Det tog ikke meget mere end en uge for os at cikle gennem det dejligt flade Holland, det vil sige, at vi havde helt nøjagtig 9 overnatninger der, så det er måske et lidt småtyndt grundlag, jeg har tænkt mig at nu dømme nederlænderne på. Men det forholder sig nu således, at indbyggerne har det med ikke kun at befinde sig inden for det relativt lille landområde, de har valgt at bebo. Således havde vi allerede i det nordlige Tyskland den glæde at dele campingsplads med ikke så få især pensionerede af slagsen, og senere, da vi ramte Frankrig(som i dette indlæg sammen med dets indbyggere skal få lov at få en sjælden, omend ufortjent, pause fra mobberierne), var hollændertætheden så høj, at vi til tider nærmest blev ramt af en slags angst, men mere om det senere. Hovedsagen er, at vi gennem det meste af tre måneder har været omgivet af hollændere, selvom vores ophold i selve landet var nok så kort.
Hollænderne kan man sige lidt forskelligt om. Det første er, at de placeret i hjemlige omgivelser har de den lidt syrede feature, at de ynder at reklamere uhæmmet for netop deres eget lokalområde, som de æælsker, og det har vi begge lidt svært ved at relatere til, især hvis lokalområdet udgøres af et fiskerleje med to fiskerestauranter og et supermarked.
Men den slags er jo sådan lidt småbanalt og kedeligt, så jeg vil i stedet skære ind til benet og pege på et fællestræk hos flertallet af hollændere, vi har mødt, som for en rendyrket sarkastiker som mig selv gør det endog meget svært at føre en utvungen og munter samtale med dem.
Nemlig at de ikke på noget som helst niveau synes at forstå og værdsætte ironi og lidt gas på deres stolte nations bekostning. Jeg er selv typen, som griber enhver chance, når jeg taler med udlændinge, til at få mit eget fædreland til at fremstå lidt mere latterligt, bondsk og fremmedfjendsk, end der helt er rygdækning for. Det synes jeg nemlig er ret så morsomt. De fleste misforstår godt nok forsøget på at være vittig og giver sig straks til at skamrose dansk film og pludre løs om den lille havfrue og Staden, og på den måde ender det tit med at virke lidt som at spørge, om ens røv ser fed ud i et par bukser bare for at få den adspurgte til at rose den kvabsede mølle. Det er naturligvis ikke meningen, men det er ikke så vigtigt for samtalens videre forløb.
Det, at jeg selv er den type, får mig nogen gange til at tro, at andre mennesker har det samme afslappede forhold til deres hjemland. Men sådan er det ikke.
Man skal, hvis man altså gerne vil have en hyggelig og lang samtale med en hollænder aldrig, og jeg mener aldrig, give sig til at slå en bette tø-hø over deres supermarkeders brødudvalg. Man skal ikke spørge, hvad satan det lige er, der sker for, at man kan få 30 slags toastbrød, og at så er den fest så også mere eller mindre slut.
Man skal ikke sige til dem, at det jo er for langt ude, at der ikke findes kolde øl i supermarkederne.
Man skal ikke drille dem med det mildt sagt bizarre udvalg af panerede stykker sekundakød, man finder i nederlandske grillbarers kølediske.
For hvis man gør det, bliver de småmutte og fåmælt, spidst replicerende, hvorefter samtalen ligesom slutter i en lettere ukomfortabel stilhed. Og så hjælper det ikke at sige, at der da vist lige gik en engel gennem stuen.
Hvis det så bare var deres besynderlige nationalfølelse, man skulle sørge for at gå på listetå omkring for ikke at komme til at jokke i spinaten. Men det er det ikke. I det store og hele forstår det hollandske folk sig slet, slet ikke på ironi.
Man skal fx ikke, når man har bevidnet 2 hele spil bordfodbold mellem et par hollandske ungmøer, som den ene har vundet 10-0, fordi hun ikke kender reglen om, at man altså skal holde fast i sit håndtag og ikke bare spinne dyret, sige til den slagne af de to, at hun gør det forkert og bare skal holde fast i modstanderens pind, så spillerne ikke kan bevæge sig. En meget uskyldig lille onkelkommentar, som jeg helt ærligt kom med i al venskabelighed. Men pigebarnet blev helt spidst i masken, kiggede fornærmet på mig og sagde, at det nok var lidt nemmere at give gode råd end selv at spille, ligesom!
I det hele taget lader det til, at man må rense sin kommunikation med hollændere for ironi og sarkasme, hvilket for mit vedkommende betyder, at humor ikke er et område vi kan bevæge os ind på.
Nå, men det var den der angst.
Da vi holdt vores sommerferie med besøg hjemmefra, boede vi jo i et par uger på en stor og turistagtig campingplads af den slags, der har børneunderholdning og levende musik om fredagen osv. Det er åbenbart noget, der appellerer til hollændere, som udgjorde omtrent 85 % af den samlede belægning. Nu er det jo heldigvis sådan, som jeg vist har fået understreget, at hollændere er nogle ganske flinke mennesker - med det forbehold, at de altså ikke fatter god humor og forresten, godt nok kun for et par enkeltes vedkommende, har en lige lovligt frejdig naturlighed over sig, når de fortæller, at de sgu ikke er meget for de der tyrkere. Så umiddelbart gjorde det jo ikke så meget, at vi var omringet af dem. Som udgangspunkt fandt vi i hvert fald, at det så klart var at foretrække frem for de indfødte, hvis mangel på humor deres fravær af sprogkundskaber har sørget for det umulige i at teste.
Men deres måde at dominere den der campingsplads på var kvælende! De var altid til stede, mand. Men ikke bare til stede, sådan i rummet på samme stille rolige måde som alle andre. Nej, de stillede konsekvent 10 stole op ved siden af hinanden, så de alle kunne se fjernsynet lige godt, når der var cykelløb, uagtet at der sad andre, hvis udsyn de på den måde blokerede. Når de så havde plantet deres røve på række, skulle etapen jo kommenteres, hvilket jo er ganske forståeligt. Men deres stoleleg havde placeret de yderste af dem mange meter fra hinanden, hvorfor de sad i den lille bar og råbte til hinanden, mens vi andre sad og følte os uvelkomne i al vores stilfærdighed. Vi døbte dem hurtigt Den Hollandske Mafia. Også ved pølen var deres lorteunger over det hele, mand, og bordtennisbordene var konstant optaget af en flok hipstere. Ad!
Nu er det selvfølgelig uretfærdigt at påstå, at det kun er hollændere, der opfører sig som en flok fucking idioter, når der er tilpas mange af dem koncentreret på et sted. Jeg tror, man ved at opstille en eller anden form for matematisk model med forbehold for vegetation, klima, temperatur, afstand til strand, attraktionstæthed osv. for det første præcist kan sige, hvor stor en turistmæssig bæreevne et givet område har, og for det andet hvor mange mennesker af samme nationalitet det kan indeholde, før folk bliver spassere. Sagt med andre ord, tror jeg, at det kan ske for alle mennesker, at de kommer til at opføre sig hensynsløst og støjende, blot der er tilstrækkeligt med landsmænd i nærheden og forholdene på en eller anden måde befordrer det.
Nu var det så lige hollændere, det drejede sig om i Hourtin, og det var rigeligt klamt, men vi har skam set lignende adfærd hos fx spaniere og tyskere, og lur mig om ikke danskere på Mallorca i 80'erne har været et hæsligt bekendtskab?
J
Men den slags er jo sådan lidt småbanalt og kedeligt, så jeg vil i stedet skære ind til benet og pege på et fællestræk hos flertallet af hollændere, vi har mødt, som for en rendyrket sarkastiker som mig selv gør det endog meget svært at føre en utvungen og munter samtale med dem.
Nemlig at de ikke på noget som helst niveau synes at forstå og værdsætte ironi og lidt gas på deres stolte nations bekostning. Jeg er selv typen, som griber enhver chance, når jeg taler med udlændinge, til at få mit eget fædreland til at fremstå lidt mere latterligt, bondsk og fremmedfjendsk, end der helt er rygdækning for. Det synes jeg nemlig er ret så morsomt. De fleste misforstår godt nok forsøget på at være vittig og giver sig straks til at skamrose dansk film og pludre løs om den lille havfrue og Staden, og på den måde ender det tit med at virke lidt som at spørge, om ens røv ser fed ud i et par bukser bare for at få den adspurgte til at rose den kvabsede mølle. Det er naturligvis ikke meningen, men det er ikke så vigtigt for samtalens videre forløb.
Det, at jeg selv er den type, får mig nogen gange til at tro, at andre mennesker har det samme afslappede forhold til deres hjemland. Men sådan er det ikke.
Man skal, hvis man altså gerne vil have en hyggelig og lang samtale med en hollænder aldrig, og jeg mener aldrig, give sig til at slå en bette tø-hø over deres supermarkeders brødudvalg. Man skal ikke spørge, hvad satan det lige er, der sker for, at man kan få 30 slags toastbrød, og at så er den fest så også mere eller mindre slut.
Man skal ikke sige til dem, at det jo er for langt ude, at der ikke findes kolde øl i supermarkederne.
Man skal ikke drille dem med det mildt sagt bizarre udvalg af panerede stykker sekundakød, man finder i nederlandske grillbarers kølediske.
For hvis man gør det, bliver de småmutte og fåmælt, spidst replicerende, hvorefter samtalen ligesom slutter i en lettere ukomfortabel stilhed. Og så hjælper det ikke at sige, at der da vist lige gik en engel gennem stuen.
Hvis det så bare var deres besynderlige nationalfølelse, man skulle sørge for at gå på listetå omkring for ikke at komme til at jokke i spinaten. Men det er det ikke. I det store og hele forstår det hollandske folk sig slet, slet ikke på ironi.
Man skal fx ikke, når man har bevidnet 2 hele spil bordfodbold mellem et par hollandske ungmøer, som den ene har vundet 10-0, fordi hun ikke kender reglen om, at man altså skal holde fast i sit håndtag og ikke bare spinne dyret, sige til den slagne af de to, at hun gør det forkert og bare skal holde fast i modstanderens pind, så spillerne ikke kan bevæge sig. En meget uskyldig lille onkelkommentar, som jeg helt ærligt kom med i al venskabelighed. Men pigebarnet blev helt spidst i masken, kiggede fornærmet på mig og sagde, at det nok var lidt nemmere at give gode råd end selv at spille, ligesom!
I det hele taget lader det til, at man må rense sin kommunikation med hollændere for ironi og sarkasme, hvilket for mit vedkommende betyder, at humor ikke er et område vi kan bevæge os ind på.
Nå, men det var den der angst.
Da vi holdt vores sommerferie med besøg hjemmefra, boede vi jo i et par uger på en stor og turistagtig campingplads af den slags, der har børneunderholdning og levende musik om fredagen osv. Det er åbenbart noget, der appellerer til hollændere, som udgjorde omtrent 85 % af den samlede belægning. Nu er det jo heldigvis sådan, som jeg vist har fået understreget, at hollændere er nogle ganske flinke mennesker - med det forbehold, at de altså ikke fatter god humor og forresten, godt nok kun for et par enkeltes vedkommende, har en lige lovligt frejdig naturlighed over sig, når de fortæller, at de sgu ikke er meget for de der tyrkere. Så umiddelbart gjorde det jo ikke så meget, at vi var omringet af dem. Som udgangspunkt fandt vi i hvert fald, at det så klart var at foretrække frem for de indfødte, hvis mangel på humor deres fravær af sprogkundskaber har sørget for det umulige i at teste.
Men deres måde at dominere den der campingsplads på var kvælende! De var altid til stede, mand. Men ikke bare til stede, sådan i rummet på samme stille rolige måde som alle andre. Nej, de stillede konsekvent 10 stole op ved siden af hinanden, så de alle kunne se fjernsynet lige godt, når der var cykelløb, uagtet at der sad andre, hvis udsyn de på den måde blokerede. Når de så havde plantet deres røve på række, skulle etapen jo kommenteres, hvilket jo er ganske forståeligt. Men deres stoleleg havde placeret de yderste af dem mange meter fra hinanden, hvorfor de sad i den lille bar og råbte til hinanden, mens vi andre sad og følte os uvelkomne i al vores stilfærdighed. Vi døbte dem hurtigt Den Hollandske Mafia. Også ved pølen var deres lorteunger over det hele, mand, og bordtennisbordene var konstant optaget af en flok hipstere. Ad!
Nu er det selvfølgelig uretfærdigt at påstå, at det kun er hollændere, der opfører sig som en flok fucking idioter, når der er tilpas mange af dem koncentreret på et sted. Jeg tror, man ved at opstille en eller anden form for matematisk model med forbehold for vegetation, klima, temperatur, afstand til strand, attraktionstæthed osv. for det første præcist kan sige, hvor stor en turistmæssig bæreevne et givet område har, og for det andet hvor mange mennesker af samme nationalitet det kan indeholde, før folk bliver spassere. Sagt med andre ord, tror jeg, at det kan ske for alle mennesker, at de kommer til at opføre sig hensynsløst og støjende, blot der er tilstrækkeligt med landsmænd i nærheden og forholdene på en eller anden måde befordrer det.
Nu var det så lige hollændere, det drejede sig om i Hourtin, og det var rigeligt klamt, men vi har skam set lignende adfærd hos fx spaniere og tyskere, og lur mig om ikke danskere på Mallorca i 80'erne har været et hæsligt bekendtskab?
J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar