I Danmark kan man, hvis man ikke udviser forsigtighed og omtanke, endog meget nemt ende med fugtstænk af uhumsk karakter på møllen.
I Frankrig har de gudskelov opnået det minimum af civilisation, at de ækle huller i jorden, jeg som barn på ferie i landet simpelt hen nægtede at skræve over, stort set ikke eksisterer længere. Vi opholdt os omtrent 2 måneder i landet, og det skete kun én gang, at jeg måtte bide i det sure æble og indtage den i mine øjne ydmygende position langt nede i knæ for at lade mit skarn dale(en eller anden kunne forresten godt have fortalt, at der heller ikke her er nogen beskyttelse imod plums!). Derudover er de eneste to problemer i Frankrig, at man tilsyneladende har vurderet, at toiletbrættet er en overflødighed, og at indehaverne af campingpladserne ikke kan se problemet i at placere det såkaldte vidoir, som er et keramisk møbel, der ligner et stort toilet med firkantet sæde, og hvori man kan tømme sin ækle lille kuffert med pis og lort fra campingsvognen eller bobilen, lige op og ned af toiletterne, selvom stanken er overvældende.
I Østrig og Tyskland er flertallet af toiletter konstrueret således, at kanterne ikke skråner ned mod vandlåsen. I stedet er kummen udformet som en slags tallerken med et lille hul placeret allerforrest, hvilket betyder, at man for det første ikke kan urinere stående uden at gødske omgivelserne noget så eftertrykkeligt, og at man for det andet, når man skal det andet, ikke kan komme udenom så at sige at anrette kagen. Det har tre yderst uheldige konsekvenser.
Den vigtigste er, at fækalierne ikke som i et helt almindeligt mennesketoilet umiddelbart efter at have forladt ophavsmanden indkapsles i vand, således at den frit kan ligge der og dampe i al sin ildelugt.
Den næste uhensigtsmæssige følge af kummens konstruktion er, at afstanden mellem balle og stedet, hvor skarnet lander, i tilfælde af et lidt større besøg kan gøre det endog meget vanskeligt at komme til at tørre sig uden at komme i berøring med noget, man bestemt ikke ønsker at komme i berøring med.
Det tredje er, at man, hvis man ønsker at undgå lange brune penselstrøg på tallerknen, er nødt til at brede flere stykker papir ud på den.
Men alle toilettyper har også deres fordele. De danske sørger for en nogenlunde stankminimering. Hullerne i jorden i Frankrig har ved nærmere eftertanke ingen fordele - de er bare klamme. De brætløse derimod betyder jo ukompliceret rengøring.
Og hvad kan så fordelene være ved disse tyske og østrigske tallerkentoiletter, som lader ildelugtende ekskrementer ligge og stinke til fare for ens sarte næsebor og fingre? Svaret ligger jo lige for, omend det er en smule bizart, idet dette toilet jo gør det ikke så lidt nemmere at undersøge sine efterladenskaber for eventuelle fremmedlegemer eller konsistensvariationer, hvis man tilhører de paranoide kontrolneurotikere, altså.
Min ven Jonathan, der besøgte os i Wien, døbte det med forbilledlig sproglig præcision patologtoilettet. Beskrivelsen er klinisk, men indeholder samtidigt antydningen af noget foruroligende og forkert, og samtalen drejedes da også hurtigt over på billeder tegnet for det indre øje af voksne mænd, der bor hjemme hos deres magtfuldkomne mødre.
Hvis man var ude på ballade, kunne man muligvis begynde at spørge sig selv, hvorfor det netop er i tysktalende lande, man finder dette toilet. Men jeg er en god dreng og har forresten hverken forudsætningerne for eller lysten til at gå i kødet på en diskussion af den karakter.
Jeg kan bare til stadighed undre mig over, hvad der dog er grunden til, at denne på så mange niveauer upraktiske konstruktion befinder sig i så mange badeværelser.
J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar