Tæpper og kildevand

På det seneste har jeg brugt uforholdsmæssigt lang tid på at tegne vores cykelrute på et kort så præcist som overhovedet muligt. Selve arbejdet har været røvsygt. Man klikker tusindvis af gange indenfor en lille cirkel på et kort, og hvis man er heldig, går det mobile bredbånd ikke i lort, efter man har klikket sig igennem 80 km, så man må starte forfra.
Men på en måde har det nu alligevel været meget sjovt, fordi det også har været muligheden for i nogen grad at genopleve nogle af vores dage i sadlen.

Og siden det forholder sig således, at vores tilværelse, som den udspiller sig nu, først og fremmest er karakteriseret ved et ekstremt lavt aktivitetsniveau - bevares, vi får da dyrket lidt motion i form af både cikling og gang, eller det vil sige, at det gjorde vi, for nu er vinteren også blevet til kold og hvid virkelighed her i Berlin (vi gik ellers og troede, at det kun var hele resten af Europa, der skulle drukne i sne, men sådan skulle det altså ikke være), og siden gademusiksæsonen definitivt er slut - det er lidt en betingelse, hvis man skal spille udendørs, at ens fingre ikke gennemstikkes af brutal smerte og delvis lammelse efter 30 sekunders ophold udenfor en tyk vante - tænkte jeg, at jeg ville bruge lidt af den inspiration, mit klikkearbejde har givet mig, til i mine kommende indlæg at fortælle om forskellige småting og overvejelser, jeg har gjort mig i den forbindelse.

Jeg kan jo starte med at kåre turens bedste indkøb. Vinderen er, og det med flere længder: fleeceplaiderne, vi indkøbte i SuperBrugsen i Sakskøbing efter at have frosset røvene af i minusgrader på Ore Strand Camping i Vordingborg, og som Margit så indlevende har beskrevet i sit indlæg af d. 10. maj i år.

De der hæslige små tæpper, her afbildet i Berlin, men autentisk foldet af de respektive ejere - bemærk venligst den sublime rulleteknik til venstre - har været vores bedste venner i mange måneder nu. For det første har de jo holdt os varme, eller tæt nok på i hvert fald, om natten, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, når man tænker på vores soveposers tykkelse. Men da temperaturerne så senere blev mere venlige og behagelige, og det ikke længere var et spørgsmål om liv eller død at svøbe sit legeme i lyseblå fleece, blev de ved vores side som et kærkomment supplement til vores elendige hovedpuder. Senere igen, da vi boede på hostels rundt omkring, var de selve forudsætningen for nattesøvn. Det kan ikke beskrives, hvor ufatteligt meget bedre man sover med sådan et stykke kunststof viklet omkring sit hoved; selv når man deler værelse med folk som Pungrotten. Realiteterne lukkes hermetisk ude, og man bliver i stand til at ligesom at glide ind i en usand, men tryg verden, hvor ildelugt kun produceres af en selv, hvor hensynsløse, turistattraktionshungrende 19-årige ikke har komplet indholdløse, uendelige telefonsamtaler med deres hjernedøde amfetaminafhængige australske bonderøvskærester over Skype, og hvor alting er lunt og rart.
Af og til har det været nødvendigt at kombinere den syntetiske turban med vådt toiletpapir stukket i ørerne, men havde det ikke været for den grundtilstand af ren, rå afslapning, tæpperne stillede til vores rådighed, ville disse improviserede ørepropper have forslået som en skrædder i helvede.

Vi elsker de tæpper.
Elsker dem.

Og til noget helt andet: man skal jo aldrig nogensinde lade en god chance for at give Frankrig og dets indbyggere på puklen, det ved enhver, og jeg har da heller ikke selv holdt mig for god til at komme med et par små lettere syrlige udfald tidligere her på bloggen. Nogle ville måske påstå, at det jo er som at sparke til en mand, der ligger ned eller måske stjæle bolcher fra børn, og det er heller ikke forkert. Det er både dårlig stil og alt for nemt at gøre det, og når jeg tænker på fx arbejdsmoralen i landet, vil det vel heller ikke være komplet hus forbi at minde om, at

den skinsyge er sin egen bøddel.
Men jeg bliver alligevel ved med at trække små latterligheder frem, som kan sætte franskmændene og deres måde at være på i et ufordelagtigt lys, og det ovenstående taget i betragtning burde der vel nu komme en eller anden gennemtænkt retfærdiggørelse af det. Noget med, at der er en dybere mening med at udstille min egen mangel på format ved at gribe til det laveste af alt; at pege og le hånligt. 

Men det gør der ikke, for der er intet rationale. Det er kun, fordi det giver mig plat tilfredsstillelse, at jeg nu vil åle franzoserne for deres helt sindssyge kildevandstradition.

I Frankrig smager vandet i hanerne af svømmehal. Med varierende styrke, javel, men det smager altid af svømmehal. Det gør det sikkert, fordi man bruger overfladevand, der er renset for sundhedsskadelige elementer ved hjælp af diverse kemikalier, herunder klor. Det gør det naturligvis til en blandet fornøjelse at drikke det, omend det sikkert er ganske uskadeligt. Derfor er kildevand på flaske et kæmpehit i landet. Folk slæber palle efter palle med vandflasker hjem fra de gigantiske supermarkeder i byernes udkanter, og jeg tror, der findes omtrent 50 forskellige varianter.
Det, der virkelig er syret, er, at 80 % af alt det vand, man kan købe, smager helt og aldeles forfærdeligt. Det er ingen overdrivelse. Det dårlige vand er ikke noget, man drikker med en marginalt mindre nydelse - det er så overvældende ækelt smagende, at det kan være svært at klemme bare en enkelt mundfuld ned i svælget. Hvis jeg skulle beskrive smagen, ville jeg skulle være i besiddelse af et noget mere nuanceret sprog, end jeg er, så det vil jeg ikke bevæge mig ud i, men jeg kan da sige så meget, at vand af en vis kvalitet har en vederkvægende virkning, hvilket vel også skulle være det mindste, man kan tillade sig at forvente af drikkevand.
Men også her falder alt for meget købevand igennem. Ikke alene er det på ingen som helst måde i nærheden af at være en nydelse at drikke det takket være den hæslige smag; det slukker sgu heller ikke tørsten.
For at opsummere: i Frankrig smager vandet i hanerne af svømmehal. Derfor er kildevandsbranchen stor og velnæret. Kildevandet smager ofte værre end det fra vandhanen. Er der andre end mig, der ser en uoverensstemmelse i den ligning?

Hvad er det dog for mennesker, der igennem deres forbrugsmønstre sørger for, at det bliver et regulært gamble at købe en fucking flaske vand?
Det er jo en forbandet skandale!

J