Hanne

Hver dag, når jeg tager et par af mine hjemmegjorte uldsokker på, tænker jeg på Hanne, som har strikket dem. Dem, som jeg har på i dag er lysegrønne, gule og blå, og vi kaldte dem forårssokkerne, fordi man kommer i forårshumør og bliver glad af at kigge på dem.

Hanne døde ca. 14 dage efter, vi havde forladt København. Hun havde fået konstateret lungekræft knap to år forinden og måtte nu opgive kampen. Den sidste kommunikation, jeg havde med hende, var dagen efter, vi var nået ned til mor, og jeg havde skrevet til hende og fortalt, hvor hårdt det var. Hun skrev tilbage: "Hård tur, men I kan ta' det. Vi skrives ved ind imellem". Det gjorde vi desværre ikke, for vi havde glemt at melde vores telefoner til udlandstelefoni hos vores nye udbyder, så den første dag vi igen var i kontakt med omverdenen, var den dag, Hanne blev begravet. Desuden var hun blevet meget dårlig meget hurtigt, så hun havde nok ikke haft kræfter alligevel. Men jeg tudede den dag, fordi jeg ikke kunne komme med til hendes begravelse og over det simple faktum, at hun ikke var her mere. Over at jeg aldrig skulle se hende igen. Jeg vidste jo allerede den sidste gang, jeg besøgte hende på Bispebjerg, at jeg ikke ville få hende at se igen, men håbet er som bekendt lysegrønt, og ind imellem kan det føles nemmere at leve på en fortrængning i stedet for at se realiteterne i øjnene. Når jeg tænker nøjere over det, er det i grunden det, jeg har gjort, siden jeg modtog meddelelsen om hendes død. Nu er livet inde i en mere rolig gænge for mit vedkommende, og damen trænger sig på i min bevidsthed, efterhånden på daglig basis. Det er som om, hun ikke vil acceptere at være fortrængt længere. Så jeg må skrive om hende, for at få bearbejdet min egen sorg og for at give hende et værdigt eftermæle.

Hun kom ind i mit liv, fordi hun gerne ville have zoneterapi, og hendes datter Heidi havde arbejdet sammen med Kirsten, som var forælder i Alex' klasse på Amager Lilleskole, og som fik behandling hos mig. Det er nu mere end ti år siden. Fra første dag var der en god kemi imellem os, og vi blev hurtigt enige om, at vi havde meget at være enige om! Hanne var på pension pga. dårlig ryg og gigt, men det betød ikke, at hun lå på den lade side. Hun havde lige meldt sig til adskillige kurser på Kofoeds Skole, blandt andet spansk, så vidt jeg husker. Hun var fuld af energi, trods mange smerter, og havde en vilje og nysgerrighed, som gjorde, at hun til stadighed søgte at blive bredere informeret om mange forskellige emner. Hun var gammel kommunist og til det sidste på de svages side. Så sent som til det sidste kommunalvalg fortalte hun mig, at hun overvejede at stemme på kommunisterne. Jeg sagde, at det gjorde jeg faktisk også i et kort sekund. Så vidt jeg ved gjorde hun det ikke, men jeg tror det var et udtryk for desperation over den drejning, som samfundet har taget i de sidste mange år. Hendes politiske tilhørsforhold og sociale indstilling, begge dele noget vi delte, har været katalysator for uendelige meningsudvekslinger om samfundsforhold, de elendige politikere, vores land regeres af og den stadig større ulighed, som vi var vidne til, blev en del af hverdagen i Danmark.

Efter nogle år fik Hanne mulighed for at erhverve sig et lille hus i haveforeningen "Nokken", hvor hun ved egen og gode venners hjælp fik forvandlet en lettere faldefærdig rønne til et hyggeligt hjem. Her blomstrede hun og blev hurtigt en del af og for manges vedkommende omdrejningspunktet for fællesskabet på Nokken. Og hun fik rigelig lejlighed til at lade sin sociale retfærdighedssans komme til udtryk til fordel for mange af beboerne derude. Ligemeget, hvor skidt hun selv havde det, havde hun altid overskud til at besøge syge og døende venner på hospitalet og til at gå til angreb på pensionskontorer og hjælpemiddelcentralen.

Hanne er igennem årene kommet hos mig hver uge med ganske få undtagelser. Hun har altid sagt, at hun ikke kunne undvære zoneterapien, men jeg tror, at hun - ganske som jeg - nød vores samvær, og at den kontakt vi havde med hinanden på sin egen vis, fik hende til at få det bedre.

Hanne var en stærk person og gjorde en ære i at fremstå som sådan overfor andre. Offerrollen var ikke noget for hende. Så igennem sit sygdomsforløb så hun sgu ikke særlig syg ud. Bevares, hun tabte sig utroligt meget, men hun tabte ikke håret under kemobehandlingen, og hun fik på en eller anden måde svunget sig selv op til at se frisk og overskudsagtig ud, når hun skulle møde andre mennesker. Det tager jeg hatten af for, men det var bare svært for folk, og hermed mener jeg også sygehuspersonalet, at se, hvor elendigt hun rent faktisk havde det. Og i den sidste ende, var det nok en ulempe for hende. Men så på den anden side var hun glad for, at hun trods sin sygdom formåede at se så godt ud.
Da jeg et par timer efter at jeg tårevædet havde forladt hende på Bispebjerg Hospital for sidste gang inden vores afrejse fik en sms fra hende, hvor hun skrev, at hun nok skulle prøve at holde sig i live til vi kom hjem igen, måtte jeg både grine og tude igen. For hvor var det typisk Hanne at prøve at muntre mig op, når hun kunne se, at jeg var frygtelig ked af det, selvom hun godt vidste, at det var det rene sludder. Selvom hun hele tiden havde bevaret håbet om helbredelse, havde hun indset, at nu var der ingen vej tilbage, og at hun skulle dø. Igennem det sidste halve år af Hannes liv havde jeg åbent talt med hende om det faktum, at hun skulle dø af sin sygdom. Jeg kan godt føle, at jeg ind imellem gik meget tæt på, men hun har aldrig bedt mig om ikke at tale om det, så måske havde hun også behov for at tale med én om det, som ikke var den nærmeste familie. Jeg spurgte hende, blandt andet om hun havde styr på sin begravelse, gravsted, gravøl osv., og jeg fortalte hende, hvilken lettelse det havde været for min mor, da min moster døde, at hun havde skrevet det hele ned, så der ikke var en masse spørgsmål, der forstyrrede midt i sorgen. Hanne informerede mig kort tid efter vores samtale om, at nu havde hun fået det ordnet. Jeg håber for Hannes døtre, at det også hjalp dem, at hun havde fået styr på de dele.

Jeg tror ikke på gud eller et på liv efter dette, men jeg tror på, at vi kan sætte vores fingeraftryk på verden. Ikke ved at få bygget imposante bygningsværker eller sociale boligområder eller ved at være med i Paradise Hotel eller som skuespiller i ligegyldige produktioner, men ved at være et menneske, som har betydet noget for andre på grund af den måde, vi  har valgt at være på, mens vi er i live. Jeg tror godt, at Hanne var klar over, at hun var en person, som kunne påvirke mennesker og deres holdninger, og med mit kendskab til hende vil jeg sige, at hun forvaltede denne mulighed på en god og ærlig måde. Men alligevel var det som om, det ikke helt var nok. Så det sidste års tid af hendes liv sprøjtede hun sokker ud til alle os sokkehungrende venner. På den måde, kunne hun sikre sig, at vi havde sokker nok til de næste mange år og samtidig sørge for, at vi i hvert tilfælde ikke ville glemme hende, så længe vi havde sokker på lager. For mit eget vedkommende bliver det som med min norske sweater, som min dejlige moster (hun hed forøvrigt også Hanne) strikkede til mig, lige inden hun døde for efterhånden mange år siden. Jeg gemmer den, og jeg går med den, selvom den efterhånden er både mølædt og laset. På samme måde vil jeg altid gemme mindst ét par af de mange par sokker, jeg har fået af Hanne og jeg vil gå med dem og tænke på damen.
Nu har hun lagt strikkepindene fra sig for sidste gang, men rundt om i København ligger der mange spraglede vidnesbyrd om hendes tilstedeværelse i families og venners liv.

M