Strassenmusik

Endelig fik jeg samlet mod nok til at tage min guitar i hånden og sprede noget country på gadeplan. Det var noget af et skridt at tage, og jeg var da også lige ved at droppe ideen helt, fordi jeg var så åndssvagt nervøs. Ligesom jeg gjorde i Dieppe, hvor en lokal og meget sød barindehaver ellers havde udpeget et godt sted og endda sagt, at jeg bare kuune komme forbi hans lille "engelske" pub bagefter og spille lidt sammen med ham. Af grunde, det nok kan være lidt svært at forstå, og som jeg selv har problemer med at forklare bare nogenlunde meningsfuldt, gik jeg aldrig hen på det lille torv med caféerne og restauranterne, han havde anbefalet, og jeg kom heller ikke tilbage til hans bar.

Det var sgu lidt nederen at opleve ikke at have kuglerne til at gennemføre, hvad jeg ellers for længst havde sat mig for, og jeg havde en ikke helt god smag i munden over at brænde den søde lille fyr, som i øvrigt var helt tosset med Iron Maiden, af.
Siden Dieppe har jeg forsøgt at piske lidt gejst ind i mig selv og forsigtigt spurgt (mig selv) lidt ind til, om ikke det mon snart var på tide at give det der gademusiceren en rigtig chance. Men jeg så mig sur på Frankrig som helhed og mente måske ikke, at landet havde fortjent at få en flig af mit vidunderlige talent, eller også prøvede jeg igen at projicere mine egne neuroser i frøådernes retning. Er det i grunden ikke dejligt at have nogen, man kan køre lidt på og småhade, når trangen melder sig, så man under pres kan slippe for at se sig selv og sine uendelige begrænsniger i øjnene?
Hvorom alting er, fik jeg altså ikke gjort en skid ved det i lang tid, og det var altså ikke, før vi ramte München, hvor vi mødte 3 unge gadespillende australiere, jeg følte mig inspireret til at få taget det sidste skridt hen imod faktisk at gøre det.
De unge herrer spillede en meget lang koncert en lørdag på The Tent, og da jeg gik hen for at tale med dem bagefter, fortalte de, at de var taget til Europa uden mere end 200 Euro hver på lommen med det ene formål at spille på gaden, og at det kunne de sagtens leve af.
Det var sgu da inspirerende. De kunne også fortælle, at hvis man ville spille på gaden, skulle man henvende sig på turistkontoret på Marienplatz, altså i centrum af München.
Et par dage senere gik jeg så ind på turistkontoret og spurgte til reglerne, hvor en meget venlig dame kunne fortælle mig, at hvis jeg ville spille indenfor den inderste ringvej, altså i gågaderne, fungerede det således, at jeg skulle møde op en dag og afgive en audition, hvor jeg skulle spille 3 numre, hvorefter der ville blive taget stilling til, om mine evner var af en passende kvalitet. Skulle det være tilfældet, ville jeg få en spilletilladelse, som jeg ville skulle medbringe, når jeg om morgenen på den dag, jeg ville spille, kl. 06:00 skulle møde op på turistkontoret for at blive tildelt én af ti licenser á 10 Euro, der blev givet på en dag. Jeg måtte så spille enten i tidsrummet 10-12 eller 14:30-18. Det lød jo alt sammmen pænt indviklet og besværligt, og mine løg var da også lige ved at ramme gulvet, da vi heldigvis kom ind på, at det udenfor ringvejen er tilladt at spille uden særlig tilladelse overalt. På, hvad damen kaldte, basis af tolerance, hvilket vist bare betød, at hvis nogen bad mig skride, skulle jeg gøre det. Jeg takkede pænt, og sagde af en eller anden grund, at jeg nok ville komme tilbage dagen efter og aflægge sangprøve, selvom jeg selvfølgelig ikke gad stå op, før Jæwlen får sko på og betale 10 Euro for at få lov til at forsøge at tjene penge, når jeg kunne stille mig lige på den anden side af gaden og gøre det gratis, og når jeg ville.

Det var nok et par dage efter, jeg parkerede min cykel udenfor Galeria lige overfor fontænen for enden af gågaden, der går ned mod Marienplatz. Jeg var vågnet med antydningen af en bette smerte i maven, så skidenervøs var jeg, og jeg havde, mens jeg stod der og udvalgte mig en plet, hvor jeg kunne stille mig, en puls en hel del procent over hvile. Mine håndflader var pladdervåde af sved, og mit åndedræt tæt på at være heftigt. Jeg valgte at gøre en kvadratmeters penge, hvor jeg havde en trappe til U-Bahnen på min venstre hånd og et stort indgangsparti til Galeria foran mig, til min arbejdsplads, pakkede med klamme, rystende hænder guitaren ud af tasken og gav mig til med min tuner at stemme instrumentet. Da jeg mente, at den var ved at være der, ville jeg gå i gang, men jeg havde dog så megen åndsnærværelse, at jeg nåede at slå en akkord an, som lød helt fuldstændigt forkert. I min nervøsitet havde jeg slet ikke lagt mærke til, at intervallerne mellem strengene ikke helt lød, som den slags bør. I småchok over min egen fraværende tilstand fik jeg stemt dyret korrekt og fastgjort et par post-its på guitaren, så jeg ville kunne huske, hvilke numre jeg kan.

Jeg lagde ud med at spille Return of Grievous Angel, et af mine glansnumre, og det lød jo selvfølgelig helt ad helvede til, sunget med en grødet og vibrerende stemme og akkompagneret af en ikke specielt godt swingende guitar. Men det havde jeg sådan set forventet. Det lyder aldrig godt, når man er smånervøs, og der går altid lige et par sange, før man får den rystet af sig. Men, og jeg er sgu ikke helt sikker på hvorfor, jeg var simpelt hen så hylet ud af den, at jeg spontant lavede om på formen, hvorefter jeg, i ren befippelse over det, glemte teksten til 2. vers og måtte afslutte sangen forkert og på et galt tidspunkt. Og ikke nok med det; begge små sedler med mit repertoire fløj ad helvede til, inden der var gået 30 sekunder, og kun den ene lod sig senere finde. Men godt begyndt er jo halvt fuldendt, som det gamle visdomsord siger, så jeg fortsatte ufortrødent. Og ganske langsomt fik jeg spillet mig varm, og nervøsiteten, den helt åndssvage nervøsitet af typen, jeg sidst følte, da jeg var til tyskeksamen på B-niveau, og som forplanter sig i hele kroppen og gør mig meget utilpas, forsvandt forbløffende hurtigt. Meget hurtigt gik det op for mig, at der jo for helvede ikke er nogen, der bliver stående til mere end højst tre numre. Så er de igen ude af mit liv, og jeg kan spille de næste tre sange bedre, og de næste forbipasserende vil ingen anelse have om, at selvsamme busker, der nu står og synger så nydeligt, for fem minutter siden stod bævende og savlende og brægede noget så ubehjælpsomt.

Og mønterne begyndte at klirre i tasken. Og Tosse-Prebens fætter, eller i hvert fald en, der lignede, kom og dansede og råbte "Come on, mayn! Come on!", mens han forgæves søgte at dølge sin syvhestes brandert. En ung italiener kom hen og ville høre mig spille No Woman No Cry, hvilket jeg måtte afslå med henvisning til mit countrydogme. Et ægtepar ville vide, hvor jeg kom fra, for de var sikre på, at den slags røde skæg kun gror på russere(!?).
Efter samlet to timer og tredive minutters musiceren var resultatet som følger: 25 Euro tjent (og det selvom jeg havde valgt et sted, hvor trafikken larmede lige lovligt), 1 streng sprunget, 1 negl knækket, 10 meget ømme fingre, 1 smadret stemme og en virkeligt befriende følelse af fucking at have gjort det uden at falde helt igennem.
Det blev kun til den ene gang i München, for vejret var noget lort. Men der var taget hul på bylden, hvis man kan bruge et så gustent billede. Så i Wien havde jeg bestemt mig for også at prøve lykken. Jeg henvendte mig på turistkontoret, hvor de henviste mig til rådhuset, hvor de henviste mig til Wien Event Center, som lå i det 20. Bezirk. Javel.

Jeg cyklede derud og ankom til et stort gråt hus med denne facade:

Som man kan se, er det meget hyggeligt og indbydende. I den ligeså hyggelige gård tog det lidt tid at orientere sig, men langt om længe fandt jeg det lillebitte skilt, som ledte mig til 4. sal i den helt utroligt det-her-er-altså-en-bygning-husende-offentlig-administration-så-fat-dog-at-her-skal-være-gråt-og-noget-så-gudsjammerligt-kedeligt stinkende kasse. Jeg syntes nu egentlig, det var en meget spændende oplevelse, for det er sgu ikke tit, når man rejser, man kommer i kontakt med myndighederne på den måde.
Nå, oppe på den rette etage gik jeg gennem en laaang gang og hen til et kontor, hvori der sad en mand. Det var altså Wiens Event Center. Javel. Jeg spurgte til reglerne for at spille på gaden i Wien, hvortil han spurgte, hvilken slags musik jeg spillede, og hvor længe jeg havde tænkt mig at opholde mig i byen. Jeg svarede, at jeg spiller country, og at jeg højst ville komme til at spille fire gange under mit ophold.
Desværre var de særlige tilladelser for august måned alle blevet delt ud, så der kunne han ikke hjælpe mig. Han hentede så to sedler, som han gav mig. På den ene, sagde han, var der angivet omtrent 25 steder i byen, hvor man frit kunne spille, og på den anden stod reglerne.
Så ville han sludre, fyren. Samtalen foregik på engelsk, og vel på grund af min skammeligt amerikaniserede accent kombineret med den musikgenre jeg spiller, antog han helt tydeligt, at jeg var amerikaner og ville - han spillede nemlig selv lidt guitar derhjemme - have mig til klart at definere forskellen mellem country og western. Jeg valgte af en eller anden grund, måske egentlig bare for at slippe for besværet, ikke at forklare, at jeg kommer fra Danmark, men sagde bare, at jeg ikke kender de klare skillelinjer mellem alle de subgenrer, der findes. Men den gik ikke. Nu gav han sig til at snakke løs om akkordrundgange, og at hvis man i stedet for D-dur netop på dette sted spillede en D-mol. så ville man kunne kalde det western og ikke country.
Det var nu i grunden meget hyggeligt, og jeg fik fortalt ham, at vi cykler rundt og blablabla.
Jeg gik derfra med opløftet sind, for nu var det jo bare at gå ombord i de udleverede spots og begive sig ud med guitaren. Men da jeg fik nærlæst listen og sat nogle krydser på kortet, kunne Anton fortælle, at det på 80% af alle stederne på ingen måde ville kunne betale sig bare at forsøge. Simpelt hen fordi de var placeret helt ude i udkanten af byen. Eller i parker.
Der var i øvrigt tidsbegrænsning på alle steder, og man måtte max. spille 1 time hvert sted.
Den slags petitesser kan jeg nu ikke hænge mig i, så jeg cyklede ned til det gode spot i handelsgaden Maria Hilfer Strasse og gav mig til at spille uden for det tilladte tidsrum.
Det var fantastisk! Jeg tjente 25 Euro på en enkelt time, og der var god stemning på gaden.
Jeg var helt sikkert klar på endnu en omgang, så et par dage senere cyklede jeg derned igen. Igen udenfor det tilladte tidsrum. Jeg nåede at spille 1 nummer, før panserne smed mig væk, hvilket var træls, men på den anden side ville jeg også gerne prøve at spille i Prater Garten ved det store pariserhjul, så der cyklede jeg ud. Desværre var der ikke en sjæl kl. 11 om formiddagen, så der var ikke den store ræson i overhovedet at forsøge. Jeg vidste fra min lille fine seddel, at man hele vejen på promenaden langs med Donau Kanal må spille, hvor man vil, og da jeg ikke var langt derfra. kørte jeg derhen. Der var helt og aldeles mennesketomt, så det droppede jeg også. Jeg var nu helt badet i sved og træt efter af have cyklet hele byen rundt, så jeg kørte tilbage til hostel og surmulede.
Et par dage senere prøvede jeg så igen. Samme spot på Maria Hilfer Strasse, men nu inden for lovens rammer. Men så sad der jo selvfølgelig en gamling med en lirekasse.
Jeg var sgu ikke lige i humør til at cykle Wien tynd påny, så jeg gik nogle hundrede meter ad samme gade til en stor plads omgivet af støjende trafik og uden nogen flaskehalse for fodgængerne, hvor man også måtte få lov at spille. Et sted på pladsen var der dog noget, der lignede en strøm af mennesker, nemlig ved trappen til U-Bahnen. Der stillede jeg mig, men blev snart, af en mand i selvlysende vest, som kom op fra undergrunden, smidt væk. Jeg slog mig lidt i tøjret og sagde, at jeg da godt måtte spille her, og at det jo netop var her, alle mennesker gik forbi. Han svarede, at man ganske rigtigt gerne måtte spille overalt på pladsen bortset fra lige netop her. For det var jo her alle mennesker gik forbi. Den slags argumentation kan man jo ikke hamle op med, så jeg måtte ud fra det lille halvtag og lade min vokal drukne i trafikstøj. Det var der sgu ikke meget ved, så jeg droppede det. Og surmulede.
Men jeg havde sgu nået at tjene 10 Euro, så slemmere var det heller ikke.
Konkluderende må jeg sige, at Wien har en gadekunstpolitik, der har til hensigt i videst mulig grad at begrænse fænomenet. Ikke ved direkte at forbyde det, men ved at gøre det til en ekstremt besværlig foreteelse at udføre. Det er sgu lidt af en skam, for folk på gaden vil gerne høre lidt musik, tror jeg. Med mindre, naturligvis, de gav mig penge i håb om, jeg så ville knytte sylten.

Nå, men jeg er langt fra færdig med at spille på gaden. Det kan blive en ganske givtig forretning, som meget vel kan gå hen og kompensere for den formue, vi har lagt i Frankrig, og som truer med at forkorte vores rejse med måneder. Og så er det ganske sjovt!

J

Wien

Så sad vi der i München, i regnvejr, og tænkte lidt over vores beslutning om at tage til Wien. Det var planen, at vi skulle cykle dertil og så mødes med Jonathan og være der i 4 dage. Men vejret ville det anderledes, så det blev til endnu en togtur og 7 ekstra dage i Wien.

Østrig, Østrig, Østrig. Hvad ved vi egentlig om det, når det kommer til stykket? Vi ved, at Franz Klammer og Nicki Lauda kommer fra Østrig. Vi ved, at de har haft en særdeles populær højreorienteret politiker. Vi har hørt noget om en bortførelse og noget med en familie og en kælder. Og så ved vi, at Østrig spiller utroligt kedeligt fodbold. Derudover tænker man lidt, at de går rundt i lederhosen i Alperne og jodler og drikker mælk.

Og hvad så med Wien? Jah, altså, den er jo hovedstad i det der Østrig, og så er den vel sådan ikke så stor og meget pæn. Og her snupper folk sig lige en wienerschnitzel eller en wienerpølse, eller måske wienerbrød? De drikker sig en kop wienermelange og hører Mozart og danser wienervals. Det opsummerer vel nogenlunde mine forestillinger om den by!!

Før vi tog toget, gjorde vi det fornuftige og sørgede for akkomodation til opholdet. Vi tjekkede hostels ud, kiggede på beliggenhed og i særdeleshed priserne. Og der var det så. Jack's Hostel, nyåbnet i juni, og fra den 28. juni kunne de tilbyde den mulighed, enten at leje et telt, eller at slå sit eget telt op i deres store have til den fantastiske pris af 10 euro pr. nat. Billigt. Meget billigt. Så vi slog til med det samme og tænkte, at der havde vi da vist nok lige skudt papegøjen.

Dagen oprandt, hvor vi skulle afsted, og vi ankom til vores nye hjem kl. ca. 18.45. Vi mødte vores vært Jack (aka Sebastian fra Berlin, skulle det vise sig) på gaden. Han var på vej hjem, men Anton ville tage imod os og vise os tilrette. Super, tænkte vi, sikke en flink fyr, ham Jack. Anton tog imod os og viste os rundt i et meget lille og meget nyt hostel. Men her var køkken og en ovn, og vi var i den 7. himmel. Vi skulle bage brød. Og Pizza! Så skulle vi se haven, hvor vi skulle sove i vores telt. Jeg var meget spændt, for hostel lå i et ekstremt trafikeret område af Wien, på en af ringvejene, og hvordan kunne man have stor have her? Det kunne man så heller ikke rigtigt. Haven var baggården, smal med høje huse omkring og med meget høje træer, så ingen solstråle rigtigt kunne finde vej ned til jorden. Her var intet græs, men ler, som var lettere mudret efter mange dages regn i Wien. Jeg følte mig lettere ført bag lyset, men hvad pokker, vores telt er godt, og det er billigt at bo her. Og her er ovn.

Før jeg går videre og fortæller om, hvad vi så lavede i Wien, må jeg fortælle om Jack's. Allerede på vej dertil på cykel fra banegården, havde vi fået nogle indikationer om, hvad det var for en bydel, vi var kommet til. Lidt af et rabarberkvarter! Billederne til slut i dette indlæg vil måske give jer en lille fornemmelse af, hvad jeg mener. Udover tilbuddene på billederne, var her masser af barer og sjove små butikker. Det skal fortælles, at Wien altid har haft nære relationer til de omkringliggende lande, og folk har lystigt slået sig ned her. Denne immigration er ikke blevet mindre efter østblokkens sammenbrud, så her er et sammenrend af polakker, ungarere, slovakker osv. Derudover er her mange tyskere, som læser på universitetet. Anton fortalte os, at kun ca. 20% af befolkningen i Wien er wienere. Vores samboende i den blok af huse, som hostel var beliggende i, bar i høj grad præg af dette sammensurium af folkeslag, hvoraf en del er betydeligt anderledes end os nordboer. Det fik vi hurtigt et indblik i. Vi tilbragte en stor del af vores tid på terrassen, og da det de fleste dage var meget varmt i Wien, var vinduerne til alle lejlighederne åbne for måske at kunne bringe en svag brise til at afkøle de overophedede legemer. På etagen over os sad der ofte en fyr i vinduet og røg smøger. Den første dag, vi var der, prøvede han ihærdigt at prakke os en af sine lejligheder på. Han mente bestemt, at det var for dyrt hos Jack. Da vi høfligt afslog, blev han siddende i timer og bare stirrede på os. Meget mærkeligt og lettere ubehageligt. En af hans lejere yndede på samme vis at sidde og stirre og så lige komme med en kommentar i ny og næ! En etage højere oppe boede et ægtepar, hvorfra de oprindeligt stammede ved jeg ikke, men jeg fattede ikke en bjælde af, hvad de sagde. Eller rettere råbte. For det viste sig, at den eneste måde, de kunne kommunikere på, var ved at råbe helt højt til hinanden i en tone, der på vores breddegrader betyder mega skænderi, men efter 11 dage på adressen, tror jeg bare, at det er måden de snakkede med hinanden på. Øverst oppe var et hjem for "vanskelige børn" og dem hørte vi da også en del til. Men fred være med det. Det blev straks værre, da der den ene dag fløjtede en stor grønharker ned fra øverste etage og landede ca. 2 centimeter fra min mobiltelefon og min hånd. Det var sgu lige lovligt. En nat blev jeg vækket af lydene fra en dame, som højlydt havde sex. Om det var med den samme partner, eller om der var flere, melder historien ikke noget om, men det stod på i timer, og lyde har det med at blive forstærket i sådan en gård, så jeg måtte afskrive et par timers søvn på den konto.

Som behagelig afveksling til skrigeriet, stirreriet og spytteriet var der en violinspillende pensionær i en af lejlighederne. Og det var virkelig fedt.

Hvad laver man så i Wien, mens man venter på Jonathan?

Der er mange muligheder. Da vi ankom, udpegede Anton adskillige seværdigheder, som var et must see. Og der er virkelig et væld af museer, kirker og andre bygninger, som er et besøg værd, men det var sgu bare ikke lige os. Vi valgte at vade rundt for at lære byen at kende, og den er ualmindelig pæn og smuk i den gamle bykerne. Vi tænkte, at domkirken kunne vi da godt lige slå et smut ind i, men puha, den var flot og mørk, fyldt med mennesker, og man kunne kun få lov til at bevæge sig rundt ude langs med siderne. Klaustrofobisk! Så ud igen med os. Til gengæld var vi inde i en kirke i Maria Hilferstrasse, som var virkelig fin, meget mindre, lys og behagelig. Det var en god oplevelse.

Den ene dag, hvor Jakob var ude at spille, gik jeg på shopping. Og dette begreb er for mig noget lidt andet, end det sikkert er for jer, kære læsere. Da vi jo er på cikel, og de helst ikke skal veje mere, end de allerede gør, blev udbyttet af dagens shoppetur et par meget lette flagrende grønne bukser, gave til Malunse, en pin til Jakobs cykeltasker og postkort og frimærker. Det var vildt!
Anton, som arbejdede på hostel var utrolig sød, og vi snakkede meget med ham. Desværre var han der kun de første 5 dage, så skulle han holde ferie. Men han anbefalede en film med Jeff Bridges og fandt ud af, hvor den gik. Så vi gik i biffen. Og de talte engelsk. Synkroniserede film er bare ikke helt det samme som på originalsproget. Mens vi sad der i biffen, kunne vi let glemme, at vi sad i Wien og ikke i Grand i København. Filmen hed Crazy Heart, og den er brandgod. Jeff spiller en falleret countrystjerne, og han synger selv sangene. Særdeles godt. Den kan anbefales til alle. Den kommer formentlig snart på DVD, hvis den da ikke allerede er ude i Danmark, hvor den havde premiere i marts.

Hvad lavede vi ellers? Hmm. Vi var på bar med en lille fyr fra Canada, som hed Chris, og som boede på vores hostel. Der så vi fodbold. Premier league startede den dag, og det blev en kamp med Chealsea vi så, på en bar, der hed Chealsea.

Så kom Jonathan, vi hentede ham i lufthavnen, tog til hans hotel og fik indlogeret ham, og så var det vel tid til en lille øl.

Lidt turistagtigt blev det til de sidste 4 dage. Vi var ude at se et Hundertwasserhus, hvor lokalmiljøet desværre var blevet til et turistcirkus, men det var interessant nok. Vi gik tilbage mod byen langs med Donaukanal, og her var der etableret en kæmpe strandbar. Vejret var lunt, men overskyet, men det skulle ikke afholde os fra at frekventere baren, hvor vi rendte ind i noget happy hour, som her betød to coctails til éns pris. Fint, fint koncept.

Vi skulle have lejet en lille bil og have været på tur til alperne, men der var ingen lille bil at leje, så i stedet lejede Jonathan en cykel, og vi cyklede ud til Schönbrunn Slot og park og til ZOO, som lå i forlængelse af parken. Parken var alt for velfriseret efter min smag, og blomsterne var kedelige, men den var stor, og der var nogle gigantiske skulpturlandskabsspringvand. Til gengæld var ZOO bare fin. Det er verdens ældste ZOO, som ligger i Wien, man den er under stadig restaurering. Jeg glædede mig i særdeleshed til at se orangutangerne, som jo bare er de sejeste aber i hele verden. Desværre var de ikke lige i humør til at vise sig så meget for publikken den dag. Til gengæld var flodhesten på land, og hold da kæft, hvor er den stor. Nå, der var megafedt, og til alle dyreelskerne derude kan jeg fortælle, at jeg poster et indlæg med rigelig billeder om ikke så lang tid.

Resten af tiden gik med restaurantbesøg, man spiser overraskende godt og billigt og vegetarisk i Wien, og med hygge på diverse små beverdinger. Lige som vi kan li' det!

Det var dejligt at have besøg af Jonathan, tak fordi du gad, og de fire dage strøg afsted.

Nu er vi, som I måske har læst, nået et stykke videre, og ja, på cikel, og Prag venter. Men jeg kan kun sige, at Wien er fin!

M

Siden sidst

Nu er vi sgu kommet til Tjekkiet og befinder os på en såkaldt penzion i byen Jihlava (jeg ville elske at lave en fonetisk parentes, men jeg aner ærligt talt ikke, hvordan, man udtaler det), hvor vi har valgt at tage os en velfortjent hviledag efter 4 dage i meget bakket terræn.

Siden vi sidst har skrevet en opdatering af uddybende karakter og en nogenlunde kvalitet, er der vist gået kriminelt lang tid, så her følger en let gennemgang af, hvad der er hændt os, siden Bordeauxegnen blev lagt bag os.

Vi forlod campingspladsen Les Ourmes ved Lac du Hourtin d. 28/7 i brutal hede og sol, der tævede os direkte i fjæset. Den slags vejr havde vi så småt vænnet os til på daværende tidspunkt, så det bekymrede os ikke synderligt. Til gengæld var vi nervøse for, hvordan formen ville have det efter 17 dages dimsen rundt og drikken bajere, og vi havde den bekymring, at vejen til Bordeaux er smal og heftigt trafikeret, og at vi havde erfaret mange gange, at franzoserne nok er nogenlunde hensynsfulde og gerne trækker ud for cyklister, men for det meste kun, når der er plads til det og helst ikke, hvis det indbefatter at skulle lette foden en smule fra gaspedalen.

Derfor havde vi lagt en meget snedig ruteplan for dagens etape, som for en stor dels vedkommende ledte os ad meget små veje udenom de store trafikårer. Det viste sig ikke at være den bedste ide, og det burde vi sateme også have vidst, for vi havde været på fucked up (og uhørt stejle) afveje et par gange før, fordi vi skulle være smarte. Men uanset, hvad vi burde have gjort, tog vi altså de små bitte veje langt pokker i vold ude på fyrre/bregnelandet og endte med at køre helt forkert, tvunget til at køre 4 km på sandstier blot for at erfare, da vi endelig ramte noget asfalt igen, at vi ikke havde skåret igennem, men var havnet ganske få km fra vores udgangspunkt. Vi bed herefter i det sure æble og kørte den ubehagelige, men lige vej til Bordeaux. Formen var blevet lidt ringere, men vi overlevede - også selvom turen endte med at være omtrent 10 km længere end forventet.

Allerede i La Rochelle havde vi sikret os togbilletter fra Bordeaux til Marseilles, hvorfra det var planen først at tage en færge til Sardinien, derefter endnu en til Napoli og til sidst fra Bari til Dubrovnik. Det viste sig, at det alt i alt ville komme til at stå os i den nette sum af 8000 kr og det uden andet end en fucking stol at sidde i. Det er jo skamløst og ikke en handel, vi følte trang til at tage del i. Og da slet ikke efter 2 måneder i dyre Frankrig, som har gjort mindre lækre ting ved vores budget. Derfor ville vi i Bordeaux købe nye billetter, som skulle tage os ud af France og ind i Italien til en af byerne på Po-sletten. Vi havde forestillet os noget i retning af Milano eller Venedig,　hvorfra vi så ville cykle videre mod Slovenien og derfra vende ciklerne mod nord.

Men, kunne den i øvrigt perfekt engelsktalende (!!!!!) informationsmedarbejder fra SNCF fortælle, der går ingen tog, som har plads til cykler, fra Frankrig til nogen af de byer. Til gengæld kunne han lave en forbindelse til Torino, hvis vi ville. Eneste hage var, at man lige skulle skifte tog i Paris. Paris, mand!

Det kan sgu godt være, at franzoserne er meget nuttede med deres tilbagelænede do-it-tomorrow-attitude, og når de klipper hele græsplæner med kantklipper, og når de holder 2 1/2 timers frokostpause, eller når det tager 3 kvarter at komme igennem en kø, fordi damen ved kassen skal hyggepludre med samtlige kunder og kun kan scanne 3 varer i minuttet, eller når der skal 3 SNCF-medarbejdere til, når du vil købe en simpel billet. Men der stopper det sateme også. Skifte i Paris. De måtte have spist noget, de ikke kunne tåle, tosserne.

Nå, ja. Man kunne også komme til Genoa via München og Geneve! Alle de muligheder, fyren smed på bordet, var helt hen i vejret. Derfor besluttede vi os i en ruf for at tage til München. Uden at tænke på specielt meget andet, end at det helt sikkert snerpede mod et farvel til Frankrig.

Efter mange timers meget flot togtur, som noget af vejen foregik lige på kanten af alperne, ankom vi til München og cyklede de 6 km til The Tent, hvor vi slog vores telt op kl 11 om aftenen. Det var en meget besynderlig følelse, efter at have tilbagelagt de seneste 2500 km med 20 km/t pludselig at have flyttet sig næsten ligeså langt på en enkelt dag. Det føltes lidt som snyd, men det var også virkeligt skønt at være i Tyskland igen. Tyskland, hvor man forstår et sted mellem 50 og 80 procent af sproget, og hvor drikkekulturen ikke er så helt igennem fesen som i France, og hvor folk er venlige - eller i det mindste uvenlige på en meget federe måde, og hvor der findes specielle　vegetariske produkter i næsten alle supermarkeder. Aaahhh!

I München var vi ikke særligt gode turister, må vi tilstå. Bevares, vi cyklede da både ud til Allianz Arena og Olympia Park, og vi vadede da også rundt i byens gader i mange timer, men vi besøgte ingen museer eller koncentrationslejre. Ikke at vi har dårlig samvittighed over det, men der findes mennesker, også ganske unge rygsæksrejsende, der mener, at når man er et sted, så skal man pinedød læse en hel bog og se hele lortet, ellers har man ikke rigtigt været der, og som pirrer til en, fordi man ikke er sådan. Men vi valgte altså, dels fordi vi ikke lige var i humør til langvarig dårlig fornemmelse i hele kropppen fremkaldt af påmindelsen om ufatteligt uhyrlig ondskab begået i Dachau, og dels fordi det regnede en hel masse, at tilbringe det meste af vores tid i de 11 dage, vi befandt os i München, på The Tent. For det første var det et rigtigt afslappet og hyggeligt sted med sødt, sødt personale, som dog godt kunne tage at bestille lidt mere en gang imellem, og for det andet fik vi begge ret så stor optur over at møde en hel masse mennesker, som vi kunne falde i snak med. Jeg har før gjort rede for, hvorfor campingspladser ikke summer af hyggelig samtale campisterne imellem, så det vil jeg ikke komme videre ind på, men hold da helt kæft, hvor var det dog bare en befrielse at komme til et sted, hvor det nærmest var umuligt ikke at falde i snak med folk. Mange, vi fik talt med, var godt nok ikke mange somre over 18, og vi havde måske ikke overvældende meget til fælles med dem, så samtalerne gik, efter de første 5-10 minutters udveksling af rejseruter og -oplevelser, ret så hurtigt i stå. Men hyggeligt var det, og der var da også et par interessante typer imellem.

Fx en lille fyr, som kom fra langt ude på bøh-landet et sted i USA, hvis gåpåmod var imponerende. Han var 17 år gammel og var 3 dage efter at have færdiggjort high school taget alene　til Europa. Han havde vist ikke rigtigt haft så mange penge med herover, så han småhutlede sig igennem ved at samle flasker og den slags. I Tyskland havde han på et tidspunkt fundet en næsten ny mobiltelefon på gaden. Den havde han så i Genoa byttet for en cykel, på hvilken han var kørt helt til Rom. Med rygsæk på! Han var sgu en kæk lille fyr, som dog havde fået den dårlige idé ind i sit hoved, at han ville melde sig frivilligt til militæret hjemme i Guds eget land. Yanks. Tsk tsk.

Vi var også så heldige at møde en tysk musikstuderende, der hed Jakob. Han spillede vidunderligt jazzguitar og var en helt igennem behagelig fyr, som vi begge umiddelbart følte, vi havde　en dybere klangbund med. Han bor i Köln, men kommer fra Hamburg og har lovet os en hjælpende hånd med at finde billig akkommodation, når vi vender tilbage dertil. Det er jo for fedt.

Cykelformen blev ikke vedligeholdt det store under vores ophold i Bayerns hovedstad. Til gengæld fik vi trænet bodegamusklerne i rigelig grad. Og ofte.

Efter München ville vi cikle til Wien, men vejret og dets komplette uforudsigelighed - vejrudsigterne skiftede radikalt fra dag til dag og varierede alt efter, hvor man søgte - overbeviste os om, at det ville være det klart mest forsvarlige at tage et tog. Hvilket vi så gjorde.

Margit barsler med et længere indlæg om netop Wien, så jeg vil ikke gå mere i detaljer end højest nødvendigt. Summa summarum for mit vedkommende må være, at der var sjovt, smukt, fedt og alt for mange øl i Wien.

Vi satte os d. 20/8 igen op på dyrene for at følge Donau til Bratislava. Vi fulgte den såkaldte Danau Radweg hele vejen, og det var en meget fin tur på omtrent 75 km, som forløb næsten uden at komme ud på rigtige veje. Det var dejligt. Og satans hårdt! Halvanden måned uden at holde formen ved lige har altså en effekt, skal jeg hilse at sige.

Bratislava er den mindste hovedstad, jeg nogensinde har været i. Der er ca. 400.000 indbyggere, og bykernen kan man hurtigt lære at overskue til fods. Den er forresten meget, meget nydelig at se til med masser af flotte, velholdte gamle bygninger og små snoede og stejle gyder. Ren puttetnutte. 7 minutters gang derfra begynder brat en noget anderledes virkelighed. Naturligvis er der en masse grå kasser fra kommunismens æra, og den slags er jo ikke ligefrem kønne. Men det, der gør byen trøstesløs, er, at alt hænger i laser og ligner noget, som ingen har haft råd eller overskud til at restaurere.

Selv boede vi på et "hostel", som hed Mladá Garda; et kæmpe, meget østblokagtigt, betonkompleks, som i virkeligheden er et stort kollegium. I sommerferien står en masse værelser tomme, fordi nogle har færdiggjort deres studie, mens andre først flytter ind ved studiestart. Derfor har man valgt at omdanne disse til hostel.
Ingen i receptionen talte fremmedsprog, og der var ingen service. Til gengæld var det røvbilligt - især fordi jeg troede, jeg havde booket et værelse for de tre nætter, vores ophold skulle vare. Efter en hel masse besvær, hvor jeg var lige ved at eksplodere, viste det sig, at jeg var kommet til at booke i september, og så gav de os medlidenhedsrabat.

Herunder ses et par billeder af Mladá Garda.

Yes. Som nævnt er vi nu på 4. dag i Tjekkiet. Her er dæleme pænt og bakket. Det er lidt af en opgave at påtage sig, når man ikke er i den form, man kunne være, at køre på meget tung cykel i et landskab, hvor der ofte ikke er andet end op- og nedkørsler. Men det er virkeligt godt alligevel. Det er både dejligt at føle, at man foretager sig et eller andet andet end at spørge sig selv, hvad man så skal drikke og spise idag, og det er fedt at mærke, at formen trods alt ikke er lige så langt væk, som da vi forlod Amager d. 1. maj. Det havde da også været skammeligt, for den form var skidt, skidt, skidt. Det er stærkt begrænset, hvor meget man kan tale med folk her, men mange taler en smule engelsk eller tysk, hvilket vi takker dem inderligt for, for tjekkisk, eller slovakisk for den sags skyld, er meget fjernt fra noget, vi forstår bare et lillebitte muk af. Men folk er meget søde, og her er dejligt billigt. Vi er på vej til Prag, som vi havde regnet med at kunne ramme d. 7. september, men med den utrolige fart vi skyder, ankommer vi nok allerede d. 1. i stedet. Der skal vi møde min moder og Jens, hendes filejs, og det glæder vi os rigtigt meget til.

Det her indlæg er ved at nå et omfang, som er aldeles for stort, så nu stopper jeg det, men vender inden for længe tilbage igen med historien om mine nyvundne erfaringer som gademusikant.

J

Billeder

Ciklerne ved havet

'

La Rochelle

'

Rabubald i La Rochelle

'

Der er nogle fugle!

'

Malunse, nu med ost

'

"Cykelsti" ved Lac du Hourtin

'

Ja, hvad er det her egentlig for noget?

'

Mølle på bakke, München

'

Fuglen

'

Balden

'

Regnvejr i München

'

Regnvejr i München

'

Regnvejr i München

'

Defekt underlag a.k.a. Hvalen a.k.a. Pøllen

'

Rabubald i dyb koncentration, nu med nyt underlag som erstatning for Pøllen/Hvalen

Ferie i Frankrig

Juli måned er gået og august er godt i gang. Juli måned var i år noget ganske særligt for os, for d. 13. kom Alex, Malene og Ane på et meget længe ventet besøg.

Det var blevet sådan, pga vores oprindelige ruteplanlægning, at Bordeaux eller omegnen var der, hvor vi havde mulighed for at nå hen og hvor det var muligt at flyve til. Så Rabubald og jeg selv gik i gang med at undersøge forholdene indenfor campings på Bordeauxegnen, og blev ganske overvældet af det mangfoldige antal af campingpladser langs med kysten. Der var dog lige et par små detaljer, som man i den forbindelse må være opmærksom på, og den ene er, at Bordeaux ikke ligger ved kysten, men ca. 70-80 kilometer fra Atlanterhavet og den anden er den, at vi jo er på cykel og derfor ikke er indehavere af noget motoriseret køretøj. Så hvad gør en klog? Det har jeg ingen anelse om, men vi slog til med det samme, da vi så en campingplads, der reklamerede med offentlige transportmuligheder til Bordeaux. Det er skide smart, tænkte vi. Så napper vi lige en bus og et tog og kører ind til lufthavnen og henter Ane og ungerne og smutter så tilbage igen. Eller det troede vi. Vi ankom til Les Ourmes, 2 kilometer udenfor en lille by ved navn Hourtin 2 dage før de skulle ankomme. Der var dejligt, svwimmingpool, bordtennis og restaurant/bar med fjernsyn, hvor vi kunne se VM finalen og følge med i Tour de France. Dagen før deres ankomst synes vi lige, at vi ville tjekke bus- og togtider, så vi kunne være på forkant med morgendagen. Og det var heldigt, for det viste sig, at ikke nok med, at det ville tage i omegnen af 2 1/2 time at komme til lufthavnen, så var der ingen muligheder for at komme hjem igen samme dag, da bussen kun gik 3 gange i døgnet. Så meget for offentlig transport! Vi henvendte os i receptionen med vores mildt sagt uoverskuelige situation, og det hele endte ud i en taxitur med en lokal vognmand, som havde den ondeste ånde nogensinde, men som til gengæld " kun" krævede 120 euro for en retur til Bordeaux. Sådan kan det gå.

Den store dag oprandt, og vi nærmest sitrede af glæde og forventning. Vi ventede og ventede i ankomsthallen, men endelig landede de. Ane lidt før end Alex og Malene. Jakob tog imod søster lagkage og jeg trippede i den anden ende af hallen, hvor de kære små skulle komme ud. Og så var de der. Alex i lyserøde badeshorts og Malunse med hat. De så dejlige ud. Tårerne trillede ned af mine kinder og sådan skulle det bare være!

Den tid vi tilbragte sammen, er som ferie ikke så meget ud over det sædvanlige. Vi var ved stranden, vi badede i poolen, vi spiste is, vi gik til marked, hvor Ane og Malene brugte alt for mange penge på smykker og andet pjat, vi så Tour de France, vi legede, lavede dejlig mad og drak masser af øl. En typisk ferie for familien Danmark, når de drager udenlands. Det, der gjorde denne ferie så fantastisk og for os til en helt speciel oplevelse, var den daglige glæde ved bare at være sammen. Sammen med nogle mennesker, som står os særligt nær og som vi har savnet helt vildt. Og at sige farvel til dem igen var det værste jeg har prøvet længe. Nu er der gået en uges tid, og savnet er der stadig, men vi har en dejlig ferie at tænke tilbage på. Og det er godt.
Nå, så blev jeg grebet af sentimentalitet, men prøv at forestille Jer at sige farvel til alle og ikke se en sjæl I kender i 3 måneder. Så tror jeg I vil forstå, hvad jeg taler om!

Men nu er det så blevet august, vi er stadig i München og Jakob er i dag for første gang i over 10 år ude at spille på gaden og jeg venter spændt på at høre, hvordan det har været. Måske får I også en lille anekdote fra musikanten selv på et tidspunkt. Hvem ved!

Lørdag drager vi afsted mod Wien, hvor vi skal være 3 nætter. Her har vi også været heldige at støve et hostel/campings op, 10 euro pr. nat ialt, billigt, meget billigt!
Til slut en opfordring til mennesker vi kan li. Vi vil gerne have besøg.

Fortsat rigtig god sommer.

M

Tosse-Preben

Tosse-Preben eller David efterfulgt af et eller andet på fransk, som han vist nok i virkeligheden hed, var kendoinstruktør, eller hedder det mon sensei, og var på ingen måde bange for at dele det faktum med alverden. At sige det til alle man møder, er en måde at gøre det på. En anden, og det var den, Tosse-Preben praktiserede, er, simpelthen at iføre sig sin japanerpyjamas og med sit legesamuraisværd i den ene hånd og ofte et glas et eller andet i den anden at skridte campingspladsen af med en utroligt strunk gestik og et insisterende blik.
Da jeg en tidlig aften sad udenfor vores telt og spillede et par sydstatssange fra gamle dage, forlod han sit følge af kursister og kom hen til vores telt, hvor han stoppede op, kiggede intenst på mig, nikkede anerkendende og gik igen. Det var i grunden ikke sådan et nik, man giver, når man ligesom vil sige: "det der lyder sgu da i grunden meget godt!" eller "næh, hvor er det hyggeligt med en musikant!". Slet ikke. Det var et autoritativt nik, der betød, at han nu i al sin nådige tolerance havde givet mig lov til at spille. Som om han var blevet givet en eller anden ret til at bestemme, hvem der måtte larme, og hvem der ikke måtte.
En times tid senere kom han tilbage og forsøgte at starte en samtale i "og-hvor-kommmer-I-så-fra"-stilen. Det blev dog meget hurtigt klart, at de høflige spørgsmål egentlig ikke var drevet af interesse i os, men snarere af en kløende trang til at berette om sig selv. Han var kendo-professor på et universitet og var i gang med at afholde et kursus, hvor deltagerne og han selv var indlogeret på campingpladsen, og hvis vi ville se en mindre demonstration, skulle vi bare sige til.
Jeg kom sgu for skade at takke ja. Jeg tænkte, at han sikkert lige ville finde en bar græsplet på pladsen, svinge lidt med sin pind og råbe et eller andet sejt, og at så ville den fjært være sluppet. Det virkede som det mest sandsynlige. Men det var fuldkommen forkert gættet. Han bad mig vente i 10 minutter, hvorefter han ville komme og hente mig. Han beordrede så en ung kursist, som boede et par telte væk, til at iføre sig dragten og finde sin pind. Jeg tænkte, at selvom Tosse-Preben var en seriøst mærkelig mand, virkede det da meget rimeligt, at man bedst ville kunne demonstrere sin kunnen udi en kampsport, hvis man var to om det. Da disciplen havde klædt om, fik han marchordre, og da de passerede os, bad Tosse-Preben mig følge med. Jeg tog en cigaret i munden og en vodka-drink i hånden i den tro, at jeg skulle max. 50 meter væk og bevidne kampkunst i topklasse. Men Tosse-Preben så vredt på mig og vrissede "No cigarette! No Alcool! Come!" Jeg lagde lydigt begge dele fra mig og fulgte efter Preben og hans lærling, som han i en brysk tone konstant rettede på og gav små lette dask med legetøjssværdet for at få ham til at ranke sig, gå ligeud, holde pinden korrekt og lade være med at smile.
Tosse-Preben sigtede efter pladsens fjerneste hjørne, kunne jeg se. I grunden lidt besynderligt med tanke på at højsæsonen endnu ikke havde sat helt ind, og at der derfor spredt over hele pladsen var en del tomme båse. "Men fyren har vel en god grund til at gå den vej", tænkte jeg.
Jeg kom forresten på et tidspunkt til at gå op på siden af Tosse-Preben, og den faldt sgu ikke i god jord. Vrissent pegede han mig om bag sig. Vi nærmede os udgangen, og jeg begyndte at undre mig en lille smule mere. Vi gik ud på vejen og marcherede mod sportspladsen, som lå lige ved siden af campingspladsen, troede jeg. "Ja, det er sgu nok mest behageligt at udøve kendo, hvis man har lidt luft omkring sig, og manden er jo for satan professor", tænkte jeg. Stor var min undren, da han, uanfægtet og fortsat uafladeligt bryskt rettende på sin stakkels lille fyr, fortsatte ligeud ved indgangen til sportskomplekset. Og en mild irritation begyndte at blande sig op med min undren. Vi vadede og vadede, og Tosse-Preben accepterede på ingen måde, hvis disciplen satte farten for højt i vejret, så ret meget over 2 km/t kom vi jo aldrig. Det tog en fucking evighed, og jeg blev mere og mere irriteret, og jeg blev tiltagende beklemt ved situationen. Jeg nåede at tænke, at jeg jo for helvede havde efterladt Margit på pladsen alene og dermed mere sårbar, når Tosse-Prebens hold af onde voldtægtsmænd, røvere og banditter pludselig slog til. Jeg vidste godt, at det var en lige paranoid nok tanke, men jeg anede jo på ingen måde, hvad i alverden manden havde gang i, og vi gik, og vi gik, og vi gik, og folk på gaden stoppede op og var ved at tabe deres underkæber ved synet af disciplen, som var en lille bitte ung franskmand, Tosse-Preben, som var en høj og senet neger og så lige mig med Vokuhila og stort rødt skæg. Lidt af et triumvirat, hvis vi selv skulle sige det. Jeg havde en lille bitte smule svært ved helt at tage situationen alvorligt, og det samme havde disciplen, men Preben var gravalvorlig og prøvede helt tydeligt på at få hele den farce, vi befandt os i, til at virke vigtig og højtidelig.
Vi havde, meget sindigt, marcheret i en halv time. Jeg var stadig forundret og mere og mere irriteret. Nu mærkede jeg så, at jeg også skulle pisse. Meget.
Men alligevel sagde jeg ikke til Preben og hobitten, at de kunne brænde op i helvede, og at de måtte finde en anden idiots tid at spilde. Nej, da. Jeg blev pænt i geleddet og fortsatte min deltagelse i Tossens stræktur. Man vil jo så nødigt skuffe andre mennesker, og tænk hvis han blev sur. Eller såret.
Nå, men vi nærmede os uendeligt langsomt havet, og pludselig, og uden at jeg på nogen måde kan forklare det, prajede Preben en bil og gav sig til med en højtidelig alvor som en bedemand at samtale med chaufføren. Igen udstrålede han helt utvetydigt, at det var ham, der ejede den der vej, og at eventuelle spørgsmål skulle rettes direkte til ham. Jeg aner ikke, hvad de talte om, og efter ganske få sætningsudvekslinger kom han tilbage til os og gav igen marchordre. Jeg skulle pisse så meget, at det gjorde ondt, og vi var stadig ikke kommet tættere på en afsløring af, hvad i helvede, der skulle ske.
Endelig, endelig, endelig drejede Preben ud på en lang høfde, som endte i et brat fald på et par meter. Så kunne vi da i det mindste ikke vade længere, tænkte jeg med en snert af tilfredshed og glemte måske i 30 sekunder, at min blære var spilet 85% af maksimumkapaciteten ud.
Tosse-Preben gennede sin lærling helt ud til enden af høfden og vendte sig nu mod mig, tog langsomt sine fesne guldsmykker af og lagde dem i min hånd, som han derefter lukkede med begge sine egne hænder. Han kiggede på mig og lod mig forstå, at jeg under ingen omstændigheder måtte have solbriller på, når jeg skulle se kendo demonstreret. Han tog dem derfor af mig og lagde dem i min brystlomme. Jeg prøvede at forklare ham, at uden brillerne ville jeg ikke rigtigt kunne få det fulde udbytte af hans vidunderlige evner, eftersom der er styrke i mine solbriller. Spasseren insisterede på sit, men nu var jeg blevet en lille kende utålmodig med ham, så jeg tog dem på igen, da han vendte ryggen til mig.
Nu skulle spændingen forløses i et festfyrværkeri af lækkerhedsfinter og sværdtricks, der ville overgå mine vildeste forventninger. Dværgen og Tossen ville nu åbenbare, hvad sand skønhed er ved hjælp af intet andet end to legetøjssværd og to pyjamasser, og at hele situationen efterhånden længe havde været direkte pinlig, og at jeg var blevet uvidende shanghajet til en stroppetur ville blive gjort så uendeligt irrelevant af det, de ville kunne. Tænkte jeg.
Da Preben nu vendte sig mod sin discipel, faldt alt, og jeg mener fucking alt, på gulvet! Det viste sig i løbet af ganske få sekunder, at hobitten overhovedet ikke kunne noget som helst, at han faktisk sandsynligvis aldrig havde prøvet at dyrke kendo før. Jeg var blevet slæbt skide 3-4 km ud til havet for at overvære en forpulet begyndertime i kendo. Det eneste, professoren, som i øvrigt hører til blandt de ringeste pædagoger jeg i mit liv har set i aktion, og jeg har set et par stykker, hvis standard ligger et godt stykke på den forkerte side af inkompetent, kunne undervise den bette i, var, at tage sådan nogle i sandhed ikke videre spektakulære skridt frem og tilbage. Og han gentog igen og igen, når nu kursisten ikke kunne en hujendes: "Pas comme ca! Pas comme ca! Comme ca!" Og når han så skulle vise, hvordan skridtet skulle tages, gjorde skovlen det på en helt anden måde, end han netop havde forklaret. Det var en pine på alle måder, men sgu da ikke mindst fordi jeg skulle pisse helt åndssvagt meget.
Jeg forsøgte i et par omgange at komme i kontakt med Tosse-Preben, men han var meget fordybet i sin såkaldte undervisning og viftede afværgende med hånden. Til sidst stoppede han dog op, og jeg prøvede at få ham til at forstå, at jeg skulle på toilettet i en meget alvorlig grad. Han lod til at forstå det, men bad mig alligevel 5 gange om lige at blive lidt endnu. Til sidst rakte jeg bare hånden frem og gav ham sine smykker og løb alt, hvad jeg kunne væk derfra.
Det kan være ret hårdt at løbe 3-4 km, når ens blære er på nippet til at briste i en gigantisk urinfontæne, men jeg havde ikke et stort og dybfølt ønske om at forurette min nødtørst, som man siger, på åben gade, så der var ikke det store valg. Det viste sig desværre at være skønne spildte kræfter, for jeg kunne simpelt hen ikke holde mig hele vejen hjem til campingspladsen. Heldigvis befandt jeg mig, da point of no return blev nået, på en grussti med hæk på den ene side. Jeg tror ikke, jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg pissede uden ophold i to hele minutter. Heldigvis var det to minutter, hvor ingen forstyrrede, for jeg ville under ingen omstændigheder have kunnet stoppe på halvvejen.
Nå, tilbage på campingspladsen i god behold, men ekstremt brutalt svedende var Margit noget så glad for at se mig. Hun havde jo ikke anet, hvor jeg havde været og var blevet nervøs for, om jeg skulle være blevet overfaldet af Tosse-Prebens benhårde slæng af kendo-mongoler.

Ja, det var historien om min skønne aften i selskab med Tosse-Preben. Hvis der er en morale derinde et sted, er jeg da bestemt meget interesseret, for det hele virker for mig komplet absurd.

J

Quizzzzzzzz og Tyskland

Og vi har sørme en vinder. Det var utroligt godt gået, søster. Det, der bare er utroligt, er, at der skulle en konkurrence til, før der kom en kommentar på bloggen fra Vesterbro!!! Jakob mener, at det er noget genetisk? Og Anni, du er også meget dygtig. Og hurtig på tasterne.
Ja, vi endte i München. En by som vi oprindeligt havde på ønskelisten, men som vi valgte at stryge pga. dens beliggenhed, katolicisme og pølse. At det alligevel blev således skyldes, at det fra Marseilles er umuligt at få cyklerne videre med i toget, så fra Bordeaux var det enten München eller Paris. Eller Torino over Paris. Det var ikke et svært valg. Vores første mål med togturen var at få røven ud af Frankrig, og det andet var at komme et sted hen, hvor vi slap for Alpe d´Huez og lignende ubehageligheder.
Nu er vi så i München og skal være her i en uge, for vi venter på, at Jakob får tilsendt et nyt liggeunderlag til erstatning for det gamle, som på underligste vis er kommet til at ligne en orange hval og efterhånden er ganske umuligt at sove på. Med mindre man er fuld, selvfølgelig.
Vi har slået os ned et fantastisk sted, som hedder The Tent, og som er et hostel/campings til ingen penge 6 kilometer fra centrum i en park. Her er alt, hvad hjertet kan begære af faciliteter og derudover økologisk morgenmad. Apropos økologi, så er det helt fantastisk at være i Tyskland, da det med økologien er et koncept, som de hylder på fineste vis her i landet. Der er mange andre årsager til, at vi efter halvanden dag i Bayerns hovedstad ærligt kan indrømme, at her kan vi sgu li' at være. Jeg nævner i flæng: priserne, sproget, veggepøllerne, atmosfæren, stemningen, priserne, attituderne, øllet und so weiter, und so weiter.
Den skarpe læser vil måske her henlede opmærksomheden på fordums indlæg her på siden, hvor vi i kradse vendinger forbandede eksistensen af Nordtysk småborgerlighed og asparges langt væk, og ja, denne indvending kan jeg ikke sige noget imod. Jeg kan kun argumentere for de tyske storbyers fortræffeligheder (husk venligst, hvor begejstrede vi var for Hamburg) og erklære mig som urban tysker i hjertet!

M