Billeder

Her følger en lille billedkavalkade fra dejlige Dresden. Læg venligst mærke til den meget skønne bygning fra kommunisttiden. Et særdeles velbevaret stykke kulturhistorie. Alle de gamle, meget pæne huse, er meget nyere, idet de først for nyligt er blevet færdig med genopbygningen efter bombardementerne under 2. verdenskrig. Derudover gik Elben for ca. 4 år siden over sine breder efter utrolige regnskyl og dette forrettede stor skade i den gamle by. Vi har postet et billede af Elben efter fem dage med normal regn i byen, og måske kan I fornemme, hvor hurtigt floden stiger. Den var efter sigende i går steget med to en halv meter efter de fem regnvejrsdage.

M

København

København - hvad er nu den af? Ja, helt ærligt. Snyd og humbug.

Ok, ok, godt ord igen, men altså, nu lå landet jo lige sådan at John sidste år under en ferie i Paris, formentlig under indflydelse af større mængder absinth, friede til den dejlige Lina, og brylluppet skulle altså foregå denne sommer, mere præcist d. 21. august i Canada. Canada ligger meget langt væk, og det er smartest at komme dertil med flyver, og det er for vores vedkommende lukket land. Især Rabubald ville nok ikke overleve en 6 timers flyvetur. Han ville simpelthen dø af dehydrering, for det ville være ham en umulighed at indtage nok vand til at kompensere for det væsketag han ville lide ved den ekstreme svedafgivelse i en så langtrukken flyvesituation. Men så var der jo reception i København d. 18. september, og siden situationen er den, at vi faktisk holder umådeligt meget af de to giftelystne mennesker, var der ligesom ingen vej udenom. Især ikke, fordi vi var nået til Dresden, og vi ville kunne foretage rejsen til en mere end rimelig pris med bus. (Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at indskyde et lille råd: Tag aldrig ud på en 12 timers bustur. Gør det ikke. Aldrig!)

Dagene op til afrejsen var fyldt med spænding. For det første vidste John og Lina ikke, at vi kom, og for det andet havde vi ikke været i Danmark i fire og en halv måned, og tanken om pludselig at skulle tilbage var meget syret.

Da vi stod i København kl. 6 lørdag morgen og kiggede på byen, og vi fik en velfortjent sprit og en smøg, var hele konceptet sgu stadig syret og uvirkeligt. Følelsen af at være kommet hjem udeblev totalt for mit vedkommende, men på samme tid var det dejligt at være der. Det var nok forventningen om at se en masse mennesker, som vi har savnet, der fremkaldte den følelse.

Nu skal dette indlæg ikke tjene som en dag for dag beskrivelse af vores meritter i seks dage i Danmark, men til alle jer, som vi fik set vil jeg bare sige, at det var dejligt. Skønt. Vidunderligt. Vi var glade for det.

Til alle jer, som vi ikke nåede at se er der kun én, eller måske to ting at sige. Kom til Berlin eller også ses vi til foråret.

Noget som vi dog nåede i København, og som var meget vigtigt, var at besøge Posten. At vi så også nåede Jaguaren, Nørrehus og Englandshus ser jeg kun som bonus. Herunder en lille billedkavalkade fra bodegatorsdag. Se alle de skønne mennesker!

Nu er vi hjemme i Dresden igen. Om én uge er vores hjem i Berlin. Og det glæder vi os til. Danmark kan vente, så meget har vi da fundet ud af.

M

Dresden

I regnvejr ankom vi efter 100 km på dyrene til Dresden. Vi tilbragte 3 nætter her, og det regnede halvdelen af tiden. Efter en uges ferie i København kom vi i går retur. I regnvejr.
Nu glæder vi os til en 4 dages cikeltur i, hvad der tegner til at blive, ja tro det eller lad være, regnvejr. Årstiden og vores geografiske placering, som er et resultat af, hvad jeg plejer at referere til som Omstændighederne, gør det vist til en rigtigt god idé at tage et godt, langt ophold i Berlin.

Dresden er en meget behagelig by, hvor folk er søde og rare, og hvor turisthelvedet er placeret på den modsatte flodbred. Selv bor vi i Äussere Neustadt, som er den bydel, der blev mindst smadret af de allieredes bombardementer, der forresten tog livet af 25.000 civile på tre dage. Her er fyldt med barer, restauranter og små luskede butikker i forholdsvist gamle bygninger.
Den helt igennem pittoreske bykerne, som er den, der tiltrækker menneskene i flok, altså når de er allerværst, altså turisterne, er igennem mange år blevet genopbygget og ser meget autentisk ud. Den ligger så der midt i resultaterne af krig og den deraf følgende kommunistiske arkitektur og helt ny glas/beton/stål ditto. Det er et ret særpræget udtryk.

På vores hostel mødte vi, da vi ankom, en meget interesseret australier, der selv var cikelrejsende. Han gav sig straks til at pludre løs om sit absurd høje daglige kilometergennemsnit, den eksakte vægt på cykel og bagage, kalorieindtag kontra forbrænding, hjulstørrelse, dæktype, gear, antal klatrede højdemeter tilbagelagt på kortest tid og så videre og så videre.
Vi måtte med skam tilstå, at vi ikke aner noget som helst om nogen af de ting og følte os efter samtalen sådan lidt som et par sjatpissere, der prøvede at bide skide skeer med de sande excentrikere.
Han var en for så vidt ganske venlig fyr, som endda tilbød at kigge lidt på min cykel, som på trods af penge smidt efter en pragsk cykelhandler og ny kæde og kassette (hedder det det?) havde hakket gevaldigt i gearene og sågar tabt baghjulet(!!!!!!!!!) på vej til Dresden. Det lykkedes så ikke helt, for den meget rare pedel på vores hostel kom tilfældigt forbi og overtog helt og aldeles diagnosticeringen, tog cyklen med hen på sit værksted og vaskede og reparerede den helt gratis.
Nå, men på dagen, hvor den australske iron man skulle afsted ud på de landeveje, han jo beherskede som en konge, sad han i en sofa i det store fællesrum og stenede med sin computer iført moderat stramt kunststof, som jo er dress coden for cikelidrætsudøvere, og for det første bemærkede vi først da, at han bestemt ingen stramt pumpet Adonis var, men faktisk var udstyret med et ganske gedigen bildæk om livet, og for det andet var han simpelt hen så monster stenet, mens han sad der i sofaen og kiggede på videoer på Youtube i timevis, fordi han ikke kunne tage sig sammen til at få røven ud ad døren og køre de 50 km han sagde, han ville den dag, at hans historier om sin egen fortræffelighed på ingen måde herefter kunne tages for andet end maksimalt 40 % af virkeligheden påsmurt et gedigent lag løg, flødeskum og candy floss.
Man kunne selvfølgelig vælge at fokusere på det ikke videre sympatiske i, at han åbenlyst havde forvredet sandheden for at tage sig bedst muligt ud, og jeg har da heller aldrig rigtigt forstået den slags, især fordi man næsten altid bliver afsløret og udstillet.
Men i grunden fik jeg to gode ting ud af at have taget ham i at overdrive. For det første kunne jeg ånde lettet op og igen se mig selv i spejlet, selvom jeg ikke interesserer mig for alt nørderiet omkring min rejseform, og selv jeg kun meget sjældent kører mere end 70 km om dagen. For det andet må vores australske ven have tænkt, at vi lignede et par seriøse bad asses, som han, hvis han ikke skulle blive totalt til grin, måtte lægge sig gevaldigt i selen for at gøre indtryk på. Sådan, du!

I skrivende stund befinder jeg mig i netop fællesrummet på Kangaroo Stop Hostel & Backpacker, ja, det hedder det altså, og skriver dette indlæg, mens jeg forsøger ikke at komme til at grine alt for højt af en mand på omkring de 50, som vi forresten bor på værelse med, som sidder et par meter fra mig og læser en bog. I en Lidl-pose, som står på gulvet, har han dagens - så vidt jeg ved - anden flaske rødvin med skruelåg stående. Ikke helt så diskret en ordning, som han vist selv tror. Cirka hvert 5. minut tager han flasken op af tasken, skruer hatten af og tager, hvad jeg vil kalde et rigtigt mandfolkedrag. Det ville han måske kunne slippe uset afsted med, for så meget sidder folk jo heller ikke og holder øje med hinanden i sådan et fællesrum, havde det ikke lige været for det faktum at han konstant også sidder og pruster som om, han er i gang med et stykke knaldhårdt manuelt arbejde.
Det er i øvrigt et fænomen, jeg er blevet opmærksom på sådan i al almindelighed: det lader til, at mænd over 50 år i det store hele stønner og pruster en hel del mere end andre aldersgrupper. Og i særdeleshed når de frekventerer bade og toiletter. Og lad mig lige forsikre om, at jeg ligger inde med et ganske omfangsrigt empirisk materiale efter at have tilbragt et sted i nærheden af 45 nætter på campingspladser i løbet af de første måneder af denne tur. Campingspladser udgør virkeligt gode observationslokationer, idet bade- og toiletfaciliteterne næsten altid er opbygget som lange rækker af små bokse kun adskilt af tynde MDF-plader, der er så tilpas korte, at de efterlader et mellemrum både foroven og forneden. Denne konstruktion gør enhver aktivitet, der foregår til et mere eller mindre offentligt anliggende.
Jeg har således haft lejlighed til at kunne konstatere, at mange mænd over 50 år tilsyneladende helt umotiveret pruster og stønner nærmest demonstrativt højt, når de tager et brusebad, og når de laver nummer 1. At man lige må give sit besyv med, når man skal det lidt større har jeg al mulig forståelse for - hvem gør ikke det til tider? Men at det ligefrem skulle være nødvendigt at være højlydt, bare fordi man skal nifle eller vaskes, virker som lidt af en overdrivelse.

J

Billeder

Margit ved Labe

Ciklerne ved Labe

Dette her en en national cykelrute i Tjekkiet!

Det var en spændende udfordring at slæbe cikler og trailer op over broen, som jo så altså var en cykelsti! Samme dag kørte vi 4 km på en 40 cm bred muddersti med skov på den ene side, 3 meters fald på den anden og et væltet træ midt i det hele. Også på den nationale cykelrute.

Jens nyder en vejrhanefernisering

Mor nyder en øl og udsigten under et hvil på vej op til Prags fjernsynstårn, der ligger på toppen af en bakkekam.

Mor og Jens er glade turister.

Høgen chiller på en bro.

Min urbane mor flankeret af en nydelig herre, der ved, hvordan man skal klæde sig.

En af vejrhanerne fra ovennævnte fernisering.

Pragsk grafitti, der ligesom skærer ind til benet.

På Tago Mago Bar.

Ciklerne i bakkerne.

Sumprotten

Nu ville skæbnen, eller måske mere nøjagtigt vores ualmindelig gode cikelben, det således, at i stedet for at være i Prag i 5 nætter blev det til 11 nætter på det her på siden tidligere beskrevne Emma Hostel.
Da vi ankom blev vi vist ind i vores 8 sengs dorm. Rummet var mennesketomt pånær én logerende, som lå i sin seng lige indenfor døren til højre i underkøjen. Han lå med sin computer og et dynebetræk trukket op over hovedet. Nå nå nå nå. Der er vist en, der har fået en tjekkisk pilsner over tørsten i går, tænkte vi. Og det skal der jo være plads til. Vores antagelse viste sig at være fuldstændigt ude i hampen. Fyren i sengen, som i øvrigt viste sig at være fra Spanien, havde ikke været ude at drikke. Han drak ikke alkohol i al den tid, han boede der. Han var stort set heller aldrig ude af huset. Eller sin seng for den sags skyld. Dette bevirkede, at han efter ganske kort tid gjorde sig fortjent til tilnavnet Sumprotten, eller pungrotten eller pungdyret!!!
Og hvad er sådan en sumprotte så egentlig for en størrelse? Vores eksemplar vågnede hver morgen mellem halvni og halvti. Hvis han ikke lå i sin seng, når vi vågnede, blev vi i starten ganske forskrækkede, men det viste sig, at så sad han en stund med sin computer i kælderen i fællesrummet. Han spiste ikke morgenmad, men sad med sin computer og spillede spil. Puha, så kunne vi ånde lettede op. Vores sumprotte indtog alle sine måltider i sin seng. Et måltid kunne bestå af en halv liter yoghourt drukket direkte fra plastikbeholderen, et par bananer og en halv sandkage spist med en gaffel. Eller det kunne være en bøtte ris fra en delikatessen i Tesco, det eneste supermarked, han handlede i, og et par rundstykker. Eller det kunne være en grillkylling fra delien og et par bananer og så lige en halv sandkage.
Han havde sit tøj i en meget stor, bordeauxrød kuffert, som var spændt fast til sengestolpen med et velcrobånd, så den kunne stå oprejst. Tøjstilen var polo t-shirt i en stærk, klar farve og en short i enten sort eller rød. En kort soklet og til indendørs brug en slags badesandal i noget stofværk, til de få udgange en sort basketstøvle. Det betyder dog ikke, at han ikke havde andet tøj. Der var skam både jeans og beige garbadinebukser i kufferten og skjorter i satinlignende stof. Disse beklædningsgenstande blev dog ikke brugt. Han havde til stadighed to - tre t-shirts hængende på bøjler i metalnettet, som udgjorde bunden på overkøjen. Derudover hang der shorts og håndklæder. Vi observerede, at kufferten var pakket på en ganske særlig måde. Tøjet var ikke lagt sammen og så placeret i stabler, som, så vidt jeg er orienteret om, er den gængse metode. Nej, det var lagt fladt ud i kufferten, og ærmer og kraver blev så foldet ned langs med kanten. En metode, som vitterligt sørgede for, at tøjet ikke var særligt krøllet, men som også i den grad besværliggjorde den simple diciplin at få fat på en bluse nede i bunken. Så måtte alt tøjet ovenpå med op og efterfølgende pertentligt lægges på plads igen.
Ud over tøjfolderiet gik hans dage nogenlunde på samme måde. Stå op, gøre lidt morgentoilette, sidde tyve minutter i kælderen, gå i Tesco og handle, ligge på maven i sengen og streame VM i basketball, tjekke andre sportsnyheder og spille sit yndlingsspil. Sidde op i sengen og indtage sine måltider, et bad om aftenen og så til køjs ved ellevetiden.
Han snakkede næsten aldrig med nogen, pånær nogle enlige, kvindelige rejsende, som boede på værelset en enkelt nat eller to. Dem udvækslede han nogle sætninger med ved deres ankomst, og talte derefter ikke med dem. Eller også talte de ikke med ham? Han kaldte os for lady og sir og henvendte sig til os om morgenen med et good morning og om aftenen, hvis vi var hjemme, når det blev puttetid, for at spørge om det var ok, at han slukkede lyset.
Vi begyndte at spekulere over, hvem han var. Var han på tur rundt i Europa og havde fundet ud af, at det slet ikke var ham, og ventede han bare på, at dagen skulle oprinde, hvor han endelig kunne flyve hjem? Boede han stadig hos sin mor og havde brug for en pause, og simpelthen hvilede ud i sengen og bare ikke havde overskud til andet? Var han en kriminel på flugt, som gemte sig på et usselt hostel i forvisning om, at der ville politiet ikke finde ham? Vi spurgte ham aldrig, om nogle af vores teorier var sande, så vi må leve i uvished.
Hvor længe han havde været på Emma Hostel , før vi arriverede, ved vi ikke, men da han, fire dage før vi skulle afsted, pludselig om morgenen pakkede sin kuffert for sidste gang og forsvandt ud af vores liv for evigt, var vi mildelst talt rystede. Chokerede. Og en følelse af tomhed bredte sig i vores indre.
Tomrummet blev heldigvis hurtigt udfyldt, for selvsamme dag flyttede en ny rotte ind i sumpen. Denne gang af italiensk afstamning. Den sov det meste af de tre dage, den var der, og der bredte sig en følelse af tryghed på vores dorm.

M

Tago Mago Bar

Ikke meget mere end et stenkast fra vores lurvede bopæl fandt vi allerede første aften, hvad der skulle vise sig at blive vores pragske stambar.
Tago Mago Bar lå i et stort kælderlokale, som var ganske spartansk - eller tjekkisk om man vil - indrettet. Det vil sige, at der var nogle slidte fyrretræsborde med nogle slidte fyrretræsstole. I den ene ende af lokalet, hvor indgangen var, stod baren og et TV. På væggene hang nogle lamper og plakater med billeder af Bowie, Lennon, Hendrix og B. B. King. Bum. Ikke så meget dilledalle, og derfor er der heller ikke så meget mere at fortælle. Tago Mago Bar var en bar i ordets reneste forstand. Men for at uddybe, hvad det betyder, kan jeg komme med et par eksempler på vores oplevelser der.
En lørdag, hvor vi i god ro og orden havde drukket os et par halve liters Gambrinus til 24 tjekkiske kroner stykket og egentlig var på vej ud ad døren, insisterede en godt bedugget mand på at starte en samtale med os. "People from Denmark are tough!" gentog han mange gange. En opfattelse han havde erhvervet sig ved at se et par ishockeykampe, som det danske landshold havde vundet. Han var målløs over at erfare, at Tjekkiets nationalsport kun har begrænset opmærksomhed i Danmark, og han pludrede løs om den slags sådan lidt - for en, der gerne ville i seng - uinteressante emner. Men samtalen tog en noget uventet drejning, da Petr, som han hed, kom tilbage til baren efter at have frekventeret toilettet og ud af det blå sagde: "I'll be honest with you and tell you something no other czech person will tell you. Everybody here hates Germans, and if somebody says he doesn't, he's a fucking hypocrite!"
Se, nu kom der jo straks lidt mere fuldkorn ind i snakken, omend det var en noget brysk og lettere ubehagelig udmelding at komme med. Da vi naturligvis spurgte lidt ind til, hvad han egentlig mente, fik vi en længere smøre om, hvordan tyskerne altid havde plyndret løs i Tjekkiet, når det passede dem, senest eksemplificeret under 2. verdenskrig, og at det handlede om en bestemt folkekarakter i Tyskland, som åbenbart skulle gøre, at de har lettere til ondskab og hensynsløshed end andre. Han fortalte, at han havde mødt en ung tysker, som havde vrøvlet løs om, at alt det nu var fortid, og at uhyrlighederne ikke ville kunne gentage sig. Petr havde kun en hånlig fnysen til overs for den slags pjat. Alle vidste jo, at så snart Tyskland fik økonomiske problemer igen, og befolkningen havde for lidt at spise, så ville de uden tøven igen invadere Tjekkiet og slagte løs, sådan som de genetisk var disponeret for.
Herefter fik russerne en sviner. Og slovakkerne. Og østrigerne. Og så talte han vredt om Frankrigs og Englands forræderi op til 2. verdenskrig, men slog alligevel straks over i helt igennem usammenhængende forklaringer på, hvorfor alle tjekker elsker både England og Frankrig.
Men Petr's yndlingsland var dog USA, som han havde en helt barnlig begejstring for. "You know, it really is the land of opportunities!" sagde han med et drømmende udtryk. Han havde selv været truck driver derovre i to år og tjent læssevis af penge.
Det var jo helt tydeligt, at Petr på den ene side og Margit og jeg selv på den anden havde noget forskellige indfaldsvinkler til det meste, og vi var ikke ude på at yppe kiv, så vi gik ham ikke på klingen med noget som helst - han havde forresten drukket sig i hegnet på vej hjem fra en begravelse. Til gengæld forsøgte vi at få ham til at fortælle noget mere neutralt om Tjekkiet og dets historie og sit eget liv, og det lykkedes da også i nogen grad, men han vendte konstant tilbage til, hvor meget han i grunden hadede tyskere.
Nå, det blev da til et par omgange på hans regning, før vi høfligt takkede for en behagelig samtale og tøffede hjem til Sumprotten.

Nogle dage senere ville vi, i selskab med min mor og Jens, afslutte en hyggelig dag med en lille øllert på et halvtomt Tago Mago Bar. Ved stambordet havde man fundet den brune dug og jetonerne frem, og 4 mænd og en kvinde med Amagernummerplade spillede kort.
Derudover sad der en ualmindeligt overvægtig tandløs mand i baren og var ualmindeligt fuld.
Han havde fået så tilpas meget indenbords, at han i nogen grad havde mistet kontrollen over sit bevægeapparat, hvilket naturligvis resulterede i, at han væltede glasset, han havde foran sig, og indholdet løb ned på gulvet og dannede en mindre pøl. Den meget søde, men i denne sammenhæng meget ubarmhjertige bartender fandt en spand med en moppe frem til den råstive tyksak og gav ham besked på at tørre op efter sig. Men han havde forregnet sig en smule og ikke taget højde for, at den alvorlige motoriske hæmning, der havde forårsaget glassets fald, ikke sådan lige havde tænkt sig at dampe af. Så selvom den tandløse syvhestes samvittighedsfuldt forsøgte at løse opgaven efter bedste evne, måtte det jo ske, at også spanden blev offer for en uoverlagt bevægelse og væltede. Hvilket sendte omtrent 10 liter sæbevand ud på hele gulvet, som han nu blev beordret til at tørre op. Han tog det sgu med oprejst pande, må man sige. Måske især fordi vi ved vores bord var ved at omkomme af grin over det bizarre optrin, hvilket han vist tog som lidt af en opfordring til at lave et lille show ud af det. Man er vel aldrig for lam til at kokettere lidt for pøblen.
I mellemtiden var barens ejer, som på denne onsdag var på druk og i højt humør, kommet hen til vores bord og ville så gerne snakke. Og han gav små iskolde kirsebærspritshots og gik hen til den stive tykke og hev hans bukser op, så de fornemme danske gæster ikke skulle udsættes for de 10 centimeters røvsprække han afslørede.
Engelsk kunne han sgu ikke tale meget af, men nok til at sige fucking og komplet misforstå det meste af, hvad vi sagde. Mens den fulde mand med det store stykke arbejde nu havde fundet sig en stol at sidde på, mens han bevægede moppen som en padle og storsmilede sit tandløse fuldemandssmil.
Hyggeligt var det og en god del mere autentisk end det meste andet.
Aftenen endte med, at Jens forsøgte at skaffe mig et spillejob dagen efter, hvilket ikke skaffede mig så meget andet end en guitar i hånden og en masse opfordringer til at spille blues og Johnny Cash.

Tago Mago Bar var en rigtig bar. Altså, et listigt lille sted med højt til loftet, hvor alle mulige typer kom for at drikke. Og snakke. Og spille kort. Og dart. Og hvor alt muligt syret kunne finde sted.

J

Emma Hostel

Vores hostel i Prag havde én ting - og kun én - kørende for sig, nemlig beliggenheden. Det er placeret lige på grænsen mellem Prag 1 og Prag 2 i et kvarter fyldt med små listige steder og med befriende langt imellem andre turister, som har det med at klumpe sig sammen omkring Karlsbroen og det astronomiske ur.

Derudover scorede Emma Hostel absolut laveste skodkarakter på samtlige parametre.
For det første fandt vi ved ankomsten døren låst, og det selvom der reklameredes med 24 timers non-stop reception. Efter 5 minutter blev der åbnet, og vi kunne tjekke ind. Det viste sig at være andet end en undtagelsesvis foreteelse. Hver eneste dag skete det mindst en gang, at døren var låst, fordi receptionisten fx skulle i bad. Og det var sgu ikke kun potentielle evildoers, der blev holdt ude - gæster, der opholdt sig inden døre var låst inde.
Da vi tjekkede billeder på stedets hjemmeside, havde vi med tilfredshed kunnet konstatere, at der var et nogenlunde veludrustet køkken, så vi ville kunne tilberede vores egen mad. Her kan man se den helt åndssvage forskel på reklamen og virkelighedens verden:

Reklamen:

Den hæslige virkelighed:

Den ene kogeplade virkede forresten ikke, og nogen havde glemt noget i køleskabet, så der kombineret med den mugne dunst af faretruende fugtighed forårsaget af ingen udluftning stank af rådden fisk, og Margits stakkels legeme blev delvist følelsesløst af madrasserne, og rengøringsdamerne var nærmest proforma, så der var møgbeskidt overalt, og receptionspersonalet var mutte og uvenlige, og belysningen var deprimerende, og badeværelserne var slet ikke nyrenoverede, som der ellers stod på den løgnagtige hjemmeside, tværtimod var de ulækre og delvist dysfunktionelle.
Alt i alt var der på ingen måde rart, og alle de ovennævnte faktorer prægede i den grad stemningen i huset. Ingen gad hænge ud i det væmmelige opholdsrum, ingen talte sammen, og næsten ingen hilste på hinanden. Vi snakkede i løbet af 11 dage ikke med andre end en overfrisk tyrkisk dame fra Tyskland, og så snart vi havde spist morgenmad, var vi ude af døren, og vi blev væk så længe, vi overhovedet orkede.
Hvordan det under de forudsætninger lykkedes for os at have så godt et ophold i Prag kan man med rette spørge om. Jeg synes selv, det siger en hel del om, hvilket stof vi er gjort af.

J

Vel-Kommen til Tjekkiet!

På vores cikeltur gennem dele af Tjekkiet har vi fået snuset lidt til landet, og for at nu at bryde rytmen med de meget lange indlæg kommer der her et kort resume af, hvad vi har samlet af indtryk og visdom:

Tjekkerne kunne være bedre til at tale både tysk og engelsk. De kunne bestemt også klare det meget værre, og vi takker dem så inderligt for at prøve, selvom de meget ofte slår direkte over i deres modersmål, som vi ikke forstår så meget af.
Mange samtaler, vi har indledt med tjekker, er startet sådan her:

"Do you speak english?"

"Yes. Small."

eller sådan her:

"Do you speak english?"

"Yes. Sometimes.".

Landets nationalkrydderi er, som mange nok vil vide, kommen. Af alle skønne krydderier i denne verden har man valgt kommen. Det er et interessant valg, når man nu tænker på, at kommen i grunden slet ikke er så lækkert igen. For os er det gået hen og er blevet lidt af et problem, idet Margit, i modsætning til mig, som gerne spiser kommen uden dog at nyde det, på ingen måde kan tolerere tilstedeværelsen af bare noter af noget, der engang har været i berøring med kommen.
Det er faktisk kun brødet, vi har fundet det i. Til gengæld er det meget svært at finde et stykke hvedebrød, som ikke indeholder anselige mængder af kommen, og det gerne på en camoufleret måde, der har taget røven på os et par gange.

I det hele taget er Tjekkiets, som faktisk de fleste landes, bagetradition lige til at lukke op og lave pøller ned i. Heldigvis kan man købe rugbrød og knäckis i alle supermarkeder. Uden kommen.

Vi har frekventeret en hel del små knejper eller landlige spisesteder undervejs på turen til Prag. Her serveres gullash, knødler, kæmpe röstier besmurt med løgmos, surkål, saltagurker, store, tykke stykker skinke, pølser og lignende yderst rustikke delikatesser.
Den mad vi har set serveret i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig har slet ikke fået os til at tvivle på vores vegetarisme. Dertil har den simpelt hen været for ligegyldig.
Men i Tjekkiet - og Østrig for den sags skyld - ser den lokale bondemad sgu så skidelækker ud, at man af og til må tale hårdt til sig selv for ikke at komme til at stige om bord i et læs kød.

På disse små knejper og landlige spisesteder er der i øvrigt en ret så speciel atmosfære. Der er meget slidt og grimt, og indretningen er yderst sparsom. Til gengæld er der mange kunder, gerne omkring frokosttid, og en halv liter lokal bryg kan erhverves til den nette sum af 7 danske kroner.

I Tjekkiet er det meget sjældent at finde en lås på døren til toilettet. Så paranoide typer må holde håndtaget med en hånd og tørre med den anden.
Den taktik er nu ret så trættende og egentlig unødvendig. For vi har fundet ud af, at man banker på, før man entrer et toilet.

Tjekkiske rengøringskoner er triste, grå typer, der aldrig smiler, og som undgår øjenkontakt. De er allesammen over 50 år gamle og går i meget grimt tøj. Dette kombineret med deres over en bred kam helt miserable hår kan af og til få os til at tro, at vi befinder os i en østbloktidslomme.

Tjekkiet er et helt og aldeles smukt og meget bakket land, som det er en stor fornøjelse at bevæge sig igennem. En meget hård fornøjelse. Men virkelig en fornøjelse. Se selv:


J

Strassenmusik II

Vi er for et par dage siden ankommet til Prag, hvor jeg naturligvis ville forsøge at tjene lidt penge på at spille på gaden. Sædvanen tro konsulterede jeg det første det bedste turistkontor, vi løb på. Der svarede de skråsikkert, da jeg spurgte, om de kendte reglerne for gademusiceren, at det på ingen måde ville kunne lade sig gøre i Prag 1, men at jeg nok godt ville kunne spile udenfor. Jeg syntes nu, at det var en lidt for vag orientering, og det virkede lidt som om, de ikke helt vidste, hvad de snakkede om.
Så jeg gik i stedet til det store centrale turistkontor, hvor en dame kunne fortælle, at jeg skulle henvende mig hos kommunen, og det i et tonefald, der indikerede, at hun ikke for alvor mente, det var hendes opgave at hjælpe en musikant på vej. Men hun gjorde det nu alligevel, og jeg gik derfra uden dårlig samvittighed, så det var jo spild af god uvenlighed, kan man sige.
Da jeg ankom til den meget store borgerserviceagtige bygning ikke langt derfra, henvendte jeg mig i informationen, hvor ingen talte hverken engelsk eller tysk. Heldigvis var der et par unge mennesker, der kunne oversætte for mig, så jeg kunne redegøre for mit ærinde. Herefter gik der et par minutter, hvor damen bag ruden så noget så forvirret ud og nærmest sådan lidt tilfældigt gik rundt og rodede i papirer og kiggede på lapper, der hang på væggen. Til sidst kom hun dog tilbage til lugen med en seddel med et nummer og en angivelse på, hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik ned ad en lang gang med en hel masse forgreninger og fandt kontor nr. 216, hvor en kvinde, som talte hverken engelsk eller tysk, tog imod mig. Jeg kiggede mig lidt omkring i det håb, at der ville være nogen i nærheden, som kunne hjælpe mig til at blive forstået, men jeg var alene med kvinden. Altså var jeg tvunget til at forsøge mig med fagter og dansk. Jeg pegede på mig selv, spillede luftguitar og pegede på et kort over byen. Det forstod hun sgu godt, så det var heldigvis ikke så kompliceret, som man kunne have frygtet. Hun fandt nu en hel masse papirer frem og gav sig til at fotokopiere og snakke løs på tjekkisk, hvilket jeg jo godt kan have lidt svært ved at forstå det hele af, men hun fik da peget og blandet sit modersmål op med sine få engelske gloser og på den måde forklaret, at der er 5 gader og pladser centralt i Prag, hvor man kan ansøge om at få lov til at spille. Det gør man ved at udfylde et ansøgningsskema og aflevere det til en Luděk Burian, som har kontor i en anden offentlig bygning, som ligger lige ved siden af den store plads, Staroměstské náměstí.
Ansøgningsskemaet var en omfattende smøre trykt på begge sider af et stykke A4-papir. og spørgsmålene inkluderede så obskure ting som estimeret forbrug af kvadratmeter, antal midlertidige bygninger opført, registreringsnumre på samtlige biler involveret og alt muligt andet, som jo intet som helst havde med lille mig og min guitar at gøre. Da jeg fik læst lidt grundigere på skemaet, erfarede jeg da også, at det var et multiskema, som alle, der ville noget som helst andet end at gå rundt i gaderne skulle udfylde.
Jeg udfyldte skemaet efter bedste evne, og vi gik på opdagelse i de 5 gader, kvinden på kontoret havde givet mig detaljerede kort over. Der var mange rigtigt gode spots imellem, og jeg blev mere og mere optimistisk i forhold til at spille her, selvom jeg tænkte, det var lidt mærkeligt, at der slet ikke var nogen andre gademusikanter. Overhovedet. Heller ikke på den berømte Karlsbro.
Den slags kan jo have så mange årsager, så jeg satte krydser og streger på kortene, så jeg kunne være bedst muligt forberedt på min samtale med hr. Burian.
Men så let skulle det ikke gå. For da jeg ankom til magistratsbygningen, kunne den ældgamle og meget søde vagtmand, som sad inde bag en glasrude på et meget østblokagtigt lille kontor, ikke få fat på hr. Burian. Og han ringede og ringede. Og ringede til nogle andre. Men de tog sgu heller ikke deres telefoner, og gamli undskyldte på livet løs, men som han sagde, vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre, når nu ingen ville svare.
Jeg gik og kom tilbage en halv time senere, og vagten ringede igen uden held til hr. Burian. Men jeg var denne gang fast besluttet på ikke at gå derfra uden afklaring, så jeg pressede en smule på, hvilket fik ham til at ringe til et nyt nummer, hvor han fik fat på en eller anden, som kunne fortælle, at hr. Burian ikke kunne tage imod mig, men at jeg kunne henvende mig hos en fru Mikuchova på kontor nr. 504 på 5. sal. Det gjorde jeg da så, og en tyk dame på omtrent de 60 tog imod mig på et noget så gebrokkent tysk. Hun kunne fortælle, at min ansøgning tidligst ville kunne være færdigbehandlet om 3 uger, hvilket hun i øvrigt undskyldte mange gange for, men henviste til, at chefen, hvem det så end var; vel vedkommende som skulle sætte det afgørende stempel, var doven og fik alt for lidt fra hånden. Hun kunne endvidere fortælle, at Prags 17 bydele har 17 forskellige administrationer, og at der gælder forskellige regler i samtlige af dem. Hun rådede mig derfor til at gå udenfor Prag 1 og bare spille uden tilladelse, gerne i Metroen. Det skulle nok gå, mente hun. Hun undskyldte igen, og vi sagde farvel.
I går besluttede jeg mig så for at følge damens råd og gik derfor et par hundrede meter fra vores hostel ned i Metroen og spurgte i informationslugen, om det ikke ville være helt i orden, hvis jeg spillede lidt dernede. Men damen bag ruden var slet ikke enig med byens embedsværk og bad mig skride.
Jeg fandt herefter et hjørne i en park tæt på et sporvognsstoppested og trappen ned til Metroen, hvor jeg stillede mig op og spillede. Det var et udmærket sted. Masser af mennesker og ingen, jeg kunne genere. Jeg spillede løs i en time, og det lykkedes da også at tjene i underkanten af 180 tjekkiske, hvilket ikke er fantastisk, men bestemt inden for det acceptable. En hel del stillede sig op og lyttede. Og så gik de uden at lægge så meget som en krone. En flok af romabørn stillede sig i 10 hele minutter op og kiggede. Helt utvivlsomt med det ene formål at stjæle min fortjeneste, hvis jeg kiggede den anden vej. Så jeg var nødt til at nidstirre dem, mens jeg spillede. Det var en noget syret situation, men de dampede af efter lidt tid. En fyr smed en mønt i min taske og ville høre mere, for han elskede country. Så jeg gav mig til at spille Luxury Liner for ham, og han rockede med, og det var fedt.
Og så kom panserne. Og stillede sig demonstrativt foran mig. Jeg har altid godt kunnet forstå et vink med en vognstang, så jeg holdt inde og spurgte dem, om de talte engelsk. Den ene, et stort brød med skægstubbe og brede kæber, sagde, at jeg omgående skulle stoppe med det der og pegede med foragt på mig og min guitartaske. Jeg sagde, at jeg havde talt med byens myndigheder, som havde sagt, at jeg bare ikke måtte spille centralt. Det gad de sgu ikke høre på og ville nu se mit pas, som jeg måtte forklare dem, at jeg ikke havde på mig, da det lå på mit hostel. "Hvorfor?" ville han vide. Jeg svarede, at jeg ikke lige havde gjort mig klart, at den slags fordredes af mig og forsøgte så igen at dreje samtalen hen på det faktum, at ingen på de offentlige kontorer havde fortalt mig, at det er strengt forbudt at spille udenfor Prag 1. Nu var kollegaen til den talende af betjentene ved at være træt af mig, lod han mig ved en demonstrativt voldsom kimsen (læs: rullen med øjnene) vide, og hans makker stoppede mig og sagde, at der er et problem med paragrafferne. Hvad problemet var, og hvorfor denne tåbelige regel eksisterer, især når ingen i embedsværket ved det, havde han ingen trang til at forklare. I stedet kom han nu helt tæt på mig og sagde "You don't play! I look for you! You don't play!", og så lavede han gudhjælpemig den gode gamle med pege- og langefinger, som han først holdt hen foran sine øjne og derefter viftede i min retning. Jeg sagde til dem, at jeg selvfølgelig ikke ville spille mere, hvis de forbød mig det, men at det sgu havde været rart med en forklaring.

Det var så det pragske spilleeventyr. Jeg skal sateme ikke risikere noget, når steroide-Frantisek og hans tavse makker ligefrem kører rundt og leder efter mig og bare venter på at smide mig i kachotten og give mig prygl med våde håndklæder.
Det er muligt, at fløjlsrevolutionen fandt sted for 17 år siden, men det er da helt sikkert, at der stadig eksisterer rudimenter af en anden slags offentlig administration og magtudøvelse, end jeg er vant til.
Det er alt sammen meget eksotisk og i grunden med til at gøre vores rejse lidt mere kulørt, selvom det da er noget så irriterende, at man ikke kan få lov til at spille lidt.

J

Billeder

Som lovet bringer jeg her en lille billedkavalkade fra Wien Zoo

Steneren!

En fugl

En kat

Endnu et kattedyr




Er den ikke bare sød? Og nuttet.





Endnu en fugl. Tror jeg nok. Den er sgu underlig.

Min fyr!

Den sejeste af dem alle!!!

Endnu en fugl. Nu med rødt.

Jonathan

Elefantungen er ca. 14 dage gammel

Jeg blev vist lige lidt træt