at føle os i superduper form på samme tid. Af en eller anden grund er det altid kun den ene af os, der trænger til et glas varm mælk og en kiks. Det er måske meget godt, for man kan virkelig godt trænge til lidt opbakning, når man har en skidt dag.
I bund og grund er det sandsynligvis ikke den fysiske form, der determinerer kvaliteten af præstationerne i sadlen. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg i forgårs simpelt hen ikke kunne se, hvorfor i alverden jeg skulle køre på cykel op ad en stigning på en kilometer med en hældningsprocent på omtrent 12. De fleste andre stigninger har jeg valgt at betragte som en fed udfordring, som jeg sateme nok skal klare, og så har jeg bidt tænderne sammen og fucking gjort det. I smerte, bevares, men jeg har gjort det. I forgårs gad jeg saftsuseme ikke det lort. Og sammen med psykopatmotivationen forsvandt også mine bens evne til at træde mig op over bakken, så jeg måtte stå af og trække op over. Det var en meget stejl bakke, og det var meget varmt, og min cykel og jeg selv er virkeligt tunge, men alligevel var det simpelthen så frustrerende at føle sig så svag, som jeg gjorde.
Men i hvert fald er den foreløbige konklusion, at psyken spiller en afgørende rolle for, hvordan man kører. Højst overraskende, må man sige, og hvis det lyder lige højtravende og dybsindigt nok, kan jeg kun beklage.
Frankrig - eller franskmændene for at være lidt mere præcis - er forresten begyndt at vise sig fra mere sympatiske sider, efterhånden som vi har bevæget os sydover. Den der noget vamle mentalitet med at glo bistert på folk uden at sige noget er faktisk så småt ved at være fordampet, og det er jeg overordentligt tilfreds med at kunne konstatere. Sprogkundskaberne - altså franskmændenes og ikke mine, jeg kan trods alt to sprog, som ikke er mit modersmål - kniber det sgu stadig med, men til gengæld har vi mødt en hel del folk, der ikke rigtigt mener, at den slags skal have lov til at stå i vejen for en bette sludder. De pludrer bare løs på fransk om cykler og vejret og fodbold, og jeg nikker og smiler og fatter på en god dag 3% af, hvad de snakker om, men hyggeligt er det da. Det er det.
Yderligere kan jeg sige om Frankrig, at:
- supermarkederne er kæmpestore og fyldt med yoghurt, kød og hvidskimmeloste.
- cykelstier er en meget eksotisk sjældenhed belagt med grus.
- fuldkorn er et fremmedord.
- bilister er overraskende hensynsfulde. Bortset selvfølgelig fra hende, der var lige ved at ombringe Margit i Rennes.
- vandet i den kolde hane er lunkent og smager af klor.
- her faktisk er ret så pænt.
- der åbenbart ikke er et marked for andre friske krydderurter end kruspersille.
- øl kommer i meget små flasker.
- lakrids er helt utroligt svært at opdrive.
- folk i al almindelighed ikke er specielt bange for at blotte lidt hud. Eller meget.
- folk her lever af kød og fisk i store mængder. Vegetarisk kost er ikke-eksisterende. Selv hos kebabmanden har man strøget klassikkeren falafel fra kortet.
- byer som hovedregel ligger nede i huller i landskabet.
Og det opsummerer sådan set meget godt essensen af det land.
J
Netop nu ligger vi i vores telt og lytter til den øredøvende lyd af tordenregn, der tæsker løs på vores telt, som netop i dag står noget mere usikkert, end det plejer at gøre. Vi befinder os nemlig i Bretagne, hvor jorden på campingpladserne er så fuld af sten, at man bliver nødt til at lade pløkkerne ligge helt vandret 3 cm under græsoverfladen. Et ikke fuldt så sikkert fundament at møde et skybrud med, som jeg kunne have ønsket. Samme undergrund gør, at vandet kun ganske langsomt absorberes, hvilket har resulteret i en faretruende høj vandstand i vores fortelt. Det mest vitale, altså det meste af, hvad vi har med os, har vi derfor været nødt til at stable op omkring os i selve kabinen.
Det er sgu i grunden meget hyggeligt, må jeg sige. Men som jeg altid har sagt: hvor der er sprit, er der håb, og der er stadig dejligt langt til bunden i min whiskyflaske, som i øvrigt måske er lidt tung at slæbe igennem den milde til brutale bretonske kupering, men helt og aldeles uundværlig for moralen.
Ciklingen går det ganske godt med for vores begges vedkommende. Vi er begge så klart mest glade for flad vej i medvind, må vi tilstå, og set i det perspektiv er det vel moderat dumt, at vi har valgt den rute, vi har, men vi bliver bedre og bedre til at køre opad, og det er sgu med en samvittighed så ren som en nonnes memoirer, man snupper sig en øl eller to efter dagens etape.
Det er helt utroligt, hvor meget ens form kan skifte fra dag til dag. Den ene dag suser man med et overlegent smil op over bakker, man den følgende dag kan være lige ved at tude over at befinde sig for foden af, og det er ikke rigtigt lykkedes for os at regne ud, hvad der er afgørende for, hvordan dagen forløber. Til gengæld har vi endnu til gode at føle os i superduper form på samme tid. Af en eller anden grund er det altid kun den ene af os, der trænger til et glas varm mælk og en kiks. Det er måske meget godt, for man kan virkelig godt trænge til lidt opbakning, når man har en skidt dag.
I bund og grund er det sandsynligvis ikke den fysiske form, der determinerer kvaliteten af præstationerne i sadlen. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg i forgårs simpelt hen ikke kunne se, hvorfor i alverden jeg skulle køre på cykel op ad en stigning på en kilometer med en hældningsprocent på omtrent 12. De fleste andre stigninger har jeg valgt at betragte som en fed udfordring, som jeg sateme nok skal klare, og så har jeg bidt tænderne sammen og fucking gjort det. I smerte, bevares, men jeg har gjort det. I forgårs gad jeg saftsuseme ikke det lort. Og sammen med psykopatmotivationen forsvandt også mine bens evne til at træde mig op over bakken, så jeg måtte stå af og trække op over. Det var en meget stejl bakke, og det var meget varmt, og min cykel og jeg selv er virkeligt tunge, men alligevel var det simpelthen så frustrerende at føle sig så svag, som jeg gjorde.
Men i hvert fald er den foreløbige konklusion, at psyken spiller en afgørende rolle for, hvordan man kører. Højst overraskende, må man sige, og hvis det lyder lige højtravende og dybsindigt nok, kan jeg kun beklage.
Frankrig - eller franskmændene for at være lidt mere præcis - er forresten begyndt at vise sig fra mere sympatiske sider, efterhånden som vi har bevæget os sydover. Den der noget vamle mentalitet med at glo bistert på folk uden at sige noget er faktisk så småt ved at være fordampet, og det er jeg overordentligt tilfreds med at kunne konstatere. Sprogkundskaberne - altså franskmændenes og ikke mine, jeg kan trods alt to sprog, som ikke er mit modersmål - kniber det sgu stadig med, men til gengæld har vi mødt en hel del folk, der ikke rigtigt mener, at den slags skal have lov til at stå i vejen for en bette sludder. De pludrer bare løs på fransk om cykler og vejret og fodbold, og jeg nikker og smiler og fatter på en god dag 3% af, hvad de snakker om, men hyggeligt er det da. Det er det.
Yderligere kan jeg sige om Frankrig, at:
- supermarkederne er kæmpestore og fyldt med yoghurt, kød og hvidskimmeloste.
- cykelstier er en meget eksotisk sjældenhed belagt med grus.
- fuldkorn er et fremmedord.
- bilister er overraskende hensynsfulde. Bortset selvfølgelig fra hende, der var lige ved at ombringe Margit i Rennes.
- vandet i den kolde hane er lunkent og smager af klor.
- her faktisk er ret så pænt.
- der åbenbart ikke er et marked for andre friske krydderurter end kruspersille.
- øl kommer i meget små flasker.
- lakrids er helt utroligt svært at opdrive.
- folk i al almindelighed ikke er specielt bange for at blotte lidt hud. Eller meget.
- folk her lever af kød og fisk i store mængder. Vegetarisk kost er ikke-eksisterende. Selv hos kebabmanden har man strøget klassikkeren falafel fra kortet.
- byer som hovedregel ligger nede i huller i landskabet.
Og det opsummerer sådan set meget godt essensen af det land.
J
lørdag den 19. juni 2010
['fissbræ:n] part II
En hurtig opdatering på numsefronten må der jo til i ny og næ, og nu er tiden kommet.
Jeg er nu - efter at have lyttet til et par råd og i øvrigt yderligere gransket regionen - for det første i bedring. Rent vand og kopattesalve fungerer fint. Men det kan ikke gøre det alene. For for at gribe ondet om dets rod, må man jo kunne identificere roden, hvis man kan udtrykke sig således, og vand og creme fjerner ikke grunden til den triste forfatning, møllen i længere tid har befundet sig i. Men min skarpe hjerne, tidligere nævnte mangler ufortalt, har ved hjælp af god gammeldags deduktion for det andet præcist udpeget den egentlige synder i hele denne misere, nemlig cikelbuksen. Ved nærmere inspektion af skrævet viste sig et mønster, jeg ikke tidligere havde været opmærksom på. En ømfindtlig ligebenet trekant trådte tydeligt frem i form af sprukken, hævet og rød hud lige præcis, hvor mellemkødet møder låret og i udkanten af selve gaffet. Jeg forsøgte da i to dage at køre på cikel iført min anden buks, som egentlig er beregnet til koldere tider, hvorfor jeg ikke har brugt den i det meste af en måned. Effekten var ikke til at tage fejl af: Nok svedte jeg en hel del mere, men til gengæld heledes mit forpinte gat i en fart, jeg ikke havde turdet drømme om.
Jeg valgte i går at frekventere en cykelhandler i Bayeux for at indkøbe en buks, der tilsvarer årstiden. Fuck, hvor fatter franskmænd dog bare ikke en bjælde af, hvad man siger til dem, selvom de påstår, at de taler en lille smule engelsk. Det skandaløst lave sprogkundsskabsniveau kan den enkelte franskmand nok ikke lastes for i lige så høj grad som dem, der udformer skolepolitikken i landet, men det skulle vel for satan ikke forhindre dem i i det mindste at prøve på at forstå helt basalt tegnsprog.
Jeg viste cykelhandleren min buks og fægtede med arme og ben for at fortælle ham, at røvpuden i den buks, jeg ønskede at købe af ham, skulle være ligeså tyk og ligeså bred, som den, jeg stod med i hånden. Alt sammen forgæves, og jeg måtte gå tomhændet derfra. Igen med den irriterende følelse af at befinde mig i et land, hvor jeg er i vejen.
Nå, men hellere svede end bløde, som jeg plejer at sige.
Min irritation over franskmændene er heldigvis ikke konstant. Der er faktisk ganske mange venlige og rare mennesker hernede, og hvis man vil, kan man jo bare finde sig en hollænder at snakke med. Dem vrimler det med overalt, og de er for det meste ganske søde.
Vi bor forresten i disse dage på en campingplads udenfor Bayeux, hvor campingsmutter og vel 85% af alle gæster er briter. Et lidt syret koncept, eftersom vi ellers ikke er rendt ind i overvældende mange fra de øer, men det er meget rart at høre lidt engelsk.
Jeg er nu - efter at have lyttet til et par råd og i øvrigt yderligere gransket regionen - for det første i bedring. Rent vand og kopattesalve fungerer fint. Men det kan ikke gøre det alene. For for at gribe ondet om dets rod, må man jo kunne identificere roden, hvis man kan udtrykke sig således, og vand og creme fjerner ikke grunden til den triste forfatning, møllen i længere tid har befundet sig i. Men min skarpe hjerne, tidligere nævnte mangler ufortalt, har ved hjælp af god gammeldags deduktion for det andet præcist udpeget den egentlige synder i hele denne misere, nemlig cikelbuksen. Ved nærmere inspektion af skrævet viste sig et mønster, jeg ikke tidligere havde været opmærksom på. En ømfindtlig ligebenet trekant trådte tydeligt frem i form af sprukken, hævet og rød hud lige præcis, hvor mellemkødet møder låret og i udkanten af selve gaffet. Jeg forsøgte da i to dage at køre på cikel iført min anden buks, som egentlig er beregnet til koldere tider, hvorfor jeg ikke har brugt den i det meste af en måned. Effekten var ikke til at tage fejl af: Nok svedte jeg en hel del mere, men til gengæld heledes mit forpinte gat i en fart, jeg ikke havde turdet drømme om.
Jeg valgte i går at frekventere en cykelhandler i Bayeux for at indkøbe en buks, der tilsvarer årstiden. Fuck, hvor fatter franskmænd dog bare ikke en bjælde af, hvad man siger til dem, selvom de påstår, at de taler en lille smule engelsk. Det skandaløst lave sprogkundsskabsniveau kan den enkelte franskmand nok ikke lastes for i lige så høj grad som dem, der udformer skolepolitikken i landet, men det skulle vel for satan ikke forhindre dem i i det mindste at prøve på at forstå helt basalt tegnsprog.
Jeg viste cykelhandleren min buks og fægtede med arme og ben for at fortælle ham, at røvpuden i den buks, jeg ønskede at købe af ham, skulle være ligeså tyk og ligeså bred, som den, jeg stod med i hånden. Alt sammen forgæves, og jeg måtte gå tomhændet derfra. Igen med den irriterende følelse af at befinde mig i et land, hvor jeg er i vejen.
Nå, men hellere svede end bløde, som jeg plejer at sige.
Min irritation over franskmændene er heldigvis ikke konstant. Der er faktisk ganske mange venlige og rare mennesker hernede, og hvis man vil, kan man jo bare finde sig en hollænder at snakke med. Dem vrimler det med overalt, og de er for det meste ganske søde.
Vi bor forresten i disse dage på en campingplads udenfor Bayeux, hvor campingsmutter og vel 85% af alle gæster er briter. Et lidt syret koncept, eftersom vi ellers ikke er rendt ind i overvældende mange fra de øer, men det er meget rart at høre lidt engelsk.
torsdag den 17. juni 2010
BIlleder
Statue ved Centre Juno Beach, hvor canadierne gik i land på D-Dag.
Rabubald og Jernspurven ved havet.
Ciklerne ved havet.
Netop ankommet til en campingsplads.
Ved Seinens bred. Pont du Tancarville i baggrunden.
mandag den 14. juni 2010
Livet på landevejen
I dag er det den 14. juni. Vi har cyklet cirka 1500 kilometer. På søndag har jeg fødselsdag, og Jakob spørger hvad jeg kunne tænke mig. "Noget med fodbold og bobler", svarer jeg. For hvad ønsker man sig til sin fødselsdag, når ens liv drejer sig om at køre på cykel - i stadigt mere kuperet terræn, næsten hver dag, og hvor alfa og omega er at få minimeret vægten på cyklen for at gøre det muligt at hive den over bakkerne?
For det er den slags lavpraktiske overvejelser en stor del af tiden går med. Hvor skal vi sove? Hvad skal vi spise? Orker vi at lave mad, eller skal vi igen igen spise fransk luftbrød med ost og avocado? Kan vi overhovedet finde et sted at købe ind, for mange af de små franske flækker, vi kører igennem, er ganske døde og helt uden handlende af nogen slags og er vist kun beboet af folk med biler. Kan vi finde en campingplads? Orker vi at lave kaffe eller at gå i bad? Mon der er toiletpapir? Og så videre og så videre. Således simplificeres livet, og overraskende nok har det været utroligt let at vænne sig til.
Vi vågner om morgenen, vi ved aldrig helt, hvordan natten bliver, for temperaturen siger stadig pludselig vinter, og vi har haft for lidt tøj på. Eller det har været nødvendigt at forlade sin lune hule for at træde af på naturens vegne. Aldrig fedt at skulle ud i kulden. Solen skinner måske én i knolden kl. meget tidligt, og temperaturen i teltet stiger til 40 grader i løbet af ca. 25 sekunder. Disse vigtige ting snakker vi så lige igennem, når vi har fået øjne, for det er jo de dugfriske nyheder.
Så spiser vi morgenmad, evt. en madrest fra aftensmaden suppleret af, ja nemlig, brød, ost og avocado, og efter dette overdådige og højst overraskende morgenmåltid starter morgentoiletten. Vådservietter, hvor det er nødvendigt, deo, selvbruner for at minimere pandafjæset, solcreme, tandbørstning og en børste igennem håret for mit vedkommende. Den slags bruger Rabubald ikke!
Så skal det hele pakkes sammen. Soveposer, hovedpuder, underlag, cykeltaskerne skal fyldes igen med tøj, og hvad vi ellers har brugt og til sidst teltet: Vores hjem. Så op på ciklerne og videre mod næste punkt, for de fleste dages vedkommende aftalt på forhånd. Vi er, som I måske har læst, blevet overrasket over terrænnet i Frankrig, og vi ved aldrig helt, hvad der venter, for langt fra alle stigninger er beskrevet på kortet. Og dette faktum kunne da også de første dage i høj grad tage pippet fra fuglen, men jeg kan med stolthed og glæde melde, at det nu går fremragende med bjergbenene, så humøret er for opadgående, hvad cyklingen angår.
Når vi så er nået frem efter et sted mellem 40 og 80 kilometeres god motion, skal det hele så pakkes ud igen. Man vil måske tænke, at det må være ensformigt og irriterende dag efter dag at gennemføre den samme øvelse, men det at have nogle faste rutiner, som efterhånden ligger på rygraden, giver en form for tryghed, som alle måske i større eller mindre grad har brug for. Jeg har i hvert tilfælde. Når lejren så er pakket ud, og udstrækningsøvelserne er vel overstået, er det tid til en kold øl. Belønningen for dagens veludførte arbejde, og med det mener jeg cykelturen. For vores cykler, og den distance vi hver dag tilbagelægger, er vores nuværende jobs. Så spiser vi, kigger på kort til morgendagen og snakker om dagen, som er gået. Og så går vi til køjs.
Og så til den mere personlige del af hele affæren. Vi er jo begge gået ind til dette projekt med åbne øjne og, må man sige, med et vist kendskab til hinanden efter 6 1/2 års kærsteri, men at skulle være sammen uafbrudt i et helt år, har vi ikke prøvet før. I begyndelsen af turen, før vi fik rutinerne på plads, og før det gik helt op for os, hvilken påvirkning mange timers hårdt arbejde i sadlen har på os hver især, kunne der opstå misforståelser og forskellige opfattelser af, hvad der blev sagt til hinanden og ment med det, og på grund af manglende overskud har det nogle gange været svært at få kommunikeret ordentligt igen. Så bliver man lidt ked af det og måske også en lille bitte smule mopset. Men det dur sgu bare ikke, når vi nu kun har hinanden. Så det har vi måttet finde ud af, og selvom vi var meget fortrolige med hinandens følelser før vi tog afsted, så var der altså ting vi ikke vidste om hinanden. Men at lære et menneskes dybder endnu bedre at kende er kun en gave. Og det kan godt være, I synes, det lyder som en gang sentimentalt sludder, men jeg bliver meget følelsesbetonet, når jeg tænker på mit forhold til Jakob og føler mig mere end heldig. Sådan!
Og nu vi er ved føleriet, så vil jeg også godt afsløre, at det at tænke på jer derhjemme og føle savnet efterhånden har gjort mig til en regulær tudemarie. Noget jeg ville have forsvoret for 2 måneder siden. Men i dag har vi bestilt flybilletter til Alex og Malene, som kommer den 13. juli, og det bliver bare for fedt.
Nå, men det er som sagt min fødselsdag på søndag, og i den anledning vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til Karen, Jens, Ane, Camilla, Henrik og drengene for mit microfiberhåndklæde, som jeg fik før afrejse. Og ja Karen, det er praktisk, men det duer sgu ikke til at tørre hår i! Af alle jer andre ønsker jeg mig: Solskin, absolut ingen regn, medmindre det er om natten, medvind og bakker der går nedad.
M
For det er den slags lavpraktiske overvejelser en stor del af tiden går med. Hvor skal vi sove? Hvad skal vi spise? Orker vi at lave mad, eller skal vi igen igen spise fransk luftbrød med ost og avocado? Kan vi overhovedet finde et sted at købe ind, for mange af de små franske flækker, vi kører igennem, er ganske døde og helt uden handlende af nogen slags og er vist kun beboet af folk med biler. Kan vi finde en campingplads? Orker vi at lave kaffe eller at gå i bad? Mon der er toiletpapir? Og så videre og så videre. Således simplificeres livet, og overraskende nok har det været utroligt let at vænne sig til.
Vi vågner om morgenen, vi ved aldrig helt, hvordan natten bliver, for temperaturen siger stadig pludselig vinter, og vi har haft for lidt tøj på. Eller det har været nødvendigt at forlade sin lune hule for at træde af på naturens vegne. Aldrig fedt at skulle ud i kulden. Solen skinner måske én i knolden kl. meget tidligt, og temperaturen i teltet stiger til 40 grader i løbet af ca. 25 sekunder. Disse vigtige ting snakker vi så lige igennem, når vi har fået øjne, for det er jo de dugfriske nyheder.
Så spiser vi morgenmad, evt. en madrest fra aftensmaden suppleret af, ja nemlig, brød, ost og avocado, og efter dette overdådige og højst overraskende morgenmåltid starter morgentoiletten. Vådservietter, hvor det er nødvendigt, deo, selvbruner for at minimere pandafjæset, solcreme, tandbørstning og en børste igennem håret for mit vedkommende. Den slags bruger Rabubald ikke!
Så skal det hele pakkes sammen. Soveposer, hovedpuder, underlag, cykeltaskerne skal fyldes igen med tøj, og hvad vi ellers har brugt og til sidst teltet: Vores hjem. Så op på ciklerne og videre mod næste punkt, for de fleste dages vedkommende aftalt på forhånd. Vi er, som I måske har læst, blevet overrasket over terrænnet i Frankrig, og vi ved aldrig helt, hvad der venter, for langt fra alle stigninger er beskrevet på kortet. Og dette faktum kunne da også de første dage i høj grad tage pippet fra fuglen, men jeg kan med stolthed og glæde melde, at det nu går fremragende med bjergbenene, så humøret er for opadgående, hvad cyklingen angår.
Når vi så er nået frem efter et sted mellem 40 og 80 kilometeres god motion, skal det hele så pakkes ud igen. Man vil måske tænke, at det må være ensformigt og irriterende dag efter dag at gennemføre den samme øvelse, men det at have nogle faste rutiner, som efterhånden ligger på rygraden, giver en form for tryghed, som alle måske i større eller mindre grad har brug for. Jeg har i hvert tilfælde. Når lejren så er pakket ud, og udstrækningsøvelserne er vel overstået, er det tid til en kold øl. Belønningen for dagens veludførte arbejde, og med det mener jeg cykelturen. For vores cykler, og den distance vi hver dag tilbagelægger, er vores nuværende jobs. Så spiser vi, kigger på kort til morgendagen og snakker om dagen, som er gået. Og så går vi til køjs.
Og så til den mere personlige del af hele affæren. Vi er jo begge gået ind til dette projekt med åbne øjne og, må man sige, med et vist kendskab til hinanden efter 6 1/2 års kærsteri, men at skulle være sammen uafbrudt i et helt år, har vi ikke prøvet før. I begyndelsen af turen, før vi fik rutinerne på plads, og før det gik helt op for os, hvilken påvirkning mange timers hårdt arbejde i sadlen har på os hver især, kunne der opstå misforståelser og forskellige opfattelser af, hvad der blev sagt til hinanden og ment med det, og på grund af manglende overskud har det nogle gange været svært at få kommunikeret ordentligt igen. Så bliver man lidt ked af det og måske også en lille bitte smule mopset. Men det dur sgu bare ikke, når vi nu kun har hinanden. Så det har vi måttet finde ud af, og selvom vi var meget fortrolige med hinandens følelser før vi tog afsted, så var der altså ting vi ikke vidste om hinanden. Men at lære et menneskes dybder endnu bedre at kende er kun en gave. Og det kan godt være, I synes, det lyder som en gang sentimentalt sludder, men jeg bliver meget følelsesbetonet, når jeg tænker på mit forhold til Jakob og føler mig mere end heldig. Sådan!
Og nu vi er ved føleriet, så vil jeg også godt afsløre, at det at tænke på jer derhjemme og føle savnet efterhånden har gjort mig til en regulær tudemarie. Noget jeg ville have forsvoret for 2 måneder siden. Men i dag har vi bestilt flybilletter til Alex og Malene, som kommer den 13. juli, og det bliver bare for fedt.
Nå, men det er som sagt min fødselsdag på søndag, og i den anledning vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til Karen, Jens, Ane, Camilla, Henrik og drengene for mit microfiberhåndklæde, som jeg fik før afrejse. Og ja Karen, det er praktisk, men det duer sgu ikke til at tørre hår i! Af alle jer andre ønsker jeg mig: Solskin, absolut ingen regn, medmindre det er om natten, medvind og bakker der går nedad.
M
['fissbræ:n]
Jeg har simpelthen så ondt i gattet og har haft det længe. For helvede, mand! Hvad skal jeg gøre? Jeg sværger, at jeg tørrer mig ordentligt, ja, som oftest gnubber jeg sågar efter med en bette vådserviet, hvilket næsten altid efterfølges af en lille klat af den alt ondt kurerende kopattesalve. Så snart det ikke er for koldt ligger jeg endda om natten uden klæder på understellet og stritter det bedste jeg har lært med den brune blomst. Men lige meget hjælper det. Jeg har fået kronisk fisebrand. Eller sviemølle om man vil.
Men det er ikke bare sådan en lille rød svien, som man kan få den efter lige at svedt lidt for meget i nummer to igennem en varm dag. Det er en vedvarende følelse, som skifter mellem at være en spids og ubehagelig svien og en konstant og ondskabsfuld kløen.
En nat i Dieppe kunne jeg ikke sove, fordi det kløede, som det aldrig nogensinde har kløet før. Jeg var så småt begyndt at tro, at den mildt nedsatte hygiejniske standard, campinglivet nødvendigvis medfører, havde udmøntet sig i noget så gennemført rånederen som orm, men jeg besluttede mig alligevel i min desperation for at forsøge noget indtil da uprøvet; nemlig at smøre kransen med noget så utraditionelt som Purigel, som er et kløestillende middel mod myggestik. Det viste sig at være en gave pakket ind i anselige mængder smerte, for Purigel består for størstedelens vedkommende af alkohol, læste jeg mig til bagefter, hvilket i første omgang spillede utroligt ringe sammen med mit sprukne møghul. Smerten var til at tage og føle på, skal jeg hilse at sige. Men da den helt åndssvagt heftige svien havde lagt sig, var kløen forsvundet sammen med den.
Så orm kan det ikke være.
Næste mulighed, jeg overvejede, var hæmorider. Men efter sigende skulle smerten ved den slags lidelser være helt ubeskrivelig og vist i øvrigt afstedkommet af for megen pressen på, hvis man kan sige det på den måde. Og i øvrigt kan jeg efter grundigt, men uden held at have ledt efter udposninger fyldt med blod med sikkerhed sige, at hæmo'er er det ikke.
Det er sgu nok kronisk fisebrand.
Men hvordan slipper man af med skidtet? Jeg er ved at være løbet tør for ideer, mens min røde hale bare svier og svier. Jeg trænger til hjælp, hvilket dette indlæg vel i grunden på flere planer er et ganske godt udtryk for.
J
Men det er ikke bare sådan en lille rød svien, som man kan få den efter lige at svedt lidt for meget i nummer to igennem en varm dag. Det er en vedvarende følelse, som skifter mellem at være en spids og ubehagelig svien og en konstant og ondskabsfuld kløen.
En nat i Dieppe kunne jeg ikke sove, fordi det kløede, som det aldrig nogensinde har kløet før. Jeg var så småt begyndt at tro, at den mildt nedsatte hygiejniske standard, campinglivet nødvendigvis medfører, havde udmøntet sig i noget så gennemført rånederen som orm, men jeg besluttede mig alligevel i min desperation for at forsøge noget indtil da uprøvet; nemlig at smøre kransen med noget så utraditionelt som Purigel, som er et kløestillende middel mod myggestik. Det viste sig at være en gave pakket ind i anselige mængder smerte, for Purigel består for størstedelens vedkommende af alkohol, læste jeg mig til bagefter, hvilket i første omgang spillede utroligt ringe sammen med mit sprukne møghul. Smerten var til at tage og føle på, skal jeg hilse at sige. Men da den helt åndssvagt heftige svien havde lagt sig, var kløen forsvundet sammen med den.
Så orm kan det ikke være.
Næste mulighed, jeg overvejede, var hæmorider. Men efter sigende skulle smerten ved den slags lidelser være helt ubeskrivelig og vist i øvrigt afstedkommet af for megen pressen på, hvis man kan sige det på den måde. Og i øvrigt kan jeg efter grundigt, men uden held at have ledt efter udposninger fyldt med blod med sikkerhed sige, at hæmo'er er det ikke.
Det er sgu nok kronisk fisebrand.
Men hvordan slipper man af med skidtet? Jeg er ved at være løbet tør for ideer, mens min røde hale bare svier og svier. Jeg trænger til hjælp, hvilket dette indlæg vel i grunden på flere planer er et ganske godt udtryk for.
J
torsdag den 10. juni 2010
Første gang
I Frankrig sker ting åbenbart for første gang.
Vi ramte vores første bjerg på dag to i landet, og det kom som en kæmpe overraskelse for os begge, at det lige skulle ligge der. Til orientering kan det nævnes, at hvis man lige læser signaturforklaringen på sådan et kort der, kan man lære mangt og meget om terrænet på et givent sted. Spændende, ikke?
Skulle nogen derude være i tvivl, vil jeg da gerne være generøs og dele med alverden, at det er OK udmattende at trække sine egne omtrent 100 kg rendyrket ondskab plus yderligere omtrent 30 kg bagage op over sådan en bette stigning på gennemsnitligt 7%(eller noget i omegnen). Ikke at man skal græde over den slags spild af gode kalorier - der er såmænd flere, hvor de nu brændte kom fra. Personlig selv, som man jo siger i Jylland, og sine rødder må man jo ikke glemme, tog jeg det som en oplevelse, og, som man også på visse jyske kanter siger, som en Godot til os, fordi vi sgu kunne.
Siden har vi ramt mange stigninger, og det er kraftpeterbidemigiskinken stadigvæk hårdt, men vi mærker begge to tydeligt, hvordan vi bliver stærkere for hver gang, og det er fandeme fedt.
Første gang jeg har haft en alvorlig skade på cyklen, som måtte fikses, var såmænd også her i landet. En morgen satte jeg mig på dyret, og kunne konstatere, at styret var i stykker. Det var højest utilfredsstillende, men på grund af den stolte cykelnation Frankrigs lidt besynderlige taktik med at lægge de ordentlige cykelhandlere med 100 km's afstand, var jeg nødt til at køre med et noget vrangvilligt styr i to dage, før jeg fik fikset det i Dieppe.
Første gang vi begge har haft krise over hele vores projekt, var på en gennemført ligusterfacistisk fastliggerplads i Stella Plage, hvor vi på grund af regnvejr valgte at tage en ekstra overnatning. Stedet var belagt med såkaldte campingvogne, som i virkeligheden er små klamme, småborgerlige røvballebungalows på proformahjul, så man slipper for at betale til samfundet, men kan sidde på sin lille fesne træterasse og glo bistert og ugenert på folk i telt. Uden at hilse, uden at smile, uden at lade blikket falde. Bare sidde og være fed og grim og glo, glo, glo.
Den atmosfære kombineret med ingen strøm, intet internet og det faktum, at ingen fucking franskmænd taler mere end yes/no/særnk juh/byebye-engelsk og tydeligvis synes, det er mystisk, at ikke alle taler flydende fransosisk, fik saftsuseme vemodet og hjemveen til at fylde mig helt og aldeles. Jeg savnede pludselig at hænge ud med mennesker, jeg kender. Og jeg følte, at vi var helt alene i et stort og fjendtligt udland.
Margit på sin side havde krise over, at de første par dage i kuperet terræn for hende havde været ren lidelse.
Vi valgte den altid fortrinlige taktik at sove os fra det, så på to døgn sov vi 26 timer, kørte bort fra fucking Helvede og mod bedre humør.
Første gang vi besluttede os for at være sådan lidt ægte kulturelle og turistagtige, var faktisk i dag i Dieppe, hvor vi var lige ved at gå ind i den meget store og udefra pisseflotte Eglise St. Jacques. I tide opdagede vi dog, at de mange, mange mennesker inde i kirken var samlet i et noget andet ærinde end at betragte arkitekturen; nemlig at stede en afdød til hvile. Så vi daffede stilfærdigt af igen.
Forresten, første gang - og indtil nu eneste - jeg styrtede på min cykel, var i Nederlandene. Det gjorde ved tyngdeloven skideondt, men jeg slap nogenlunde uskadt fra det. Så det er altså ikke kun i Frankrig, ting sker for første gang.
Nu har vi ligget stille i Dieppe i et par dage. Det er virkelig en hyggelig og smuk by, som har hjulpet gevaldigt på humøret. Se selv billederne:
Det er endda lykkedes os at løbe ind i ikke mindre end tre franskmænd, som det har været muligt rent faktisk at føre en samtale med. Således er det gået op for mig, at selvom franskmændene så klart indtager den suveræne førsteplads, når det kommer til uvenlighed og glosuppe på gadeplan, så er det muligt at støve ganske søde og rare mennesker op på disse kanter. Det er sgu da dejligt.
Måske er Holland omvendt. Der er alle mennesker sgu så søde og imødekommende, når man møder dem på gaden. Til gengæld er det kommet os for øre, at de lige har stemt højrefløjen til magtens tinder. Så er det sgu da bedre trods kun tilsyneladende at være et dumt svin.
Jeg havde sgu lige glemt, at første gang vi blev afvist på en campingplads, også var i France. Og det ikke på grund af noget så tilforladeligt som fuld belægning. Nejnejnejnejnejnej, vi måtte ikke overnatte på den fine plads, fordi vi er teltcampister. Tyg lige på den. Ingen telte på campingpladsen! Nej, den utroligt tilknappede dame i receptionen lod os forstå, at dette var en plads forbeholdt mobil homes.Denne form for busturisme har sandelig grebet om sig, siden nogen af os sidst var på landevejene, kan vi med tunge hjerter konstatere, og de er åbenbart blevet så fine, at de ikke tåler synet af mindre komfortable overnatningsformer. Mobil homes! Has the whole world gone mad???
Nå, men vi er altså glade nok, og benene ligeså. Det er bare så meget nemmere og måske lidt skæggere at formidle sin mavesurhed. Ellers håber jeg på tilgivelse.
J
Vi ramte vores første bjerg på dag to i landet, og det kom som en kæmpe overraskelse for os begge, at det lige skulle ligge der. Til orientering kan det nævnes, at hvis man lige læser signaturforklaringen på sådan et kort der, kan man lære mangt og meget om terrænet på et givent sted. Spændende, ikke?
Skulle nogen derude være i tvivl, vil jeg da gerne være generøs og dele med alverden, at det er OK udmattende at trække sine egne omtrent 100 kg rendyrket ondskab plus yderligere omtrent 30 kg bagage op over sådan en bette stigning på gennemsnitligt 7%(eller noget i omegnen). Ikke at man skal græde over den slags spild af gode kalorier - der er såmænd flere, hvor de nu brændte kom fra. Personlig selv, som man jo siger i Jylland, og sine rødder må man jo ikke glemme, tog jeg det som en oplevelse, og, som man også på visse jyske kanter siger, som en Godot til os, fordi vi sgu kunne.
Siden har vi ramt mange stigninger, og det er kraftpeterbidemigiskinken stadigvæk hårdt, men vi mærker begge to tydeligt, hvordan vi bliver stærkere for hver gang, og det er fandeme fedt.
Første gang jeg har haft en alvorlig skade på cyklen, som måtte fikses, var såmænd også her i landet. En morgen satte jeg mig på dyret, og kunne konstatere, at styret var i stykker. Det var højest utilfredsstillende, men på grund af den stolte cykelnation Frankrigs lidt besynderlige taktik med at lægge de ordentlige cykelhandlere med 100 km's afstand, var jeg nødt til at køre med et noget vrangvilligt styr i to dage, før jeg fik fikset det i Dieppe.
Første gang vi begge har haft krise over hele vores projekt, var på en gennemført ligusterfacistisk fastliggerplads i Stella Plage, hvor vi på grund af regnvejr valgte at tage en ekstra overnatning. Stedet var belagt med såkaldte campingvogne, som i virkeligheden er små klamme, småborgerlige røvballebungalows på proformahjul, så man slipper for at betale til samfundet, men kan sidde på sin lille fesne træterasse og glo bistert og ugenert på folk i telt. Uden at hilse, uden at smile, uden at lade blikket falde. Bare sidde og være fed og grim og glo, glo, glo.
Den atmosfære kombineret med ingen strøm, intet internet og det faktum, at ingen fucking franskmænd taler mere end yes/no/særnk juh/byebye-engelsk og tydeligvis synes, det er mystisk, at ikke alle taler flydende fransosisk, fik saftsuseme vemodet og hjemveen til at fylde mig helt og aldeles. Jeg savnede pludselig at hænge ud med mennesker, jeg kender. Og jeg følte, at vi var helt alene i et stort og fjendtligt udland.
Margit på sin side havde krise over, at de første par dage i kuperet terræn for hende havde været ren lidelse.
Vi valgte den altid fortrinlige taktik at sove os fra det, så på to døgn sov vi 26 timer, kørte bort fra fucking Helvede og mod bedre humør.
Første gang vi besluttede os for at være sådan lidt ægte kulturelle og turistagtige, var faktisk i dag i Dieppe, hvor vi var lige ved at gå ind i den meget store og udefra pisseflotte Eglise St. Jacques. I tide opdagede vi dog, at de mange, mange mennesker inde i kirken var samlet i et noget andet ærinde end at betragte arkitekturen; nemlig at stede en afdød til hvile. Så vi daffede stilfærdigt af igen.
Forresten, første gang - og indtil nu eneste - jeg styrtede på min cykel, var i Nederlandene. Det gjorde ved tyngdeloven skideondt, men jeg slap nogenlunde uskadt fra det. Så det er altså ikke kun i Frankrig, ting sker for første gang.
Nu har vi ligget stille i Dieppe i et par dage. Det er virkelig en hyggelig og smuk by, som har hjulpet gevaldigt på humøret. Se selv billederne:
Det er endda lykkedes os at løbe ind i ikke mindre end tre franskmænd, som det har været muligt rent faktisk at føre en samtale med. Således er det gået op for mig, at selvom franskmændene så klart indtager den suveræne førsteplads, når det kommer til uvenlighed og glosuppe på gadeplan, så er det muligt at støve ganske søde og rare mennesker op på disse kanter. Det er sgu da dejligt.Måske er Holland omvendt. Der er alle mennesker sgu så søde og imødekommende, når man møder dem på gaden. Til gengæld er det kommet os for øre, at de lige har stemt højrefløjen til magtens tinder. Så er det sgu da bedre trods kun tilsyneladende at være et dumt svin.
Jeg havde sgu lige glemt, at første gang vi blev afvist på en campingplads, også var i France. Og det ikke på grund af noget så tilforladeligt som fuld belægning. Nejnejnejnejnejnej, vi måtte ikke overnatte på den fine plads, fordi vi er teltcampister. Tyg lige på den. Ingen telte på campingpladsen! Nej, den utroligt tilknappede dame i receptionen lod os forstå, at dette var en plads forbeholdt mobil homes.Denne form for busturisme har sandelig grebet om sig, siden nogen af os sidst var på landevejene, kan vi med tunge hjerter konstatere, og de er åbenbart blevet så fine, at de ikke tåler synet af mindre komfortable overnatningsformer. Mobil homes! Has the whole world gone mad???
Nå, men vi er altså glade nok, og benene ligeså. Det er bare så meget nemmere og måske lidt skæggere at formidle sin mavesurhed. Ellers håber jeg på tilgivelse.
J
Billeder
Frokost på vej ud af Belgien. Og øvelse i sydeuropæisk gestikulation.
1. bjergetape. Alpe d'Huez eller noget.
Stranden i Audresselles.
Audresselles.
Jernspurven i vinden.
Camping Les Dunes.
Countrystjernen Rabubald.
Hjemmelavet campingmad, som så langt overgår, hvad man kan købe for det dobbelte på møgrestautanter.
tirsdag den 1. juni 2010
Bækpækking
Det er ret skægt for en, som aldrig selv har været ranselsrejsende, at opleve, hvordan det er at bo på et rigtigt backpackerhostel. Det er noget af en diversitet, der er repræsenteret sådan et sted. I Brugge boede vi på Lybeer Traveller's Hostel i fire nætter. Der var møgbeskidt over alt, især i det lille køkken, som jeg med mit trænede og meget professionelle øje kunne se, ikke var blevet gjort ordentligt rent i mere end to år. Når den første medarbejder mødte lidt i 8 om morgenen blev musikken i det store fællesrum tændt på en OK høj volumen for først at blive slukket kl. tidligst 23. Det gjorde det lidt svært at forstå, at man havde placeret et klaver og en guitar i selv samme rum. Men skide nu være med det. Personalet var vældigt søde, så man følte sig i nogen grad kompenseret.
Men det var den der mangfoldighed, jeg kom fra. Vi havde den - i visse tilfælde noget tvivlsomme - fornøjelse at bo sammen med en fransk dame på i nærheden af de 60, som man kan placere i kategorien patologisk personaleelsker. Man kender typen fra busser og biblioteker, hvor man ofte ser dem i samtale med chauffører og bibliotekarer. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt ved, vil man måske kunne indvende, og det er jo sandt nok. Men den patologiske personaleelsker udskiller sig eklatant fra mængden ved udelukkende at være i stand til at samtale med netop personale. Ved fravær af personale bliver den patologiske personaleelsker apatisk, trist og indadvendt, og man ser dem typisk sidde alene midt i et lokale, stirrende fåret ud i luften. Henvender man sig til dem, vil man ofte blive mødt med et forskræmt blik og en brummen.
I det øjeblik en person, som er ansat, så træder ind i rummet, er det som om, der bliver trykket på en knap. En lykkeknap om man vil. Den patologiske personaleelsker vil typisk straks rejse sig og storsmilende, voldsomt gestikulerende og højt råbende gå fx receptionisten i møde og med vold og magt forsøge at få vedkommende til at engagere sig i en lang og intim samtale.
Præcis sådan var den franske kvinde. Fantastisk. At tænke tilbage på, altså, for hun gav mig seriøst myrekryb.
Derudover var der det skotske par - en 40 kg overvægtig pige på et par og tyve og hendes nussede lille fyr, som havde boet i Brugge i over en måned og var pot og pande med personalet(dog ikke på et sygeligt plan), en portugisisk kvinde uden job, der havde solgt sin bil for at kunne klare sig lidt længere, et japansk par med kamera og lige lidt for meget knald i låget, to amerikanske fyre med imponerende langt hår, en lille forsigtig sikkert japansk pige, som var helt utroligt fremmedgjort overfor koncepter som bestik og brød, og som i øvrigt rejste helt alene, en masse ikke ret gamle fyre med noget, de vel selv mente, lignede fuldskæg, en gruppe af amerikanske piger, der så deprimerede ud og talte forbløffende lidt, deres nationalitet taget i betragtning og en hel del andre mere eller mindre interessante typer fra alverdens lande.
Kontrasten til livet på landevejen er til at tage og føle på, men det er sgu dejligt at være tilbage hos fuglene. Dem kommer man åbenbart hurtigt til at savne.
J
Men det var den der mangfoldighed, jeg kom fra. Vi havde den - i visse tilfælde noget tvivlsomme - fornøjelse at bo sammen med en fransk dame på i nærheden af de 60, som man kan placere i kategorien patologisk personaleelsker. Man kender typen fra busser og biblioteker, hvor man ofte ser dem i samtale med chauffører og bibliotekarer. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt ved, vil man måske kunne indvende, og det er jo sandt nok. Men den patologiske personaleelsker udskiller sig eklatant fra mængden ved udelukkende at være i stand til at samtale med netop personale. Ved fravær af personale bliver den patologiske personaleelsker apatisk, trist og indadvendt, og man ser dem typisk sidde alene midt i et lokale, stirrende fåret ud i luften. Henvender man sig til dem, vil man ofte blive mødt med et forskræmt blik og en brummen.
I det øjeblik en person, som er ansat, så træder ind i rummet, er det som om, der bliver trykket på en knap. En lykkeknap om man vil. Den patologiske personaleelsker vil typisk straks rejse sig og storsmilende, voldsomt gestikulerende og højt råbende gå fx receptionisten i møde og med vold og magt forsøge at få vedkommende til at engagere sig i en lang og intim samtale.
Præcis sådan var den franske kvinde. Fantastisk. At tænke tilbage på, altså, for hun gav mig seriøst myrekryb.
Derudover var der det skotske par - en 40 kg overvægtig pige på et par og tyve og hendes nussede lille fyr, som havde boet i Brugge i over en måned og var pot og pande med personalet(dog ikke på et sygeligt plan), en portugisisk kvinde uden job, der havde solgt sin bil for at kunne klare sig lidt længere, et japansk par med kamera og lige lidt for meget knald i låget, to amerikanske fyre med imponerende langt hår, en lille forsigtig sikkert japansk pige, som var helt utroligt fremmedgjort overfor koncepter som bestik og brød, og som i øvrigt rejste helt alene, en masse ikke ret gamle fyre med noget, de vel selv mente, lignede fuldskæg, en gruppe af amerikanske piger, der så deprimerede ud og talte forbløffende lidt, deres nationalitet taget i betragtning og en hel del andre mere eller mindre interessante typer fra alverdens lande.
Kontrasten til livet på landevejen er til at tage og føle på, men det er sgu dejligt at være tilbage hos fuglene. Dem kommer man åbenbart hurtigt til at savne.
J
Billeder
Jernspurven i dyb koncentration
1 stk. turistbillede fra Brugge. Taget mens ingen kiggede.
Jernspurven på bar.
Rabubald på bar.
allez les bleus
Så oprandt dagen, hvor vi forlod Brugge for at drage videre på vores færd.
Men inden jeg begiver mig ud ad den vej, vil jeg for jer læseres skyld (skulle I overveje at slå vejen forbi Brugge eller Belgien for den sags skyld en dag) lige komme med et par tips, fakta og formaninger.
1. Brugge besøges hvert år af ca. 3 millioner turister, hvoraf jeg skønner, at i hvert tilfælde den ene million har været i byen i de dage vi også var der (som turister), så derfor kan jeg på det kraftigste anbefale, at besøge byen på et andet tidspunkt af året.
2. Ønsker man at frekventere en af byens mange restauranter eller barer, så lad være at lægge de vilde planer mandag, thi her er alt lukket.
3. Skulle man efter et besøg på en af de før omtalte barer have glemt at slå et smut forbi barens toilet inden afgang og pludselig føler trang til at urinere i det offentlige rum, så sørg for ikke at blive snuppet af politiet, da det afstedkommer en bøde på intet mindre end den fyrstelige sum af 152 euro. Og pas på. Politiet har her et utal af forklædninger, de kommer nemlig både i bil, på scooter og på cykel - og de bærer våben, så man kan aldrig vide sig sikker.
4. Er man kødspiser, skal man måske prøve noget belgisk oksekød. Det belgiske kødkvæg (race ganske uvis) har en muskulatur, der minder mest om en hormonpumpet bodybuilders dagen før en konkurrence og ser ud som om den kan bryde igennem huden hvert øjeblik det skal være. Det ser ganske overvældende og lidt farligt ud for en fredelig vegetar, som jeg selv.
Meget mere er der ikke at sige om Belgien, men jeg vil da gerne lige dele med Jer, at Rabubald og jeg i år har set det europæiske melodigrandprix, på en irsk bar, uden lyd, og med en flok unge, belgiske nørdeudseende fyre, som gik mere end almindeligt højt op i afstemningsresultatet, og da man jo efter et par pilsnere måske er mere tilbøjelig til at blive grebet af stemningen end normalt ved sådan et arrangement, og fordi det jo ikke gik så skidt for Danmark, fandt vi os selv heppende højlydt på det gamle fædreland.
Det var med en vis bæven, at vi i morges satte os op på vores transportmidler efter 4 dage i øllets hellige haver, for vi havde aftalt at vi var færdige med Belgien og vi ville til la France, som lå lange 60 kilometer væk. Men det gik over al forventning, vi havde gode ben (en efter min mening skøn cykelidiotfloskel, som vi dagligt er begyndt benytte os af), og vi nåede det forjættede land på lidt over 4 timer og heldigvis inden regnen begyndte. Nu sidder vi så i teltet, som sørme er vandtæt, og har planlagt rejsen i morgen, som går mod Calais og normandiets kyster. Vi satser på sol og medvind.
M
Men inden jeg begiver mig ud ad den vej, vil jeg for jer læseres skyld (skulle I overveje at slå vejen forbi Brugge eller Belgien for den sags skyld en dag) lige komme med et par tips, fakta og formaninger.
1. Brugge besøges hvert år af ca. 3 millioner turister, hvoraf jeg skønner, at i hvert tilfælde den ene million har været i byen i de dage vi også var der (som turister), så derfor kan jeg på det kraftigste anbefale, at besøge byen på et andet tidspunkt af året.
2. Ønsker man at frekventere en af byens mange restauranter eller barer, så lad være at lægge de vilde planer mandag, thi her er alt lukket.
3. Skulle man efter et besøg på en af de før omtalte barer have glemt at slå et smut forbi barens toilet inden afgang og pludselig føler trang til at urinere i det offentlige rum, så sørg for ikke at blive snuppet af politiet, da det afstedkommer en bøde på intet mindre end den fyrstelige sum af 152 euro. Og pas på. Politiet har her et utal af forklædninger, de kommer nemlig både i bil, på scooter og på cykel - og de bærer våben, så man kan aldrig vide sig sikker.
4. Er man kødspiser, skal man måske prøve noget belgisk oksekød. Det belgiske kødkvæg (race ganske uvis) har en muskulatur, der minder mest om en hormonpumpet bodybuilders dagen før en konkurrence og ser ud som om den kan bryde igennem huden hvert øjeblik det skal være. Det ser ganske overvældende og lidt farligt ud for en fredelig vegetar, som jeg selv.
Meget mere er der ikke at sige om Belgien, men jeg vil da gerne lige dele med Jer, at Rabubald og jeg i år har set det europæiske melodigrandprix, på en irsk bar, uden lyd, og med en flok unge, belgiske nørdeudseende fyre, som gik mere end almindeligt højt op i afstemningsresultatet, og da man jo efter et par pilsnere måske er mere tilbøjelig til at blive grebet af stemningen end normalt ved sådan et arrangement, og fordi det jo ikke gik så skidt for Danmark, fandt vi os selv heppende højlydt på det gamle fædreland.
Det var med en vis bæven, at vi i morges satte os op på vores transportmidler efter 4 dage i øllets hellige haver, for vi havde aftalt at vi var færdige med Belgien og vi ville til la France, som lå lange 60 kilometer væk. Men det gik over al forventning, vi havde gode ben (en efter min mening skøn cykelidiotfloskel, som vi dagligt er begyndt benytte os af), og vi nåede det forjættede land på lidt over 4 timer og heldigvis inden regnen begyndte. Nu sidder vi så i teltet, som sørme er vandtæt, og har planlagt rejsen i morgen, som går mod Calais og normandiets kyster. Vi satser på sol og medvind.
M
Abonner på:
Opslag (Atom)