Og vi har sørme en vinder. Det var utroligt godt gået, søster. Det, der bare er utroligt, er, at der skulle en konkurrence til, før der kom en kommentar på bloggen fra Vesterbro!!! Jakob mener, at det er noget genetisk? Og Anni, du er også meget dygtig. Og hurtig på tasterne.
Ja, vi endte i München. En by som vi oprindeligt havde på ønskelisten, men som vi valgte at stryge pga. dens beliggenhed, katolicisme og pølse. At det alligevel blev således skyldes, at det fra Marseilles er umuligt at få cyklerne videre med i toget, så fra Bordeaux var det enten München eller Paris. Eller Torino over Paris. Det var ikke et svært valg. Vores første mål med togturen var at få røven ud af Frankrig, og det andet var at komme et sted hen, hvor vi slap for Alpe d´Huez og lignende ubehageligheder.
Nu er vi så i München og skal være her i en uge, for vi venter på, at Jakob får tilsendt et nyt liggeunderlag til erstatning for det gamle, som på underligste vis er kommet til at ligne en orange hval og efterhånden er ganske umuligt at sove på. Med mindre man er fuld, selvfølgelig.
Vi har slået os ned et fantastisk sted, som hedder The Tent, og som er et hostel/campings til ingen penge 6 kilometer fra centrum i en park. Her er alt, hvad hjertet kan begære af faciliteter og derudover økologisk morgenmad. Apropos økologi, så er det helt fantastisk at være i Tyskland, da det med økologien er et koncept, som de hylder på fineste vis her i landet. Der er mange andre årsager til, at vi efter halvanden dag i Bayerns hovedstad ærligt kan indrømme, at her kan vi sgu li' at være. Jeg nævner i flæng: priserne, sproget, veggepøllerne, atmosfæren, stemningen, priserne, attituderne, øllet und so weiter, und so weiter.
Den skarpe læser vil måske her henlede opmærksomheden på fordums indlæg her på siden, hvor vi i kradse vendinger forbandede eksistensen af Nordtysk småborgerlighed og asparges langt væk, og ja, denne indvending kan jeg ikke sige noget imod. Jeg kan kun argumentere for de tyske storbyers fortræffeligheder (husk venligst, hvor begejstrede vi var for Hamburg) og erklære mig som urban tysker i hjertet!
M
søndag den 1. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar