Zum Umsteiger

Vores neuköllnske stamværtshus er blevet ødelagt. Ikke sådan rent fysisk, huset står der stadig. Det er blevet ødelagt for os - vi har slet ikke lyst til at komme igen.

Aftenen i går startede ellers helt utroligt hyggeligt. Vi gik på Zum Umsteiger for at se Bayern spille pokalbold, og da vi kom ind ad døren til et godt fyldt værtshus, mødte værten, hvis navn jeg ikke kan huske, os med hjertelige håndtryk og lidt sniksnak om danske piger og så videre. Han skulle kort efter hjem, men før han gik, gav han os en julegave i form af en Stollen, en tung, tung, sød, sød, tysk, tysk kage, og ønskede os en rigtigt god jul.
Et par af stamkunderne, som vi forresten aldrig før har talt med kom ligeledes hen og ønskede os en god jul, før de gik, andre stamkunder gav hinanden julekrammere, og der var en stemning af kærlighed.
Det var lidt overvældende for os, for det plejer nemlig at være sådan, at på Zum Umsteiger passer vi os selv, slår måske en bette tøhø med Robert og småsludrer lidt bold, men kaster os ikke ud i lange samtaler med folk, som vi modsat gør næsten hver gang, vi er på vores mittestambar, Quelleck.
Det var en målrig kamp, hvor Bayern lavede to kasser på syv minutter, og folk var glade og hyggede sig. En ældre nok tyrkisk herre kom ind og faldbød lightere og lommelygter. Han gik direkte hen til en fyr, vi tit har set på kneipen, men aldrig talt med, men om hvem vi ved, at han har lidt af en svaghed for den slags produkter, og at han altid sidder fordybet i alvorlig samtale om samfundsemner med en ven, og at han virker ret sympatisk. Op på bordet røg hele varelageret, og der blev diskuteret og foreslået udvidelser af udbuddet. Den ældre herre var meget taknemmelig og glad for at få solgt hele to lygter til fetichisten, og vi kiggede på hinanden og var enige om, at det her da nok var det hyggeligste sted i hele verden. Det føltes så godt og rart og hjemligt, og vi talte om at skaffe en flaske Gl. Dansk og give en omgang, før vi tager hjem til Danmark.
Den lommelygteglade mand henvendte sig nu til os og spurgte til de ting, man nu spørger til, når man møder nye mennesker, og vi fortalte om vores tur, og også det var brandhyggeligt. Og så skete det afgørende skifte, som skulle få os til at se meget anderledes på så mange ting: ud af det blå spurgte han, om vi også i Danmark har store problemer med muslimer. Vi svarede, at der efter vores mening er visse integrationsproblemer, men at den skarpe debat i høj grad skabes af politikerne, og at vi ikke mener, det har specielt meget med folks religion at gøre, at der findes problemer.
Dét var åbenbart en meget kontroversiel holdning sådan at tillade sig at ytre, for nu fulgte 3 hele timers vred, hadefuld tale på tysk(!!) om, hvordan alle muslimer ønsker at dræbe alle, der ikke er en del af islam, og om hvordan der allerede findes et Palæstina, som hedder Jordan, for alle arabere er jo bare arabere, mens israelere er mennesker som du og jeg - Menschen wie du und ich, som han sagde 50 gange. Barack Obamas navn måtte man ikke sige uden at huske mellemnavnet, som jo var beviset på, at han er muslim og derfor praktisk taget nazist. Jeg måtte ALDRIG glemme, at alle muslimer lyver sig flinke. Bag smilet gemmer sig foragten, hadet og ønsket om at dræbe mig. "Dänemark ist verloren!" tordnede han igen og igen. Jøderne, sagde han, har samme fornavne som os andre frihedselskende demokrater. Muslimerne til gengæld - han vrængede ordet ud - havde igennem generationer opkaldt deres unger efter Muhammed, som var en børnekrænkende massemorder, og de er alle til hobe middelalderlige psykopater. Jeg måtte ALDRIG nuancere mit syn på muslimer, hvis jeg tilfældigvis skulle støde på en sød og rar en af slagsen; sådan en har vi jo alle mødt, nej, jeg skulle læse koranen, fordi den fortæller sandheden om den morderiske ideologi, Islam i virkeligheden er, og ikke basere min dom over dens tilhængere på noget som helst andet end skriften.
Han var fucking rasende i sin brandert, og der begyndte at vise sig lidt fråde i mundvigene.
Margit og jeg var skyld i, at hele den vestlige civilisation ville gå under i løbet af ganske få år, fordi vi var naive fjolser, der ikke kunne forstå sandheden. Jeg skulle ikke forsøge at undskylde mig med, at mit tyske ikke var godt nok til at tage diskussionen grundigt, men jeg skulle nok have hørt bedre efter i skolen, da det jo var tydeligt, at jeg ikke havde evnerne til at forstå kompleksiteten i hans faktabaserede argumentation. Da jeg smilende sagde til ham, at det da vist var lidt fornærmende sagt, blev han eddikesur og vrængede, at hvis jeg bare ville smalltalke, skulle jeg bare sig til.
Der eksisterede ikke moderate muslimer. Det Holocaust, disse middelaldermennesker, som vi ukritisk render rundt og køber Döner og grøntsager hos, i løbet af maksimalt 15 år ville komme til at stå bag, ville få 2. Verdenskrig til at ligne en skoleudflugt. Det ville han vædde sin røv på, gentog han igen og igen. Det er fakta! Fakta!
Det lykkedes mig at komme med omtrent 15 små indvendinger, men han afbrød mig konstant og hørte ikke et kvæk alligevel. På et tidspunkt tilkæmpede jeg mig ved at gentage 25 gange i træk: "Jeg er ikke færdig!" sådan cirka 30 sekunders taletid, hvor jeg prøvede at dreje samtalen ind på integration ved at tale om frafald fra uddannelser som en del af problematikken. Han så forarget på mig og spurgte, om det her skulle forestille en dialog, når jeg bare sad og snakkede hele tiden og tilføjede så, at der ikke ligger sociale problemer til grund for ikke gennemførte uddannelser. Nej, det er fordi muslimer ikke vil uddannes. De har jo nok i det nazistiske væk ved navn koranen.
Løsninger på noget som helst kom slet ikke på banen. Kun had. Og raseri. Og vrængen.
Bartenderen Hartmut blandede sig lidt senere og spurgte, om det var en god monolog Christian, som prædikanten hedder, havde med mig. Han svarede, at jeg var håbløst uvidende og naiv. Jeg sagde, at jeg er en multi-kultiidiot. "Dann bist du ein guter Mensch!" sagde Hartmut, og jeg følte mig et kort sekund helt glad for trods alt ikke at være havnet i det rene og skære tyske Glistrup-klonland. Men Hartmut tilføjede så, at det ville blive min død inden længe. En kugle gennem hovedet er nemlig den tak man kan forvente sig af muslimer.
Der var nu gået tre timer med denne fascinerende lektion i sandheden om roden til alt, hvad der er ondt og forkert i denne verden, og Christian formåede at holde et helt åndssvagt tændingsniveau gennem hele forløbet. Han var edderspændt rasende, og han kunne slet ikke forstå, at han ikke kunne overbevise mig om noget som helst. Han satte sig nu resigneret ved et bord ved siden af sammen med sin ven, som Margit havde diskuteret med, men som ikke havde været helt så vedholdende, hvilket betød, at mens jeg sad og blev skolet i Christians absurditeter, havde Margit hægtet sig på en gammel tandløs bokser, der spillede kort og havde brug for en skytsengel.
Vennen sagde, at han var deprimeret. Christian sagde, han var deprimeret. Jeg sagde, at jeg ville smide en mønt i jukeboxen. Da jeg kom tilbage, var de skredet.


Hele dagen i dag har jeg været nedtrykt ad helvede til. Det blinde had jeg så i Christians øjne i går, hans blanke afvisning alt, hvad jeg sagde, den åbenlyse racisme, det afstumpede menneskesyn, hans skummende raseri og alle andre tilstedeværendes tilsyneladende samtykke har fyldt mit hoved op, siden jeg vågnede. Fuck! 
Jeg ville egentlig gerne forsøge at forstå disse voldsomme følelser. Men det kan jeg ikke. Det er for langt fra noget, der giver bare et strejf af mening i min verden. Jeg væmmes helt ned i maven over at have tilbragt så lang tid i disse menneskers selskab, og jeg har følt mig deprimeret, modløs og misantropisk hele dagen. 


Zum Umsteiger er for altid ødelagt, og vi havde sgu ikke engang bedt om den fucking diskussion, om at blive overhældt med hate speech. Stemningen er ødelagt. Kærligheden er smadret.
Christian. Og Hartmut. Og ham den tredje hadspreder. De har for altid ødelagt vores stamværtshus, og vi fik sgu ikke engang set Bayerns kamp færdig. Den blev overdøvet af had.
Og vi glemte kagen. 
Fuck det!


J