Billeder

Hjemmesysler.

Ditto.

Syret bygning i den vestlige del af byen.

Især den fesne lyserøde farve på de meget store rør, som jeg ikke har nogen anelse om, hvad er til, kan vække en god del undren.

Kunst på Daimler's grimme højhus ved Potsdamer Platz.

Kunst.

Jernspurven med det tekniske museum i baggrunden.

Når nu amerikanske fundamentalister har slået sig på fødevarer, er det da ikke umuligt, at man må til at genoverveje sin støtte til økologisk produktion.

Malunse, et krus og en telefon.

Efterårsferie

Så blev det efterårsferie og det faktum spillede i sig selv ingen rolle for os, men når det nu betød, at den søde Malunse skulle komme på visit, så var det jo en helt anden snak. Vi havde glædet os helt vildt og jeg havde fyldt vores diminutive fryser med pandekager, da det dejlige barn jo holder af dem.
Vel ankommen og siddende i s-bahnen på vej til vores lejlighed spørger vi, hvilke tanker hun havde gjort sig om vores ferie sammen. Til det svarede hun, at hun gerne ville se den nye særudstilling på Deutsches Historishes Museum om Hitler og tyskerne. Derudover havde hun planer om, at skulle indtage en döner hver dag. Til det kunne vi med ro i sindet svare, at det ikke ville blive det store problem at støve en sådan op, da vi rent faktisk bor i dönerland. Så ville hun gerne ud og shoppe, og den søde skat havde medbragt en større formue af egen beholdning, da hun var klar over, at vi efterhånden var ved at ramme fattigdomsgrænsen. Til sidst havde hun ønske om at se Champions League kampene og at komme på Mansy og drikke coctails.
Det var ønsker, der var til at overkomme, og vi nåede det hele plus en enkelt bundesligakamp fredag på zum Umsteiger, den kneipe vi nu frekventerer, da der indtil videre ikke har været lokale herrer med løftede arme til stede, men kun behagelige mennesker. Det vil altså sige lige pånær en ældre herre, som i fredags synes han skulle forpeste hele bulen ved at sidde en hel halveg og pulse på en stor, klam cigar. Derudover er det et skønt sted.
Den sidste döner fik Malene med som madpakke i bussen hjem i lørdags. Det sværeste bliver formentlig at skulle til at vænne sig til ikke at spise denne delikatesse hver dag. Det må formodes, at der ligger en vanskelig periode foran den unge dame med mulige abstinenslignende symptoner til følge.
Her følger en lille billedkavalkade fra vores skønne ferie.

M

Hej Sif. Se det flotte TV-tårn!

Malenes yndlings coctail er Caipirinha

Hvor er Jakob og Malene?

Dér var Jakob og Malene!

Så gik de

Jeg er ik sur

Zum Umsteiger, radler og bold


Herunder viser Malene, hvordan man spiser og nyder en döner

Neukölln

Den højeste koncentration af tyrkere udenfor Tyrkiet. Tysklands socialt hårdest belastede område. Selve beviset på multi-kultipolitikkens fallit.
Jeps, vi er havnet midt i den for tiden mest ophedede debat her til lands ved at være flyttet til Neukölln.
Altså, ikke forstået således, at der debatteres ivrigt på alle gadehjørner her i bydelen, for det er bestemt ikke mit indtryk. Jeg tror ikke, man fornærmer ret mange ved at sige, at højpandede diskussioner om, hvilken filosofisk retning eller hvilket religiøst menneskesyn, der ligger til grund for tysk kultur og samfundsstruktur, ikke har den store interesse for den gennemsnitlige neuköllnske befolkning.
Men den offentlige debat er pænt ophedet på dette område, netop nu provokeret af den tidligere socialdemokrat og senator Thilo Sarrazin, som har udgivet bogen Tyskland afskaffer sig selv - Hvordan vi sætter vores land på spil, hvori han udtrykker nogle meget kontroversielle holdninger til indvandrere, som hvis de ikke er direkte racistiske, så i hvert fald læner sig gevaldigt i den retning.
Det har så fået præsidenten til at udtale noget i retning af, at islam er en del af tysk kultur nu, uanset om man kan lide det eller ej.
Hvilket så igen har fået Angela Merkel til med sædvanlig myndighed at slå fast, at det tyske samfunds fundament er kristent/jødisk, og at det påhviler indvandrere at indrette sig på dette, og at den hidtidige såkaldte multi-kultipolitik har spillet fallit.
Neukölln nævnes ofte i den debat som skræmmeeksemplet på, hvor galt integrationspolitikken er gået i Tyskland.

Kvarteret skiller sig på mange måder ud fra den by, vi ellers har lært at kende gennem vores mange ferieophold her, må man sige. I retrospekt har vi hovedsagligt bevæget os i den meget pænere - nærmest fesne - del af byen og har således slet ikke tidligere stiftet bekendt med dette af Berlins mange ansigter.
Butikkerne er vel noget af det første, man lægger mærke til i en by. I Neukölln domineres gadebilledet af en håndfuld forskellige typer, som er så rigt repræsenteret i antal, at det er mig en gåde, hvordan det kan løbe rundt:
Dönerbikser og andre fastfoodjoints finder man overalt, og de er allesammen ens. Grønthandlere er her en del af, og Spätkaufkiosker kan man fodre svin med. Tele Caféer, hvor man kan købe taletid og mobiler og surfe på nettet er her så mange af, at man simpelt hen tror, det er løgn. Her er hundreder af frisører, som helst klipper med maskine og saloner, hvor man kan få kulørte kunstige negle. Sportsbarer eller simpelt hen bare små tilrøgede rum, hvor man kan foretage sine væddemål, med dårlig belysning og ditto atmosfære, og som næsten altid står tomme, kan området næsten ikke bære flere af. I det hele taget er kvarteret helt og aldeles domineret at Mellemøsten.
Undtagelserne tæller de såkaldte Altberliner Bierlokale, som er tysk for brun bodega og apotekerne, som man finder på de fleste hjørner - i en radius på 150 m fra vores hjem alene ligger der 3
Og det er i grove træk det. Her er ikke meget andet.
Her er i stort set ikke ingen restauranter, caféer, tøjbutikker eller specialbutikker. Som vel at mærke ikke forhandler arabiske eller tyrkiske produkter.

Det næste, man bemærker, er menneskene. I store dele af det øvrige Berlin er der mange, der ser overskudsagtige og vesterbrosmarte ud; de rigtige skægstubbe, lækre jeans, knaldede briller og så videre derudad. Det er ikke således, at det segment slet ikke er repræsenteret herude, men der er noget længere imellem dem.
Overordnet kan man sige, at langt størstedelen af befolkningen her ser lidt småforhutlede og usunde ud, og at budgetterne i de små husholdninger helt tydeligt trækker moden i en retning, der ikke er langt fra at få Amager til at fremstå som lapset. Det er helt tydeligt, og det siger jeg uden at dømme, at indkomsterne er lave, og at majoriteten har ingen eller kort uddannelse, ligesom der alle ugens dage bliver drukket påfaldende store mængder af øl på gadeplan. Alt dette er sådan set ret så uproblematisk i forhold til at bo her. Dårligt klædte fordrukne proletarer kan jo sagtens være søde og rare mennesker, og det møder vi eksempler på hver dag.
Sværere er det at forholde sig til, når den sociale profil manifesterer sig i adfærd, som man i andre sammenhænge ville have svært ved ikke at reagere på. Således måtte jeg virkelig anstrenge mig for at finde en grimasse, der kunne passe, da vi gik rundt om hjørnet, ned på en beverding ved navn Bienenkorb, for at se Tysklands VM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet. Allerede da vi entrerede lokalet fangede 3 mænd i fyrrerne, hvoraf de to havde overskæg af typen, som man så mange af i 80'erne, som sad ved et højt bord, vores opmærksomhed. Dels fordi de så ualmindeligt usunde og ulykkelige ud, dels fordi den ene gjorde et behjertet forsøg på at nidstirre mig med onde onde tætsiddende øjne, der kun lige lod sig ane under en læderkasket. Den slags her jeg dog, efter at have frekventeret et hav af lignende etablissementer i efterhånden mange lande, lært at ignorere - ja, nærmere at holde af. Men de undgik altså ikke vores opmærksomhed. Det kan i øvrigt godt lønne sig, at notere sig, hvem man måske lige skal slappe lidt af med at tage pis på, når man befinder sig sådanne steder.
Nå, de tre herrer fyrede gevaldigt op under fodboldstemningen med højlydt skrålen og viften med det tyske flag. Det foregik, resten af gæsternes noget mere afdæmpede begejstring taget i betragtning, i et måske lidt upassende højt leje, men den slags kan man jo godt leve med, omend det kan forekomme en smule løjerligt, at voksne mænd har et så udtalt behov for at blive set og hørt. Da holdene så løb på banen, røg langefingrene i vejret, og der blev råbt ting, som børn ikke ville have haft godt af at overhøre. Kampen gik i gang, og råberierne fortsatte. De var udtalt racistiske, og man kunne uden at have læst to sider i en psykologibog se de primitive gruppemekanismer folde sig ud i deres ynkelige interaktion. Når den ene havde råbt et aller andet om de skide abekatte inde på banen, som bare skulle saves over, kiggede han med en usikkerhed, han selv troede var blevet gemt væk under grov brovten, på sine kammerater, grinede fjoget og ventede på det anerkendende latterbrøl fra de to andre.
Efter en halv time havde kro-fatter fået nok og bad dem med bestemt mine om enten at lukke røven eller skride ad helvede til. Det fik dem til at stikke piben ind i et stykke tid, men det varede ikke længe, før de var helt oppe i det røde felt igen.
Manuel Neuer ramte på et tidspunkt ved et uheld en tyrkisk spiller på næseryggen med albuen. Tyrkeren lagde sig ned og ømmede sig gevaldigt, og det viste sig, at han havde fået en flænge, som det blødte kraftigt fra. Dette fik de tre mænd til at juble helt vildt og kalde ham alt muligt ubehageligt.
Tyskland vandt kampen 3-0, og da den blev fløjtet af, blev der naturligvis jublet. Hvad der dog chokerede os var, at der pludselig blev råbt "Sieg!", hvorefter tre højrearme blev tyret skråt i vejret akkompagneret af et højt og tydeligt "Heil!", mens de tre mænd skraldgrinede.
Det var en oplevelse, der efterlod mig tvivlende om, hvorvidt jeg skulle være vred eller forstemt. Vred over deres hadefulde udfald mod tyrkere og deres vamle sympatier. Vred over deres afstumpede måde at overtage hele lokalet på. Forstemt over deres åbenlyse mangel på vid, empati, situationsfornemmelse og evne til at analysere, hvem der bærer skylden for deres egen livssituation.
Jeg valgte det sidste, men det var sgu ikke nemt, og det involverede en småforbidt underlæbe.

Neukölln, som jeg vist i øvrigt har fået fortegnet en smule her, er en meget kulørt bydel, som har sine problemer. Det er der ingen tvivl om, og mange af dens indbyggere kunne leve meget bedre liv, er jeg ikke i tvivl om.

Men den er meget autentisk og behageligt befriet for smarthed og prætention, som man kan finde til overflod så mange andre steder i byen.

Dresden-Berlin

Det har aldrig været meningen, at denne hersens blog skulle fungere som en almindelig dag for dag rejsebeskrivelse, og det er da heller ikke, hvad jeg har tænkt mig at begynde på nu, men jeg vil for en gangs skyld fortælle lidt mere indgående om vores oplevelser af cikelturen mellem Dresden og Berlin, som jo også bliver den sidste i et godt stykke tid, da vi forestiller os at blive i Berlin til d. 1. februar.

Europa er oversået med floder, og vi kan godt lide floder, for langs med dem er terrænet som regel ret så fladt, især hvis du cikler derhen imod, hvor floden løber ud. (Det er víst ret sjældent, at man har set en flod løbe opad, eller?) Vi havde benyttet os af dette smarte naturfænomen og var jo kommet til Bratislava fra Wien langs med Donau og til Dresden langs med Moldau og Elben fra Prag, og udover det faktum, at vi ikke havde haft et kort på disse to ture og derfor endte med at køre en del kilometer forkert og forgæves, kunne vi ret godt lide det. Af førnævnte grund. (Noget vi ikke kan li til gengæld er bakker, puhha, høje, seje, drøje, ubehagelige, væmmelige og dumme bakker. Føj, føj, føj). Skulle det vise sig muligt at opdrive en flod i nærheden, som kunne tage os i retning af Berlin? Vi kunne jo fortsætte langs med Elben, men den ville føre os til Hamburg og det var lidt for tidligt på sæsonen. Så var der jo Spree, som godt nok lå 55 kilometer borte, men som til gengæld løber lige ind i hjertet af Berlin. Så vi besluttede os til at Spree skulle det være.
Nå, men for at gøre det hele sådan lidt lækkert og overskudsagtigt for os selv, investerede vi i et cykelkort over Spree Radweg til den fyrstelige sum af 11 euro, og så var det ellers afsted til Bautzen, som skulle være udgangspunktet for vores Spree eventyr. Turen til Bautzen var som sagt cirka 55 kilometer lang, hvilket jo ikke burde synes af meget for sådan et par ciklisteliteudøvere som os selv, men Dresden ligger åbenbart nede i et hul, og det hul skulle vi så op ad, når vi nu ikke skulle køre langs med Elben. Der var ingen vej udenom. Jeg savnede den gamle flod, som jeg der asede og masede mig opad, stadig opad, med uventet besværet åndedræt og sved på panden. En uge i Danmark og otte dage i Dresden havde alligevel nok sat sine spor på konditionssiden. Det var noget skuffende, må jeg indrømme. Hvorfor er det lige, at man ikke bare kan drikke og æde, som man ønsker i fjorten dage, og stadig være smækker og i god form? Jeg synes det er tarveligt og uretfærdigt. Efter en hård dag på dyrene nærmede vi os dagens endestation, og vi lagde mærke til, at der på alle vejskilte stod på tysk? og nedenunder stod noget, der mindede om tjekkisk eller polsk. I Dresden havde vi lagt mærke til nogle restaurationer, der lavede sorbisk mad og i Bautzen var der et sorbisk institut, så hjemme på pensionen slog vi det op. Sorberne er åbenbart et etnisk mindretal, som bor i den østlige del af Tyskland, nærmere betegnet i Bautzen og Cottbus. Det tæller ca. 60.000 mennesker, hvoraf de ca. 40.000 bor i Bautzen og resten med nogle undtagelser bor i Cottbus. I Bautzen minder deres sprog om tjekkisk og i Cottbus om polsk. På tjekkisk er det jo almindeligt kendt, især for os, der har opholdt os rigtig lang tid i det land, at man sætter et ova bag på alle kvinders efternavne, så for eksempel Caroline Wozniacki bliver til Caroline Wozniackiova. Så let kan det gøres. På sorbisk bliver der ikke diskrimineret. Overhovedet. Så Karl Marx bliver til Karla Marxova og Albert Einstein til; måske skal I lige bruge lidt tid til at regne den ud!!! Ingen diskrimination, men måske lettere kastrerende, vil nogen mene?
Nå, vi kom altså til Bautzen, godt trætte og det viste sig, at vores vært ikke lige havde set vores reservation og var løbet tør for dobbeltværelser. Heldigvis var han en flink fyr og gav os lov til at overnatte på et enkeltværelse, og Jakob fik lov til at smage lidt af campinghimlen. Han sov på et liggeunderlag.
Næste dag, friske og udhvilede, var vi så klar til at finde Spree og så bare derudad. Spree kunne vi sagtens finde, det kneb sgu mere med cikelruten. Vi var udemærket klar over, at vi ikke ville komme til at følge floden hele tiden, men efter ca. 500 meter var forvirringen total. Cikelskiltene viste både til højre og til venstre og tilbage. Tilbage skulle vi ikke, men hvor fanden vi så skulle hen, havde vi ikke den fjerneste ide om. Cikelkortet var fortegnet og duede ikke til så meget, så vi satsede og kørte til venstre, over floden. Det skulle vi aldrig have gjort, men der gik et godt stykke tid, før det gik op for os, at vi var helt og aldeles på afveje. Da vi fandt tilbage til civilisationen, befandt vi os, efter på halvanden time på ciklerne, syv og en halv kilometer fra Bautzen. Under normale omstændigheder ville vi på den tid have tilbagelagt mellem 25 og 35 kilometer alt efter terrænets beskaffenhed. Vi har sgu da aldrig været for kvikke, nogen af os. Vi kiggede på hinanden og følte vist begge, at det var tid til de hurtige beslutninger. Tanken om, at skulle bruge yderligere tid på at finde tilbage til ruten langs med floden, var næsten ikke til at bære. Så vi lod cikelkort være cikelkort (her kan man da tale om penge direkte ud af vinduet) og slog det store, autoriserede kort ud og pejlede os ind på den mest direkte rute mod Berlin.
Vi skulle have sovet på campingplads den nat, den sidste gang i år. Det blev ikke til noget. Vi hjulede derudaf, med humøret i behold, selvom vores fine plan var gået i vasken og vi havde været ude på en stor omvej. Er der noget jeg hader, er det at bruge kræfter på unødvendige kilometer, når der er så mange af de nødvendige at tilbagelægge. Men denne dag gjorde det mig intet. Jeg tror, jeg kunne lugte Berlin. Jeg kunne mærke, hvordan den var begyndt at trække i mig, inststerende på, at jeg skyndte mig. Ja, sådan har jeg det altså med den by. Prag er lækker, Brügge er lækker, wien er lækker, men de er for intet at regne i forhold til Berlin. Vi er kommet her tre til fire gange årligt i efterhånden syv år, og stadigvæk banker mit hjerte hurtigere og jeg finder mig selv med et fåret smil på læberne, når jeg ser Fernsehturm. Så det var bare afsted over stok og sten og vi nåede Berlin dagen efter. Vi kørte 93 kilometer den dag vi tog afsted fra Bautzen. Dagen efter slog vi vores rekord og kørte 115 kilometer ind til Berlin. Hold da kæft, hvor havde jeg ondt i røven, men det var bare alt for fedt.
Nu bor vi i Berlin. Vi har boet her i 12 dage. Vi har med hjælt fra Rikke, Hjaltes kæreste fundet en dejlig 1-værelses lejlighed i Neuköln på ca 45 kvadratmeter. Her er meget hyggeligt og vi kalder den hjem. Der kommer billeder fra lejligheden sidst i indlægget.
Hvis der er nogen, der ikke ved, hvor Neuköln ligger, kan jeg fortælle, at det ligger lige syd for Kreutzberg, lige ved Tempelhof. Nogle siger, at det er den fattigste del af Berlin. Den minder os en del om Nordvest i København, så vi kan rigtig godt lide det her. Her er fyldt med bumser, boehemer, branderter, bistandsklienter, brunhuder og så lige en enkelt nynazist eller to. Dem vender jeg tilbage til ved lejlighed.
Her er fedt, Malunse kommer på lørdag. Jubi, mor er glad.

M

Hej Siffer! Her kan du se, at vi har hængt din fødselsdagstegning op
ude i vores gang. Vi vil gerne have flere tegninger, så måske kan
du prøve at sende en til os. Jeg sender en sms med vores adresse!

Dette er vores seng. Det gælder om at holde vægten
mens vi er i byen, ellers er der ikke plads til os begge!

Gaskomfur. AHH!

Køkkenet ser ud som en balsal. Billeder lyver.

Spisekrog i stuen

Entréen

Det arabiske hjørne

Toilet

Berlin

Her i byen skal man formelt have en tilladelse til at spille på gaden, men det er der ingen, der rigtigt tager sig af. Man må formelt ikke anvende elektrisk forstærkning, når man så spiller, men det er der sgu heller ingen, der tager sig af.
Det virker som lidt af et overordnet karaktertræk ved denne her by, at man ikke for alvor kan hænge sig i, hvad man, hvis det nu skulle være rigtigt, må og ikke må.
Det, synes jeg egentlig, er ganske sympatisk, og det bidrager til at gøre byen behagelig at befinde sig i, samtidig med at det, til min tilfredshed, sætter en streg under det komplet tåbelige i automatpilotforklaringen på stort set alle større politiske hændelser her til lands de seneste 1000 år, nemlig at der dybt i tysk mentalitet eksisterer en stærk autoritær strøm, som igen og igen får tyskerne til at bevæge sig i samme uheldige retning, som man af og til må lægge øre til.
Jeg sprang her i byen den tunge gang gennem institutionerne over, som ganske vist tidligere har vist sig eksotisk, men også langtrukken og tæt på frugtesløs, og spurgte i stedet en ung fyr, som havde placeret sig med sin guitar, forstærker og mikrofon under Verdensuret på Alexander Platz, hvordan forholdene er. Han svarede beredvilligt, at man kan spille overalt. Især hvis man er akustisk.
Det havde han faktisk ikke uret i, den bette fyr, for da jeg to dage senere begav mig til bymidten med min guitar for at lave mig lidt penge, blev jeg slet ikke generet at politiet en eneste gang. Til gengæld tjente jeg ikke så meget som en eneste forbandet cent, indtil jeg stillede mig helt ind til Alexander Platz. Og det var sgu ikke, fordi jeg ikke prøvede andre steder. Jeg vadede store dele af byen tynd og stillede mig vel omtrent 8 forskellige centrale steder, før jeg kom til fornuft og endelig begyndte at tjene lidt penge.
Jeg investerede vel 5 timer i projektet og tjente 12 Euro og en colaflaske i det hele. Men herfra skal trækkes de 2 Euro, jeg gav en sød, forhutlet drukpunker, og de 3 jeg brugte på nye strenge.

Det var jo lidt af en konfrontation med den berlinske virkelighed, og det kunne sagtens have gjort irriterende ting ved mit humør. Men det bestemte jeg mig for, at det fandeme ikke skulle have lov til. Og så holdt jeg modet højt og var på forunderlig vis ikke specielt skuffet ved arbejdsdagens ellers noget fesne ophør.

Men tilfreds var jeg sgu heller ikke, så jeg skiftede i lørdags taktik. Jeg ved fra tidligere ture til Berlin, at Oraninenburger Strasse er en travl gade i nattetimerne, og det kombineret med, at de søde små australske buskere, vi mødte i München, havde sagt, at stive mennesker er et gavmildt publikum, fik mig til at forsøge min lykke netop her.
Jeg stod på Hackescher Markt omtrent kl. 21:30 og brugte nu lidt tid på at orientere mig i forhold til, hvor jeg var bedst tjent med at placere mig.
Jeg endte med at stille mig lige i starten af Oranienburger Strasse i en port, som vel var aflåst, men som alligevel gav mig næsten en meters overdækning med deraf følgende akustik.
Hold da kæft, det var et strålende valg. Det var en helt ny oplevelse af spille på gaden, og det på en virkeligt dejlig måde. Folk var simpelt hen skidesøde, og flere valgte at krydse gaden for at give mig penge. Andre stoppede op og lyttede til 4-5 sange for derefter at rose mig! Og så give mig penge. En fed mand, der var vildt glad, gav sig til at danse og synge med. Det lød lidt som, når en hund hyler med, hvis nogen spiller sav, men det gjorde ikke noget, for det skete i den bedste menig, kunne jeg mærke, og andre igen stoppede op og morede sig kosteligt. Og gav mig så penge, nærmest som af medlidenhed.
Da jeg havde spillet i en god time, havde jeg tjent 30,50 Euro. Og to tomme Red Bulldåser, men skidt nu med det.
Det var en helt igennem fin oplevelse, og det må beboerne i Oranienburger Strasse så tage konsekvensen af i de kommende måneder på gå-i-byen-aftener.

Det lader til, at vi nok alligevel kan blive ude af fædrelandet lidt længere, end Frankrig havde fået det til at se ud til.
Det er meget tilfredsstillende.

J