Nu er den her!

Jeg er i fuld gang med at tegne vores cikelrute på et kort på det der internettet. Ja, det er jo meget moderne og et helvedes stykke pillearbejde, men ikke alene anser jeg det som lidt af en service i forhold til læserne af bloggen, det er også nødvendigt for simpelthen at kunne huske, hvor vi har været, og hvilken vej vi tog for at komme derhen.

Nu er det jo ved at være et godt stykke tid siden, vi forlod Danmarks hovedstad, så de helt små detaljer er vist desværre allerede forsvundet fra kraniekassen, men de store træk på ruten, sådan noget med, at så kom vi da vist til Belgien, er da stadig bevaret og nu altså også tegnet på et kort.

Jeg er netop blevet færdig med d. 29. etape, som bragte os til den mærkelige spøgelsesby Ault, som ellers ligger meget smukt på en bakketop lige ved havet.

Jeg skal arbejde videre på den samlede rute i løbet af det næste stykke tid, men allerede nu kan man muntre sig med, hvad jeg indtil videre har tegnet. Hvis man trykker på linket, jeg har lagt lige over listen over de faste læsere, skulle man meget gerne blive bragt til vores side på Wikiloc.

God fornøjelse.

J

Billeder

Disse billeder er for de øverstes vedkommende taget i den nærliggende og topfede Tempelhofer Park, hvor vi motionerer. Det er den gamle lufthavn, som muliggjorde luftbroen.

De to nederste billeder er taget i vores dejlige hjem.

Statistik

Der findes en såkaldt statusfunktion på denne hersens blog, som vi i vores egenskab af dem, der skriver den, har adgang til, hvor der vises forskellige fakta om besøgene på siden.
Disse data vil vi egentlig gerne dele lidt af med vores læsere, så her følger lidt sandhed:

Netop nu har vi haft 2.989 visninger siden det første indlæg, som jeg skrev d. 30. april i år.

Måneden med flest visninger indtil nu er juli med 692.

Det mest læste indlæg blev skrevet d. 5. maj i udkanten af Vordingborg og har den fængende titel Ore Strand Camping. Det er blevet vist 151 gange.

Langt størstedelen af vores læsere residerer, højst overraskende, i Danmark. 2275 visninger fra moderlandet er det indtil videre blevet til.
Men der findes tilsyneladende også folk, der kan være interesserede i to danske tossers cikelrejse i andre lande. Nu ved jeg jo godt, at det ikke er umuligt, at folk har søgt på et eller andet og så tilfældigt og uoverlagt har klikket sig ind på vores blog, og at tallene på den måde kan lyve. Men den slags petitesser har jeg aldrig hængt mig i. Især ikke når disse tal kan hjælpe mig til at prale med, at vi bliver læst i lande som USA, Canada, Kina, Sverige, Sydkorea, Brasilien, Japan, Irland, Rusland, Singapore og Norge.
Flere af de netop opremsede er godt nok kun repræsenteret ganske få gange, men fx USA har vi haft 124 visninger fra, og det vil jeg gerne tro på, ikke kan være en tilfældighed.
Det har været, og er til stadighed, kilden til en hel del spekulation, for hvem fanden er det, der i fjerne lande læser med? De skyldige bedes venligst melde sig ved at anvende kommentarfunktionen, så vi kan få noget søvn. Tak.

Desuden kan jeg se, at flertallet af læserne ikke overraskende benytter sig af browseren Internet Explorer. Måske er man ligeglad, men bare lige som en bette servicemeddelelse vil jeg gerne fortælle, at der findes en anden browser ved navn Firefox, som har den vidunderlige egenskab, at man kan filtrere reklamer på nettet fra og udskifte dem med kunst. Så ved I det, og herefter er det altså jeres egen skyld, hvis jeres hjerner langsomt mugner som følge af den megen giftige manipulation.

Det er også muligt at se, hvilke søgeord folk har benyttet sig af for at finde frem til netop vores blog. De fleste af dem er som forventet noget med jernspurven og cykler og lignende ord, der har en vis relevans i forhold til indholdet. Men der er også et par nærmest uforklarlige eksempler som fx "busture til Bautzen" og "røvsprække genetisk bestemt". Igen må de skyldige gerne melde sig og for det første løfte sløret for, hvad satan grunden til deres søgning var, og for det andet om de fandt, hvad de søgte.

J

Freddi

Manden med musikersvagheden; ham der på diskret vis stak mig en 20'er, da jeg spillede mit første lille job på Quelleck, hedder Freddi.
Vi faldt i snak med ham, fordi vi var på Quelleck, mens han også var der. Den type er han nemlig. Altså, selvom han har en fast plads et bestemt sted i lokalet, så farer han rundt som en skoldet skid i en flaske og pludrer løs med alle og enhver, således at det simpelt hen er umuligt ikke at komme til at tale med ham, hvis man befinder sig indenfor en radius af omtrent 10 meter fra hans stol.
Det var selvfølgelig Margit, der faldt i snak med ham til at starte med. Ikke så meget på grund af hendes overdrevet udadvendte facon, som man naturligvis umiddelbart ville antage, men nok mere på grund af, at mænd flest, uanset øvrige forbindelser til det modsatte køn, føler en vis tiltrækning, når de ser en kvinde sidde alene med en øl på en bar, og således også Freddi. Det faldt nemlig således på denne fredag, at jeg havde besluttet mig til at varme min stemme op ved at spille lidt i Oranienburger Strasse, før jeg skulle optræde på Quelleck, og at Margit var taget alene på knejpen for at se noget fodbold.
Så da jeg kom ind ad døren efter at have spillet en bette 10'er ind på gaden, så jeg, at der sad en mand med grå stænk i sin produktfrie og derfor moderat uldede Vokuhila og samtalede med Margit. Han hilste venligt, nærmest hjerteligt, og insisterede på at give en lille skarp til den øl, jeg lige ville drikke, før jeg spillede. Og så pludrede han løs på sin tykke berlinske dialekt, som altså ikke er helt nem at forstå, når man i forvejen ikke ligefrem taler sproget flydende.
Men jeg fik da nok med mig til at forstå, at han han kaldte mig alt fra Karl Marx og Osama Bin Laden til mein dänisches Sorgenkind, og at han syntes, indehaveren Berndt er en skændsel, som burde ryge ud på røv og albuer. "Der Mann muss raus!" gentog han flere gange.
Så inviterede han en lille rund fyr, som holdt med Dortmund, som havde vundet aftenens kamp over Köln, hen til vores bord og gav sig til at cracke jokes om hans brune lød og Dortmund. Og igen mit skæg. Og en eller anden indforstået tysk ting med D-Mark og Dänemark, som jeg ikke fattede et hak af, men troskyldigt småklukkede lidt af, da han havde forsøgt at få mig til at fatte pointen 4-5 gange.
Mens jeg så spillede, sad han og pludrede løs til den lille runde dortmundfan, der som svar konstant tyssede på ham med henvisning til, at det ville være det høfligste at lytte lidt til musikken. Men jeg tror nu nok, at Freddi hørte efter, selvom det kunne tyde på det modsatte. Jeg sad på en høj stol et par meter fra baren med ansigtet vendt mod den, og Freddi sad skråt bag mig, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange det skete, men i hvert fald var det en lille smule forstyrrende konstant at blive klappet på skulderen af en meget begejstret Freddi, der henvendt til Margit adskillige gange lod vide, at han satte pris på en sanger, der sang "vom Hertz". Så selvom han pludrede det meste af mit gig væk, tror jeg nu nok, han hørte efter.

Senere, da jeg var færdig med at spille, snakkede vi noget mere med ham, og han fik Gaby til at sætte noget Ossierock på, som han gjorde behjertede forsøg på at at få os til at forstå det helt utroligt vidunderlige i. Han gentog enkelte løsrevne stumper af teksten og kiggede opfordrende på mig, mens han nikkede ivrigt, som for at få mig til at tilstå, at det, jeg nu lagde øre til, var det smukkeste, dybeste og mest rørende, jeg nogensinde var blevet udsat for. Jeg gjorde et forsøg på ikke at lade ham bemærke, at selvom jeg på alle måder er i stand til at anerkende den følelsesmæssige bevægelse denne musik tydeligvis satte i gang i ham, så gjorde den intet som helst godt for mig. I stedet for at blive mopset slog han det hen med noget i retning af, at det nok også måtte være svært at forstå, når det nu er tysk poesi, der er tale om, og jeg ikke taler sproget til perfektion.
Freddi drak øl flankeret af små iskolde vodkashots, og han blev mere og mere flagrende og pludrende og var på et tidspunkt endog meget tæt på at gå i dørken, fordi hans balance var under indflydelse af mængden af indtagne sæt. Og så var han pludselig gået.
Det var da en skam, men værre var det jo heller ikke. Indtil jeg rakte ud efter mine briller, som jeg havde lagt ved siden af mig, mens jeg spillede, fordi de takket være de store mængder af sved, jeg producerede under min kunstneriske udfoldelse, alligevel konstant gled ned på min næsetip. De var væk.
Jeg kom i tanker om, at jeg havde set et par plasticlæsebriller ligge på radiatoren ude på herretoilettet tidligere og gik derud og fandt dem. Pludselig gik en prås op for mig. Freddi havde skullet spille kong gulerod og havde vel for sjov iført sig mine briller, lagt sine egne på radiatoren på lokummet og endt med at smide mine briller i lommen, før han stavrede hjem.
Jeg bad Gaby sige til Freddi, næste gang hun så ham, at han havde mine briller, og at han godt måtte komme tilbage med dem ved lejlighed. Med en mors kærlige strenghed sukkede hun alvorligt, bandede Freddi langt væk, fandt telefonen frem, ringede til ham og beordrede ham tilbage med mine briller. 10 minutter senere stod Freddi igen i baren med mine briller og undskyldte mange gange. Jeg forventede nu at han ville gå direkte hjem og på hovedet i seng igen, men der fik jeg lov til at tro om, for han skulle sgu da lige have et par øl med sidevogn, før det kunne komme på tale.
På alle måder en herlig aften.

Vi har siden set Freddi et par gange, og han er altid på samme, meget onkelagtige, men indtagende måde.
Senest underviste han mig igen i de vidunderlige tekster og melodier, et eller andet Ossie-band havde skrevet. "Wann die Schwane stirbt schweigen die Tiere" sang han og forklarede, at det var det, der hedder en metafor, for DDR. Jeg spurgte ham, om han er nostalgiker, hvortil han med største naturlighed svarede ja, og på spørgsmålet om han er socialist svarede han: "ja, hvad fanden skulle jeg ellers være?", og så sang han videre med et fjernt blik i øjnene, før han bestilte endnu en omgang til vores lille selskab på hans regning.

J

Quelleck

At spille i de berlinske gader er en slags fornøjelse. Af og til, især hvis jeg kommer til at fokusere på det forkerte, er det godt nok en noget blandet en af slagsen, men stadig en fornøjelse.
Altså, jeg kan jo tjene et sted mellem 10 og 30 Euro pr. gang, og det er bestemt fornøjeligt at have sådan en kop stående ude i køkkenet, som er fyldt med gratis penge, og det er rart at tænke på, at de penge kommer fra mennesker, som har syntes godt om det, jeg spiller. Det er også meget skægt, når folk gerne lige vil snakke lidt og måske endda lige smutter i kiosken og køber en øl til mig. Eller når en af de mangfoldige lokale tosser stiller sig op ved siden af mig og hyler som en hund og faktisk tror, han hjælper mig. Eller når tre små gutter, der mest af alt ligner en tysk/palæstinensisk udgave af Asian Sensation, først forklarer mig, at de er multi-kultisangere og derefter på bedste auditionvis giver sig til at synge Aischa med hænderne hvilende på hjerterne.
Alt det er fint og skægt og rart og godt.
Når jeg siger, at det også er en blandet fornøjelse, har det med at gøre, at de positive oplevelser, jeg netop har beskrevet, udgør måske en femtedel af al den tid, jeg bruger på at spille på gaden.
Resten af tiden går med at blive ignoreret, smådrillet, chikaneret eller ligefrem udsat for truende adfærd. Heldigvis er der langt imellem de helt ubehagelige optrin, som da en flok møgstive unghaner kom forbi, og en af dem tog fat om halsen på min guitar og blokerede strengene, så jeg ikke kunne spille. Da jeg med bestemt mine tog fat i hans arm og fjernede den, stak en af hans kammerater sit ansigt helt op til mit og skreg "Du bist so fucking homo!", mens sabotøren selv stillede sig op i min guitartaske. Jeg måtte gentage 5-6 gange, at de skulle forsvinde, før budskabet trængte igennem de tykke pander og sprittåger.

Det burde ikke være på den måde, men desværre har det at spille i op til to timer ad gangen - med 80 % mangel på eller entydigt negativ respons - hver gang filet et ganske tyndt lag af min selvtillid. Og når jeg således er kommet til at fokusere på de forkerte ting, bilder jeg mig også ind, at jeg faktisk spiller og synger ringere, end jeg kunne.

Nu skal det jo heller ikke lyde som om, jeg græder mig selv i søvn hver anden nat, fordi jeg pludselig tror, jeg er blevet talentløs. Men jeg er ikke i samme grad begejstret for at spille på gaden, som jeg har været. Så nu er der pause. Fra det. Lidt.

Som Margit beskrev i sit seneste indlæg, skaffede hun mig for nogle uger siden foden indenfor hos den fordrukne Berndt i hans kneipe ved navn Quelleck. Berndt ville smide 10 Euro og en stor Schultheiss på bordet, hvis jeg ville spille i en times tid og bagefter gå rundt med hatten. Det gjorde jeg så den følgende aften, og hold dog kæft en anderledes oplevelse dét var. Altså, anderledes sammenlignet med at fryse fingrene af og blive ignoreret. For det første var der flere som igennem hele mit sæt fulgte opmærksomt med i, hvad jeg spillede. Det alene var nærmest nok til at røre mig til tårer. For det andet blev jeg nærmest oversvømmet at drikkevarer på andre kunders regning, hvilket jeg tog som et udtryk for tilfredshed med det hørte.
En fyr, vi siden har lært lidt bedre at kende, og som jeg barsler med et helt indlæg om, og som hedder Freddi, gik så langt som til at stikke mig 20 Euro, fordi, som han sagde, han har et blødt hjerte for musikere.
Da jeg var færdig med at spille, faldt vi i snak med flere forskellige mennesker, og det var drønhyggeligt. Især en meget sød ældre herre fra Koblenz ved navn Gerhardt gjorde indtryk - ikke alene på grund af hans venlighed og glæde ved musikken, men også fordi han, da de talrige øl var gået ham i blodet, fik fortalt, at han ganske vist var på pensionistbusreje til hovedstaden, men at hans kone gennem jeg ved sgu ikke hvor mange år havde benyttet den gennem lang tid planlagte tur til at hyre et flyttefirma til at flytte alt, hvad der var hendes over i hendes nye lejlighed, som hun i al hemmelighed havde anskaffet sig, og til at meddele den stakkels mand, at deres ægteskab var slut uden dog at give en forklaring på, hvad problemet var. Gerhardt virkede mere chokeret end ked af det og gentog gang på gang, at han ikke anede, hvorfor hun forlod ham.
Nå. Status for den aftens spillemandsvirksomhed var 30 Euro og en nærmest ikkeeksisterende regning i baren på trods af en let svimmelhed, da vi gik.

En fredag for ikke lang tid siden var vi taget på Quelleck, som altså nu - og igen med forbehold for usikkerhed omkring definitionen - er gået hen og blevet vores Mitte-stamkneipe, for at se noget tysk fodbold. Og ja, tysk bold er faktisk meget underholdende og af til tider høj kvalitet. Det kom desværre ikke rigtigt til udtryk i kampen mellem Schalke og St. Pauli, som var røvkedelig. Til gengæld væltede ind ad døren sidst i anden halvleg et større selskab af seniorer fra vistnok Hessen nord for Frankfurt på bustur til hovedstaden. Tilsyneladende et udbredt fænomen her til lands.
Der var ikke pladser nok omkring de borde, de indtog, så fire af buspassagererne satte sig ved vores bord. Mine fordomme blev i den grad fodret, da jeg kunne konstatere, at jeg nu delte bord med en mand iført en sær lille grå netslipover og briller, som af uvisse grunde ikke simpelthen var smuldret væk på grund af tidens tand, en mand med en sådan småsafariagtig lærredsvest på, en kvinde med den kortest mulige pagefrisure, der sikkert nok er praktisk, men som, øh, ja, nok bare er praktisk og en anden kvinde - godt nok med en lidt længere page, men til gengæld bærende sådan en slags binde-om-skjorte, som en eller anden ondsindet designer med den erklærede mission at få tyske kvinder til at tage sig lidt skørt ud burde have været forhindret i at formgive.

Men det gik, som det jo ofte går, når man sidder på et værtshus. Vi faldt efter lidt tid i snak. De viste sig at være nogle vældigt søde og behagelige mennesker, som helt klart syntes, vi var lidt eksotiske, men også meget spændende, og de spurgte meget interesseret til vores rejse og alt muligt andet mellem himmel og jord.
Da de erfarede, at jeg er gademusikant, blev de ellevilde og ville absolut høre smagsprøver. Nu ville skæbnen, at jeg netop denne aften ikke havde min guitar med mig, hvilket i øvrigt havde fået Gaby, den meget søde bardame til lige at løfte et øjenbryn, da vi trådte ind ad døren, så jeg kunne ikke komme til at spille.
Det fik dog ikke den ene af mændene, som hed Berndt, til at helme. Han var så opsat på at komme til at høre country, at han aftalte med Gaby, at jeg skulle komme om mandagen og underholde. Så ville han sørge for, at hele bussen dukkede op. Og han ville gå rundt med hatten for mig.
Den slags entusiasme er jo ikke til at stå for, så jeg indvilligede, og vi aftalte at mødes mandag ved 21-tiden.

Om mandagen virkede det som en ualmindeligt dårlig idé at gå på værtshus og spille country. Jeg følte mig en smule dvask og indadvendt og ikke udelt tilfreds med udsigten til at skulle optræde og samtale på tysk. Ikke fordi det ikke havde været rigtigt fedt og hyggeligt at snakke med de der folk og sikkert ville blive det igen, for det havde det. Det er bare så krævende at tale tysk, når man ikke er bedre til det, end jeg er, og så kræver det opbydelsen af betydelige mængder energi af kunne performe på tilfredsstillende vis.
Men man er vel for helvede en mand af sit ord, så afsted tvang jeg mig selv - og tænkte, at det ville blive en hård aften.
Men allerede da vi åbnede Quellecks dør, blev den forventning gjort til skamme, da vi mødtes af et stuvende fuldt værtshus, hvor vores fire venner blev helt vildt glade for, at vi faktisk dukkede op. Straks blev der bestilt en øl til os hver, som de insisterede på at betale.
Jeg spillede kort efter et lille sæt på vel 40 minutter, hvorefter Berndt bad om min hat, som han så gik rundt med, opfordrende folk til at ofre lidt på musikken. Han kom kort efter tilbage med en betydeligt tungere hat, der nu indeholdt 40 Euro.
Jeg spillede lidt mere og pludrede en masse på tysk. Og drak flere gratis øl. Det var en god aften. Berndt tog dette billede, mens jeg spillede:



Mine fordomme har det med at blive afkræftet, og det er jeg ikke helt tilfreds med. Det må jo betyde, at jeg på en eller anden måde er forkert på den, hvilket ikke rigtigt harmonerer så godt med min selvopfattelse.
I den slags situationer, hvor mit selv er på nippet til at bryde sammen, takker jeg af hjertet opfinderen af Frankrig, landet hvor jeg personligt igennem halvanden måneds ophold erfarede, at ALLE stereotype fortællinger om indbyggerne svarer til virkeligheden i forholdet 1:1. Ah!
Så det er altså nok kun 90 % af mine fordomme, der er ude af trit med realiteterne. Det er meget betryggende.

J

En torsdag i Berlin

Det er vel ingen hemmelighed, at vi på vores lille tur har ændret ruteplaner adskillige gange og det er, som I formentlig ved, faldet således ud, at i stedet for at overvintre på Sardinien, er vi havnet i Berlin og det til vores udelte tilfredshed. Efter fem måneder på ciklerne og en stadig omskiftelig hverdag skulle vi til at forholde os til, at skabe en dagligdag i fire måneder uden at have et job eller uddannelse at skulle stå op til hver morgen. For mit eget vedkommende planlagde jeg, at jeg ville forsøge at blive bedre til tysk. Både til at forstå det og til at tale sproget. Derudover ville jeg lære mere om Tysklands historie. Jeg ville læse bøger på tysk og eventuelt gå i biffen og se tyske film og så i øvrigt forsøge at komme i snak med nogle tyskere. Til en start anskaffede jeg mig til den nette sum af én euro den gode gamle klassiker på nihundrede sider "Borte med blæsten" eller på tysk "Vom Winde werweht". Og hvorfor nu det, kan man spørge sig selv. Jo, jeg tænkte således, at jeg starter med noget jeg kender, for at vænne mig til at læse et rimeligt hverdagsagtigt tysk, som bogen er skrevet på. Og det var helt klart en fordel at starte med en bog, som jeg kendte så godt. Den er læst og jeg er nu startet på en bog om Preussen, og det er jo noget helt andet! Og svært! Jeg får mest læst i den, når jeg sidder på vaskeriet Schnell & Sauber, og venter på, at vores tekstiler bliver rene. Og på grund af svæhedsgraden er det ikke lige sådan en hyggebasker, som jeg slænger mig med i sengen et par timer ad gangen. Men jeg må nok bare tage mig sammen og lade være med at pive.

Udover de sproglige og historiske tilegnelser ville jeg også gøre alt, hvad jeg kunne, for at holde min rimelig gode form ved lige. Ellers kunne jeg fremmane et skræmmesenarie, for mig selv hvor jeg, når jeg til februar skulle op på ciklen igen ville komme til at gennemgå de samme lidelser, som jeg gjorde i maj måned. Det vil vi for alt i verden undgå! Cikling er for mig en måde at transportere mig på, fra ét sted til ét andet. Det har aldrig været en motionsform jeg har kastet mig ud i for sjov skyld. Det har ikke ændret sig i de sidste fem måneder, og cykelmotioneren i Berlin er bare ikke fedt. Nej, en god lang gåtur med tempo på, det er mere mig.
Og når man så vader Berlin tyndt for at få den daglige motion, kan man være heldig at støde på en ophængt plakat som denne.



Uha da er der sikkert nogen, der sidder derhjemme og tænker, måske bliver det ligefrem sagt højt. Er de ikke kommunister de fyre på plakaten? Uha da da da da og fy fy.
Javel, men nu er situationen jo således, at jeg ikke er med i sværmen af mennesker, der har travlt med at vaske hænder og undskylde for deres tidligere politiske tilhørsforhold for at kunne blive accepteret eller bare tolereret af en stadig mere snerpet elite, for hvem den eneste sandhed ligger begravet i kapitalismens hellige haller med alt, hvad det indebærer af ubehageligheder og egoisme. Nix, jeg tænker tilbage på en lykkelig barndom med DKP plakater på dørene og besøg i den kinesiske butik i københavn. Jeg husker koncerter hvor min far med "De røde raketter" spillede politisk musik med et venstreorienteret budskab til Danmark. Jeg drømmer om mit sæt maotøj i gråt, som jeg gik med i mange år. Især jakken, havde et fantastisk snit og jeg sled den op. Jeg tænker tilbage på en tid, hvor mennesker jeg kender havde klare politiske visioner og ikke var bange for at tale om politik på et ideologisk plan med store tanker for et fællesskab præget af omtanke for hinanden og af solidaritet. Jeg er stadig socialist, drømmer dog ikke om den væbnede revolution, men om et samfund, hvor det ikke er storkapitalen, der sætter dagsordenen, men medmenneskelighed og reel lighed og lige muligheder for alle!!!

Jeg besluttede mig for, at jeg ville tage ind til Humboldt universitetet, som ligger i Invalidenstrasse, for at høre foredraget. Det var den russisk/amerikanske professor ved Indiana University, Alexander Rabinowitch, som er ekspert i russisk historie, og som har udgivet en række bøger om Sovjetunionens historie, der i anledning af udgivelsen af en tysk oversættelse af hans sidste bog skulle fortælle om det første år af Sovjetunionens historie efter revolutionen i 1917. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg gik ind til. Ville han tale engelsk eller tysk? Hvor meget ville jeg kunne forstå? Jeg tænkte, at jeg jo bare kunne smutte, hvis det var fuldstændigt kedeligt eller fuldstændig uforståeligt.

Dagen for foredraget oprandt og jeg besluttede at gå derind. Motion, motion, motion. Jakob ville ikke med, han skulle ud og spille for folket. Jeg gik derind af og snirklede mig igennem gaderne, mest for afvekslingens skyld. Ved Landwehr kanal stødte jeg ind i et yderst charmerende kvarter med nogle interessante bygninger og i det hele taget var der pænt. Se selv.






Jeg ramte Friedrichstrasse lidt før Checkpoint Charlie og måtte konstatere, at jeg havde lidt småtravlt, hvis jeg skulle nå frem i tide. Så jeg satte det lange ben foran, og hastede afsted. Friedrichstrasse er temmelig lang og fyldt med mennesker og lyskryds og det er bare stress, når man skal skynde sig. Da jeg nåede til enden af Friedrichstrasse, måtte jeg have kortet frem for at få pejlet mig på rette vej. Videre, videre. Ud af Chausseenstrasse fik jeg lige drejet hovedet ved den første tværvej, og kunne konstatere, at der lå da en knejpe, som så ualmindelig hyggelig ud. Da jeg sveddryppende, ét minut før foredraget skulle begynde, nåede Invalidenstrasse og universitetet blev jeg stoppet af en meget venlig tysk dame, som solgte aviser. Hun spurgte, om jeg ville støtte dem, og købe en avis. Af bare lettelse over at være nået frem i tide, vældede gavmildheden op i mig og uden rigtigt at høre efter, hvad den søde dame sagde, bekræftede jeg, at jeg gerne ville købe bladet. Det var som sagt rimeligt mørkt, så jeg stak hende to euro og smed avisen ned i tasken uden at se, hvad det var, jeg havde investeret i. Nu sidder jeg så her og kigger på min avis. SPARTACIST. Den tyske udgave, nummer 27 fra foråret 2009. Dens indhold må jo være eviggyldigt og måske har de dækket alle emner siden det sidste blad, de har udgivet er over halvandet år gammelt? Jeg kan informere læserne om, at emnerne i indeværende avis er som følger: Marxistiske principper og valgtaktik. Trotskisme kontra folkefrontspolitik under den spanske borgerkrig og sidst men ikke mindst: kvindelige arbejdere og modsætningerne i det moderne Kina. Et forenet Kina imod imperialisme og kontrarevolution. For den proletarisk-politiske revolution. Var det noget? Jeg har endnu ikke læst bladet, det er på 68 sider og er fyldt med ekstremt teksttunge artikler med enkelte billeder af Engels, Marx og Rosa Luxemburg. Jeg ved ikke om, jeg får læst det, men man må sige, at jeg har fået noget for pengene.
Tilbage til fortiden. Sammen med en stor flok mennesker fandt jeg frem til læsesalen, hvor foredraget skulle holdes. Der var stuvende fuldt, og jeg havnede oppe på balkonen, hvor alle siddepladser var optaget, så jeg endte stående op ad det meget lave gelænder ud mod salen. Hold da kæft, hvor er der mange socialister/kommunister i den her by, tænkte jeg. Jeg havde i min naivitet og uvidenhed slet ikke forestillet mig, at så mange mennesker ville møde op. Der var oven i købet en hel del, som ikke kunne komme ind på grund af pladsmangel, og som måtte gå igen med uforrettet sag. Efter en lang indledning på tysk af en lektor, som havde arrangeret foredraget i samarbejde med det tyske forlag, som havde udgivet bogen, blev det tid til Alexander Rabinowitch. Det viste sig, at han talte engelsk, og så var der en dame, som tolkede til tysk. Hvilket jo er udmærket, for forstår man begge sprog, får man den jo to gange, men det er utroligt tidskrævende. Derudover var hr. Rabinowitch en ældre herre, og han talte ikke vildt tydeligt, så jeg skulle virkelig anstrenge mig, for at høre og forstå ham. Han gik ned i en, efter min mening helt urimelig detaljeringsgrad, og man skulle nærmest have været der, dér tilbage i 1917, for at kunne følge med og forstå sammenhængen. Jeg var jo der ikke, så jeg fik ikke så meget ud af selve indholdet af foredraget, men jeg fik en masse sprogtræning og det var jo også noget. Jeg holdt ud i alle to timer, som seancen varede, for det var jo ikke fordi det ikke var interessant, det var bare svært. Og så købte jeg bogen, da jeg gik, og den står nu og venter på, at jeg bliver færdig med min bog om Preussen!!!!
Efter at have tilbragt to timer under loftet i en steghed tysk universitetslæsesal trængte jeg til noget koldt. Øl, spurgte jeg mig selv. Javist, hvis det ikke kan være anderledes! Og det kunne det bestemt ikke, så jeg ringede til Rabubald og sagde, at nu gik jeg på bodega og at vi sås, når han var færdig med sin gademusiceren. Så jeg smuttede ind på den hyggelige bodega, som jeg havde observeret på vejen til universitetet. Der var et større selskab af damer i 50érne, som svælgede i radler (øl og sprite) og Jägermeister, og som var i højt humør. I baren sad et par herrer, som talte med hinanden, og så var der mig, som landede på en stol i baren. Næsten alle kneiper i Berlin er sportskneiper, og Quelleck, som dette skønne sted hedder, er ingen undtagelse. Og når man nu er alene på værtshus, er det sgu meget rart, at man lige kan glo på lidt sport. Der var Campions League håndbold. HSV mod et svensk hold, tror jeg. HSV vandt stort, Hansi var desværre ikke på banen i 2. halveg. Krofatter var Berliner med stort B. Hans dialekt var meget svær. Jeg fandt senere ud af, at det også havde noget at gøre med, at han var under indflydelse af en betragtelig mængde alkohol. Han servicerede dameselskabet med stor belevenhed, og da han trådte frem omme fra baren for at bringe dem deres bestillinger, kunne jeg konstatere, at han denne aften havde valgt at udstyre sine fødder med et par badetøfler. Frækt nok, tænkte jeg. Og originalt. Han fik ikke set afslutningen på kampen og spurgte mig, hvad den endte. Jeg fortalte ham det, og han spurgte, om jeg var fra Hamburg. Det kunne jeg jo så fortælle ham, at jeg ikke var, men fra Kopenhagen, Dänemark. Vi faldt i snak, han gav en øl, jeg gav en øl og jeg fik hans livshistorie. I hvert tilfælde de sidste 2-3 år af den. Indimellem skulle damerne have flere forsyninger og snakken lystigt mellem ham og dem. Han grinede og råbte (ikke så højt altså) aussie, aussie, aussie. Det fattede jeg ikke en skid af, for så vidt jeg kunne se, var der ingen australiere eller nogen med bare en fjern tilknytning til Australien tilstede i lokalet. Jeg var forvirret. Indtil en prås gik op for mig. Manden sagde jo ikke aussie, aussie, aussie men Ossie, Ossie, Ossie. Østtysker! Denne befolkningsgruppe tilhørte damerne formentlig også, for de råbte med og så stolte ud. Og det er noget, jeg senere også har snakket med andre østtyskere om. Det betyder noget, at være østtysker. Genforeningen har efterladt mange med en skidt smag i munden og længslen efter gamle tider i behold. Die alte Zeiten waren viel cooler, som Bernd, aka krofatter, sagde til mig den torsdag aften på Quelleck. Det ved jeg ikke, om de var, men det er til stadighed et emne til diskussion i Tyskland. Genforeningen altså og dens følgevirkninger, eller mangel på samme. Det kan blive et muligt emne senere på bloggen, hvis min empiri bliver mere omfattende!
Jeg snakkede med Bernd og han var en meget sød mand, der åbenlyst drikker alt for meget. Men hvad pokker, det er der så mange, der gør. Jeg fortalte ham om vores tur, og om, at Jakob var ude at spille countrymusik på gaden. Han var meget interesseret og ønskede, at Jakob skulle spille på Knejpen om fredagen . Det endte med en aftale, og Jakobs første bodegajob. Derom måske mere på et senere tidspunkt.
Det var en dejlig torsdag i Berlin fyldt med oplevelser og nye mennesker. Her til slut vil jeg gerne lige knytte en lille kommentar til det jeg skrev om cikelmotion tidligere i dette indlæg. Vi er begyndt at motionere i Tempelhofer park, som er den tidligere Tempelhof lufthavn, som Hitler lod bygge. Der er fantastisk, den ligger kun en kilometer fra, hvor vi bor og der er etableret en cike-, rulleskøjte- og løbebane, som er 6 kilometer lang. Det er helt perfekt og i onsdags steg jeg op på jernhesten for første gang siden vi ankom til vores lejlighed i Neuköln og kørte 30 kilometer. Og jeg må efterfølgende konstatere, at det vist er på tide, at jeg kommer i gang med ciklingen igen. For satan, hvor fik jeg ondt i møllen og et yderligere stort antal træningsture er vist strengt nødvendigt før vi vender næsen mod Danmark 1. februar 2011.

M

Neukölln part II

Ved første øjekast lignede Neukölln rigtigt nok et stereotypt depraveret kvarter, hvor de fattige bor, og hvor den demografiske profil, hvis man alene betragtede den, kunne få en til at tro, at man befinder sig et sted i Mellemøsten.
Et godt gammeldags rabarberkvarter, kunne man kalde det.
Men virkeligheden er altid en hel del mere nuanceret, end den slags rubriceringer lader en tro.

Kneipen ved navn Bienenkorb har vi valgt ikke igen at frekventere. Det er bestemt ikke umuligt, at episoden med de stakkels racister var enkeltstående og helt igennem urepræsentativ, men nu ligger det altså således, at vi selvsamme aften, hvor højrearmene blev peget mod himlen, valgte at tage en enkelt mere til de tørstige halse i en anden af kvarterets talrige beverdinger ved navn Zum Umsteiger. Her traf vi ingen ubehagelige tosser, og blandt andet det har fået os til at komme igen adskillige gange. Præcis hvor høj en frekvens besøgene skal have, før man for alvor kan kalde et sted for stam-, er jeg ikke helt på det rene med, men uagtet at jeg ikke er bekendt med den officielle grænse mellem gæst og patologisk hangaround, vil jeg vove pelsen og sige, at Zum Umsteiger er blevet vores neuköllnske stamværtshus.
Stedet er ikke noget specielt. Det er netop kernen, når man skal udsøge sig et godt værtshus; det skal stille en bestemt ramme til rådighed, som intet har med smarthed og prætention at gøre, men som er brun, svagt ildelugtende og indbydende til fordærv.
Det, der gør Zum Umsteiger til en strålende og behagelig kneipe, er, at det personale, der, hvis de ikke var direkte fjendtlige de første gange, vi indfandt os, så i det mindste udviste et umisforståeligt forbehold overfor os, nu hilser os hjerteligt, når vi kommer ind ad døren, og at de kender den der grænse, der er så afgørende, imellem at spørge koncist interesseret til fx, hvem vi er, og hvad vi laver i Berlin, og så at snakke unødigt, medmindre vi starter en samtale.
Det, og stamkunderne - de ægte stamkunder - som vi efterhånden kender ansigterne på, og som vi har snakket lidt med for et par stykkers vedkommende, og flere af dem er virkeligt søde og rare mennesker, gør, sammen med det faktum, at de viser alle fodboldkampe, at vi gerne og ofte kommer på besøg.


Efter en nærmere inspektion af de af gaderne, som ikke er de store hovedstrøg - altså Hermannstrasse og Karl-Marx-Strasse, kan vi i øvrigt konstatere, at kvarteret er ikke så lidt mere mangeartet, end man skulle tro.
Lidt nord for vores hjem i Emser Strasse ligger en gade ved navn Schillerpromenade, der blev anlagt i begyndelsen af forrige århundrede som lokkemad for det pænere borgerskab, som man ønskede repræsenteret i Rixdorf, som bydelen hed på daværende tidspunkt. Gaden er en vaskeægte promenade med en bred grøn bræmme på midten med legeplads, sportsfaciliteter og hyggekroge flankeret af ganske imposante huse med et minimalistisk arkitektonisk udtryk. Jeg tvivler på, at det allerpæneste borgerskab den dag i dag slår ret mange af deres folder her, dertil er kvarterets rygte simpelthen for blakket, men kigger man på størrelsen på de biler, der står parkeret i gaden, må man konstatere, at beboerne enten er nogenlunde velhavende eller stærkt tyvagtige.
Der er en helt anderledes atmosfære her end blot et stenkast længere mod øst, og fraværet af dönerbikse er ikke til at tage fejl af.

Langs Maybachufers sydlige bred findes der et kvarter, som man vist, hvis man er sådan lidt berlinersmart, kalder Kreuz-Kölln, fordi området grænser op til hippe Kreuzberg. Her er fyldt med restauranter og caféer, der er småsmadret lækkerhedsagtige på den helt rigtige måde, og hvor folk drikker hip te og spiser hip mad, mens de ser småsmadret lækkerhedsagtige ud på den helt rigtige måde. Her er fyldt med små nuttede butikker, hvor gummistøvledamer vil kunne formøble formuer på nips og andet hæsligt, og hvis man tilhører det grænsetranscenderende segment, hvis præcise betegnelse jeg ikke kender, men som består af gerne skægstubbede mænd i alderen 20-35 år, som nærer en besynderlig kærlighed til helt skrabede racercykler uden gear, og som mest går i sort tøj og med kasketter med smalle skygger, findes der butikker, der vil få hjertet til at blive voks i brystet.

På den entydigt negative side må jeg sige, at Neukölln som hardcore problemområde for alvor åbenbarede sig for os, da vi i går hørte meget høj råben fra gaden umiddelbart under vores vinduer, og jeg gik ud på vores balkon for lige at tjekke, hvad der foregik.
Omtrent 15-20 voksne mænd stod og råbte og skreg. Hvem der var vrede på hvem, og hvad det handlede om, kunne jeg ikke finde ud af. Dels fordi det hele foregik på arabisk. Dels fordi der med det samme udbrød slåskamp. En fyr fik en seriøs kæberasler. Men i stedet for at gå i gulvet fiskede han en kniv frem og for frem mod en eller anden med den umisforståelige hensigt at stikke ham i halsen. Der var ikke antydningen af tvivl eller tøven; hans kropssprog sagde helt tydeligt, at han ønskede at slå den anden ihjel.
Jeg strøg ind i vores stue og bad Margit ringe til panserne. Mens hun så talte med brandvæsnet, fordi alarmcentralen ikke har helt samme nummer her som i Danmark, blev der pludselig affyret en række skud - måske mellem 7 og 10.
I skrivende stund er status, at to unge mænd blev såret, og at det sandsynligvis drejede sig om en konflikt imellem to kriminelle storfamilier, hvis Berliner Morgenposts ord eller står til troende. Politiet fandt efterfølgende flere skudhuller i biler, der var parkeret i gaden.
Det værste var sådan set ikke chokket, som bestemt var slemt nok, bevares, og det er da med en lidt mindre frejdig selvfølgelighed vi bevæger ud i den næste tid. Men det værste, eller i hvert fald det, der gjorde størst indtryk på mig, var, at der under hele optrinnet stod en lille fyr på højst 11 år med sit løbehjul på modsatte side af gaden og betragtede det hele. Uden voksent selskab stod han der og måbede. Øv.

Nå, men jeg prøver nu at huske på, at der jo er masser af vold alle steder, og at det gælder om at fokusere på de fine ting og ikke lade sig overmande af hysteriet og frygten, hvilket ellers ligger mere eller mindre lige for.
Jeg husker på, at selvom der fandt en decideret rockerhenrettelse sted mindre end 200 meter fra Rialtovej på Amager, oplevede jeg ikke vores kvarter som utrygt eller farligt. Det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde at tænke om Neukölln. Basta.

Neukölln er et stereotypt problemkvarter. Folk her er usunde. Arbejdsløsheden er skyhøj. Uddannelsesniveauet er lavt. Kriminaliteten er forholdsmæssigt høj. Etniske grupper isolerer sig.
Det er et faktum.
Men Neukölln er også en hel masse andet. Overskud. Kreativitet. Mangeartethed. Venlighed. Åbenhed.
Dét er et faktum.

Hvor ville jeg ønske, at medier og politikere i det mindste ville gøre et forsøg på at bevæge sig væk fra den ensidige fremstilling, som dominerer debatten om disse områder.
For hvis man ikke taler om tingene, som de er, men insisterer på at fortegne billedet, så er konsekvensen jo helt naturligt, at de løsninger, man når frem til, ikke passer til realiteterne.
Men at handle i overensstemmelse med fakta kræver selvfølgelig, at man sætter sig grundigt ind i sagerne og tør sige noget andet end det sædvanlige pjat, og på trods af den ellers blomstrende og livlige fantasi, jeg mener at være i besiddelse af, er det ikke et scenarie, jeg kan forestille mig blive til virkelighed. Kald mig bare misantrop.